Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Lige så vidunderligt vederkvægende og beroligende stilhed til tider kan være – især for nogle mennesker – lige så enerverende, irriterende eller kedelig trist kan den til tider være for andre. En pludseligt opstået stilhed i en forsamling kan være højst ubehagelig, ligefrem pinlig: det er, som om den ikke hører til blandt mange mennesker, men passer bedst i ensomheden eller forholdet mellem to eller få. Der er mennesker, der forstår at tie sammen og skabe en stilhed, der er ladet med potentiel energi. Den "står stille" i luften som en atmosfære af kærlig nænsomhed, glæde, forventning eller taknemmelighed, der lidt efter lidt "siver" ind i de tilstedeværendes sind uden ord og gebærder og skaber en tilstand af velvære. Stilhed kan også i særlig grad forbindes med naturoplevelse, hvor den danner baggrund for de enkelte lyde, en fuglefløjten, et sagte vindpust, et summende insekt, bækkens pludren eller bølgernes skvulpen. Intet er smukkere for mennesker, der synes om stilhed, end i naturen at opleve fjerne menneskelige røster eller andre lyde langt borte, det forhøjer stilheden ved at bryde den: kontrasten til, at en pause i en musikalsk rytme forstærker rytmen ved at bryde den.

Uden rytme ingen stilhed og uden stilhed ingen rytme. De kortere og længere pauser i alle former for bevægelse er det, der giver livet rytme og kolorit. Nogle pauser er så små, at de slet ikke fornemmes gennem vore fysiske sanser som pauser endsige som stilhed: men hvis de ikke fandtes, ville vi slet ikke kunne opleve rytmer. Man tænker ikke på, når man sidder i biografen, at en væsentlig årsag til, at man kan opleve "levende billeder", er den, at der mellem hvert billede på filmen, der viser et stadium af bevægelse, er sorte felter, der afbryder, men som man ikke ser, altså pauser eller stilhed.

Det universelle perspektivprincip er sammen med andre kosmiske principper årsag til rytmiske oplevelser af større eller mindre stilhed og mere eller mindre bevægelse i forhold til den, der sanser og oplever. Kører man i ret stor fart gennem et landskab, oplever man, hvordan de nære ting farer forbi en, medens genstande og legemer, der befinder sig længere borte, bevæger sig tilsyneladende langsommere; og jo længere de ligger væk i horisonten, desto langsommere synes de at bevæges, ja, næsten at ligge stille. Begrebet rytme er grader af bevægelse og stilhed, og perspektivisk viser det nære os mest bevægelsen og det fjerne mest stilheden. Toget eller bilen vi befinder os i (og som kan siges at være en forlængelse af vor fysiske organisme, et tilkoblet redskab), det der er os allernærmest synes egentlig heller ikke at bevæge sig, vi ved blot, at det gør det. Altså, det aller nærmeste fornemmes som en form for stilhed, medens det nære er i stærk bevægelse, og det fjernere og fjerneste er desto mere stille, jo længere det er borte. Denne oplevelse kan sammenlignes med vort perspektivforhold til makro-, mellem- og mikrokosmos. Det aller nærmeste, som vi er "inden i", makrokosmos, har vi så nær ind på livet, at dets bevægelse så at sige ikke opleves, selv om vi ved, at det bevæger sig. Og ligesom en bil er en "stofenhed", der fører os gennem landskabet, er kloden, solsystemet og mælkevejen også "stofenheder" (selv om de er mere end det), der fører os gennem det universelle rum. For mange mennesker lyder det paradoksalt, at makrokosmos er det aller nærmeste, men vi ved dog fra egne oplevelser, at det, der er os aller nærmest eller aller tættest inde på livet af os, har vi ikke overblik over. Står man f.eks. tæt op ad en bjergvæg og stirrer ind imod den, har man ingen fornemmelse for bjergets størrelse, form eller andre helhedsindtryk, knapt nok af noget bjerg. Men man ser detaljer, man ser den myre, der kravler inden for synsfeltet, og mos og lav, der vokser i en lille revne i klippen og bevæges af vinden, så den regndråbe, der sidder på en lille gren af mos, falder ned og triller ud af vort synsfelt. Selve bjerget er her billedet på "makrokosmos", "den store stilhed". Det der foregår i vort synsfelt: myrens, mossets og dråbens bevægelser er "de nære tings hurtige rytme" eller "mellemkosmos", som vi også kan kalde: sansede legemer i bevægelse i forhold til hverandre. Og når lyset får kornene i klippen til at vise sig som en glimtende og flimrende baggrund stadig på samme sted, er det "de fjernere og fjerneste tings langsomme rytme" nær ved den "stilhedens horisont" eller "den lille stilhed", der udgøres af mikrokosmos, hvis bevægelser og rytmer er stilhed for vore sanser.

Denne billedlige sammenligning mellem den i mellemkosmos oplevede perspektivsansning af bevægelser og selve sansningen af makro-, mellem- og mikrokosmos i perspektivisk forhold kan også bruges, selv om vi siger, at den, der sanser, ikke farer af sted med bil eller tog, men sidder midt i landskabet og oplever nære og fjerne ting. Lad os tænke os, at iagttageren har standset sin vogn, er steget ud og sidder på en lille høj ved vejkanten. Nu føler han sig i endnu højere grad som "et fast punkt" omgivet af verdens bevægelser. Han gjorde det også før, da han kørte 90 km i timen, men "det nære"s, telefonpæles, de modgående bilers og andre genstandes og legemers flyven-forbi under kørselen forårsagede i længden en vis træthed i hans sind, og træthed føles altid som manglende koncentrationsevne. Koncentration – hvad er det? Kon – centrum betyder omkring midten; man samler tankerne omkring sin centrumsfornemmelse, sit JEG, hvorved evnen både til at skabe og til at opleve intensiveres, og indtrykkenes og udtrykkenes rytmer lever i dagsbevidstheden. Men bliver f.eks. indtrykkene alt for kraftige og hurtige og mange, bliver der for lidt stilhed i rytmen, kan sindet ikke "fordøje" dem, og resultatet bliver en mental "forstoppelse", hvis helbredelsesmiddel er stilhed, ro eller hvile. Nu sidder iagttageren på højen, hans tanker er adspredt, men han begynder at føle stilheden inde i sig selv. Bilerne farer forbi nede på vejen, men ikke på nogen enerverende måde, de er mere på afstand, og på en vej længere borte i landskabet kører biler med samme hastighed, men det ser ud, som om de kører langsommere. Langt borte skimtes et lyntog som et lille legetøjstog, og det er ikke just lynets fart, manden på højen fornemmer. Han ser op mod himlen, hvor skyerne driver af sted i forskellige lag og med ulige hastighed og kaster deres glidende skygger ned over landet, medens solen står højt oppe og fornemmes som et fast punkt, hvis stråler holder sammen på det hele.

Vender vi nu tilbage til vort perspektiviske forhold til makro-, mellem- og mikrokosmos, til "den store stilhed", og "de nære tings rytme" og "den lille stilhed", hvilken sammenligning kan vi da drage med manden på højen? Manden på højen kan sammenlignes med det menneske, der af og til prøver at få ro i sit sind og få bedre overblik over dets bevægelser, ja, ligefrem at få dem lidt mere på afstand. Det voldsomme, det heftige, det alt for utålmodige, det irriterede og det forvirrede sind er ikke forbundet med noget overblik, det identificerer sig selv med bevægelsen, med "de nære tings rytmer" og har foreløbig mistet forbindelsen med stilhedens verden – så meget den kan mistes, og det er aldrig helt! Stilheden anes i sindet som noget fjernt, som væsenet ikke rigtig ved, om det længes efter eller er angst for. Den føles dybt inde som både håb og frygt; men ophidselse og irritation, forvirring og depression spærrer vejen, så mennesket tror, at sindets overfladebevægelser i al deres flygtighed er hele den åndelige side ved det selv og det væsentlige i livet. Mennesker med forvirrede og ophidsede sind gør sig i den grad ét med "de nære tings hurtige bevægelser", at man kan sige, at de konstant lever, som om de for omkring på livets landeveje i stor hast uden mål, og de er ved at "revne" af indtryk, der ikke er mentalt "fordøjet", og som derfor let giver dem smerter og lidelser eller gør dem sløve over for indtryk, så der skal "skrap kost" til, for at det kan virke. Det kan man ikke bebrejde dem, de er værst ved sig selv, og de vil engang komme ud af den tilstand. De er som pinde i et vandløb, de flyder med strømmen, snart ført af én strømhvirvel, snart af en anden, snart trækkes de under overfladen, snart føres de op igen, standses af en sten og bliver hængende, indtil nye bevægelser eller genstande får magt over dem. De lader den ydre verdens påvirkninger bestemme over deres livs bevægelser og tror, at både lykke og ulykke har sin årsag i den ydre verden. Gennem en sådan livsopfattelse har mennesket ikke forbindelse med stilhedens verden, men det vil det få, det vil alle mennesker efterhånden få.

Martinus har gang på gang karakteriseret vor jordmenneskelige verden som "de dødes rige", netop fordi vi jordiske mennesker er tilbøjelige til at identificere os med materien og bevægelsen. En sådan bevidsthedstilstand er den eneste "død", som findes, hævder han; men også, at livet selv efterhånden vil læse korrektur på en sådan tilstand, så dette "ophold i dødsriget" kun bliver et midlertidigt stadium for de levende væsener. Denne tilstand er paradoksal på den måde, at vi åndeligt stagnerer, medens vi fysisk set er ved at blive svimle af fart og bevægelse. Vi farer af sted i alle mulige tekniske "forlængelser" af vor fysiske krop, maskiner, som er en velsignelse, hvor mennesket har magt over dem, men en forbandelse, hvor det modsatte er tilfældet; og det er i alt fald ikke stilheden i naturen, som opleves fra bil eller motorcykel! Indtrykkene hvirvler imod os, og det kan være en dejlig oplevelse; men er den konstant, skaber den sløvhed. Tempo i arbejdet er i vore dage ofte nødvendigt i en sådan grad, at den livsrytme og oplevelse, der skulle blive til arbejdsglæde, også er ved at forsvinde og forvandles til sløvhed over for alt andet end de penge, der kan tjenes ved tempoet. Film, TV og radio, som brugt på rette måde og med måde er geniale tekniske hjælpemidler og "forlængelser af sanserne", gennem hvilke vor mentale horisont kan udvides, udspyer ladninger af indtryk mod vore sanser, så vi bliver stopfodret med dem. Hvordan skal vi "fordøje" det? Når så oven i købet aviserne hver dag eller flere gange om dagen søger at overgå hinanden i at gøre sensationsindtryk på folk, og da meget af det, man hører, ser og læser i disse kommunikationsmidler er "fyldestof" uden åndelig næring og derfor let giver mental forgiftning, er der ikke noget at sige til, at mennesker, der samtidig har vrøvl på arbejdspladsen, i hjemmet eller på anden måde, bliver så trætte, at de har lyst til at flygte fra det hele.