Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Medens Plantens fysiske Fremtræden hovedsageligt kun er baseret paa saadanne Centrer, er Dyrets Manifestation og dermed det jordiske Menneskes meget længere fremskreden. Det har foruden Instinktfunktionen ogsaa Villiefunktionen. Og det er denne, der i særlig Grad aabenbares gennem den fysiske Hjerne.

Medens Instinktfunktionen er automatisk, selvstændig eller uvilkaarlig, er Villiefunktionen i højeste Grad vilkaarlig. Den udløses kun i Kraft af Individets bevidste Kontrol. Dyret eller det jordiske Menneske, der jo er det længst fremskredne Væsen i Udviklingen her paa Jorden, har altsaa en Side ved sit Bevidsthedsliv, hvor det er medbestemmende i sin Fremtræden og adskiller sig her i væsentlig Grad fra Planten, der hovedsagelig kun har den instinktmæssige eller automatiske Funktion og saaledes befinder sig udenfor det villiemanifesterende Omraade. Planten kan derfor kun følge Naturens Love, medens det jordiske Menneske i Kraft af Villieomraadet godt kan gaa imod disse Love. Da disse Love er identiske med Betingelserne for Skabelse af den højeste Fuldkommenhed, vil enhver Overtrædelse eller Gaaen imod disse være identisk med Skabelsen af Ufuldkommenhed eller Disharmoni. Mellem Planten og Dyret bliver der altsaa den Forskel, at medens Planten i sin kulminerende Zone kun kan give Udtryk for Fuldkommenhed eller Harmoni i sin Skabelse, idet den ikke har de villiemanifesterende Bevidsthedslag, saa kan Dyret derimod manifestere en overordentlig stor Udstrækning af Ufuldkommenhed, idet det med de villieførende Bevidsthedslag kan manifestere baade Fuldkommenhed og Ufuldkommenhed.

Men nogen Sikkerhed eller maalbevidst Manifestation i Kraft af de villieførende Lag har det begyndende "Dyr" endnu ikke, hertil kræves der "Viden", altsaa et helt nyt førende Bevidsthedslag. Men "Viden" opstaar kun med Erfaringen. Erfaringen udgør igen den Reaktion eller Tilbagevirken af de Energier eller Omgivelser, man med sine villieførende Bevidsthedslag eller Evner har paavirket. Og denne Tilbagevirkning udgør altsaa Individets "Skæbne". "Viden" er altsaa "Skæbnen"s Resultat.

Men da "Viden" saaledes først opstaar paa et senere Tidspunkt end de villieførende Lag, bliver der hos "Dyret" et mentalt Omraade, hvor det kun har "Begæret" til Basis for Villieudløsningen. Men da "Begæret" ikke kan være en hel fuldkommen Vejleder for Villien, idet dets Opfyldelse ligesaa godt kan være en Overtrædelse som en Overholdelse af Lovene, bliver "Dyret" et Væsen, der paa Grund af - ikke forstandsledet, - men begærledet Villieudløsning kommer til at manifestere store Disharmonier. Disharmonier er igen det samme som Nedbrydning, Underminering og Ødelæggelse af saavel Organismer som Ting. Og jeg har da ogsaa i mit Hovedværk udtrykt "Dyreriget" som "Det dræbende Princips Zone".

Der, hvor "Dyret" ikke har faaet tilstrækkeligt med Erfaringer, der mangler det "Viden", hvilket jo er det samme som "Forstand". Der, hvor det mangler "Viden", kan Villien altsaa ikke blive "forstandsledet", men maa fremtræde som "begærledet". Og vi har her lige akkurat den kosmiske Analyse, der udtrykker "Dyret", hvortil det jordiske Menneske endnu hører. Det har en veludviklet Villie, men denne bliver i en overordentlig stor Udstrækning endnu kun "begærledet". Hvad mener man om det i "Kosmos" for Marts beskrevne "Helvede" med Krig og Lemlæstelse, Ødelæggelse og Myrderi, der raser indenfor den jordiske Menneskehed? - Tror man det er "forstandsledet" Villie? - Vidner ikke al den Gru, Nød og Elendighed, den Armod og Subsistensløshed, der som en Mare rider store Dele af Menneskeheden, ikke om "begærledet" Villie, og i Særdeleshed da den samme Menneskehed mildest talt ligefrem vader rundt i deres Klodes umaadelig overlegne Rigdomme med Hensyn til Muligheder for Skabelsen af taalelige naturlige Livsforhold for hvert enkelt levende Væsen? - Og hvad mener man om Nedsvælgningen af de parterede Dyreorganismer, parterede Lig, der som "fine Stege" i Forbindelse med giftige Vædsker, Alkohol, "gamle Vine" og raffinerede Desserter, kostbare Mærker af Tobak, Cigarer og Cigaretter, det er blevet "god Tone" og "høj Dannelse" at servere? - Tror man ikke disse Former for Skik og Brug er Eliten af Kendetegn paa "begærledet" Villie? - Og det er heller ingen særlig Bevisførelse paa "forstandsledet" Villie, at næsten ingen af de jordiske Mennesker dør en naturlig Død af Alderdom, men bringes ud af Verden i Kraft af indre Undermineringer i Organismerne, i Kraft af fejlagtig Levevis og Udskejelser, mentale saavel som legemlige.

Nej, de jordiske Menneskers Skæbner lader ikke noget som helst tilbage at ønske i Retning af at være Bevis for, at de nævnte, Væseners Villieudløsning i en altoverskyggende Grad kun er "begærledet".

Da kun en "forstandsledet" Villieudløsning kan være Udtryk for Intellektualitet, er den jordiske Menneskehed endnu ikke naaet frem til et Stadium, hvor vi retmæssigt kan udtrykke den som "intellektuel". Den er i overvældende stor Udstrækning en uvidende Hord. At den har været i Stand til at skabe en næsten Vidunderverden af Teknik, berettiger den ikke til at bruge Titulationen "intellektuel", saalænge samme Teknik kulminerer i Masseproduktion af Krigsmaskiner, Mordvaaben, Giftgas og Dødsstraaler etc., hvilket Brug af Teknikken aldrig kan blive andet end et evigt Udtryk for "begærledet" Villieudløsning. Det "forstandsmæssige" ved denne Udløsning er netop saa forsvindende, at det kun strækker sig til selve Mordteknikkens Apparaters Fremstilling, fysiske Haandtering eller Betjening. Men selve den forfærdelige Udløsning af Ødelæggelsesprocessen vil aldrig nogensinde kunde være Udtryk for andet end Skabelse af Sorg, Savn, Tvang, Ødelæggelse, Død og Undergang, selvom den maaske nok skaber Laurbærkranse og Triumfbuer for sejrende Triumfatorer. Men Triumfatorer, der har sejret ved Nedsabling af andre levende Væsener, har intet med virkelig Intellektualitet at gøre, thi saa vilde de have vidst, at "hver den, som ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd". Deres Handlemaade er analog med Dyrenes. Den manglende kosmiske Viden bevirkede hos dem ligesom hos Dyrene en hundrede Procents "begærledet" Villieudløsning, altsaa en Villieudløsning paa "Lykke og Fromme", en Villieudløsning paa "Formodning" og "Tro", en villiemæssig "laden staa til" i den Retning, hvor man har sine Ønsker, ligegyldigt hvor skrigende samme Retning saa end maatte være imod Livets Love og dermed affødende Kulminationen af Lidelse, af "Helvede". Og vi har her Karakteristikken af den jordiske Menneskeheds daglige Fremtræden i Tilværelsen. Den er et Hasardspil med selve Skæbnedannelsen. Den er en Bekræftelse paa Verdensgenløserens Ord: "Thi de vide ikke, hvad de gøre". -

Villieudløsningen hos "Dyret" udgør saaledes et overordentligt stort Problem i hele dets mentale Tilblivelse. Det er jo i særlig Grad denne, der adskiller det fra "Planterne". Hos "Dyret" kommer der saaledes et Bevidsthedsfelt til Syne, der ikke som det oprindelige er automatisk, men derimod kan udløses efter Ønske eller Begær. Samme Væsen faar saaledes en Side ved sit Liv, hvor det er medbestemmende i sin Fremtræden i Tilværelsen. Denne Side af dets Mentalitet er det samme som dets vaagne Bevidsthed eller "Dagsbevidsthed". Det er altsaa denne "Dagsbevidsthed", der adskiller "Dyret" fra "Planten". "Planten" har ganske vist en Form for "Dagsbevidsthed", men denne er meget latent og er i Virkeligheden kun et Rudiment fra en tidligere "Spiral". I Kraft af denne "Dagsbevidsthed" beskæftiger "Planten" sig absolut ikke med det fysiske Plan, men er udelukkende optaget af "Salighedsriget", hvor den "dagsbevidst" jonglerer med Erindringer fra nævnte tidligere "Spiral" og faar herved en overjordisk "salig" Tilværelse, overfor hvilken den fysiske Verden er en ukendt ydre Foreteelse, der kun kan reagere paa "Planteindividet"s Organisme og derved højst fremkalde den Bevidsthedsfunktion, vi kalder "Anelse".

"Anelse" er saaledes Plantevæsenets højeste Dagsbevidsthedsfunktion i dets nuværende "Spiral". Men ved kun at kunne "ane" kan man ikke opleve noget som helst som realistisk Kendsgerning. Man har jo endnu ikke paa et saadant Stadium faaet udviklet de intellektuelle Centrer, der bærer Forstandsevnen. Og logisk Tænkning og den i Kraft heraf fremtrædende bevidste Planlæggelse, Analysering og Erkendelse af Tilværelsen i den samtidige "Spiral" er saaledes ganske udelukket for "Planteindividet". Dets Bevidsthed i dets nuværende fysiske Fremtræden og Forekomst strækker sig allerhøjst kun til "Anelse".

Hvad er da "Anelse"? - "Anelse" er "Intellektualitet" i latent Tilstand. Det er Tænkning i sin allerførste spæde Begyndelse eller spirende Tilstand. "Anelse" er den allerførste svage Reaktion i Individets Mentalitet af den fysiske Paavirkning af Organismen. Det er den ny "Spiral"s begyndende Mentalitet. Men den er endnu saa svag, at Individet her kun lige akkurat kan begynde at mærke nævnte Reaktion som "Noget". Hvad dette "Noget" er, fatter det ikke, ja, ikke engang om det er behageligt eller ubehageligt, kan det skelne i det første Stadium.

Evnen til at "ane" er saaledes ogsaa noget, der først kommer ved øvelse eller Gentagelse af den samme Oplevelse. Og med denne Gentagelse bliver Fornemmelsesevnen finere og finere. Individet bliver mere og mere dygtig til at kunne mærke, hvis der sker Forandringer i det "Noget", det oplever. Og denne Dygtiggørelse er altsaa identisk med Skabelsen af den første svage spirende "Skelneevne". Dog vil Individet i lange Udviklingsstadier endnu slet ikke kunne skelne de Tusinder af Detailler, som det senere som "Dyr" bliver i Stand til. Men efterhaanden som Oplevelsen af det første "Noget" bliver til Vanebevidsthed, der jo er det samme som "Rutine", opstaar Dygtigheden. Denne aabenbarer sig igen i dette Tilfælde i, at "Planteindividet" kan begynde at mærke en Spaltning i det uanalyserede "Noget", det oplever. Det kan begynde at mærke noget i Retning af "Behag" og "Ubehag". Og med Fornemmelsesevnens Udvidelse til dette Stadium, opstaar saaledes den allerførste Spire til Fornemmelsen "Velvære" og "Ikkevelvære" paa det ny fysiske Plan, eller de allerførste svage Tendenser til at fornemme "Glæde" og "Sorg" i den ny "Spiral"s Territorium. Men Fornemmelserne er hver for sig endnu kun "instinktmæssige", hvilket vil sige uanalyserede. Individet kan godt skelne mellem "Behag" og "Ubehag", men hvad disse to Realiteter eller deres Aarsager er, har det ikke nogen som helst Forudsætning for at kunne gøre sig begribeligt eller opleve, ja, Spørgsmaalet forekommer endnu slet ikke, da det jo ikke har nogen Hjerne, i hvilken det kan opstaa.

"Planteindividet" repræsenterer altsaa en Form for levende Væsen, hvis Mentalitet kun reagerer for grov Paavirkning, og hvilken Reaktion henholdsvis af samme Væsen kun sanses som en uanalyseret Behags- eller Ubehagsanelse, alt eftersom Paavirkningen er af en fordelagtig eller ufordelagtig Natur for dets fysiske Legemsbygning.

Plantementaliteten giver altsaa ikke sit Ophav nogen som helst Forudsætning for eller Evne til at opleve "Vished" eller afføde noget Krav om "Vished". Alt her er "Anelse". Men nu maa man ikke tro, at "Planteindividet"s "Anelser" svarer til Menneskets Anelser. Medens Menneskets Anelsesevne jo er langt ældre og derfor udgør en langt stærkere Vanebevidsthed med tilsvarende langt større Rutine end Plantevæsenets og tillige eksisterer i Samarbejde med de højintellektuelle Evner "Følelse" og "Intelligens" som den langt ældre Udviklingsstandard har forlenet det med, eksisterer Plantevæsenets "Anelsesevne" jo ganske ene og selvstændig. Den bliver endnu ikke paavirket af nogen som helst Ræsonnementer eller Analyser. Nogen større Tankemanifestation bliver "Planteindividet"s Mentalitet saaledes ikke. Den reagerer kun ved fysisk Paavirkning. Denne Paavirkning kan altsaa være en Stimulans eller særlig Opfyldelse af de Betingelser dennes Organismeopbygning kræver for sin heldige eller fuldkomne Gennemførelse, men den kan ogsaa være en større eller mindre Hindring for samme. Men hvad enten den nu oplever Medgang eller Modgang igennem nævnte Paavirkning, saa bliver det kun i Form af "Instinkt" eller "Anelse". Nogen virkelig overstrømmende realistisk fysisk Glæde kan "Planten" ikke opleve. Dertil er dens Nervesystem og hele Organisme endnu slet ikke tilstrækkelig udviklet. Det samme gælder realistisk "Smærte" og "Lidelse". Saadanne Foreteelser har den endnu ikke oplevet i en saa tilstrækkelig Grad, at dette har kunnet udvikle en saadan Rutine i Føleevne som den, der skal til for at afføde et saadant Nervesystem, som det, der giver Mennesket Evnen til at hæve sig op over "Anelsesstadiet" og opleve Lykke og Lidelse som realistiske Kendsgerninger. For "Planteindividet" bliver disse to Faktorer i Form af "Behag"s- og "Ubehagsanelse" endnu kun den ny "Spiral"s første svage Morgenrøde. Det er Dagen, der dæmrer, før Solen bryder frem.

Dette primitive Anelsesliv er altsaa "Planteindividet"s "Dagsbevidsthed" her paa det fysiske Plan. Men en Dagsbevidsthed, der ikke sætter sit Ophav i Stand til at ræsonnere, og hvis højeste Tankefunktion kun kan udtrykkes som "Anelse", er jo kun Mentalitet i Fostertilstand. "Planteindividet" er altsaa endnu mentalt set et ufødt Væsen i dets samtidige "Spiral". Men da "Planten"s "Anelsesevne" saaledes er Mentalitet i Fostertilstand eller vordende Tænkeevne, og denne udvikler sig ved ydre fysisk Paavirkning, og denne Paavirkning er Klimaforhold, bliver vi saaledes her for første Gang Vidne til, at Regn og Solskin er Modernæring for vordende Hjerner og kommende Nervesystemer, og at den Storm, der eventuelt i Dag farer hen over Verden, er Basis for Udviklingen af nuværende, i Form af "Planter" fremtrædende, mentale Fostres kommende Tænkeevne, Intellektualitet og Aandskultur.

Ja, den guddommelige "Livsaande" vibrerer stadig i lige Grad over Ørknens Tidsler og Oasens Lillier, over Kælderens Skimmelsvampe og Drivhusets Orkideer. Alt er Skabelse af Mentalitet. Alt er paa Vej til Livet. Livets Kulmination er "Viden". "Viden" er "Guds Billede efter hans Lignelse". Vegetationens Tusinder af Planter, Træer og Blomster er hver især en Nebulose, en vordende mental Sol til en kommende intellektuel Stjernehimmel. Alt er "Menneskeheder" i Vækst paa "Sædstadier", "Æggestadier", "Fosterstadier", "Larvestadier", "Puppestadier" og "Sommerfuglestadier", - Alt stiler imod et Liv i en intellektuel Sommers lysende og varmende mentale Solskin.

Enhver Plante repræsenterer altsaa en Form for Liv. Liv er igen det samme som "Bevidsthed". "Bevidsthed" kan ikke eksistere uden at udgøre en eller anden Form for "Mentalitet". "Mentalitet" er igen det samme som en Kombination af Livsfunktioner samlet om og knyttet til et "Jeg", der netop i Form af denne Kombination fremtræder i Tilværelsen som "et levende Væsen". Betingelsen for Prædikatet "levende Væsen" er saaledes absolut ikke, at nævnte mentale Kombination fremtræder som et "Menneske" eller "Dyr" under de specielle Former, vi her paa Jorden har lært at kende. Det er givet, at Jorden kun rummer en meget begrænset Del af alle de uendelige Muligheder, under hvilket Livet kan opstaa, blomstre eller manifestere sig. At sige at en anden Klode ikke er beboet, blot fordi den har en anden Atmosfære, en anden Normaltemperatur, en anden Vægtfylde, et andet Forhold til Lys end Jorden er ligesaa barnligt og uintellektuelt som Fortidens astronomiske Opfattelser og hører hjemme paa samme Hylde som Fortællingerne om, at Jorden er flad som en Pandekage og bæres af et Par Kæmpeelefanter eller dette, at Jorden "staar stille", og Solen "staar op" og "gaar ned".

Gennem Aandsvidenskaben bliver man hurtigt fortroligt med, at alt er Udtryk for Liv, enhver Bevægelse, enhver Lyd, enhver Farve. Ja, absolut intet i Verden kan eksistere uden at være Livets Kendetegn. Og at enhver Klode, enhver Stjerne, enhver Sol er en beboet Verden. Ja, selv Kometer og Meteorer kan umuligt komme udenfor Livets Omraade, men aabenbarer sig som Koncentrationer af Vibrationer, Straaler, Bølger eller Bevægelser, hvilke jo umuligt kan være Udtryk for "Døden". Kun den absolute Stilhed eller Uforanderlighed kan være Dødens Kendemærke. Og da en saadan ikke eksisterer i Tilværelsen, ser vi her som saa ofte før i mit Arbejde, at Døden ikke kan være nogen Realitet, men kun en tænkt Modsætning til Kendsgerningen, hvilket vil sige en tænkt Modsætning til Virkeligheden. Men en Modsætning til Virkeligheden kan kun være Uvirkeligheden, og denne bliver saaledes urokkeligt Dødens Analyse.

Alle Kloder, alle Himmellegemer, alle Sole er saaledes beboede Verdener. Men for at være en "beboet Verden" kræves jo ikke, at det paagældende Himmellegeme skal være befolket med jordiske Mennesker og Dyr. At tro at vore jordiske Hunde, Katte, Aber, Krokodiller, Slanger og Papegøjer o. s. v. skulde være de eneste Væsener, skulde være de eneste Livsytringer med hvilke det uendelige Verdensalts umaadelige Giganter af Kæmpekloder kan befolkes, og at denne "Befolkning" er det eneste, der berettiger til Prædikatet "beboede Verdener", er jo at tilbede Døden i Stedet for Livet, rent bortset fra den Naivitet og Uvidenhed en saadan Tro eller Erkendelse afslører, idet den viser, at man endnu ikke forstaar, at enhver Form for Energi er en mental Egenskab og saaledes ikke kan være til uden at være Udtryk for Liv, ligegyldigt om den viser sig som Jern, Granit eller Marmor, eller den flammer som Ild, Lyn eller Tanke, og at det, der saaledes giver vor Jord Prædikatet "beboet Verden", kun er de af Menneskene kendte Stadier af Energiens evige Kredsløb, som udtrykker sig i Kød og Blod.

Men hvis Livet kun kunde udtrykke sig i Kød og Blod, hvorledes skulde Kød og Blod saa være blevet til? - Det er jo dog en Kendsgerning, at der har været en Tid, da dette ikke var til, idet Jorden engang var en flammende Ild- eller Solmasse og saaledes ganske blottet for Kød og Blod. Og hvis denne Tilstand maa betragtes som Udtryk for Livløshed, maa det være denne Livløshed, der har frembragt de animalske Væsener. Men dette er jo at erkende, at det er de døde Ting, der har frembragt de levende. Men kan det være Logik? - Det er da ikke de skabte Ting, der frembringer Skaberen. Det kan da aldrig blive Udtryk for normal Forstand eller Fornuft at erkende Livløshed for Aarsag til noget. Er Livløshed ikke absolut Stilhed? - Kan Livløshed være Ophav til en Skabelse, der i alle Felter afslører den allerhøjeste Intellektualitet, og som i Virkeligheden er Forbilledet for al fuldkommen menneskelig Frembringelse? - Og er der ikke ligesaa megen Vibration og Bevægelse, Forvandling og Skabelse, Logik og Planmæssighed i Materien udenfor de animalske Væseners Omraade som indenfor dette? - Og desuden, hvormeget fylder vel de animalske Væsener i Verdensaltets samlede Materie? - Hvor meget af Verdensaltets samlede Liv giver sig Udtryk i Kød og Blod? - Hvad er den samlede Vægt af de animalske Væseners Materie i Forhold til det umaadelige Kvantum af Materie, der eksisterer under andre Former? - Er den ikke rent mikroskopisk? - Hvad tror man ikke de vældige Oceaners Vandmasser vejer, hvad tror man ikke Jordens Mineral-, Granit- og Metalsfærer repræsenterer i Tons? - Og hvad mener man saa om Solen, hvis Størrelse kun kan opvejes med flere Hundrede Jordkugler? - Og da denne igen kun er en Dværgsol i Forhold til mange andre Sole, og disse større eller mindre Himmelgiganter danner hele Byer eller Grupper, ja, er stundom saa talrige, at de hver især kun danner Enheder i lysende makrokosmiske Taager, hvor bliver saa Livsformen "Kød og Blod" af? - Svinder den ikke ind til det saakaldte "rene ingenting"? - Bliver det ikke her synligt, at denne Materieform er en af de mest beskedne i Verdensaltet i Forhold til de eksisterende Gigantmasser af den øvrige Materie og gennem hvilken planmæssig Bevægelse og Energi i ligesaa høj Grad gør sig gældende? -

At paastaa, at det kun er de animalske Materier i Verdensaltet, der er Udtryk for Liv, ja, selvom vi strækker os saa vidt, at vi ogsaa tager de vegetariske Materier med som Udtryk for Liv, vil Repræsentationen af Liv i Verdensaltets samlede Stofmasse, i dets samlede glødende Solmasser blive saa forsvindende mikroskopisk, ja saa fantastisk lille, at hvis Verdensaltet f. Eks. var et Menneskelegeme, saa vilde der i dette Legeme ikke engang være Liv nok til et enkelt Hovedhaar, ja, end ikke engang til et enkelt mikroskopisk Celle- eller Blodlegeme. -

Bliver dette at dyrke Paastanden om, at kun animalsk og vegetabilsk Materie er Udtryk for Liv, under disse Omstændigheder, saa ikke det samme som at dyrke Døden i Stedet for Livet? - Og er en saadan Dyrkelse ikke "Afgudsdyrkelse", er det ikke en blind Famlen i Mørke, en Tro, en Erkendelse uden Mening, uden Logik, uden Plan? -

Er dette, at leve i en Tilværelse, hvor Døden er i en saa overvældende Majoritet, ikke det samme som at hvile i en Faldskærm, der styrter ned gennem Luften uden at folde sig ud? - Kan Livet i en saadan Situation være mere omgivet af Døden paa alle Sider, end det er i den førnævnte Erkendelse? -

Hvis Religionens, Filosofiens og Videnskabens Mænd fortæller Menneskene, at kun de vegetariske og animalske Materier er Udtryk for Liv, og at al anden Materie er livløst, fortæller de jo i Virkeligheden Menneskene, om end ubevidst, at Verdensaltet er en livløs Ørken, et goldt og øde Dødens Rige, i hvilket Livet kun er udgørende et saa lille mikroskopisk Støvfnug, at der ikke findes Mikroskoper stærke nok til, at man ved Hjælp af disse kan faa øje paa det. Og hvis de samtidigt prædiker, at kun en enkelt lille bitte Brøkdel af dette Liv skal opnaa "Salighed", "evigt Liv", medens de øvrige Brøkdele skal overgives til "Fortabelse" og "Død", bliver det jo Ørkenen, Livløsheden, Døden og Tomheden, der vokser, der breder sig, og Livet der skrumper ind. - Den forjættede "ny Himmel" og "ny Jord", i hvilken de "Ugudelige" er "udryddede", er altsaa endnu mere fattig paa Kød og Blod og bliver derved endnu mere blottet for Liv, bliver endnu mere mikroskopisk i Forhold til "Døden"s umaadelige Repræsentation end den nuværende Klode. -

Men kan det være rigtigt? - Kan en saadan Lære, en saadan Forkyndelse være "Vejen, Sandheden og Livet"? - Er disse Forkyndere og Lærere ikke "Døden"s Apostle i Stedet for Livets? - Er det ikke "Døden"s Ærinde, de raaber ud fra Kirkernes, Skolernes og Universiteternes Talerstole? - Og bliver dette Ærinde ikke endnu mere trofast i "Døden"s Favør, jo mere de raaber "Død" og "Ødelæggelse", "Guds Vrede", "Straf" og "Udslettelse"? -

Kan Livet, der i Forvejen er "mikroskopisk" overfor "Døden"s "umaadelige Majoritet", blive større og stærkere ved at hævne, straffe, lemlæste og udslette noget af sig selv? - Bliver denne Proces ikke en Attribut til "Døden"s i Forvejen "mægtige Majestæt"? - Er det ikke "Døden", der dyrkes, er det ikke til den, der ofres, naar "Sjæle brændes i Helvede", naar "Sjæle gaar fortabt"? -

Jeg kan kun indse, at det ligefrem er en overdaadig "Døden"s Kultus. Og da det er Livet, der "ofres", Livet, der "brændes", Livet, der "udslukkes", "udryddes", kan dette kun blive mindre og mindre og dermed svagere og svagere overfor den "altopfyldende", "allestedsnærværende" "døde Materie". Og kan disse "Apostle"s Motto ikke med Rette udtrykkes saaledes: "Vi er Kaos, Usandheden og Døden"? - Er det mon ikke paa Tide, at Menneskene begynder at vaagne op til at tænke lidt over, hvad det er, der tilstilles dem under Etiketten "Guds Ord"? - Og er det ikke ligesaa vigtigt, at de, der giver sig af med at lære, føre og vejlede andre Mennesker, begynder at undersøge, om de nu ogsaa er i Kontakt med "Vejen, Sandheden og Livet", eller om de er Repræsentanter for det førnævnte Motto: "Kaos, Usandheden og Døden". Det er jo ikke ligegyldigt, hvilket af disse to Mottoer, man gør til Vanebevidsthed i sit eget Liv eller andres.

Al Materie er Udtryk for Liv. Kød, Blod og Vegetation er kun enkelte Faser i det Kredsløb, som Livet i Følge den eksisterende guddommelige Verdensplan repræsenterer. Og at antage, at vore Former for Planter og Dyr skulde være de eneste Udtryk for alt eksisterende vegetabilsk og animalsk Liv, er ogsaa kun Udtryk for Barnlighed i Verdensopfattelsen. Selvom vor Klode var Millioner af Gange større end Tilfældet er, selv om vi havde Milliarder af flere Dyrearter eller Livsformer end dem, der ellers har Livsbetingelse her paa Jorden, vilde denne Klodes umaadelige Vælde fortabe sig som et mikroskopisk Støvfnug i Verdensaltets Endeløshed. Overfor Uendeligheden maa alle Størrelser blive til Mikrober. Men at tro, at alle Støvfnug, alle Mikrober er nøjagtig ens, er jo at erkende det modsatte af Kendsgerningen. Har man nogen Sinde set to levende Væsener, der er nøjagtig ens? Ja, her nytter det naturligvis ikke at hentyde til den Lighed, der kan være mellem Tvillinger eller lignende, thi ethvert intellektuelt Menneske ved jo, at Ligheden kun er baseret paa, at Forskellen mellem de to Væsener er af en saa lidet fremtrædende Natur, at den ikke let lader sig iagttage med det fysiske Syn, hvorfor de paagældende Væsener derfor nødvendigvis for samme Syn maa tage sig absolut ens ud. Men er deres Fingeraftryk ens? - Bliver der ikke en umaadelig Forskel paa de to Væsener, naar Undersøgelsen omfatter mikroskopiske Detailler? - Jo, at finde to Væsener i Tilværelsen, der er absolut ens, er en Umulighed, idet saadanne ikke eksisterer. Med de bestaaende Verdenslove og den Skabelsesmetode, der hersker i den guddommelige Verdensplan, kan med Undtagelse af "Spiralkredsløbet" Naturen ingen absolut Gentagelse manifestere. Enhver "Gentagelse" er i virkelig Forstand kun tilsyneladende. I dens Helhedsanalyse vil den vise sig at være noget forskellig fra sine Forgængere. Hvis det ikke netop var saaledes, hvis den var hundrede Procent uforandret, vilde den jo være hundrede Procent unyttig. Men en hundrede Procent unyttig Manifestation i den guddommelige Skabelsesplan er en Umulighed, idet den da vilde være ganske uden Logik. Og en Manifestation blottet for Logik er jo en planløs og dermed en abnorm Skabelse, hvilket er det modsatte af, hvad der er gældende i Naturen, i Verdensaltet. Her har man aldrig set noget planløst, noget unyttigt. At det ikke desto mindre undertiden kan se meningsløst og kaosagtigt ud, er atter kun i det store og grove, er atter kun for det begrænsede fysiske Syn eller Forskerens stærkt begrænsede Intellektualitet.