Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

(Foredrag afholdt i Martinus Instituts foredragssal søndag, den 23. oktober 1955).

 

Bag enhver bevægelse eksisterer der kraft. Uden kraft vil ingen som helst bevægelse kunne finde sted. Derfor vil alt, hvad der eksisterer og kan opleves direkte med sanserne, være en manifestation af kraft. Det er ligegyldigt om det er solens skin, eller det er fortidens svageste tranlampe. Det er ligegyldigt om det er dyrenes brølen, eller det er vingesuset fra et lille insekt. Det er ligegyldigt om det er et menneskes kærtegn, eller det er førelsen af dets morderiske dolk. Det er ligegyldigt om det er dets dødsskrig eller det er dets hjertets puls. Det er ligegyldigt om det er hadets lynende øjne, eller det er kærlighedens alttilgivende milde smil. Alt er kraftmanifestationer. Men når alt er kraftmanifestationer, så er menneskets dagligliv således også en kraftmanifestation. Dets tale og væremåde er en manifestation af kraft. Men kraft kan kun udløse sig i form af bevægelse. Bevægelse kan igen kun eksistere som en reaktion af kraft. Det er denne reaktion vi ser. Kraften selv er i sin egen natur utilgængelig for sansning. Når et jernbanetog suser forbi os hen ad skinnerne, er det ikke kraften vi ser, men reaktionen af kraft. Vi ser toget bevæge sig henad skinnerne. Toget selv er ikke kraften, men noget der holdes i bevægelse af kraften. Således vil kraften altid – ligesom tiden – være noget, der er uløseligt til stede i alt, hvad der direkte kan sanses, hvilket igen vil sige i alt, hvad der kan sanses. Det, der ikke kan sanses, kan lige så lidt være en manifestation af kraft, som det kan være en manifestation af tid. Når alt således er en manifestation af kraft, bliver kraft således en generalfaktor i tilværelsen. Hele vor tankegang og væremåde er en manifestation af kraft, og en manifestation af kraft er således det samme som kraftens reaktion. Men kraften er ikke det højeste "noget" i tilværelsen. Det kan kun dét være, der behersker kraften. Er kraften da behersket? Ja, al kraft i naturen er lovbundet. Dens reaktioner, hvilket altså vil sige alle de skabte foreteelser, vil altid i deres slutfacit være til glæde og velsignelse for levende væsener. Det gælder klodens forvandling fra sin glødende og flammende ildtilstand til dens nuværende glimrende tilstand som beboelig verden for udviklede mennesker, lige så vel som det gælder de modne vindruer, æbler, appelsiner og andre spiselige frugter. Hvis den kraft, af hvilken klodens og de nævnte frugters tilstand er en reaktion, ikke havde været lovbundet, hvorledes skulle så kloden såvel som frugterne være blevet til den velsignelse for levende væsener, som tilfældet er? – Hvis den kraft, som ligger bag ved menneskelige frembringelser eller skabelser såsom tilblivelse af huse, maskiner, beklædnings- og brugsgenstande, ikke havde været lovbundet, hvordan skulle de nævnte ting da have fået netop den form, de har fået, og som gør dem til nyttegenstande? – Hvis den kraft, af hvilken alle de funktioner, der finder sted inde i det levende væsens organisme, er et resultat, ikke var lovbundet, hvordan skulle disse funktioner være blevet til eller kunne holdes i netop den funktions- eller bevægelsestilstand, der betyder livet for organismens ophav. Men hvorledes kommer denne lovbundethed da i stand? – Vi ser, at lovbundetheden er reaktionen af en anden form for kraft. Kraft kan kun ændres ved kraft. Ved en stærkere kraft kan en mindre stærk kraft overvindes eller bindes. Men hvis der bag den stærkere kraft, ved hvilken de mindre stærke kræfter bliver bundet, så de resulterer i alle de livsbetingende skabte foreteelser, såsom klodens forvandling og betingelserne for vegetabilsk og animalsk livsoplevelse, ikke eksisterede logik, hvilket igen er det samme som absolut fornuft eller hensigtsmæssighed, ville kræfterne jo aldrig være blevet til velsignelse og mulighed for livsoplevelse for levende væsener, som tilfældet er. Uden fornuftmæssig båndlæggelse af kræfterne ville deres reaktioner absolut kun udvise tilfældighed i reaktionerne, hvilket igen er det samme som kaos. Men i naturens skabelser eller båndlæggelse af kræfterne ser vi aldrig i nogen som helst situation tilfældighed. Det er en total umulighed i naturens skabelse. Er ikke vor organisme udført til fuldkommenhed i selv de allerfineste detaljer, – ikke blot i de organer vi kan se, såsom hjerte, lunger, lever, nyrer, kirtler, men ligeledes sanserne: syn, hørelse, lugt, smag etc. – Tror man, at det er tilfældighed, der har ledet kræfterne bag de nævnte organer til et så gigantisk logisk samarbejde som hjulene i et urværk? – Er det ikke en kendsgerning, at et urværk umuligt kan bygge sig selv eller være et resultat af kræfternes tilfældige sammensætning? – Men hvordan skulle da det levende væsens organisme, som er en langt mere gigantisk sammensætning af kræfter end et urværk, kunne være et produkt af tilfældighed? – For ikke at tale om den gigantform for ledelse af kræfterne, der har formet klodens forvandling til at opfylde livsmulighederne for os? Nej, alle vegne, hvor kræfterne er til glæde og velsignelse for levende væsener, er de logisk bundne, hvilket igen vil sige et resultat af logisk tanke. Logik er nemlig det samme som planmæssighed. Men planmæssighed kan kun eksistere som sammensatte tankerækker, i kraft af hvilke planmæssigheden er opstået. Men planmæssighed kan igen kun eksistere som et levende væsens ønske eller begær. Vi kommer således her til at se, at der ligger tankefunktion bag klodens eller naturens skabelsesprocesser, akkurat ligesom der ligger tanker, ønsker og begær bag de skabelser mennesket udløser, såsom huse, broer, maskiner, befordringsmidler, fødevarer, beklædningsgenstande etc. – Er de ikke alle udtryk for forudgående ønsker, begær og hensigter? – Vi kommer altså her til at se, at der bag alle kræfter i verdensaltet ligger bevidsthed, hvilket vil sige tankegang, begær og vilje. Vi ser således her, at der forekommer to slags skabelser i verden, nemlig den menneskelige skabelse og naturens skabelse. – Naturens skabelse er den mest logiske, medens der er mange logiske brist i den menneskelige skabelse. Ved en logisk brist i skabelsen forstås her det samme som, at båndlæggelsen er bristet. Men der hvor båndlæggelsen eller menneskets logiske beherskelse af kræfterne er bristet, er kræfterne uden kontrol og kan da kun udløse sig i kaos, der altid betyder det samme som uden hensigt, uden viljeføring, men tilfældighed. Når menneskene endog handler således, at de ødelægger deres organisme ved laster og tilvænning til dødbringende begær, vil det altså sige det samme som, at mennesket her mister sin magt til at binde kræfterne logisk. Men det betyder jo så igen, at større eller mindre livsbetingende kraftudløsninger i deres livsfunktioner overgives til tilfældighedernes spil. Og der, hvor der før var sund organudløsning grundet på kræfternes logiske bundethed, er der nu kaos og tilfældighed grundet på kræfternes ubundethed. Og en tilsvarende del af menneskets organfunktioner, det være sig i selve den kødelige organisme, eller det være sig i den psykiske del af menneskets struktur, bliver herved defekt. Alle sygdomme er udelukkende udtryk for en sådan defekt, hvad enten det er psykiske eller det er legemlige. Men en defekt manifestations- og oplevelsesevne kan kun give et defekt resultat. Og mennesket, som skal leve mellem andre mennesker, kan altså her kun opleve samlivet med disse andre mennesker og omgivelser i en defekt form. Og det er denne defekte form, der er menneskenes store gene i dag, nu mere end nogen sinde før. De kæmper med en verden af sygdomme. De kæmper med en mangfoldighed af andre former for lidelser. Den fundamentale del af denne kamp har udløst sig i ligefrem massemyrderier af medmenneskene. Og en udvidelse af denne evne til gigantiske højder har det jordiske menneske skabt i kraft af sine atomvåben. Dele af menneskeheden kæmper med valutavanskeligheder, andre dele af menneskeheden kæmper for bevarelsen af monopoliseringen af livsgoderne. Andre dele går til grunde i fattigdom, amoral og nedværdigelse, medens andre dele går til grunde i rigdom med dens overdrevne luksus, frådseri og lediggang. Andre dele af menneskehedens dagligliv går til grunde i perversiteter eller sjælelige afsporinger, lystmord, psykopati og sindssyge. Hvad er årsagen til alt dette? Årsagen er slet og ret manglende logik i styringen af livskraften. Livskraften er kommet udenfor menneskets kontrol. Store dele af dets daglige liv, og hermed også dets tankegang og væremåde, føres kun af tilfældighed og kaos. Men hvordan kan man holde sig sund og fri af sygdomme, — hvordan kan man være garanteret mod andre menneskers vrede og bitterhed, – hvordan kan man selv opretholde en normal livsoplevelse, hvilket vil sige sund glæde og velvære ved at være til, når den binding af kraften, som befordrer dette velvære, er ude af kontrol, og denne kraft her kun ledes af tilfældigheder. Livskraften er i alle væseners fysiske kroppe fra fødselsøjeblikket til dødsøjeblikket. I fostertilstanden og igennem barneårene, indtil væsenet selv bevidst overtager føringen, er væsenet ført ved instinkt, hvilket igen vil sige ført ved naturens egen logiske binding af kræfterne. Og så længe instinktet fører, er alt fuldkomment. Men der, hvor væsenet selv har overtaget føringen med hensyn til, hvad det skal spise, hvordan det vil leve, hvordan det vil være overfor andre væsener, mennesker, dyr og planter, dér er det overdraget væsenet selv at binde kræfterne til fordel for en normal levevis og tilværelse. Men her er det, at genvordighederne opstår. Mennesket er ikke udviklet nok, hvilket vil sige, at dets logiske sans på det rent kropslige og psykiske område ikke er så fremragende, at det med den kan garantere sig selv en fuldkommen logisk båndlæggelse af sin medfødte livskraft. Og der, hvor logikken brister, træder tilfældigheden til. Og der hvor tilfældighederne eller en fejlagtig opfattelse hersker, der styrer mennesket sin livskraft i blinde, selv om det tror, at det handler i fuld overensstemmelse med virkeligheden, hvilket vil sige fuldkomment. Men dér hvor livskraften ikke er underkastet den logiske binding, dér bliver den til dødskraft. Og vi ser, at millioner dræbes af deres egen livskraft, fordi den er blevet til dødskraft. En masse mennesker går i dag rundt og lider under, at en stor del af livskraften er blevet til dødskraft, og kun en lille del af den er blevet bevaret som livskraft.

Hvordan kan man nu se, hvor meget der er dødskraft, og hvor meget der er livskraft af den medfødte oprindelige livskraft? – Det kan man se på de områder, hvor væsenet er i strid med naturens skabemetode. Naturen, hvilket i virkeligheden vil sige Gud, taber aldrig kontrollen over sin livskraft, og derfor bliver alt, hvad naturen skaber, urokkeligt i sit slutfacit til glæde og velsignelse for levende væsener. At denne logik må være den eneste, der kan fjerne kaos og tilfældighederne og dermed katastroferne fra al tilværelse, turde vel være selvfølgeligt. Men det levende væsen er noget af Gud, noget af skaberen, og mennesket er det væsen her på jorden, der er længst fremme i dette forhold. Derfor er det blevet frigivet til at lede livskraften i sig selv. Og når det leder livskraften så dårligt, at det taber kontrollen over den, og kraften derved bliver til dødskraft, så skyldes det i virkeligheden kun, at det ikke er udlært i at manøvrere med livskraften. Det er ikke udlært i at binde livskraften til fordel for livet, og derfor bliver den til fordel for døden. Menneskene kan altså ikke bebrejdes denne deres ufuldkommenhed. Men vi ser jo, at de gerne vil lære, når de begynder at opdage denne deres ufuldkommenhed. De skal lære at tænke logisk, lære at skabe logisk. Er det ikke det, vi ser, når der er tale om de store tekniske og kemiske skabelsesprocesser? Skal man ikke her studere i flere år for at tilegne sig den logiske tænkning, i kraft af hvilken man kan binde de materielle kræfter, så de bliver nyttige og udelukker de logiske brist? Den logiske tænkning bag skabelsen garanterer, at huse, skyskrabere, broer og fabrikker ikke styrter sammen, og ligeledes at kemikalierne i den moderne kemi ikke sammensættes, således at de sprænger laboratorierne i luften eller på anden måde bliver livsfarlige for menneskene. At væremåden overfor medvæsenerne og indstillingen til dagliglivet ligeledes må være logisk, bliver her synligt som selvfølgeligt. Hvordan skulle man kunne opleve et fuldkomment forhold til sine medvæsener, hvis ens væremåde ikke er logisk, men er en samling ubundne kræfter, der er farlige for medvæsenerne? Medvæsenerne må da nødvendigvis reagere overfor denne kraftudløsning, idet de ser, at den er dødbringende eller livsødelæggende for dem. Kun væsenet selv kan ikke se, at hans livskraft er blevet til dødskraft både overfor ham selv og for andre. Der hvor vi tænker i bitterhed og vrede, der hvor vi ønsker at pine eller påføre vor næste ondt, – der hvor vi bagtaler ham for at skade ham, – der hvor vi lever på hans bekostning, – der hvor vi hellere vil lade os tjene end selv at tjene, – der hvor vi ikke tilgiver vor næste, – der er vor livskraft blevet til dødskraft både for os selv og vor næste. Den kan umuligt skabe glæde og velvære for os selv, ligesom den heller ikke kan skabe glæde og velvære for vor næste. Endnu længe før livskraften er kommet til blodet og de fysiske organer, er den jo begyndt i vort inderste væsen, som også består af organer. Herinde i vor egen organisme er den også dødbringende. Og således bliver den dødbringende i blodet og sygdomsbefordrende i den fysiske organisme, og dernæst bliver den så udløst overfor vor næste og bliver ligeledes her livsnedbrydende eller dødbringende. I henhold til det, jeg her har forklaret, vil man altså kunne se, at livskraften er det fornemste medfødte gode. Men den fordrer logisk bundethed, således at den kan blive ved med at være livskraft. Al sygdom og al ulykke og lidelse, alle ulykkelige skæbner, åbenbarer den tilsvarende defekt og ubunden livskraft. Væsenet er blevet et dødsvæsen i stedet for et livsvæsen. Derfor bliver Kristi ord: "Du skal elske Gud over alle ting og din Næste som dig selv", således her videnskabeligt synligt som alle loves fylde. I samme grad som denne kærlighed mangler, i samme grad er vedkommende menneskes livskraft blevet til dødskraft. I samme grad som det hver morgen vågner og af hele sit hjerte vil være til glæde og velsignelse for levende væsener, i samme grad får det en hundrede procent livskraft, der igen betyder tilsvarende sundhed på sjæl og legeme, betyder salighed, livsglæde og kærlighed, betyder indvielse eller "den store fødsel". Det er blevet ét med Gud.