Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Uddrag af brev til Martinus:

"I verden af i dag opstår kampe og krige… Hvis den bliver overladt til sig selv, vil menneskeheden blive ødelagt. Den er i overvældende fare. Vismænd, studerende, videnskabsmænd og de, der kæmper for religionen, må få menneskene til at høre den guddommelige stemme fra kosmos, og må føre dem. I den hensigt vil jeg gerne invitere Dem hjerteligt, så kongressens hensigt kan nås ved hjælp af Deres ærede bistand."

Den 15. juni 1954 modtog Martinus denne invitation fra en religiøs organisation "Ananai-Kyo" om at komme til en verdensreligions-kongres i Shimizu i Japan. Martinus besluttede sig til at deltage, men gjorde sig forinden nogle tanker, som har aktualitet den dag i dag.

 

At henvendelsen fra disse fredselskende mennesker satte mine tanker i stærk bevægelse er selvfølgeligt. Hvad kunne der mon ligge bag denne indbydelse? – Hvad kunne den betyde for min mission og sag, som netop går ud på at bringe menneskene grundlaget for verdensfreden, hvilket igen vil sige, afklaringen af det evige verdensbillede. Jeg vidste, at uden denne afklaring ville verdensfreden være en umulighed. Men kunne der være alvor bag denne invitation? – Kunne der her være tale om mennesker, der ville forstå mine analyser? – Deres opfattelse af verdenssituationen var ikke helt i overensstemmelse med mine analyser. De læsere, som er hjemme i mine analyser, vil ikke have undgået i det foranstående at se, at der i Ananai-Kyos opfattelse forekommer visse afvigelser fra mine analyser af verdensbilledet. De, der kender verdensbilledet gennem mine analyser ved, at menneskeheden absolut ikke er i nogen fare, der vil ende med en katastrofe, hvis ikke nogle mennesker skynder sig at skabe en redning for den. Menneskehedens befrielse fra mørkets eller dyrets natur i dens sind er ikke noget, man kan redde den fra på samme måde, som man kan redde væsener ud af en ildebrand eller ud af en anden materiel katastrofe. Hvis menneskets udfrielse af dets endnu dyriske sindelag var så let, ville krig, ulykke og lidelser forlængst være fjernet fra menneskehedens kulturniveau eller livsbane. Historien viser, at ingen som helst diktator eller magthaver har kunnet skabe nogen virkelig åndelig befrielse af menneskene, hverken ved vold eller magt, eller ved kærtegn eller frihed. Menneskeheden har sin egen åndelige vækst, der ligeså lidt kan rokkes af menneskelig magt, som et menneskes alder. Et menneske, der er 20 år, kan ikke pludselig ændres til at være 30 år. For at blive 30 år må det gennemleve de resterende 10 år, som det mangler i at være 30 år. En hund kan ikke hverken ved vold eller kærtegn pludselig ændres til at være et menneske. Denne ændring kan kun ske ved, at hunden gennemlever den udviklingsepoke, der ligger imellem dens eget trin og menneskets trin. Menneskehedens "frelse" er ikke afhængig af, om nogle mennesker skaber eller ikke skaber en verdensreligion. Mørket eller lidelserne i verden er ikke et udslag af tilfældighed i verdensstrukturen. Selv det mindste støvfnugs bane i rummet er under kosmisk kontrol. Det kan umuligt lægge sig tilfældigt. Alt er lovbundet. Denne lovbundethed afslører sig for den udviklede forsker som Guds vilje. Den bevirker, at intet som helst væsen kommer til at lide mere end lige akkurat det, der er absolut nødvendigt for at give det bevidsthed om lidelsens natur i Forbindelse med den humane evnes udvikling til en sådan grad, at det til sidst ikke mere på nogen som helst måde kan nænne at påføre andre væsener lidelse. Denne evne ville ikke i noget som helst til fælde kunne udvikle sig og blive til virkelighed uden igennem lidelsesoplevelsen. Uden lidelse ville der således umuligt kunne opstå humanitet eller kærlighed. Lidelsen modner humaniteten eller medfølelsesevnen i væsenerne. I områder, hvor mennesket er modnet i humanitet, dér kan det hjælpes ved intellektualitet. Og her kan en videnskab eller en verdensreligion, der er identisk med videnskab eller kort og godt åndsvidenskaben skabe stor hjælp og vejledning, blive til stor glæde og velsignelse for den sandhedssøgende menneskehed. Og selvom Ananai-Kyo således foreløbig har sin egen mening om verdens frelse, så udtrykker dens invitation til vismænd og videnskabsmænd fra hele verden, at den gerne vil lytte, gerne vil vejledes, gerne vil have sandheden belyst fra alle mulige sider. Til hvad nytte ellers dens sammenkomst med vismænd og videnskabsmænd fra hele verden? – Er denne invitation ikke netop en erkendelse af, at den føler ikke at have viden nok? – Dens anskuelser, dér hvor de måtte være afvigende fra virkeligheden, må således være til at ændre. Den store bevægelse havde ønsket min bistand eller hjælp i åndelige eller kosmiske spørgsmål. Jeg kunne ikke komme uden om, at dens ledelse var mennesker, der var åbne for andres mening, var mennesker, der var villige til at lytte til både videnskab og visdom. De bad mig som før nævnt om hjælp eller bistand i deres menneskekærlige arbejde. De ville lade min stemme høre i den japanske radio. De ville publicere mine beretninger eller min opfattelse i japansk oversættelse, så de kunne komme det japanske folk til gode. Hvad kunne jeg indvende her? – Havde jeg lov til at afvise denne henvendelse? – Efter denne min overvejelse af hele situationen i forbindelse med en stille bøn til Gud blev jeg klar over, at det var Gud, der kaldte.