Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Mange mennesker i vor tids moderne samfund føler sig mere eller mindre "kørt fast" i deres personlige hverdag. De har det svært med bestemte forhold i deres omgivelser, med andre mennesker og også med sig selv. Samtidig kan det være sådan, at de længes meget efter at indrette deres liv efter en højere mening. Men, – det er som om de ikke mere kan finde inspiration og mening i deres mere almindelige hverdag.

 

Den dybe, til tider næsten desperate længsel efter at få tag i eller komme i mere bevidst forbindelse med en meningsfyldt og balancepræget livsoplevelse fører da ofte ind i en eller anden form for livsløgn. Det sker ved, at dén psykiske energi, som rummes i førnævnte dybe længsel, uafvidende dirigeres i en uharmonisk eller pseudoharmonisk retning, f.eks. når vi anvender den til at bekæmpe den formodede ydre årsag til vort personlige problem, eller når vi anvender den til at ignorere, distancere eller fortrænge vor personlige hverdags udfordrende tale. Thi alt det, som på en påtrængende, vedholdende og ubehagelig måde stikker hovedet frem i vor personlige hverdag, må vel være noget negativt, noget hindrende og uvedkommende, noget som ikke rigtig passer sammen med de udmærkede normer, som vi ihærdigt bestræber os på at indrette vort liv efter, – noget som vi derfor må fjerne, slippe uden om eller holde os fra livet på en eller anden måde. – Eller?

I vor tids moderne samfund findes der utallige "tilflugtssteder" for sådanne flygtninge, tilflugtssteder, som snarere leder den åndeligt søgende bort fra vedkommendes grundliggende personlige problematik end frem til en egentlig løsning af samme. På denne måde fungerer f.eks. et stort antal forskellige, orientalsk prægede meditationssystemer, som har vundet indpas i vor vestlige kulturkreds, og hvis smukke målsætning er at føre det moderne menneske ud af alle dets trængsler og ind på en "direkte vej" til psykisk balance, mental illumination, højere bevidsthed, sammensmeltning med det guddommelige, – med deraf følgende udfrielse fra karma. En mesters eller vismands ophøjede autoritet spiller en afgørende rolle på denne vej.

At dyrke meditation kan for den udøvende være ensbetydende med at bygge et beskyttende psykisk tempel op omkring sig et tempel, som ikke fungerer i et naturligt samvirke med verden udenfor, men snarere udgør en slags konfliktafvisende kraftfelt, et værn imod "uheldige påvirkninger" fra omverdenen. Et psykisk kraftfelt af denne slags har den "uheldige bivirkning", at det ikke kan samvirke konfliktløsende med vort inderste, skæbneregulerende center. Det kan kun foregøgle et sådant samvirke. Der opstår en stilhed og "harmoni", som ikke er et resultat af levende selverkendelse i et fordomsfrit og åbent møde med vor personlige hverdag, men derimod mere eller mindre er et resultat af meditativ selvdyrkelse, selvsuggestion og ønsketænkning.

Det er det så godt som aldrig, helt bortset fra, at systematisk bevidsthedstræning med henblik på at nå frem til højere bevidsthedstilstande kan være yderst farlig, idet ens sanseapparatur kan være for svagt til at kanalisere de høje kosmiske energier, som i virkeligheden er allestedsnærværende og kan slå lammende ind i en endnu ikke bæredygtig sansestruktur, hvis dennes helt naturlige og beskyttende uimodtagelighed over for kosmiske energier svækkes ad kunstig vej.

Den fremsvulmende egoisme og materialisme blandt vor tids mennesker er, så mærkeligt det end kan lyde, en bekræftelse af, at en hel menneskehed modnes i kosmisk forstand. Medens religiøst formynderi i alle højere udviklede samfund taber sin inspirations- og vejledningskraft, opstår i kølvandet heraf egoisme, materialisme og ateisme. Denne proces er såvel for den enkelte som for samfundet et lige så følgerigtigt som ubehageligt overgangsfænomen. Det modnende menneske må lære at "gå ved egen hjælp" for at kunne nå frem til endelig kosmisk myndighed. Det ligger i denne udviklings egen natur, at mennesket ikke kan nå frem til en sådan myndighed uden at gennemgå en forudgående "pubertetsfase". Rodløshed, fremmedgørelse og vildfarelse er nogle af de ting, som præger denne fase og fører menneskene ud i en mangfoldighed af trængsler. Denne fase er typisk for verden af i dag. Men samtidig er den et nødvendigt onde, som i kraft af sin nødvendighed og følgerigtighed i virkeligheden er det samme som et "ubehageligt gode".

Når det sker, begynder vi at se på vore genvordigheder med andre øjne. Vi ser, at det altid er os selv, der har manifesteret de egentlige årsager til vore trængsler, og at det altid er sådanne af os selv forårsagede manifestationer, som i mangfoldige forklædninger tager form i de hændelser, som tilsammen udgør vor daglige tilværelse. Derved udsættes vi for sindsbevægelser eller mentale energipåvirkninger, som ud fra en kosmisk lovmæssighed tilstræber genoprettelsen af en balance, som vi selv engang har forrykket. Afgørende for udfaldet af denne for os uigennemskuelige tilbagevenden af egne handlingsmønstre bliver naturligvis, hvordan vi forholder os over for disse energier ved deres tilbagevenden til os. Vi begynder derfor også at forstå, at vor psykiske afbalanceringsproces ikke kan foregå uden talrige kursændringer, som vi selv må foretage inden for rammerne af vor personlige hverdag og i en tilstand af vågen dagsbevidsthed.

 

 

Ud fra en sådan kosmisk forståelse og indsigt når vi frem til at kunne "opbygge" et virkelig holdbart psykisk tempel omkring os selv, et tempel, hvis "byggesten" gradvis toner frem af de kærlighedens kursændringer, som vi løbende foretager i vort forhold til vor næste og til vore omgivelser i videste forstand. Disse "byggesten" – efterhånden som de "indfinder" sig – er for mig at se i højere grad udtryk for et allestedsnærværende universelt gaveprincip over for os, end de er udtryk for en egentlig egen fortjeneste. Dette har sin kosmiskvidenskabelige forklaring i, at det virkeligt holdbare psykiske tempel holdes sammen af intuitionsenergi. Intuitionsenergien er et for os i højeste grad "flygtigt stof", som det på vort nuværende udviklingstrin ikke ligger i vor magt at kunne jonglere med i form af "byggesten" – eller at kunne forholde os til på anden direkte måde. Hvad vi kan gøre, er kun dette ene: igennem personlige kurskorrekturer utrættelig at skabe "hjerterum" for intuition. Og det kan være et krævende stykke arbejde.

På denne vor tids særlige baggrund kan det være gavnligt for ethvert i dybere forstand åndeligt søgende menneske at betragte de mere systematisk, mytologisk og ideologisk prægede meditationsformer i et videre perspektiv, således som vi møder det i Martinus kosmologi. Det vil være bedre at forholde sig undersøgende og afventende over for sådanne ting end at begive sig ud i erfaringer, som man, uden endnu rigtig at vide det, overvejende kan være vokset fra. Når disse meditationsformer ofte virker særlig dragende, skyldes det, at de mere direkte peger i retning af indvielse og forløsning. Men i virkeligheden er det den "grå" hverdag med alle sine trængsler, der udgør selve indvielsesprocessen. Denne vidtrækkende konstatering hører nok til de mere overraskende, som vi præsenteres for i Martinus kosmologi. For hvem skulle vel tro, at vi midt i hverdagen er i så tæt berøring med vor egen kosmiske indvielse. Ja, gennem kosmologien kommer vi endog til erkendelse af, at hele jordkloden er hyllet ind i et tiltagende kosmisk lys. Vi ser det ikke, men vi ser de usædvanlig kontrastrige "skygger", som på baggrund af dette kosmiske lys kastes ind i vor synlige verden i form af tiltagende mentale kontraster jorden rundt. Og vore daglige personlige trængsler er egentlig ikke andet end sådanne skyggepartier. Vi går rundt, badet i lys, samtidig med at vi – mere end strengt nødvendigt – skygger for os selv! For den, der forstår dette, bliver det ganske overflødigt at "slå nogen form for kolbøtter" for at komme i mere direkte berøring med indvielsens mysterium.

Det er dog hverken nødvendigt eller tilrådeligt at gå helt uden om begrebet meditation. Det meditative element hører med ind i vore bestræbelser på at nå frem til en mere afbalanceret tilværelse. Vi behøver meditation i form af eftertanke, åndelig forberedelse og mental afspænding, hvilket er nært beslægtet med bøn og sammen med denne kan give forvandlende styrke til hverdagen, især hvor denne vor hverdag accepteres i sin helhed.

Heraf følger, at den, som redder sig selv ind i oaser, for en tid unddrager sig sin egen indvielses mere direkte påvirkninger. En sådan vej kan bringe et menneske nødvendige erfaringer i et bestemt stadium af dets lange udviklingsforløb. Men en direkte kurs mod "kosmisk bevidsthed" er denne vej ingenlunde udtryk for.

 

Martinus skriver om meditation: LIVETS BOG I, stk. 208 LIVETS BOG IV, stk. 2000-2006 incl., samt 2014 KOSMISKE GLIMT, (Nr. 19), kap. 4-6 incl. MEDITATION. (Nr. 20).