Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den 20. oktober var jeg naturligvis tidligt på færde. Efter morgenmaden sammen med mine nærmeste her på instituttet, og efter at mine kufferter var pakkede og alt gjort klar til den lange rejse, kørte mine venner mig til lufthavnen. Jeg havde den store glæde at se, at der her var samlet en stor skare af kærlige venner af min sag, som ønskede at give mig et sidste kærligt håndtryk og deres bedste ønsker for mig med på rejsen. Det varmede og gjorde godt i mit sind at møde alle disse mange kære venner, som virkelig af hjertet havde gjort min sag og mission til deres sag og således i realiteten havde gjort min skæbne til deres skæbne. Jeg måtte også her tænke på de mange hundrede venner af min sag rundt om i landet og venner på Island, som så kærligt havde været med til at gøre denne min rejse i menneskehedens tjeneste mulig, men som af naturlige grunde ikke kunne være til stede her.

I nogle minutter fløj vi op igennem et umådelig tæt skylag, der virkede som et uigennemsigtigt loft af mørk tåge. Men snart var vi nået op igennem dette loft og havde det liggende et godt stykke nede under os. Heroppe i det uhindrede solskin lyste dette loft som en uendelig stor slette belagt med blændende hvid sne. Det var som at se ud over endeløse arktiske egne. Det er dette tætte skyloft mellem himmel og jord, der hvert efterår og vinter skjuler solens lys på de nordiske breddegrader og her danner den næsten permanente gråvejrshimmel, der er med til at forstærke de korte dages vintermørke. Set heroppe fra tager denne gråvejrshimmel sig ud som et blændende landskab i hvidt, der kaster solens lys tilbage imod himlen og bevirker, at vi her flyver i en overdimensioneret lysverden. Vi har således her lejlighed til at se retsiden af den vinterhimmel, hvis mørke vrangside vi i vinterlandene er vokset op under.

På vor fart fremover har vi for længst passeret Danmarks grænse og befinder os nu inde over Tyskland. Over døren til maskinens førerrum lyser allerede bogstaverne, der siger os, at vi skal spænde de til sæderne fastgjorte sikkerhedsbælter fast omkring os, da vi skal til at lande. Nu går maskinen nedad igennem tågeloftet, ned i efterårsdagens grå og kolde rusk og dis. Den berører den cementerede landingsbane og løber her farten af sig for derefter at køre hen foran flyvestationen. Døren går op. Vi er i Hamborg. For kun en time og fem minutter siden forlod vi København.

Efter opholdet i Zürich er vi atter kommet på vingerne. Men nu ser vi ikke mere noget blændende skyhav under os. Nordens tågeloft er forsvundet. Vi går imod mildere klima. Nu ser vi kun stjerner over os og stjerner under os. Stjernerne over os er de sædvanlige, der funkler på vor nathimmel, medens stjernerne eller stjernegrupperne under os er gadelygterne fra de større og mindre byer, som vi passerer hen over, og som ligger dybt nede under os i mørket. Maskinens kurs er stadig i sydlig retning, dog med en ganske svag hældning mod øst. Vi passerer nu ind over grænsen til Italien. Og efter at vi havde passeret hen over adskillige af disse større og mindre stjernegrupper under os, begyndte lysskæret fra en meget stor stjernegruppe at tone frem langt forude. Efterhånden som vi nærmede os den, tog den meget stærkt til i lysstyrke, ligesom vi også begyndte at kunne øjne selve de mange tusinder af stjerner, der var selve kilderne til den lyståge, de var omgivet af. Det var med en betagende følelse, at jeg betragtede dette lysvæld, vi således nu ilede i møde. Jeg var klar over, at det var Rom, "Den evige stad", vi her havde for os. Der forude nede i lyshavet lå altså den ældgamle historiske by med sine 27 århundreders glansfulde fortid bag sig. Engang, igennem århundreder, verdens hovedstad og fornemste kulturcenter på jorden. Nu et mindernes fundament over Kristendommens fødsel i Europa. Dernede i lyshavet ligger ruinerne af Colosseum, hvor de Kristne blev kastet for de vilde dyr. Og der nede ligger også Katakomberne, der var de Kristnes skjule- og tilflugtssted under kejsernes eller cæsarernes kristenforfølgelser. Disse gamle steder har været vidne til, hvad Kristendommens fødsel i Europa kostede af fødselsveer. Og her ligger også endnu den ældgamle vej "Via Appia", på hvilken Kristus, efter sagnet, viste sig for sine to ulykkelige disciple, da de modløse var på flugt bort fra Rom. Og her formanede han dem til at gå tilbage og ikke svigte deres mission. Opmuntret af Kristi nærværelse gik de med fornyet mod, kraft og styrke tilbage til Rom. Tænk hvilken velsignelse for Europa denne deres tilbagekomst blev. Cæsarerne blev overvundet af Kristendommen, og verdensriget og dermed Europa blev kristnet.

I maskinen satte passagererne sig hver især efterhånden tilrette for natten i lænestolene, der som før nævnt kunne lænes tilbage og derved dannede behagelige sovesteder. Ligeledes kunne man også selv slukke sit lys over sædet, så det ikke generede, hvis man ville sove. De fleste passagerer havde slukket deres lys og sov nu eller forsøgte at sove. Jeg slukkede også mit lys, selv om jeg ikke var særlig oplagt til at sove. Da jeg kun skal have nogle ganske få timers søvn, får jeg meget let tilegnet mig disse. Jeg ønskede derfor ikke lige straks at sove, men ville benytte mig af min gode vinduesplads til at se ud i natten, hvilket var så meget desto lettere, eftersom alle passagererne nu havde slukket deres lamper, og kun maskinens svage natbelysning var i anvendelse. Det var ikke fordi der var så meget at se, men der var så meget desto mere at tænke over. Her var man midt i en spændende oplevelse. Den flyvende kufferts eventyr var virkeliggjort til håndgribelig kendsgerning. Vi fløj i dette øjeblik hen over de gamle kulturområder med navne, vi havde kendt fra vore første skoleår. Vi passerede således hen over Middelhavet, hen over Grækenland og videre ind over de bibelske områder med det hellige land under os til højre og Libanon, Tyrus og Sidon under os til venstre og videre frem over de syriske ørkener tværs over Iraq til målet for vor næste mellemlanding: Abadan i Persien.

I maskinen sad passagererne og sov. Kun motorernes fjerne brummen akkompagnerede maskinens svage sitren for de tusinder af hestekræfter, der bar den store Cloudmaster hen over verden. – Men hvad var nu det? – Pludselig kom maskinen i et vældigt styrt og ramlede så stærkt ned på et eller andet, at kufferter, tasker, og hvad der ellers var af bagage, styrtede ned fra hylderne, og enkelte passagerer, der havde køjeplads, faldt ud af køjerne. Det kan ikke nægtes, at man i et sådant øjeblik får en choklignende fornemmelse. Maskinen befandt sig i tre kilometers højde. Den duvede endnu nogle sekunder, kom derefter i balance og fortsatte sin fart støt og roligt videre. Hvad var der sket? – Der var ikke sket andet, end hvad der af og til kan ske, nemlig dette, at maskinen var kommet ind i et lufttomt rum, en slags brønd i lufthavet. Da der skal luft til at bære maskinen, må den uvægerligt styrte der, hvor der ingen luft er. Vi var altså kommet ind i en sådan brønd og var styrtet ned på dens bund. Det var maskinens berøring med bunden her, der var så voldsom, at den virkede som et stød. Men heldigvis var denne bund selve lufthavet. Selvom maskinen var kommet ind i et styrt, så blev dette styrt altså ufarligt, idet maskinen så at sige faldt på en luftpude, hvad den nødvendigvis måtte gøre i kraft af den højde, den befandt sig i. Derfor bliver disse lufthuller heller ikke at betragte som særlig farlige. Da jeg så ud gennem vinduet, så jeg, at lufthavet bagude var et eneste stort fyrværkeri af lynglimt midt i en meget sort uvejrsmasse. Jeg forstod, at det muligvis var dette tropeuvejr, som vi altså havde passeret, der var årsag til lufthullet. Men nu var alt roligt. Jeg lænede mig tilbage i min gode stol og faldt i en blid og styrkende søvn ovenpå denne min første rejsedags eventyrlige hændelser.