Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hvis denne lignelse skal forklares yderligere, kan det vel kun gøres ved at sige, at Kristus pegede på, at livsprincippet var dette at indtage næring, hvad man som regel gør igennem munden, og at opsummere i sig det af denne næring, der er tjenligt til livsopretholdelsen, og at det af det indtagne, der var giftigt og ikke kunne opsummeres i organismen til gavn for denne, normalt går ud som afføring. Når Kristus henviser hertil, var det for at vise, at det i virkeligheden forholder sig akkurat på samme måde med vor åndelige ernæring. Denne har også en slags "mund", igennem hvilken den skal passere. Denne "mund" udgøres i stor udstrækning af ørerne eller hørelsen. Den åndelige næring er nemlig i en meget omfattende grad ord, hvilket vil sige udformede tanker eller medvæsenernes meddelelser. Alle disse meddelelser er altså beregnede på at være næring eller føde for ånden. Denne føde skal også gå ned i en slags "bug" og blive "fordøjet", så de eventuelle giftstoffer i nævnte føde kan blive sorteret fra eller uskadeliggjort og som afføring blive skilt fra bevidstheden ad den naturlige vej, hvilket vil sige, ad en vej ganske uden om ens medmennesker, så den uudholdelige stank, der altid er en afførings særkende, ikke kommer til at genere nævnte mennesker. Og her eksisterer i stor udstrækning den ejendommelighed hos jordens mennesker, at medens de er nået meget langt frem i fysisk hygiejne, så udskillelsen af afføring er en intimitet eller noget, man ikke gerne gør i andres påsyn, så er den åndelige hygiejne så langt tilbage eller så begrænset, at den endog hos nogle mennesker slet ikke eksisterer. Ja, disse mennesker synes ligefrem, at det er en forlystelse at grise al ting til med deres mentale afføring. Der står ud af disse menneskers mund en rædselsvækkende, forrådnende stank af giftige tanker og andre mentale urenheder, iklædt ord og tale, med hvilket man ligefrem tilsigter at grise andre menneskers ellers så gode og kærlige tanker om den eller den særlige næste til, så de helt forvirret og ulykkelige taber det normale syn af dette menneske. Samme menneske har måske været en kær ven eller et menneske, man på anden måde er knyttet meget nær til, har haft meget åndeligt udbytte af at være sammen med, men som man nu kun kan se igennem en med mental latrin besudlet tankesfære. Det er denne tankesfære, der i daglig tale kaldes "bagtalelse" eller "sladder". Sladder er altså det samme som åndelig afføring, der på unaturlig måde og ganske ublufærdigt finder sted alle vegne, det være sig ikke alene i hjemmene, men også i sporvogne, i tog og busser, forsamlinger, på åben gade og på alfar vej. Tænk, hvis menneskene var lige så ublufærdige med hensyn til deres fysiske afføring og således forpestede atmosfæren alle vegne for deres medmennesker. Og endnu værre bliver det, når denne førstnævnte akt så at sige altid ligefrem befordres som en hævnakt. Det er denne urenhed, der fejlagtigt går ud gennem munden, Kristus påpeger. Det hører altså ikke til mental sundhed, at lade en sådan urenhed passere munden i andres nærhed og dermed infiltre disse væsener i ens egen mentale afføring og dens stank. Når sådant noget kan ske, er det fordi, den åndelige fordøjelsesevne, der er det samme som næstekærlighedsevnen, er alt for svag eller måske ligefrem defekt. Der, hvor kærlighedsevnen er tilstrækkelig fremtrædende, bliver alt, hvad der går ind i menneskets mentalitet eller bevidsthed fordøjet. Og det, der er ondt og skadeligt, bliver sorteret fra, bliver neutraliseret igennem væsenets store forståelse, tilgivelse og ignorering, bliver fjernet fra sproget, fra ord og tale og dermed kvalt i tavshed og glemsel. Der kan derfor ud af et sådant væsens mund kun komme velklingende dejlige ord for dejlige tanker. Det er væsener af denne slags, der er jordens salt og bevirker, at menneskeheden ikke går helt til grunde i åndelig latrin eller alskens mental urenhed.