Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi er nu kommen saa langt frem igennem nærværende Artikelserie, at vi har set, at den største realistiske Kendsgerning for det jordiske Menneske er Lidelserne. Ja, vi har set, at disse udgør en saa almengældende og altdominerende Tilstand af Kulmination, at vi har kunnet identificere samme Tilstand som identisk med selve "Helvede", altsaa en Tilstand som igennem de Vise er udtrykt som Hjemstedet for "Graad og Tænders Gnidsel". Det er derfor blevet en Selvfølge, at der ikke findes noget jordisk Menneske, der ikke mere eller mindre har grædt, har været ulykkelig, har raabt og skreget, sukket og stønnet under nævnte Tilstand. Alle har saaledes følt Lidelsen, set Lidelsen eller hørt Lidelsen. Individets Fødsel var Lidelse, dets Levnedsløb var Lidelse, og dets Død er Lidelse. Da det saaledes mødte Lidelse overalt, kom Lidelsen til at spille en altdominerende Rolle i dets Fremtræden. Den blev bestemmende for dets mentale Indstilling. Den blev Aarsagen til Frygt. Frygten blev Aarsag til Religiøsitet. Religiøsitet udgør igen en instinktmæssig Søgen eller Famlen efter Begunstigelsen af en over Lidelserne formodet eksisterende Overmagt, for derigennem at søge Beskyttelse mod Lidelsernes formentlige "djævelske" eller "onde" Ophav.

Men idet Religiøsiteten bringer Individet til at alliere sig med en formentlig Overmagt for igennem denne Alliance at overvinde Lidelsernes Ophav, er Religiøsiteten saaledes den første udløsende Aarsag og fundamentale Basis for det, vi kalder Krig. Og Krigen bliver saaledes i sin højeste Analyse en "religiøs Kultus". Alt hvad Jordmenneskene manifesterer, lige fra Angstskrig, Bønner og kirkelige Handlinger, Daab, Sakramenter og Velsignelser til Slagmarkernes drønende Granatild, Pigtraadsspærringer og Giftgas, er saaledes "religiøse" Foreteelser. Alle Begivenheder i Menneskehedens Historie er dikteret af den førnævnte Alliance. Alle kæmpende Parter er hver især allieret med en "Moral", ud fra hvilken deres blodige Færd er et dikteret højeste formentlig Ideal, alle højeste Magter eller et højeste Forsyn velbehageligt. Alle kæmpende Parter i en hvilken som helst Krig, i en hvilken som helst Kamp mener selv at repræsentere den højeste Retfærdighed, den højeste Uskyldighed og dermed den højeste Berettigelse til deres Fremfærd, der jo med denne Indstilling som Basis, kun kan være at opfatte som værende i den allerhøjeste Magts eller Guddoms Tjeneste, hvilket naturligvis er det absolut modsatte af, hvad man tilkender "Fjenden" eller Modparten. Dennes Idealer og Fremfærd formenes selvfølgelig kun at være i de højeste mørke Magters Tjeneste. Og hele den jordiske Menneskeheds Fremfærd bliver en permanent Kamp for formentlige Idealer og moralske Foreteelser, en "religiøs Kultus", der i Dag i Forsynets Navn ofrer Millioner og atter Millioner af Mennesker paa sine blodige Altere. Vore "hedenske" Forfædres Menneskeofringer og Kultus er for intet at regne i Blodighed og Grusomhed ved siden af vore "kristne" Samtidiges Udløsning af at tjene "Idealerne".

Fortidens blodige "religiøse Kultus" er altsaa ikke blevet mindre med Aarene, er ikke, trods Buddhisme og Kristendom, blevet mindre med Hensyn til Menneskeofring og blodige Ceremonier. Er det ikke saaledes, at Titusinder og atter Titusinder af unge Mænd tvangsundervises i at gaa "Præsterne", i den store "hedenske" Kultus, til Haande, uddannes i at blive Offermateriale paa dens dræbende Altre? -

At man i vore Dage er gaaet over til at kalde de unge Mænd for "Værnepligtige", de nævnte "Præster" for "Generaler", "Altrene", hvilket vil sige Slagmarkerne, for "Ærens Mark" og selve den store "Kultus" for "Forsvaret", er jo kun en Camouflage, under hvilken den samlede Jordmenneskeheds Mentalitet skjuler sin sande Identitet med vore Fædres "hedenske" religiøse Kultus for derigennem at faa den dybeste Kristendoms Velsignelse til sine fra Fortiden nedarvede blodige Tendensers Udfoldelse i det tyvende Aarhundrede.

Og Camouflagen har virket godt. Kristendommens Præster, hvis sande Budskab er "elsk din Næste som dig selv", indvier og velsigner det fortidige "Hedenskab"s nuværende "Præster". Fra de store Krigs- og Mordapparaters Platforme og Terrasser opflammer de Soldaterne til, i hans Navn, der sagde, "Fader forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre", at sprede blodig Hævn, Død og Undergang over "Fjenden". -

Jo, de kristne Præster har ladet sig i høj Grad overrumple, bluffe og imponere af den "hedenske" Kultus's Overmagt og løber omkap med dennes "Præster" det dræbende Princips Ærinde. Og Verdensgenløsningens store Basis, "Du skal ikke dræbe", korsfæstes i Dag mere end nogen Sinde, ja endog, saaledes som her antydet, af dens egne Præster og Disciple. De velsigner den fortidige "hedenske" Kultus i dens nuværende moderne Fremtræden. Og dennes "Præster" skyder til Gengæld de kristne Kirker i Grus. Den fortidige "hedenske" Kultus gaar som en altbeherskende Lavine i Form af Krigen hen over Verden. For den er intet helligt. Dens eneste Resultat er Lemlæstelse, Død og Ruin. Dens Alter er "Helvede". Og her i dette "Helvede" er Religionernes lysende Fakkel begravet. Og Menneskene raaber til Himlen: "Hvad skal vi gøre for at blive salige?" -

At det netop er den fortidige hedenske religiøse Kultus, der i Dag behersker Jordmenneskehedens Mentalitet, lader sig ikke benægte. Er det ikke en Generals fornemste Pligt at underkue, lemlæste, dræbe eller ødelægge "Fjenden"? - Men er denne Pligt ikke samtidig et autoriseret Udtryk for hans Foresattes, hvilket vil sige hans Nations, Moral eller højeste Opfattelse af Idealisme? - Men en Mand, der sættes til at repræsentere et Folks højeste Moral eller Idealisme, er han ikke det samme som en "Præst"? - Og en Praksis, der gaar ud paa at repræsentere et Folks højeste Idealisme og Moral, er det ikke en "religiøs" Kultus?

De igennem Aartusinder stærkt arbejdende Verdensreligioner har altsaa ikke til Dato kunnet faa Bugt med den "hedenske" religiøse Kultus. Den har uhindret gaaet sin Sejersgang hen over Verden og revet alt med sig i sit kolossale Favntag. Den har aldrig haft saa store Hærskarer af Forkæmpere som netop i Dag. Dens Sejersfane er "Intolerance". Og hvor i Verden ser man ikke dette "blodige Banner" hejst? - Det vajer stærkt over selve de kristne Sekter og Trossamfund saavel som over politiske Partier samtidig med, at det stiller alle de forskellige Nationers og Staters ordinære Bannere i Skyggen. Det er altdominerende paa Krigsskuepladserne, hvor selve den "hedenske" Kultus i vore Dage har en Kulmination, Menneskeofring og Dødedans, den aldrig nogen Sinde tidligere i Jordens Historie har kunnet opvise Mage til.

Jo, de hedenske Guder har en Glanstid. Jordmenneskene har aldrig før tjent dem saa trofast, realistisk og absolut som netop nu. Den "hedenske" religiøse Kultus er det eneste konkrete i deres Tilværelse. Alt, hvad der har med Kristendom, Aandsvidenskab, Verdensplan og højeste Moral at gøre, er i en altovervejende Grad endnu kun Abstraktioner.

Jordmenneskene er saaledes i Dag absolut "hedenske". Dette gælder naturligvis ogsaa den Gruppe Væsener, der igennem Aarhundreder har kaldt sig "Kristne". Saalænge man ikke forstaar, at "Kristendom" er Aandsvidenskab og en herpaa baseret Tilværelse, hvis Logik eller Planmæssighed er en Hundrede Procents Kontakt eller Idenditet med den Logik, der aabenbarer sig som Basis for Blomsternes Farvevælde paa Engen, og Vandets Kredsløb i Naturen og Blodets Pulsslag i vort eget Indre, da er man ikke en "Kristen". Saalænge man er uvidende om den guddommelige Verdensplan eller ovennævnte Logik og udelukkende er henvist til at handle paa Grundlag af Begær, blinde Instinkter og fysisk Magtoverlegenhed, da er man et "Dyr". -

Naar dette "Dyr" er naaet frem til at fortolke sin primitive Væremaade som højeste Moral eller Idealisme, da er det et "Jordmenneske". - Og saalænge dette Væsens Moral og Idealisme er en Inspiration til at overtræde det femte Bud, er en Tro paa en Gud, der i Vrede har et gloende "Helvede" parat til at opsluge i "evig Fortabelse", "Graad og Tænders Gnidsel" alle de Væsener, han rent paa jordmenneskelig Vis maatte betragte som sine "Fjender", da er man en "Hedning". - Naar man er naaet frem til at "elske sin Næste som sig selv", hvilket jo er Kulminationen af Kærlighed og dermed "al Lovens Fylde" eller den fuldkomne Praktisering af Verdensplanens Logik, da er man et rigtigt "Menneske".

Som vi i det foranstaaende har set, er Lidelserne en altdominerende Faktor i det jordiske Menneskes Liv. Og hele dets Tilværelse bliver i Virkeligheden kun et Spørgsmaal om dens Bekæmpelse. Saalænge der er Lidelse, eksisterer der ingen fundamental Lykke i det jordiske Menneskes Tilværelse. Lidelserne er derfor alle Jordmenneskers fælles Fjende. Men naar den saaledes er alle Jordmenneskers fælles Fjende, skulde man synes, at den maatte være meget let at bekæmpe. Den samlede Jordmenneskehed udgør dog efter de gængse Opgivelser en Hær paa ca. atten Hundrede Millioner Individer, hvilket dog ikke kan frakendes at være Repræsentationen af en anseelig Kraft. Og det er rigtigt. Denne Kraft er mere end tilstrækkelig til at gøre det af med Menneskehedens fælles Fjende. Naar Menneskeheden alligevel bukker under i Kampen og tyraniseres af Fællesfjenden, baade indeni deres Organismer og i deres daglige Omgivelser, saa skyldes det dens manglende Sammenhold. Dens atten Hundrede Millioner Individer udgør ikke en Enhed af harmonisk samstemmende Villier og Maal, baseret paa at udrydde den eneste Ting, der er Lidelsernes sande Aarsag. Tværtimod, Individerne stiller i en altovervældende Udstrækning deres Energi eller Kraft til "Fjenden"s Raadighed. Og da denne Kraft er den eneste Basis for "Fjenden"s Operationer, er det givet, at Menneskeheden med Lethed kunde overvinde denne ved at forandre Taktik. Den "Fjende", der i Form af Lidelser er Menneskenes Modstander, har ikke selv nogle Individer, har ikke selv Soldater til at kæmpe for sig. Den brillerer udelukkende i Kraft af Menneskenes bevidste eller ubevidste Velvillie til selv at udføre dens Ærinde. Hvis Lidelsernes Modstandere ikke selv gik Lidelsernes Ærinde, var der ikke nogen til at gaa dette, og Menneskene var aflastet for denne deres kolossale Modstander. Men Menneskene er saaledes selv Lidelsernes dybeste Aarsag eller Ophav. Den millionfoldige Hær, som Menneskeheden udgør, er altsaa sin egen bitreste Modstander. Dette maa saa igen resultere i en kolossal Splittelse og individmæssig Usammenhæng. Og det er vel nok en svag eller instinktmæssig Erkendelse heraf, der i saa stor en Udstrækning animerer Menneskene til at organisere sig. Mangfoldige Agitatorer har igennem Tiderne opflammet Menneskene til Organisation. Mangfoldige Foreninger, Sekter og Trossamfund er opstaaede, hver især dyrkende Idealer og moralske Foreteelser, som skulde være den absolute Redning fra Lidelsen. Og alle har de troet at skulle erobre hele Menneskeheden som Proselytter.

Men hvad betyder selv den største Organisation og den bedste Agitator overfor en Menneskemasse paa atten Hundrede Millioner Sjæle? - Er denne ikke netop saa stor, at enhver nok saa godt paabegyndt Organisation overfor dette mentale Ocean har maattet give op? - Vil et saadant Ocean af Mentalitet ikke netop opsluge, drukne eller kvæle ethvert Menneskes Paafund, selv om det danner Organisation? - Kan en Myre sluge en Elefant? - Kan en Draabe Blæk forvandle Oceanet? -

Nej, alle primitive Paafund, hvilket vil sige jordmenneskelige Ufuldkommenheder, maa dø. Kun det, der er urokkeligt rodfæstet i Verdenslovene er udødeligt. Det evige Kredsløb skal nok vide at udrense al mental Skabelse fra Forplumring og Urenhed, paa samme Maade som det udrenser alt Kloakvand og gør det til ren nærende Luft og krystalklart styrkende Drikkevand.

Vi bliver da ogsaa Vidne til, at selv den største Organisation eller Bevægelse i Verden: "Buddhismen" har kulmineret og er degenererende. Og desuden vil man vel ikke antage, at Jordens samlede Folkemasser, alle uden Undtagelse skal blive Hundrede Procents Buddhister? Og er det ikke ligesaa med "Kristendom" og "Islam"? - Er de ikke ogsaa forældede? – Og er det ikke netop denne Skavank, der vil gøre det af med alle Organisationer? - Er det ikke saaledes, at Udviklingen, Erfaringsdannelsen i Verden udfolder sig saa stærk i den samlede Menneskeheds umaadelige Folkemasse, at enhver paabegyndt Organisations Grundlag eller Basis, dens Love og Principper, allerede bliver forældede og ubrugelige, inden Organisationen har naaet at kapre alle Jordens atten Hundrede Millioner Individer som sine Tilhængere, og overfor hvilket Millionlegeme enhver Bevægelse, Sekt eller Forening i Virkeligheden kun kan blive en "Døgnflue". Og tro endelig ikke, at en saadan "Døgnflue" nogen Sinde kan komme til at beherske Millionlegemet.

Nu ligger det jo nær for Læserne at indvende, at man dog før har set, at et lille Væsen har kunnet gøre det af med et stort Væsen. Et giftigt Stik fra en lille Slange eller fra et Insekt kan dog undertiden gøre det af med et stort Dyr eller Menneske. Hvorfor skulde det saa ikke være at antage, at en Organisation, nok saa lille, skulde kunne naa frem til at beherske hele Menneskeheden? - Men her maa Svaret rigtignok blive, at Sammenligningen er umulig. En Organisations Maal er som Regel dette at gøre hele Menneskeheden identisk med samme Organisation. Men en Slange tilsigter ikke at gøre Dyret eller Mennesket til en Slange med sit Bid. Og et Menneske bliver ikke til en Myg fordi det faar et Myggestik. Og selvom en Organisation virkelig havde samme Maal som Slangebiddet og Myggestikket, nemlig dette at dræbe, vilde det være umuligt for en hvilken som helst Organisation at dræbe det Millionlegeme, vi kalder Menneskeheden. En Organisation er jo af samme Kød og Blod som den øvrige Menneskehed og kan derfor ikke være giftig for denne. Og selvom Organisationen virkelig var giftig som en Slange, vilde det kun være muligt for den at dræbe nogle enkelte Individer i det store Legeme, hvilket paa en Maade vil sige "Celler". Ja, selv om Organisationen bliver inspireret af den værste Krigsgalskab og benytter sig af dennes mest effektive Mordinstrumenter, bliver Resultatet i Virkeligheden kun nogle Tons ødelagt Kød, nogle Hjærter, der er gaaet i Staa, og nogle øjne, der har ophørt med at se. Og der er saaledes stadig tilbage Hundreder af Millioner Tons af frisk Kød, Hundreder af Millioner af Hjærter, der slaar, og Hundreder af Millioner af øjne, der ser, samtidigt med at der hver Time fødes Hundreder af nye Kroppe, "nye Celler" i de dræbtes Sted. Og det store Millionlegeme gaar udødeligt og ukrænkeligt videre hen over Verden efter andre Love og efter andre Principper end dem, der har sit Udspring i den jordmenneskelige "Døgnflue"s Hjerne.

Nej, den samlede Jordmenneskehed er mere end en Flok forvildede og uvidende Individer. Den er et selvstændigt Legeme, der som allerede nævnt har sine egne Love og Veje at gaa i den store Verdensplan. Den er analogt med et levende Væsen i hvilket hvert enkelt Jordmenneske er et Mikroindivid. Og det nytter ikke, at Mikroindividet faar Tanker og Meninger om at dirigere Makroindividet. Selvom det gør sig nok saa stærkt ved at organisere sig med andre Mikroindivider, dets Forehavende vil altid ufejlbarligt føre til - ikke Makrovæsenets Død eller Forvandling til det værre eller bedre - men til Mikrovæsenets eller dets selvbestaltede Organisations Død. Her kan man ikke "fagorganisere" sig. Det er ikke Mikroindividerne, der bestemmer Tilværelsens Natur i Makroindividet, men derimod dettes "Skæbneelement". Saa dets Forvandling til det bedre eller værre har det udelukkende i egen Haand. Det gælder her som for alle andre levende Væsener: Som det saar, saa skal det høste.

Men den evige Lov vilde umuligt kunne opfyldes, hvis Mikroindividerne var Makroindividets Herre. Hvad kunne det nytte, at Makroindividet læser Bibel, forsker Naturen og tilegner sig Viden og bliver dygtiggjort til at leve et moralsk og fuldkomment Liv, naar dets Mikroindivider kunde organisere sig og danne en Tilstand i dets Legeme, der vilde modarbejde alle gode Fortsætter, betyde ulidelige Smærte, være en Hindring for Organernes normale Funktion, ja endog betyde Makrovæsenets Død? - Og hvorledes skulde man kunne forene det med Logik, at Mikroindividerne saaledes havde en uinskrænket Magt over Makroindividet, samtidig med at de maatte være ganske magtesløse overfor deres eget Indre? - Mikroindividerne er jo selv Makroindivider, idet de har en Organisme eller et Legeme, der igen bestaar af endnu mindre Mikroindivider, af hvilke de saa igen maatte være behersket paa samme Maade som deres eget Makroindivid, i Henhold til den førnævnte Erkendelse, skulde være behersket af dem selv.

Nu vil man maaske bemærke, at de svære Sygdomme og organiske Lidelser, Menneskene beherskes af, netop skyldes Mikroindividernes dominerende Indflydelse. Men hertil maa jeg svare, at alle organiske Sygdomme uden Undtagelse, absolut skyldes de ordinære Mikroindividers - mangelfulde - Indflydelse. Dette vil igen sige det samme som, at de ikke kan opfylde deres Mission. De repræsenterer altsaa en Ufuldkommenhed. Men denne Ufuldkommenhed er jo igen "Frugten" af et bestemt Udviklingstrin. Mikroindividerne kan naturligvis ligesom alle andre levende Væsener inddeles i Udviklingstrin og fremtræder derved i Kvaliteter. Mikroindivider saavel som Makroindivider repræsenterer altsaa Udviklingstrin og Kvaliteter. Da Mikroindividet skal være Legemsmateriale for Makroindividet, bliver det ikke ligegyldigt, hvorledes disse to Væseners Kvaliteter i hvert enkelt Tilfælde indbyrdes kommer til at passe sammen. Hvis de er nøjagtig paa Linie med hinanden, opstaar der Fuldkommenhed og Harmoni i Organismen. Er de derimod ikke paa Linie med hinanden, opstaar der Disharmoni, Sygdom og Lidelse i Organismen.

Men hvad er Aarsagen til, at Makroindividet faar Mikroindivider, der i Kvalitet ikke passer til dets Natur. Ja, her er vi kommen til Løsningen paa et stort Problem. Nævnte Aarsag er "Sædekornet" til Makroindividets Skæbne. Der er jo en Generallov i Livet, der udløser sig i Princippet: Tiltrækning og Frastødning. Og da det er denne Lov, der behersker al Bevægelse i Tilværelsen, danner alt Kredsløb lige fra Isens Optøen til Klodernes Fart igennem Rummet, bestemmer den ogsaa Tiltrækningen imellem Makroindividet og Mikroindividet. Og da det yderligere er almengældende indenfor den samme Lov, at "Krage søger Mage", bliver det hermed synligt, at Makroindividet kun kan tiltrække sig Mikroindivider, der er af samme Natur som det selv. Og naar disse Mikroindivider skaber Disharmoni i Makroindividets Indre, saa kan det udelukkende kun skyldes, at Makroindividet netop selv skaber Disharmoni i den store Organisme, i hvilket det selv er Mikroindivid. Dets Mikroinviders Natur bliver saaledes anlogt med den Natur, det selv repræsenterer overfor dets eget Makroindivid. Og det "høster" saaledes paa denne Maade, hvad det selv "saar". Og da denne "Høst" er den eneste absolute Basis for virkelig Viden, og denne igen er Nøglen til al absolut Lykke, bliver Forholdet mellem Makroindividet og dets Mikroindivider Hundrede Procent nyttigt eller hensigtsmæssigt og dermed absolut fuldkomment, ligegyldigt hvor taabeligt det saa end maatte se ud for den uindviede, eller hvor megen Lidelse det saa end afstedkommer, ligegyldigt hvor mange Hospitaler og Kirkegaarde det saa end maatte betinge. Og den samlede Menneskehed er saaledes et Væsen, der ligesom alle andre levende Væsener befinder sig i en mental og fysisk Zone, hvor det netop kan faa den Udfoldelse for sin Natur, der kan give det urokkelig Viden om hvilke Begær i denne Natur, der er naturlige, og hvilke, der er unaturlige, og derigennem blive omskabt til at være "Eet med Faderen", Forsynet eller den evige Natur.

Naar vi i vort Legeme har Sygdom, Smærte og Lidelse, saa er Skylden ikke Mikroindividernes, men vor egen. Forholdet mellem os og Mikroindividerne i vort Legeme reguleres nøjagtigt af vort Forhold til den store Organisme, i hvilken vi selv er Mikroindivid.

Men hvorledes er dette Forhold for det jordiske Menneskes Vedkommende? - Er dette nu altid saaledes, at samme Væsen absolut er berettiget til at faa i sin Organisme Mikroindivider af den allerhøjeste og bedste Kvalitet? -

Naar vi betragter den samlede Menneskehed som en stor Organisme, gør saa hvert enkelt Jordmenneske alt for at gavne denne Organisme? - Er det ikke snarere dets egen private Begærs Tilfredsstillelse, naturlige saavel som unaturlige, der gaar forud for den store Organismes Krav? - Er det ikke almengældende, at "enhver er sig selv nærmest"? - Og er det ikke dette egoistiske Motto, der bevirker, at alle mentalt og fysisk faktisk trækker hver sin Vej, baade Individerne indbyrdes og Organisationerne? -

Men hvorledes kan en Organisme blive sund og harmonisk under disse Forhold? - Er det ikke her synligt, mere end i noget andet Tilfælde, hvorfor dette at "elske sin Næste som sig selv" er "al Lovens Fylde"? - Er det ikke en indbyrdes Kærlighed og det heraf følgende ubrydelige Sammenhold mellem Mikroindividerne en Betingelse for en fuldkommen Organisme? - Tror man en Organisme, det være sig en Menneskehed eller et enkelt Menneske, kan være sund og harmonisk, naar nævntes Mikroindivider nærer indbyrdes Had eller Fjendskab, ligger i Kamp og Strid, underminerer og ødelægger hinandens Sundhed og Velvære? - Bliver en saadan Organisme ikke analogt med en Vulkan? - Og er det ikke rimeligt, at man bliver Materiale i en saadan "Vulkan" eller faar denne til Hjemsted, saalænge man selv er eksplosiv, hvilket vil sige, selv er opfyldt med Hadets og Vredens hidsige, ødelæggende og dræbende Temperament? -

Og kan det nytte, at "Sprængstofferne" organiserer sig? - Bliver Eksplotionerne ikke endnu større, jo mere disse knytter sig sammen, og "Krateret" derved endnu mere "vulkansk" eller voldsomt i sin Natur, end det var i Forvejen? -

Da det jordiske Menneske saaledes i Virkeligheden er et mentalt Krater, og de enkelte Jordmennesker derved hver især udgør en mental Sprængstofenhed i dette Krater, vil enhver Form for Organisation af disse Enheder med det Formaal for øje at forvandle Krateret til et mentalt blomstrende Agerland, være ganske omsonst. Krateret vil blive ved at være Krater, saalænge dets Mikroindivider er Sprængstofenheder, ligegyldigt hvordan de saa end maatte være organiseret. Intet Væsen kan løbe fra sit Udviklingstrin blot ved at melde sig ind i en Organisation. Jordmennesker er Jordmennesker og har disse Væseners Udviklingstrin, Moral eller Kvalitet, ligegyldigt hvor smukt tituleret og formentlig "ophøjet" og "hellig" en Forening de saa end maatte gøre sig til Medlem af. "Daarer" bliver ikke til "Engle" ved at organiseres. Og Menneskene kommer ikke bort fra deres Udviklingstrin ved at gruppere sig i forskellige Organisationer eller Foreninger. Derfor vil Individets Frelse fra Lidelserne umuligt kunne ske ved Sekt- eller Organisationsdannelse. Organisation er jo kun en ydre Kraftsamling og kan aldrig blive andet. Den kan derfor være udmærket i et materielt Foretagende, og hvor det drejer sig om at overvinde andre materielle Foretagender, altsaa med andre Ord, hvor det drejer sig om rent fysisk Kamp eller Styrkeprøve i en eller anden materiel Erobring. Men som Middel til Afskaffelse af Individets mentale Lidelser har den ingen Værdi. Her er det nemlig ikke fysisk Kraft, det kommer an paa. Det koster nemlig meget mere Kraft at nære Lidelserne end ved ikke at gøre det. Her er det derimod Udvikling, Erfaring og selvoplevet Viden, der mangler. Aarsagen til Individets Lidelser er saaledes et "indre" Anliggende. Og dette "indre" Anliggende kan ingen Oganisation i Verden, kirkelig eller verdslig, fjerne. Det kan kun fjernes af Individet selv. Individet er jo sin egen absolute Lykkes Smed. Og denne Lykke smeder det ikke med et Medlemskort til "Kristendom", "Buddhisme", "Islam" eller "Fascisme", "Nazisme", "Bolchevisme", "Socialisme" eller andre Former for "ismer" eller Organisationer, men udelukkende kun med Udviklingen af Inkarnationen af Verdensaltets Logik i dets Hjerne og dermed Praktiseringen af en inderlig Kærlighed til dets Næste. Det er de evige Loves guddommelige "Fylde".