Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Kan myrer tale sammen? Kommunikerer de, ligesom vi, via et tillært sprog? Disse spørgsmål besvares i dag løbende af russiske forskere. Deres forskningsresultater åbner spændende kosmologiske perspektiver.

 

At myrer kan meddele sig til hinanden, har længe været et kendt videnskabeligt faktum. Forskningen har f.eks. kunnet konstatere, at myrer, der finder et nyt madsted, farer hjem til myretuen og alarmerer kammeraterne. Myreforskere mener, at de myrer, der har gjort opdagelsen, almindeligvis afsætter et "duftspor" i terrænet, som de andre myrer så kan følge. Men håndgribelige metoder forekommer også. Man har f.eks. iagttaget, at finderne efter hjemkomsten til tuen, simpelthen kan tage fat i en anden myre og bære den hen til opdagelsesstedet.

Men nu har ny sovjetisk forskning omkring myrernes adfærd og kommunikation ført frem til, at et par forskere konkluderer, at myrer har et tillært sprog, som i princippet ligner vort eget meget. Myrernes "sprogindlæring" synes også, mener forskerne, at foregå på samme måde som hos os. Dette meddeltes af det sovjetiske nyhedsbureau APN og er gengivet i det populærvidenskabelige tidsskrift "Fakta", nr. 2/88.

Forskerne S. Resnikov og B. Riabko, som arbejder på det biologiske institut ved det sovjetiske videnskabsakademis Sibiriens afdeling, har udført et eksperiment, hvor myrer skulle finde frem til en skål med sirup. Eksperimentet viste, at myrerne udvekslede oplysninger med hinanden om vejen frem til målet og om antallet af objekter, som var på vejen. Disse oplysninger blev formidlet ved hjælp af bevægelser, altså en form for "tegnsprog". Denne sprogevne er, mener forskerne, ikke medfødt, men noget myrerne lærer som unge. Myrer, som blev holdt isoleret fra fødslen ud af "puppen", viste nemlig ingen evner til at kommunikere med deres artsfæller.

 

 

Hvis de to forskeres konklusioner er rigtige, rejser der sig unægtelig mange interessante spørgsmål. For eksempel: Kan et sprog, der er et resultat af indlæring, forklares som ren instinkt funktion? Forudsætter en indlæringsproces ikke intelligensevne?

Hvis det forholder sig sådan, som forskerne påstår, at myrer, der lever isoleret, ikke har adgang til "myresproget", så kan dette "sprog" vel ikke være en medfødt instinktfunktion hos den enkelte myre?

At nogle højere pattedyr som f.eks. visse aber i begrænset omfang formår at anvende kæppe og pinde, kan ses som eksempel på intelligens på et meget elementært og konkret niveau.

Men derfra og til det mere abstrakte intelligensniveau, som er en forudsætning for eksempelvis sprogindlæring, er der et langt skridt. Den konkrete eller elementære intelligens fungerer jo så at sige kun på det fysiske plan, selvom den i sig selv er udtryk for en begyndende åndelig funktion, en funktion som i kosmologisk sprogbrug betinges af intelligenslegemsfosterets vækst.

Den mere abstrakte eller udviklede intelligensevne er derimod ikke begrænset til forskellige indgreb i den omgivende fysiske virkelighed. Den er mere og mere gået over på sit eget plan, det vil sige et åndeligt plan og har altså skabt evne til at opleve med den åndelige materie. At operere med åndelig materie indebærer at kunne skabe tankebilleder.

Men for at sproget skal kunne spille rollen som kommunikations- eller meddelelsesmiddel mellem forskellige individer, må det bestå af et system af symboler eller genkendelsestegn, et system, som – for at kunne anvendes – forudsætter en evne til at tænke i symboler. Evnen til at tænke i symboler er det samme som evnen til at abstrahere. At abstrahere betyder nemlig, ifølge ordbogen, at "se bort fra", og det er jo netop det vi gør, når vi tænker i symboler. Vi "ser bort fra", det vil sige, at vi formår at se bag om tingenes ydre fysiske form og ved hjælp af et symbol alene eller et genkendelsestegn skabe os et indre, mentalt billede af ting og situationer, som vi måske end ikke nogensinde har set i den ydre verden.

 

 

At der opstår et behov for noget man kan kalde et "sprog", er altså blot et udtryk for eller et symptom på denne mærkelige overgangstilstand mellem to planer eller verdener – det fysiske og det åndelige plan. (1)

Myrer er faktisk også mennesker, viser Martinus; ganske vist – ligesom vi – ufærdige mennesker (jordmennesker). Vi ved, at myrer, og ligeledes bier og termitter, bygger komplicerede samfund, som savner sidestykke i den øvrige dyreverden. Myrer er endog så "jordmenneskelige", at de f.eks. driver regulær kvægavl, med bladlus, som de malker omtrent som vi malker køer, dyrker svampe, har egne hære med specielle myresoldater og i nogle tilfælde endog "slavearbejdere" i form af tilfangetagne myrer af en anden race, ofte havemyrer.

At myrer også er en slags "jordmennesker" chokerer måske nogen som aldrig har tænkt i de baner før. Men noget af det første kosmologien lærer os, er at se bort fra og bag om former og strukturer. Et "menneske" behøver ikke nødvendigvis gå på to ben og være udstyret med to arme. Dets udseende kan kosmisk set variere på et uendeligt antal måder og dog karakteriseres som "menneske". Betegnelsen "menneske" tager ikke hensyn til ydre eller fysiske egenskaber. I den henseende er der jo ikke meget som adskiller os fra mange andre pattedyr. Begrebet "menneske" refererer kosmisk set til en vis bestemt grundenergikombination (2) – en grundenergikombination som betinger menneskets indre egenskaber, f.eks. dets evne til abstrakt tænkning og sprogindlæring, og dermed også dets afvigelse fra dyreriget. Martinus påviser, at denne voksende afvigelse fra den dyriske "naturtilstand" i vor udviklingszone først og fremmest betinges af væksten af grundenergierne "følelse" og "intelligens".

 

 

Men også blandt individer med et for os fremmed udseende eller legeme foregår tilsvarende grundenergiforandringer. Martinus taler i denne sammenhæng om "kosmiske udviklingsbaner" (3). En sådan "udviklingsbane" er pattedyrenes, som vi selv tilhører. Denne bane er den mest fremtrædende eller dominerende på vor klode. Men der er også flere andre baner, som vi kan iagttage visse udviklingsafsnit af her på kloden, f.eks. fuglenes og insekternes. Individerne indenfor disse andre udviklingsbaner vil ikke blive "mennesker" med samme type organismer som vi, men i organismer prægede af deres specielle udviklingsbaner. Et insekt, f.eks. en myre, bliver altså et færdigt menneske i en insektorganisme.

Hvordan kan det være, at organismerne bliver udformede så forskelligt som f.eks. pattedyr og insekter?

Det skyldes ifølge Martinus en for os skjult kosmisk "forhistorie", – en forhistorie, som er foregået på forskelligartede kloder i verdensaltet. Kloder som stærkt afviger fra hinanden med hensyn til natur, størrelse og andre astronomiske forhold.

Vi har alle i vor millionårige udvikling fra dyr til menneske en sådan "forhistorie" på helt andre kloder i verdensaltet (4). Men alle vi, som nu fremtræder i f.eks. en pattedyrorganisme, har altså haft vor "forhistorie" på kloder, hvor forholdende har været ens eller beslægtede. Disse forhold har altså præget udviklingen af vor organismetype.

På lignende måde er også insekternes specielle typer af organismer et resultat af visse naturforhold – men altså naturforhold, der stærkt adskiller sig fra de jordiske. Jorden henhører således ikke til kategorien "hjemsted" eller oprindelsesklode for insekternes vedkommende. Insekterne er snarere en slags "gæster" her, gæster, som kun oplever et begrænset afsnit af deres udvikling fra dyr til menneske her på denne klode.

 

 

Dette er også forklaringen på, at det kan se ud som om udviklingen for insekternes vedkommende står stille. Tilsyneladende lever myrerne f.eks. her det samme liv, som de har gjort i årtusinder. Kong Salomon i Det Gamle Testamente talte jo allerede om myrernes flid og klogskab. Dette kunne forlede os til at tro, at disse væsener ikke er underkastet nogen udvikling efter vore begreber. For os ser det ud som om hver ny myregeneration blot gentager og genskaber den foregående generations livsbetingelser. Men det er altså et "synsbedrag", forårsaget af vort alt for snævre og materialistiske synsfelt. Hvis vi med kosmiske øjne kunne se det virkelige individ eller det virkelig levende væsen bag den organisme vi kalder en "myre", så ville vi se, at dette individ, når det blev modent til næste trin i udviklingen gennem reinkarnation blev overført til en anden klode, hvor betingelserne for dets videre udvikling er bedre.

Man må altså forestille sig, at der f.eks. er specielle "myrekloder", hvor "myrernes" færdigskabelse eller fuldkommengørelse som "rigtige mennesker" finder sted.

Er det f.eks. ikke fantastisk at tænke sig, at vi her på vor lille klode gæstes af "jordmennesker" fra andre verdener og udviklingsbaner? "Gæster" med et så afvigende udseende, at vi ikke engang formår at genkende dem som mennesker. Der tales om og spekuleres i dag meget over "nærkontakt" med forskellige ikke-jordiske besøgende og hvordan disse mon ser ud. Men som altid overgår virkeligheden fantasien. Dermed være ikke sagt, at alle disse "kontakthistorier" behøver at være opdigtede. Men medens vi ivrigt spejder i himlen efter ikke-jordiske væsener, så ser vi ofte ikke de "ikke-jordiske" vi har på jorden under vore fødder. Disse vore små medmennesker tramper vi ubekymret på, uden at skænke det en tanke.

Hermed mener jeg ikke, at vi ikke skulle kunne røre os frit i skov og mark på grund af faren for at forårsage massakre på myrer og andet småkryb. Vi kan, så længe vi lever på det fysiske plan ikke indtil hundrede procent undgå at dræbe. Det hører til det fysiske plans livsbetingelser. (5) Hvis jeg på grund af omsorg for alle mere eller mindre usynligt småkryb vælger aldrig at sætte min fod i naturen, så er det et valg, som går ud over min egen krops mikrovæsener, væsener som jeg jo har et kosmisk ansvar for, eftersom deres liv og velbefindende jo er afhængig af, at jeg får motion, frisk luft og naturoplevelser. Hvad jeg end vælger, vil resultatet af mit valg indtil en vis grad blive dræbende.

 

 

Men selvom jeg ikke helt kan undgå at dræbe, når jeg færdes ude i naturen, så kan jeg dog reducere omfanget af drab betydeligt blot ved at blive lidt mere omhyggelig og bevidst i hvor jeg træder. Hvis jeg på min vej krydser en såkaldt "myresti", kan jeg blot ved at træde et lille skridt tilside undgå at dræbe eller skade et antal "medmennesker". En sådan hensyntagen og opmærksomhed vil også give anledning til naturoplevelser og scenerier, som man ellers går glip af.

Ofte vandrer vi jo som blinde gennem livet. Vi lader vore egne problemer og vor selvoptagethed tage hele udsigten, så vi ikke ser og oplever ret meget af den fantastiske og eventyrlige verden, som vi har fået den lykke at fødes ind i.

1) Man kan læse om sprogets opståen og udvikling i LIVETS BOG I, stk. 190-92.

2) Se Martinus symbol "Grundenergiernes Kombination", symbol nr. 12 i DET EVIGE VERDENSBILLEDE og nr. 9 i LIVETS BOG II.

3) Se LIVETS BOG I, symbol nr. 8 og symbol nr. 29 i DET EVIGE VERDENSBILLEDE.

4) Se LIVETS BOG I, stk. 284.

5) Se BISÆTTELSE, kap. 81.