Ældre Kosmos og Kontaktbreve

De jordiske mennesker har altid dyrket de afguder, de i øjeblikket troede at have mest brug for. Vor tids øverste afgud er intelligensen. Den tilbedes i laboratorier og maskinhaller, ved mikroskoper og stjernekikkerter, i banker og på børser. Den sættes i højsædet, hvor politikere og statsmænd mødes, og den beundres blindt af menigmand, som ønsker, at hans børn må vise sig at være strålende intelligente. At intelligensen i virkeligheden er en neutral energi, der først får MENNESKELIG værdi ved en særlig blanding med menneskeligt følelsesliv, tænker man i almindelighed ikke på.

Intelligensen er virkelig en fremragende evne hos det jordiske menneske. Den har hævet det »over det egentlige dyrerige, og den har givet det friheder og magt, så det i dag drømmer om ikke blot at være materiens, men også verdensrummets betvinger. At være menneske er ensbetydende med at være et forholdsvis intelligent væsen. Det betyder dog ikke, at alle intelligente væsener også er menneskelige eller humane. Intelligensen er en neutral energi og kan lige så vel bruges i destruktivt og egoistisk øjemed, ja, den kan, som Martinus udtrykker det, forbindes med animalske kræfter i det jordiske menneske og blive den rene "djævlebevidsthed". Den kan være skarp som en knivsæg, og en kniv kan gavne, men den kan også bruges som en dolk. Når intelligensen er en neutral energi, er det altså ikke specielt den, der gør os til mennesker. Den er medvirkende i denne proces, men det er det menneskelige følelsesliv, som skal være den jordbund, hvori en virkelig menneskelig intelligens kan spire frem. Kombinationen af følelse og intelligens er meget vigtig for at opnå harmoni i sindet og undgå splittelse og "spaltninger", f.eks. af den slags, hvor det samme menneske kan være både umådelig intelligent og også være i besiddelse af et rigt følelsesliv, men uden evne til at kombinere de to sider af sit eget sind. Det menneskeligt set mest negative eksempel er måske den koldhjernede og hårdhjertede intelligente koncentrationslejrleder, der om dagen beregnede, at så og så mange jøder måtte i gaskammer, og om aftenen var kærlig familiefader og bl.a. spillede Mozart med følelse og indlevelse. Et andet eksempel på en sådan "splittelse", men dog ikke af en sådan negativ karakter, er videnskabsmanden, der i laboratoriet holder strengt på, at kun det, der fattes med forstanden og kan måles og vejes, har virkelig værdi, men som måske samtidig er katolik eller på anden måde dogmetroende, og på det religiøse område overhovedet ikke vil vide af noget, der hedder analyse eller brug af logik. Sådanne "spaltninger" findes, og de er naturligvis ikke, som så mange andre former for bevidsthedsspaltninger, nogen sindslidelse, men det er dog en tilstand, som før eller senere vil føre til konflikt, indtil den indre balance opnås, og forskeren både ser Gud i den videnskabelige logik og det logiske i dette ords højeste betydning i religionernes symbolverden.

Intelligensens og følelsens samarbejde kan billedligt sammenlignes med lyset og materien. Man kan ligne intelligensen ved lyset, det neutrale, hvide lys, som bestråler alt. Følelsen kan lignes ved materien lige fra luft og vand til organiske og uorganiske faste materier. Det hvide lys bestråler materien, indsuges af den og kastes tilbage som farver og farvenuancer, alt eftersom materiekombinationerne er. Resonansen bliver forskellig og resultatet er afhængigt af, hvad lyset mødes med. Ligesom "solen skinner både på retfærdige og uretfærdige", påvirker universets intelligensenergi alle levende væsener, men har vidt forskellige muligheder for at trænge ind i deres bevidsthed, alt efter som bevidsthedens psykiske materier er blandet. Og den måde de forskellige levende væsener bruger intelligensens lys på og giver den fra sig eller reflekterer den, er naturligvis lige så forskellig, afhængigt af deres følelsesliv, deres stemninger og deres evne til at have herredømme over deres følelser. Lad os se lidt nøjere på dette følelsesliv, eller den materie, intelligensens lys bestråler, for det er med dette materiale, det enkelte menneske skal arbejde, hvis det vil arbejde "med sig selv", og det er på basis af dette arbejde, intelligensens neutrale lys vil forbindes mere og mere med det jordmenneskelige følelsesliv og gøre det til virkelig menneskelig konstruktivt skabende følelse, der er medvirkende til at forvandle livet i vor verden fra at være en intellektualiseret jungle til at blive et menneskerige, hvor intellektualiseret følelse eller næstekærlighed er den dominerende faktor.

Alle levende væsener repræsenterer en sum af kræfter, der kan udløses gennem deres organismer, for det jordiske menneskes vedkommende både psykiske og fysiske kræfter. Men hvad er kraft? Det er spændingsudløsning. Videnskaben kommer mere og mere ind på, at alle levende organismer er omgivet af kraftfelter med elektriske spændinger, at vi faktisk alle er elektriske væsener, som lever i et elektrisk univers. Ingen fysisk forsker ved, hvad elektricitet er, og i og for sig heller ikke hvad kraft er, udover at det er udløsning af en spændingstilstand. Naturens kræfter er en realitet, men i sit inderste en gåde for det jordiske menneske, og dets egne psykiske og fysiske kræfter er en del af naturkræfterne og dermed en del af gåden. Det er denne gåde, Martinus løser i sin kosmologi, ikke som en letkøbt, billig løsning, der leveres som "færdigsyede" tros-dogmer, men som en universel "arbejdstegning", der kun har betydning gennem det arbejde, den efterhånden kan inspirere til. Den fortæller om de universelle love og principper, alt levende er underlagt, og om hvordan væsenerne kan vokse i indsigt og evne ved at leve i overensstemmelse med disse love og principper. Enhver af os kan på sin individuelle måde tage det til os af kosmologien, vi kan bruge, og hvis vi virkelig bruger det, vil både vor oplevelses- og skabeevne gradvis udvikles, og vi vil nå en tilstand af indre dynamisk balance, en mental tilstand, der kan sammenlignes med en linedansers evne til ud fra sin egen bevidstheds centrum at afbalancere forholdet mellem balancestang, legeme og line. Et menneske uden denne indre balance kan derimod sammenlignes med en lille mand i en overfyldt sporvogn, hvor han "holdes oppe" ved trykket fra omgivelserne og klemmes og puffes hid og did og op og ned, uden at hverken eventuelle raserianfald eller eventuel indestængt surhed fra hans side ændrer omstændighederne til det bedre, men tværtimod gør dem mere uudholdelige.

Ligesom vi har en jordmenneskelig fysisk normaltemperatur, som er baseret på et særligt spændingsforhold mellem varme og kulde, som er kraftudløsende, og som i virkeligheden er fysisk tyngde- og følelsesspænding, kan vi også opnå en menneskelig psykisk normaltemperatur, en fin balance mellem psykisk tyngde- og følelsesenergi, der kan udløse rent menneskelig kraft. Men gang på gang, når vi enten bliver vrede, forargede, hidsige, irriterede, gnavne, bitre eller indadvendt surmulende og fornærmede, stiger eller daler vor "psykiske temperatur". Nogle har særlig tendens til "stigende", andre til "dalende temperatur", alt eftersom deres temperament eksploderer i tyngdeenergiens vredesudbrud med efterfølgende handlinger af hævnagtig eller aggressiv karakter, eller slår indad i sindet og binder mennesket i selvgjorte mentale fængsler af overfølsomhed, nærtagenhed, selvmedlidenhed eller angst og depression. Begge tilstande, eller rettere alle disse grader af tilstande er i virkeligheden, hvad man kan kalde "helvede" fra det hedeste hede til det med "gråd og tænders gnidsel", og der findes ikke noget andet helvede! Kan man "komme i helvede" efter døden? Kun hvis man har tendens til sådanne tilstande i sindet, mens man levede i den fysiske verden, hvis man har talent for det. Men ligesom et talent bevidst kan udvikles, hvis der er noget, man brændende længes efter at kunne, kan et talent, man er mæt af, også overvindes og neddæmpes og degenerere, simpelt hen ved ikke at blive brugt. Vi vil ganske vist alle blive hjulpet efter døden, hvis vi en kort tid oplever "vort eget private helvede" af mørke stemninger, og vi beder om hjælp, men der er mindst én meget væsentlig årsag til at begynde at gøre det arbejde med sig selv allerede her og nu, der vil udløse "skærsild" og helvede" her og fjerne dem fremfor at vente og lade andre gøre det, og det er den, at vi gerne vil være mennesker! Vi vil gerne blive klogere og bedre, både hvor det drejer sig om at skabe og om at opleve. Det gælder for mange mennesker, ikke blot for de forholdsvis få, der er begyndt at studere kosmologi.

Men følelsen skal ikke binde os, og vi skal ikke bruge den til at binde andre med. Vi må lære at bruge den til at binde med i vort eget sind! Hvad skal vi binde? Tyngdeenergien! Og hvad skal hjælpe os til at gøre det? Vor intelligens! DER skal den sættes ind! Og der er det netop, at den virkelige forståelse af kosmologiens grundprincipper kan være os til uvurderlig hjælp, hvis vi vil prøve på at bruge dem. Nogle af os har mest tendens i retning af vrede og hidsighed, andre i retning af surhed og indelukkethed. Mange af os kan i skiftende perioder svinge til begge sider. Vi har alle tyngde og følelse til vor rådighed, ellers havde vi overhovedet ikke kunnet opbygge en fysisk organisme, et genialt maskineri i organisk stof, hvori den dynamiske kraft virker motorisk afbalanceret. Den krop har selv Guddommen udtænkt med intelligens- og intuitionsvæsener som sine medskabende organer og redskaber og tilpasset den vore instinkter og vort følelsesliv. Men nu er VI ved at blive skabende eller medskabende væsener, det er det, der gør os til mennesker. Nu skal vi som vor første opgave være med til at forme os selv i Guds billede ved med menneskelig følelse, intelligens og intuition at beherske tyngden og gøre den "fremadskridende dynamisk" i human retning på det menneskelige bevidsthedsplan, ligesom vi kan skabe biler og flyvemaskiner på det fysiske plan. Den opgave er hele menneskehedens og hvert enkelt menneskes. Der er en mening med vort liv med de efter hinanden følgende liv eller inkarnationer og de psykiske intervaller mellem dem. Først og fremmest den, at vi i hver fysisk inkarnation har mulighed for at overvinde noget af den "evnesvaghed", vi alle – kosmisk set – repræsenterer, og derved nå nærmere ind til den balance i os selv, der er "den fred, der overgår al forstand".