Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som jeg begyndte at omtale i forrige Artikel, er den dyriske Føde ikke den korrekte Ernæring for Mennesket. Da det jordiske Menneske er et Overgangsvæsen fra Dyreriget til Menneskeriget, vil disse to Rigers særlig specielle Natur hver især mere eller mindre være repræsenteret i det nævnte Væsens Manifestation. Det første Rige er naturligvis i overvejende Grad dominerende, idet Individets fysiske Legeme endnu er et dyrisk Legeme. Det jordiske Menneske er jo henhørende under "Pattedyrene". Hele dets Befrugtnings- eller Forplantningssystem er jo Dyrerigets Love ganske underkastet. Det færdige Menneske er slet ikke henhørende under disse Love, men fremtræder i et ganske anderledes frigjort og uafhængigt Opretholdelsessystem, hvilket jeg dog ikke kan komme ind paa at forklare her. Men det er mod dette færdigtudviklede Menneske eller "Gudemenneske", at den højere Natur i det jordiske Menneske stiler. Da den dyriske Natur er den ældste eller mest udlevede, er dens Manifestation forlængst overgaaet i Individets Bevidsthed som fast indgroede Vaner eller Tilbøjeligheder. Dette vil igen sige, at den kræver ingen særlig Villieanspændelse for dens Manifestation. Den fremkommer eller udløses rent automatisk. Noget ganske andet gør sig gældende med den menneskelige Natur i Individet. Da den er af relativ ny Dato, er den kun i meget ringe Udstrækning blevet til Vanebevidsthed og udløses egentlig kun ved Villieanspændelse. Det er saaledes for de allerfleste Mennesker betydelig lettere at tage til Genmæle overfor en Fornærmelse, lettere at leve til Fordel for sig selv end til Fordel for sine Medvæsener, lettere at blive hidsig eller vred, end det er at udløse den modsatte Manifestationsform. Denne sidstnævnte Form, hvilken igen vil sige dette, at "vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre", sker kun i meget ringe Udstrækning som et naturligt Anlæg, men maa altsaa hos de allerfleste Mennesker fremtvinges ved Villiekraft. Som stimulerende for denne Villiekraft er alt, hvad der kommer ind under Begrebet "Kærlighed". I Form af Religioner, Idealisme, Moral o. s. v. virker denne Kærlighed ind paa Menneskene og er med til at udvikle den i hvert enkelt Individ paa Grund af dets Lidelser begyndende Følelsesudvikling, der netop efterhaanden bliver til Kærlighed og dermed skaber Individet om fra Dyr til Menneske. Dette vil altsaa igen sige, at det jordiske Menneske vænner sig mere og mere af med at hævne, dræbe og lemlæste.

Da de fleste Former for Religion og Moral i størst Udstrækning har lagt mere Vægt paa Individets Tanke- og Sjæleliv, dets Handlemaade overfor Medmennesket end paa selve dets fysiske Legeme, dets Ernæring eller Føde, dets Forhold til Dyrene, er denne sidstnævnte Side af dets Bevidsthedsliv saaledes som tidligere omtalt endnu meget tilbage i Udvikling i Forhold til dets øvrige Tilstand. Dette giver sig igen Udslag i den næsten utrolige Udskejelse, som den jordiske Menneskehed i nævnte mindre udviklede Bevidsthedsfelt befinder sig i, og hvis Virkninger i Form af kroniske Sygdomme og svære Lidelser den i Dag sukker og stønner under.

Gennem den ny aandelige eller kosmiske Verdensimpuls, der nu gaar hen over Jorden, og ud fra hvilken en fuldkommen Aandsvidenskab, en renere og højere Idealisme, Moral eller Kultur end den nugældende vil blive udløst, vil Jordmenneskehedens Ernæringsbevidsthed ligeledes blive fuldkommengjort. Man vil saaledes nu i en langt større Udstrækning end tidligere komme til at lægge Vægt paa det femte Bud. Den jordiske Menneskehed er nu saa at sige saa langt fremme i Udvikling, at den bogstaveligt talt ikke kan komme længere, før den faar lært at respektere dette Bud i sin rette Overholdelse.

Da Virkningerne af enhver Form for Handling før eller senere i sit Ophavs evige Tilværelse kommer tilbage til dette og udløser sig som dræbende, lemlæstende eller kærtegnende og opbyggende, alt eftersom de i samme Forhold er udsendt fra Individet, kan intet Individ saaledes faa en absolut fuldkommen Skæbne eller blive fri for lemlæstende eller dræbende Energier, saalænge det endnu selv er Ophav til saadanne og i Kraft heraf er bunden til disse mørke Energiers Hjemstavn eller Tilværelsesplan. Man vil saaledes komme til at revidere sin Opfattelse af nævnte guddommelige Bud. Det lyder som bekendt ikke saaledes: "Du skal ikke ihjelslaa Mennesker", men udtrykkes derimod slet og ret: "Du skal ikke ihjelslaa". Det udtrykker saaledes absolut ikke nogen som helst Form for Undtagelse. Men Menneskene har ikke respekteret dette Bud i sin fulde Udstrækning og har selv i Kraft af deres endnu uudviklede Følelse og vanemæssige dyriske Begær efter Nydelsen af Blod og Kød gjort Dyrene til en Undtagelse. De slagter, dræber og lemlæster disse, ja næsten i en endnu mere mørk Form end selve Rovdyrene. Overfor disse sidstnævnte har ethvert Dyr dog sin Chance til Flugt og bliver som Regel kun overmandet ved egen Uforsigtighed. Men saaledes er Dyrene ikke stillet overfor Mennesket, thi dette har jo forlænget sine Rovdyrevner med omfattende tekniske Hjælpemidler, saasom langtrækkende Skydevaaben, Fælder o. l. Men endnu mere genialt kommer Rovdyrbevidstheden til Manifestation gennem den kunstige Opdrætning af Dyrene. Her er Dyrene allerede fanget og dødsdømt, inden de kommer til Verden, ja endog inden de er undfanget. Her er ingen Chance for Flugt mulig. De smaa Dyrebørn er allerede helt i deres Morderes Magt fra Fødslen, og alt i deres Tilværelse bliver kun baseret paa, at de enten kan blive saa godt et Trældyr eller saa god en Steg som muligt. Her har Rovdyret altsaa faaet Magt og Evne til at afklæde sig sin virkelige Ham og optræde næsten i en Engels Skikkelse som "Ven" og "Beskytter" af Dyret, for saa senere, naar den passende Lejlighed er inde, uden nogen som helst Naade eller Barmhjærtighed at overgive det til Trældom, Slagtning eller Lemlæstelse. Mennesket berøver altsaa et saadant Dyr eller levende Væsen en mere eller mindre fremtrædende Del af dets fysiske Levetid, undertiden flere Aar, blot for at dets Organisme skal udgøre – et Maaltid Mad. Dette er i Sandhed en Manifestations- eller Tilværelsesform, der er hjemmehørende i de Væseners Bevidsthed, der befinder sig paa de blod- og kødhungrende Dyrs Stadium og endnu ikke i nogen særlig Grad har følt Alkærlighedens Lue gennem sine Aarer eller i nogen væsentlig Udstrækning i det givne Felt kan betjene sig af den guddommelige Magt, vi kalder "Tænkning".

De blod- og kødædende Mennesker har altsaa en Side i deres Natur, som de endnu ikke har naaet at faa med op paa den Tænkningens og Kærlighedens Zone, hvor de i Realiteten ellers befinder sig, og som gør, at de kan smykke sig med Navnet "Menneske". Og det er dette permanente Blod- og Kødæderi, der formørker det jordiske Menneskes Tilværelse, thi Kærlighedens Sol kan umuligt skinne der, hvor Mennesket er blottet for al Respekt for det levende Væsens Ret til Livet og har gjort det til en Nydelse at eksistere paa andre Væseners Død og Lemlæstelse. Denne Nydelse maa derfor blive det udløsende Moment for den Realitet, vi udtrykker som "Helvede".

Helvede er ikke en Straffeanstalt i Form af et gloende Ildsted et eller andet Sted henne, tjenlig for en evig Forbrænding af levende Væsener, men fremtræder derimod som en her i det daglige Liv særdeles velkendt Realitet, idet al Sygdom, Sorg og Pine er Helvede. Noget andet Helvede findes absolut ikke. Da Sygdom, Sorg og Pine eller al Elendighed er Udtryk for Virkninger af udløste Handlinger, som ikke har været i Kontakt med de evige Love, i Kraft af hvilke Verdensaltet opretholdes, bliver Helvede saaledes det samme som den samlede Disharmoni i Tilværelsen. Da det jordiske Menneske jo ikke udgør et færdigudviklet Menneske, men paa mange Felter endnu er uvidende om disse evige Love, lever det i en permanent Overtrædelse af disse. Da al Overtrædelse kun kan ske igennem en fra Individet udstraalende Kraft, og da al Kraft eller Energi i Følge Livets Bog ikke kan gaa i lige Linie, men maa bevæge sig i Cirkelbaner og saaledes nødvendigvis maa komme tilbage til sit Ophav, vil den ved enhver Form for Overtrædelse udløste Energi komme tilbage til sit Ophav og berede dette en tilsvarende Disharmoni. Nævnte Ophav kommer derved til at blive Genstand eller Offer for samme Skæbne som den, det har udløst mod sine Omgivelser eller Medvæsener. Da al Slagtning, Blod- og Kødnydelse umuligt kan finde Sted uden at betyde en unaturlig Død og Rædsel for de Væsener, hvis Organismer maa ofres, kan Blod- og Kødspiseren saaledes umuligt blive fritaget for før eller senere at møde Virkningerne af denne sin større eller mindre Medskyldighed i den mod de nævnte Væsener frembragte mørke Skæbne. Da de nævnte Virkninger, fra de bliver udløste, og til de naar tilbage til deres Ophav, undertiden maa passere en umaadelig lang Passage eller Cirkelbue i Verdensrummet, er de ofte flere Hundrede Aar paa Rejse trods dette, at de bevæger sig med en Hastighed, der langt overstiger baade Lysets og de almindelige Radiobølgers. Dette betyder saa igen, at Mennesker, der i Dag er med til at slagte, fiske eller paa anden Maade dræbe Dyr, i mange Tilfælde ikke møder Hovedvirkningen af denne deres Manifestation i deres nuværende Liv, men derimod først i de efterfølgende. Her maa man jo erindre, at alle levende Væsener er evige Realiteter og saaledes har eksisteret altid, men naturligvis i skiftende Organismer eller Legemer, da disse jo bestaar af Stof og derved i Lighed med andre stoflige Realiteter, Maskiner og Redskaber, stadigt maa fornyes, idet de efterhaanden bliver gamle og opslidte. Men naar de nævnte Virkninger naar tilbage til Individet, vil de indvikle sig i dettes Udstraaling og Tilstand og derved bevirke, at dette bliver Genstand for Smærte og Lidelse. De bliver saaledes den for det almindelige jordiske Menneske usynlige eller hemmelige Aarsag til dettes Indlemmelse i Krig, Lemlæstelser, Drab, Mord o. s. v. Paa samme Maade er det store Flertal af Jordens Mennesker i deres nuværende fysiske Liv Genstand eller Ofre for Hovedvirkningerne af deres Blod- og Kødæderi i fortidige Tilværelser, samtidigt med at de naturligvis ogsaa er Genstand for Virkningerne af de øvrige Handlinger eller Manifestationer, de har udløst i fortidige Liv. Intet Væsen kan saaledes slippe fri for Virkningerne af sine ufuldkomne Handlinger. Men det er jo kun guddommeligt. Thi hvis det modsatte var Tilfældet, vilde al Udvikling dermed være standset, og Døden vilde herske i Universet i Stedet for Livet.

Det er givet, at jeg ikke her kan gaa i Detailler med selve Skæbnedannelsen og derfor maa henvise til Livets Bog. Men jeg maa dog gøre opmærksom paa, at ovennævnte ikke paa nogen som helst Maade er blot og bar Spekulationer eller Teorier, men er virkelige Kendsgerninger, idet de skæbnedannende Straaler i deres Cirkelbaner i Kraft af de højere okkulte Sanser kan følges igennem Verdensrummet og der iagttages med samme Lethed som de fysiske Realiteter kan iagttages gennem fysiske Sanser.

Foruden Hovedvirkningen er der ogsaa en Bivirkning af Blod- og Kødnydelse. Energibølgerne, der befordrer disse Virkninger, har kun meget korte Baner at gaa. De nævnte Virkninger kommer derfor til Udløsning øjeblikkelig, hvilket vil sige, at de begynder samtidigt med Fordøjelsen af de omtalte animalske Produkter. Nævnte Bivirkninger er i al Almindelighed saa at sige mikroskopiske og kan ikke mærkes, naar Produkterne hører under de saakaldte "friske Varer". Men ved den stadige Indtagelse eller Nydelse bliver de af underminerende Virkning for Organismen og er netop saa meget desto farligere, eftersom de er hemmelige eller skjulte og kun kommer til Syne i deres Kulmination i Form af organiske Sygdomme. Disse Virkninger bliver frembragt af den altfor store Difference, der er mellem "Ligstoffernes" Egenvibration og den levende Organismes Egenvibration, i hvilken de er blevet optaget som Næring. Naar denne Difference permanent bliver vedligeholdt, hvilket altsaa sker ved en permanent Blod- og Kødnydelse, vil Ligstoffernes Egenvibration tilsidst overvinde Organismens Egenvibration, og det paagældende Individ taber dermed i tilsvarende Grad sit Herredømme over Organismens Normalfunktion. Der hvor Ligstoffernes Egenvibration bliver den stærkeste, bliver Organismen forsvarsløs overfor al Invasion af Fremmedlegemer (Baciller og Bakterier), idet disses Egenvibration er i Harmoni med Ligstoffernes Egenvibration og faar saaledes intet at overvinde for at tage Organismen eller Dele af denne i Besiddelse. Og der, hvor Organismen paa denne Maade er blevet overvundet, udviser den en mere eller mindre fremtrædende livsfarlig organisk Sygdom. Og det er en saadan Underminering af Organismens Normalvibration, dels i Form af Blod- og Kødnydelse og dels i Form af narkotiske Nydelser og andre uheldige Ernærings- og Forplejningsforhold, der er den absolute Aarsag til en hvilken som helst Form for Sygdom, det være sig Tuberkulose, Kræft, Bylder, Gigt, Galdestene, Nyregrus, Overfedme, Hjærtesvaghed, unormalt Blodtryk, Blodfattigdom, Fordøjelses- og Afføringsbesværligheder e. l.

Enhver Form for narkotiske Nydelsesmidler samt Blod- og Kødnydelser vil altsaa ikke kunne finde Sted, uden at man derved befordrer sin egen alt for tidlige Død. Men et Væsen, der fremskynder eller befordrer sin egen Død er jo "Selvmorder". Ethvert Menneske, der endnu ikke er kommen i Kontakt eller Harmoni med den naturlige Ernæringskilde, er saaledes i Kraft af sin Blod- og Kødnydelse ikke alene med til at myrde sine Medvæsener, men det er ogsaa med til, om end langsomt, at myrde sig selv. Det er baade "Morder" og "Selvmorder" og kan saaledes ikke i nogen som helst højere Grad repræsentere Overtrædelsen af det femte Bud eller Undermineringen af det evige Fundament for det fuldkomne Liv: Du skal ikke ihjelslaa. Et saadant Individ er endnu Udtryk eller Repræsentant for Hedenskab og maa i tilsvarende Grad være dettes Love og Konsekvenser underkastet, bliver belastet med Sygdomme og Lidelser ganske uafhængig af, om det er "Præst", "Biskop" eller "Pave", eller hvor meget det saa end kalder sig "Kristen", "Hellig", "Omvendt", "Salig", "Rettroende" e. l. Den virkelig store Overskygning af "Den hellige Aand" eller den fundamentale Form for "Den store Fødsel" og den deraf udløste forklarede Tilværelse som "Gudemenneske" faar intet Individ, saalænge det endnu er hungrende efter andre Væseners Blod og Kød, endnu er baade Morder og Selvmorder. Og det nævnte Væsen maa saaledes i samme Tidsrum stadigt i tilsvarende Grad mangle "kosmisk Bevidsthed" eller den virkelige Evne til at "se Gud".