Kosmos 1984/5 side 108
Mental solformørkelse
af Mogens Møller
Om at tage sig noget nær
Hvad vil det egentlig sige, at man tager sig noget for nær? Ja, naturligvis betyder det, at man er umådelig bedrøvet, skuffet eller på anden måde kommet helt ud af sin mentale ligevægt, det har vi vel alle prøvet. Men selve udtrykket at tage sig noget nær, og endda for nær? Når noget kommer for nær eller tæt ind på os rent fysisk, mister vi let overblikket over det, og desuden kan det helt tage udsynet bort, så vi ikke ser noget andet. Vi kan få noget så tæt ind på livet, at vi kun ser detaljer uden at se deres rette sammenhæng eller deres plads i den store helhed. Det er et perspektivforhold. Og på samme måde, som dette forhold gælder i den fysiske verden, gælder det også i den mentale. Der kan det også hænde, at noget kommer os så nær, at vi kun ser det og intet andet, og at vi ser det på en sådan måde, at den virkelige sammenhæng og betydning i forhold til andre ting og til helheden er helt uden for vor mentale horisont.
"Holder man en skilling op for øjet, dækker den solen", siger Søren Kierkegård, der har vi perspektivprincippet i en nøddeskal. En bagatel kan helt overskygge selve vor fysiske livskilde. Kan noget lignende også hænde i vor mentale verden? Det kan det, og det gør det gang på gang for de fleste mennesker. Det er derfor, der er opstået et moderne udtryk, man kalder "stress", et udtryk, der dækker over en tilstand, vi alle mere eller mindre kan lide under i perioder, og som for nogle menneskers vedkommende kan blive så stærk og dominerende, at de bukker under for den.
Stress
Stress er den tilstand, vi kommer i, når vi udsættes for psykiske og fysiske pres fra omverdenen. Vi føler os sløje og uoplagte, ophidsede eller deprimerede i forhold til, hvordan vort temperament er. En unaturlig træthed kan falde over os, eller en unaturlig rastløshed, vi bliver irritable over for vore omgivelser, nogle bliver alt for tavse og andre alt for talende. Man er ikke rigtigt syg, men sløj og uoplagt, træt af det hele, man synes ikke, der er noget ved noget. Denne tilstand kan føre til rigtig sygdom, når den efterhånden udløser dispositioner, som i forvejen findes i organismen, f.eks. til mavesår, astma og visse former for hudsygdomme. Man bliver også lettere forkølet og er mere modtagelig for smitte, når man befinder sig i en sådan tilstand. Der er derfor, foruden på grund af de psykiske ubehageligheder, al mulig grund til at prøve på at overvinde sine stress-tilstande, de kan nemlig overvindes, det er et spørgsmål om kosmisk eller mental kemi, og kemikeren er os selv.
En arv fra dyreriget og dens konsekvenser
Når et dyr føler sig truet, vil visse organer, bl.a. de hormonproducerende kirtler, hypofysen og binyrerne, forøge hormonproduktionen for at ruste dyret rent fysisk til den forestående kamp eller flugt. Blodtrykket øges, musklerne spændes og agtpågivenheden skærpes. Det er en afværge-proces. Noget lignende gør sig gældende, når et menneske er i fare, det er derfor, man kan springe dobbelt så højt som ellers, hvis man har en tyr i hælene, eller kan sprænge en dør i en faretruende situation, noget, man ellers aldrig ville være i stand til at gøre. Det er altså en naturlig fysisk animalsk reaktion hos dyr, også hos dyret "homo sapiens", når der er fare på færde.
Men "homo sapiens" er jo netop ikke kun et dyr med udviklede instinkter, primitiv følelse og en intelligens, der endnu ligger i svøb. Det er et væsen med degenererende instinkter, en udviklet følelse, en intelligens, der har brudt sit svøb og spirer frem mod større udfoldelse, og en intuition, der venter på at bryde frem af sit mentale hylster. Vi er ikke mere rigtige dyr, og dog hører vi endnu så meget til i dyreriget, at rent animalske funktioner dominerer vor fysiske struktur. Men det er psykiske kræfter, der forvandler os fra dyr til menneske, og der må ganske naturligt opstå konflikter i os, når disse nye psykiske processer bryder ind i de gennem utallige inkarnationer indtil genialitet og automatfunktion udviklede fysiske processer.
Noget sådant gør sig bl.a. gældende på den måde, at vor tids mennesker hovedsagelig kommer ud for psykiske chok eller sjælelige ubehageligheder, imod hvilke de ikke er i stand til at etablere en psykisk eller sjælelig afværgeproces. Den gamle fysisk-animalske afværgeproces er derimod stadigvæk automatfunktion hos dem. Det, der møder os, er som oftest bitre skuffelser, større eller mindre opgør med andre mennesker på arbejdspladsen eller i hjemmet, et arbejdstempo vi i længden ikke kan udholde, angst for at miste nogen eller noget osv. Og det går lige så vel ud over den lille handlende i sidegaden, der er angst for at gå fallit, som over finansfyrsten, der pludselig ser muligheden for ruin i en fejlspekulation. Det kan virke lige kraftigt på den unge ubemidlede pige, der som resultat af, at hun prøvede at overvinde sin ensomhed, opdager, at hun er blevet gravid, og på den forvænte bourgeoisifrue, der ser sin mand glide fra sig, og nu på sin måde må prøve at overvinde sin ensomhedsfølelse. Det kan virke lige så vel på den over- som den underordnede i deres eventuelle konflikt på arbejdspladsen, og såvel direktør som funktionær eller arbejder kan bukke under for det hårde pres, en moderne virksomheds arbejdstempo i længden kan lægge på deres nerver. Ulykker af sjælelig karakter kan ramme os alle, og det kan ske i utallige variationer, og næsten altid vil det ske, at vor organisme med sine vanefunktioner så at sige vil "misforstå" situationen og give samme fysiske reaktioner, som hvis der havde været en fysisk fare på færde.
"Misforståelsen"
Da faren er af sjælelig karakter, kommer der ingen fysisk udløsning, og den overdrevne hormonproduktion, den nervøse spænding, der skulle have sin naturlige udløsning i en fysisk anstrengelse, kamp eller flugt, kan da i stedet komme til at gøre fortræd i organismen.
Den canadiske professor Hans Selye har viet sit liv til udforskning af disse problemer. Han er i dag leder af et institut med mange medarbejdere i Montreal og har skrevet en bog, "The Stress of Life", der forklarer disse teorier på en populær måde. I det hele taget bliver man inden for den fysiske videnskab efterhånden mere og mere klar over, hvilken enorm indflydelse vor sjælelige tilstand har på vor fysiske konstitution. Flere og flere forskere begynder – som Selye og andre – at indse, at mange forskellige sygdomme, om hvilke man tidligere mente, at de var fremkaldt af en ganske bestemt årsag forskellig fra dem, der fremkalder de andre, i virkeligheden alle sammen har en fælles igangsætter: det tryk, som omverdenen øver på os, og imod hvilket vi ikke er i stand til at etablere en effektiv afværgeproces, men kommer ud af balance.
Fra animalsk til menneskelig afværgeproces
Men er det da ikke bakterier, der er årsag til de fleste af disse sygdomme? Bakterierne er en medvirkende årsag, men det er det psykiske pres, der bliver den udløsende årsag. Raske mennesker har også bakterier. Det er først, når en ydre årsag bringer forstyrrelse i hormonbalancen, at de gør skade. Det, det gælder om, er altså at opøve en evne til at neutralisere de ydre forstyrrelser, så de ikke trænger for langt ind i vort sind, ikke kommer os for nær. At opøve en sådan evne er lettere sagt end gjort, det er en ny slags afværgeproces, som ikke er af animalsk karakter, der kræves. Og her har menneskene brug for en større viden end den, den fysiske videnskab er i stand til at give, selv om den er nået langt. Her er det ikke blot fysisk, men psykisk og kosmisk kemi, der er brug for.
I de analyser om sundhed og sygdom, om hele vor tankeverdens forhold til vort legemes univers, som vil fremkomme i et senere bind af Martinus store symbolværk, der er under forberedelse, vil de forhold, som professor Selye og andre undersøger og behandler udfra et fysisk-videnskabeligt perspektiv, blive behandlet i et åndsvidenskabeligt eller kosmisk perspektiv, og det vil komme til at få den største betydning for menneskene at lære deres tankers indflydelse på de forskellige dele af organismen at kende.
Men kan der da ikke ud fra, hvad Martinus allerede har givet i Livets Bog, siges noget om, hvad man kan gøre for at etablere en psykisk afværgeproces mod stress, mod alle slags psykiske pres fra omverdenen, der til tider kommer os så nær, at vi slet ikke kan se eller tænke på andet end det, der volder os bekymringer og angst eller bringer os skuffelser, vrede, irritation og bitterhed? Det kan der, og metoden er ikke ny, den er tværtimod en af de ældste metoder blandt mennesker, og det er bønnens magt og i det hele taget det enkelte menneskes forhold til den evige Guddom.
Den mentale afværgeproces
"Nå, er det helbredelse ved bøn og mirakler, vi skal ind på", vil en og anden sige, og så er man straks inde på det overnaturlige og mystiske, og det skal vi ikke. Jeg vil dog lige her anføre, at den, der ser med meget stor skepsis på, at noget sådant overhovedet kan finde sted, bør læse den kendte forsker Alexis Carrells to små bøger "Bøn" og "Rejsen til Lourdes". Det er ikke mirakler, men tankekraft vi skal ind på, vor egen tankekraft. Vi ved godt, at Søren Kierkegårds skilling ikke var større end solen, og at det kun er på grund af perspektivprincippet, den kunne lave solformørkelse for ham. Men det samme gør vi selv gang på gang rent mentalt, når tingene går os for nær! Så lader vi dem skygge for og formørke selve vor mentale livskilde, den evige Guddom, vi laver mental solformørkelse. Den form for bøn, der er en koncentration på "Du, som er i himlene" om hjælp til – ikke at blive fri for – men at klare vanskelighederne, er i sig selv en mental afværgeproces, der kan fjerne stress og nervøsitet fra vort sind og som skaber mentale energikombinationer, der er livgivende og ikke nedbrydende.
"Ja, men jeg har glemt, hvad det vil sige at bede", siger man, "og jeg tror jo ikke på en personlig Gud, og hvem skal man så bede til?"
"Du, som er i himlene" er naturligvis ikke nogen begrænset person, men derimod indbegrebet af al personlighed i universet, det univers og den Guddom, hvori vi lever, røres og er. Det er den mentale sol, den livgivende kraft i universet, og har vi i alt, hvad vi oplever i hverdagen, inderst inde tanken rettet mod denne kraftkilde, som vort eget Jeg er ét med, da er det utroligt, hvad et menneske kan bære åndeligt som legemligt uden at miste håb eller tillid. Den lykke, mennesker er på jagt efter og søger så mange steder uden at finde den, ligger i den kontakt, der er kilden til sundhed og livsglæde.
Også når det drejer sig om vort forhold til andre, gælder det, at man ikke skal tage sig deres sorger og lidelser for nær. Lyder det hårdt og koldt? Kun for den alt for følelsesbetonede. Man bør tage sig dem så nær, at man kan række en hjælpende hånd, men den, der tager sig dem for nær, skaber også mental solformørkelse og får stress og bliver dermed en dårlig hjælper.
Intet må skygge ind i vor sjæls inderste, "det aller helligste", eller "teltet", som araberne kalder det, hvor vi er alene med Gud. Derfra vil hjælpen altid kunne stråle ud og give os kraft til at overvinde vore vanskeligheder og hjælpe andre over deres uden stress.
Tilbage til artikelregister
Forrige