Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1988/5 side 92
Kosmologi i verden
 
TO UNGE FRA VINTERSKOLEN TAGER PÅ TURNÉ:
 
Foredragsrejse til England og Skotland
 
Det er ikke første gang England får lejlighed til at høre om Martinus. I 1969 var Martinus selv derovre og holde foredrag i London, og seks år senere besøgte Mogens Møller London og kanaløen Guernsey. Endelig fik Totnes og Manchester besøg af en gruppe svenske og danske foredragsholdere i 1983 og 84. I det følgende bringer vi en beretning om det sidste fremstød på de britiske øer, som Mary McGovern og Lars Göransson foretog i maj/juni 1987.
 
Det er vores generelle indtryk, fortæller Mary og Lars, at der var en dybtgående interesse for Martinus verdensbillede blandt de ca. 120 mennesker, vi kom i forbindelse med på vores rejse. Vi formoder, at tiden er moden til at oprette regelmæssig foredrags- og studievirksomhed i Storbritannien på forsøgsbasis. Og vi har også fundet arrangører til kommende foredrag samt fået kendskab til effektive annonceringsmidler.
Undervisningspakke
Vi havde egentlig planlagt, at turen skulle vare 4 uger, men den blev undervejs udvidet til 7 uger. Vi var således 2 uger i Totnes og én uge i henholdsvis Manchester, Glasgow, Findhorn, London og Guernsey. Geografisk set blev rejsen således ret omfattende (se kortet).
Vores program bestod af to foredrag og et seminar, og vi gennemførte dette standardiserede program alle seks steder, vi besøgte. Annonceringen foregik hovedsageligt via plakater lavet af en Martinus-interesseret trykker i Glasgow. Og så holdt vi i øvrigt foredragene "i tandem", dvs. vi skiftedes til at tale.
 

Rejsen blev ret omfattende
 
Hovedformålet med rejsen var naturligvis at skabe interesse for Martinus' litteratur, og derfor medbragte vi en fortegnelse/bestillingskupon over den litteratur, som allerede findes på engelsk, og den som er på vej. Denne fortegnelse delte vi så ud sammen med brochuren "Martinus Cosmology – an optimistic view of life" samt endvidere programmet for de internationale kurser på Klint.
 

Et eksempel på en af vore plakater
 
Totnes først
Foredragsvirksomheden begyndte i Totnes, en lille by i syd-vest England, der er et kulturelt center med mange kunst- og åndsinteresserede mennesker. Bare for at nævne et eksempel, så har den en boghandel, der bl.a. sælger Martinus-bøger og KOSMOS – den eneste i Storbritannien! Herfra kommer også mange af deltagerne i sommerundervisningen på Klint gennem mange år, og her bor Jeanne Haahr, som har nyoversat LIVETS BOG I.
Marys veninde Colleen Turoczi, som er journalist, hjalp os med at sende pressemeddelelser ud til alle de steder, hvor vi skulle holde foredrag. Og det resulterede i to artikler i syd-vest England og en notits i Manchester. En anden ven, Adam O'Riordan, der er engelsk sprogekspert og hjælper både Mary og Jeanne med oversættelsesarbejdet, blev interviewet af Radio Devon. Han forklarede lidt om de store træk i Martinus kosmologi og nævnte også vores kommende foredrag.
Den første uge boede vi hos Colleen og hendes mand, Frank, i Torquay, den anden uge hos Gorden McCaffrey i Totnes. Alle tre er gamle kendinge fra de internationale uger på Klint.
Mød Australien i Manchester
I Manchester fik vi hjælp af John Morley, som har deltaget på Vinterskolen i Klint. Han arrangerede undervisningen i Central Library, men desværre var annonceringen ikke særlig effektiv, så der kom kun 9 tilhørere. Blandt dem var en dame fra Sydney i Australien. Hun var vældig begejstret for analyserne og foreslog, at vi engang måtte komme til Australien for at fortælle om Martinus kosmologi. Hun var også interesseret i at få Martinus' bøger frem på hylderne i The Theosophical Bookshop i Sydney. Mange mennesker i Australien er stærkt åndeligt interesserede, fortalte hun.
Tilbage til Glasgow?
Blandt tilhørerne i Glasgow var en dame, Alison Brown, som Mary kendte lidt til i forvejen. Hun har startet et åndeligt center, et mødested for forskellige åndelige retninger. Hun ville meget gerne, at vi holdt foredrag i centret, mens vi var i byen, men det var desværre ikke muligt, da vi skulle videre til Findhorn. Hun inviterede os så til at komme tilbage i februar 1988 og holde weekend seminar på sit center.
Kæmpelærred i Findhorn
Findhorn Community er et åndeligt center i den nordligste del af Skotland. Der bor fast 250 mennesker, og hver uge besøges det af 175 kursister fra mange forskellige lande. Vi var inviteret til at holde foredrag i Findhorn gennem John Talbot og Frances Edwards, som Mary tidligere havde mødt under en foredragsturné i Sverige.
Her i Findhorn holdt vi foredrag for 60 mennesker efterfulgt af en intens spørgetime. Symbolerne gjorde et stort indtryk – ikke mindst fordi de blev projiceret op på et gigantisk lærred! Vi holdt i øvrigt også en lille studiekreds over tre aftener og forærede et sæt Martinus-bøger på engelsk til deres bibliotek, fordi der kommer så mange søgende mennesker der.
Fra Findhorns Klint-lignende landskab gik turen nu med tog den lange vej ned gennem Skotland og England til millionbyen London.
Intenst seminar i London
Kensington Library i Londons centrum blev stedet, hvor vi gennemførte vores undervisningsprogram. Og det blev et intenst seminar. Vi følte, at Martinus' ideer løste mange problemer for deltagerne. Siden har en af dem, en dame fra Jamaica, abonneret på KOSMOS og sendt os spørgsmål angående analyserne. Hun fortalte os, at hun overvejede at komme til de internationale uger på Klint. I år ville rejsen dog blive for kostbar.
Blandt deltagerne var også Alan Johnson og Ismini Bristow, som er gamle venner af Martinus. Alan mødte "kosmologien" gennem esperanto i tresserne, og Ismini var på Klint for 15 år siden. Begge var vældig glade for at der skete noget med "kosmologien" i London. Det er jo nu 12 år siden, Mogens Møller var der. Ismini ville prøve at få Martinus' bøger gjort tilgængelige i London gennem forskellige boghandlere.
I London fik vi også nogle praktiske kontakter. En af deltagerne lærte os således, hvordan man bærer sig ad med at annoncere i en storby med 8 mill. mennesker. Det var slet ikke tilstrækkeligt med de 50 plakater, vi havde fået trykt. Og en af de venner, vi boede hos, en forfatter og oversætter, viste os, hvordan et tekstbehandlingsanlæg kan lette oversættelsesarbejdet. Dét lærte os meget og var vældig inspirerende.
Telefon fra Guernsey
Det var planlagt, at vi skulle rejse tilbage til Manchester for at holde et to-dages seminar på Manchester universitet. Det blev dog ikke til noget, for vi fik kun 3 tilmeldinger, og universitetet krævede mindst 10 for at gennemføre kursus.
Vi mødte dog professor John Shaw, som er ansvarlig for Part-Time Education. Han syntes, at Martinus kosmologi ville have en naturlig plads på deres program og inviterede os til at komme og holde et seminar næste sommer.
Den manglende tilmelding skyldtes nok, at vores bidrag til programmet var lavet i sidste øjeblik, idet vores kontaktmand i Manchester, John Morley, først mødte John Shaw den dag, programmet skulle være færdigt. Næste gang vil vi få mere tid til at udarbejde teksten. Men et konkret resultat af vores kontakt med Manchester universitet var dog, at deres program var udsendt til 30.000 mennesker. Så mange vil forhåbentlig genkende Martinus' navn næste gang, de ser det.
Da seminaret i Manchester ikke blev til noget, havde vi jo et problem. Hvad skulle vi nu gøre? – Så ringede telefonen. Det var et ægtepar fra kanaløen Guernsey, Bob og Daphne Staig. De ville så gerne flyve til London og møde os personligt og høre vores foredrag, men var forhindret. Dog ville de gerne støtte vores rejse økonomisk.
Efter denne positive samtale fik vi den idé at bruge deres penge til at flyve til Guernsey og diskutere "kosmologi" med dem og deres venner. De var vældig glade for idéen, og direkte efter seminaret i London fløj vi sydpå til Guernsey, en af de smukke øer tæt på Frankrig.
Det var spændende at opleve Guernseys særlige blanding af engelsk og fransk kultur. Vi holdt en studiekreds for 7 mennesker i tre dage. Nogle af dem havde hørt Mogens Møller for 12 år siden.
Ved siden af de meget engagerede gruppesamtaler fik vi privat sightseeing og besøgte alle øens hjørner. Da vi tog af sted fortalte Bob os, at besøget havde uddybet hans syn på Martinus analyser meget. Han var allerede i gang med påny at læse alle de bøger, som findes på engelsk.
Større interesse end forventet
Interessen for Martinus' idéer var større i Storbritannien, end vi forventede.
Rejsen kan betegnes som en pionerrejse, der gav mange interessante erfaringer og nye idéer for fremtiden. Vi synes, vi har fået et realistisk billede af de britiske forhold og vil gerne tage det næste skridt og opretholde kontinuitet i informationsvirksomheden dér.
Mary og Lars sluttede med at rette en varm tak til alle, der har støttet dem moralsk og økonomisk. De er allerede i fuld gang med at planlægge nye rejser til Storbritannien.
 
Om tidligere rejser til Storbritannien:
Englændernes møde med Martinus
KOSMOS 1969, side 141
Møde med "ny-tid-impulser" i England
KOSMOS 1971, side 170
Foredragsrejse til England april 1975
KOSMOS 1975, side 72
En foredragsrejse til London
KOSMOS 1975, side 165
Foredragsrejse til London og Guernsey
KOSMOS 1976, side 170
Et eksperiment i Devon
KOSMOS 1983, side 66