Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det jordiske Menneske befinder sig altsaa paa et Stadium, hvor det ikke mere helt er "Dyr" og heller ikke er naaet til helt at blive "Menneske". Det hører ikke mere helt til det Rige, hvorfra det oprindeligt er udgaaet, og kan derfor heller ikke mere helt indordne sig under dets Love. Det er derfor heller ikke i Harmoni med disse Loves Repræsentanter "Keruberne". Til "Keruberne" hører jo alle de Væsener, der er Forkyndere og Fortolkere af hel eller delvis "dyriske" Traditioner, hvilket igen vil sige, Fortolkere af en Moral, der tillægger Forsynet eller Guddommen Vrede, Had, Hævn- og Straffelyst, gør overmægtige politiske Mordere, Erobrere og Undertvingere til Helteskikkelser, gør Væsener, der ikke mere hælder til eller tror paa de gamle autoriserede Idealer og Moralbegreber, til "forbandede", ja, "evigt fortabte" Væsener, til "Djævelens Børn", til Aspiranter til "Helvede", til Udsmidning i det "yderste Mørke, hvor der er er Graad og Tænders Gnidsel", til en "evig Ild"s nagende Martring til Fryd og Glæde for dem, der igennem de autoriserede Moralbestemmelsers Overholdelser, ved formentlig "Naade" og "Syndsforladelse" er blevet "frelste" Væsener, er blevet "Guds Børn", er blevet berettiget til Titulationen "Vi hellige" og som saadanne naturligvis maa gaa langt uden om "Djævelens Børn". Og Krigens Grundlag er dermed stadigt blomstrende.

"Adam" og "Eva" er altsaa i Form af det "moderne Menneske" kommet saa langt bort fra sit oprindelige Rige, og Guds Skabelse af "Mennesket" er blevet saa fremskreden, og "Indblæsningen" af den guddommelige "Livsaande" saa effektiv, at nævnte Væsen er blevet meget mere "levende", ja, saa "levende", at det "nye Liv" ikke nær kan faa tilstrækkeligt Afløb gennem de oprindelige ordinære "dyriske" Traditioner, Metoder og Principper. Det kæmper ikke mere med aabenlyse, synlige, naturlige Vaaben: Tænder og Klør. Det kæmper ikke mere ved sit eget Legemes naturlige medfødte Kraft. Og dets Mordlyst er ikke mere motiveret af en absolut Livsbetingelse. Det dræber ikke udelukkende af Sult og Selvforsvar. Den tilegnede Merbevidsthed har fuldkommengjort og forstærket dets Mord- eller Drabsevne Tusinder og atter Tusinder af Gange. Og det afviger fra sin tidligere Tilstand eller fra sine nuværende "dyriske" Stammefrænder derved, at det ved enhver Lejlighed og i enhver Situation har til Maal at aflive, undertrykke, baste og binde. Det dræber af Had, det dræber af Misundelse, det dræber af Forfængelighed, det dræber af Ærgærrighed, Havesyge, Magtbegær, det dræber af Nedtrykthed, det dræber af Glæde. Mordprincippet er blevet en Sport, er blevet en Forlystelse. Er det ikke Mordprincippet, man har til Underholdning i de fortidige Gladiatorkampe og Menneskets Kasten for de vilde Dyr? - Og er det ikke det samme, der gaar igen i de moderne Tyrefægtninger og Hanekampe visse Steder paa Kloden? - Og er det ikke Mordprincippets Glædesudbrud, der lyder til os gennem de store Klapjagters Valdhorn og Hundeglam? - Er det ikke det samme, der aabenbares os gennem Begrebet "Lystfiskeri"? - Og hvad er de store Sportskampe andet end Mordprincippets Manifestation i fortyndet Form, tværet ud i svage Dønninger? - Fyldes de store Kæmpehaller og Sportspaladser Verden over ikke af Menneskenes Trang til at se Kamp? - Rystes Huset ikke af Mængdens Jubel, naar den eller den af dens Favoriter har slaaet Modstanderen, om end ikke ihjel, saa dog bevidstløs eller gjort ham ukampdygtig? -

Jo, al Kamp er Mord; men Mord behøver ikke altid at udgøre de Hundrede Procent, der er den visse Død. Et Væsen kan ogsaa bare være slaaet halvt ihjel, og Mordet udgør da halvtreds Procent. Enhver legemlig Skade, der paaføres et Væsen af et andet, vil saaledes altid uundgaaeligt udgøre saa og saa mange Procent Mord. Og det levende Væsen er her paa sin Vej fra "Dyr" til "Menneske" naaet frem til et Stadium i Udviklingen, hvor det gør de overleverede Fabler om "Djævle" til realistisk Kendsgerning. Er Væsener, der ved at røve, plyndre, myrde, dræbe, skænde, ødelægge, spreder Sorg og Rædsel, Invaliditet og Sygdom i sine Fodspor, uden at det paa nogen Maade er en Livsbetingelse, men udelukkende kun er baseret paa de førnævnte lavere Bevidsthedstendenser: Egoisme, Magtbegær, Forfængelighed og Mordforlystelse, ikke Tilværelsens sande "Djævle"? - Tror det jordiske Menneske, at det kan frigøre sig fra denne sin Identitet, saalænge det i Lande, hvor Jordbunden er skabt til at kunne bugne af herlige vegetariske Produkter, der er det vordende "Menneske"s absolut eneste naturlige og drabsfri Føde, (se min Artikelserie "Den ideelle Føde" i Kosmos, Aargang 1933), omskaber denne Jordbund til pigtraadsafspærrede Fangelejre eller Opdrætningspladser, tjenlige for kunstige Fedningsprocesser af fremskredent udviklede "Pattedyr" for at gøre disse dets nære Stammefrænder tjenlige til kommende Suppegryder, Ædegilder og Højtidsmaaltider, som man blodtørstig og kødhungrende blandt andet indleder med "Her komme Jesu dine Smaa", og bedøvet af Spiritus og Tobak, overmæt af Blodpølse, Ribbenssteg, Gaasesul og Grisesylte afslutter med "... skøn er Sjælenes glade Pilgrimsgang o. s. v.". -

Er det ikke en Parodi paa Helligholdelsen af Festen til Ære for Afskaffelsen af det dræbende Princip eller for Udviklingen af Overholdelsen af det femte Bud, der er "Djævle" værdig? -

Tror man de blomsterfyldte Enge, de grønne og gule bølgende Kornmarker er paradisiske, saalænge de er det bærende Fundament for de himmelstræbende tekniske Mordpaladser, vi kalder "Slagterier"? - Eller gør det Sagen bedre, at de samme skønne Omraader bliver gjort til Skuepladser for Dødningedanse, Eksplosioner, Granatild og Invaliditetsfrembringelse en gros? - Er det ikke et Spil mellem "Djævle"? - Er de dødbringende Giftgasser ikke "Helvede"s Atmosfære, der besudler de sollyse Vange? -

Og er Atmosfæren bedre inde i de jordmenneskelige Organismer eller kødelige Legemer? - Er disse ikke i stor Udstrækning fyldt med svære Sygdomme? - Er ikke mange lidende af "Galdesten", "Blæresten", "Nyregrus", "Forkalkninger" etc.? - Er det ikke en Forvandling af de indvendige Egne, der skulde være skønne Græsgange, Ernæringskilder og Tumlepladser for livsbetingende Mikroindivider, Celler, Molekyler, Blodlegemer og Nerveenheder o. s. v., til Stenørkener? - Hvordan skal de smaa mikroskopiske Væsener, der tilsammen udgør de normale livsbetingende Vædsker, Safter, Sener og Muskelstof her finde Næring, Passage og Virkemuligheder? - Bliver Sundheden i en saadan Organisme ikke en Parodi paa den normale Tilstand, der er en raffineret Ødelæggelsesdæmon værdig? - Og hvor kan det jordiske Menneske undgaa at være identisk med en saadan Dæmon, saalænge det skødesløst opsummerer i sit Legeme de mærkværdigste Ting, som ikke har noget som helst med Føde og Ernæring at gøre? - Hvorledes skal det levende Liv i Legemet, der skal have frisk Luft igennem Lungerne, blive sundt og levedygtigt, saalænge Legemets Ophav forlyster sig med at forpeste Luften i de Lokaler, det skal opholde sig i, med tykke uigennemsigtige giftige Taageskyer af særligt udspekulerede Tobaksraffinementer? - Hvorledes skal Ernæringspassager, Mavesæk og Tarmkanaler beholde deres Førlighed eller Naturlighed, naar de tvinges til at befordre mægtige Kvanta af særligt raffineret udtænkte Blandinger af ætsende Giftvædsker af Alkohol, der kun har det tilfælles med de naturlige Drikkemidler, at de er flydende? - Hvorledes skal den jordmenneskelige Organisme bevare sin oprindelige vidunderskønne Tegning, Plastik og Charme, naar dens Ophav ikke mere nøjes med at spise paa Grund af Sult, ikke nøjes med at drikke, fordi det er tørstig, men derimod har gjort hele Næringsindtagelsen til et Forlystelsesspørgsmaal? - Hvad er Desserter, naar de serveres som tredie, fjerde eller femte Ret? - Er de Retter for sultne? - Er de ikke netop i nævnte Tilfælde Retter for mættede? - Er det ikke derfor, de er fremstillede ekstra søde og lækre? - Er denne deres ekstra Tilstand ikke netop beregnet paa at friste den overmættede til at nedsvælge i sig endnu en Portion, skønt Mave og den normale Appetit egentlig forlængst har meldt Stop? - Jo, Desserten er ikke beregnet for den sultne, er ikke beregnet for den tomme Mave som naturnødvendig Føde, men er derimod særligt fremstillet for at behage Smagen. Og dens Indtagelse kan derved blive indtil en Hundrede Procents Forlystelse. Og denne Forlystelse, i Forbindelse med alle det jordiske Menneskes øvrige unaturlige og dræbende Forlystelser og vanemæssige Uhyrligheder, omskaber efterhaanden nævnte Menneske til et sygt Væsen, der kræver Aandssvageanstalter, Hospitaler, Fængsler og Krigsskuepladser for sin "moderne" Fremtræden, og hvis Vej gennem Livet derfor stadigt er besudlet med Blod, Fornedrelse og Lemlæstelse, med Graad, Dødskvaler og Invaliditet. -

Nej, de jordiske Mennesker er ikke rigtige "Dyr" og ikke rigtige "Mennesker". De udgør bastardagtige Overgangsvæsener mellem disse to Generallivsformer og repræsenterer eller opfylder saaledes den "halvdyriske" og "halvmenneskelige" Tilværelsesform, der retmæssigt gennem Tiderne i Sagn og Eventyr er blevet opfattet som Basis for de menneskefjendtlige Væsener, vi har lært at kende under de fra Fortiden overleverede Begreber "Trolde" og "Djævle". - Hvem skulde disse Sagnfigurer ellers være? - Hedder det ikke om disse, at de er Ophavet til alt, hvad der er Ondt, alt, hvad der er Lidelse, alt, hvad der er mentalt Mørke? - Men hvem kan overtrumfe det jordiske Menneske i Opfindelse og Manifestation af Grusomheder eller Befordringen af det dræbende Princip udenfor Livsbetingelsens retfærdiggørende Glorie? - Og er vi ikke netop igennem nærværende Analyser blevet Vidne til, at det samme Væsen, gennem sin højst ufærdige Levemaade, sine unaturlige Begærs Tilfredsstillelse, er sin egen største Fjende, ja, en Fjende der end ikke engang kan vente paa sit Offer til det er født, men endog forfølger og dræber det i Moders Liv og lovpriser denne Uhyrlighed som glimrende Udtryk for "højmoralsk", "intellektuel" Kultur? -

Og hvor er "Helvede", dette "Djævlene"s og "Troldene"s Hjemsted, mere realistisk og drastisk, manifesteret eller virkeliggjort end paa de jordmenneskelige Slagmarker eller Krigsskuepladser? - Er det ikke et Syn af Mænd i Laser og Pjalter, fyldt med alskens Utøj og Svinskhed, tumlende rundt i Søle og Ælte, lemlæstede og saarede, raabende og skrigende, døende og rallende midt i Kugleregn, Granatild og Flammekastere, med Himlen formørket af deres egne frembragte kunstige Dødsfugle, flyvende Vulkaner, med Jorden besudlet af Bjærge af Lig, afrevne Lemmer, blodige Hoveder, Arme og Ben, med Atmosfæren ladet med kvælende Dunstarter, Svovldampe, Giftgas? - Hvor findes der større Udløsning af tragiske Livsskæbner, hvor bliver der gjort flere Børn faderløse, hvor er der flere Forældre, der mister deres Sønner, hvor er der flere Hustruer, der mister deres Mænd, hvor er der unge forlovede Par, der i større Maalestok faar deres Fremtidshaab slaaet mere brutalt i Stykker, og hvor har man i større Stil set unge Mænd maattet drage deres sidste Suk mere ensomt og fjernt fra alle deres Kære, deres blegnende Kinder og bristende Blikke mere fjernet fra ethvert deltagende Kærtegn, end netop i den jordmenneskelige Krigsgalskabs Kulmination? - Er det ikke "Helvede" i Renkultur? - Er det ikke en mental Udfoldelse, der opfylder alle Betingelser for Titulationen "Djævlebevidsthed"? -

Nej, tro endelig ikke formeget om dig selv, du det tyvende Aarhundredes saa højt lovpriste "moderne" Menneske. Du er ganske vist naaet meget langt bort fra det ordinære "Dyrerige", naaet langt bort fra den oprindelige "Paradisets Have"; men du er endnu ikke et virkeligt "Menneske". Hele din materielle Viden og tekniske Kunstfærdighed og Skabekraft er endnu kun "sort Magi", saalænge den har Død og Invaliditet til Facit. Du er kun hævet over "Dyret" ved at være bastet og bundet til - "Troldenes Rige". Du er endnu den grove Lerklump i Skaberens Haand. Det vordende virkelige "Menneske"s guddommelige Træk er endnu kun synlige i sin første grove Antydning, er endnu i Virkeligheden kun en Karikatur paa det, det engang skal blive: "Guds Billede efter hans Lignelse". -

Da det jordiske Menneske saaledes under sin Omskabelse fra "Dyr" til "Menneske" befinder sig paa et Stadium, hvor dets Handlemaade er "sort Magi", hvilket vil sige, er Befordring af det dræbende Princip uden paa Basis af tvingende Livsbetingelse, men derimod paa Basis af Uvidenhed, Slendrian, Begærlighed, Hævngerrighed, Forfængelighed og Forlystelse, og nævnte Væsen dermed i tilsvarende Grad kun er at udtrykke som et "Djævlevæsen", hvilket igen vil sige en lidelsesfrembringende Enhed, er det givet, at en Gruppe af saadanne Enheder tilsammen kun kan skabe et Lidelsesterritorium, hvilket altsaa er det samme som "Helvede". De jordiske Mennesker, i deres ufærdige Tilstand, udgør altsaa hver især en af de Enheder, af hvilke "Helvede" er bygget op, paa samme Maade som Vandmolekyler hver især udgør en af de Enheder, Vandet eller Oceanet er bygget op. Den jordiske Menneskehed har saaledes allerede i Aartusinder udgjort "Helvede" paa Jordens Kontinenter, været et samlet Legeme bygget op af blot og bar lidelsesfrembringende Enheder. Men et Legeme, bygget op af saadanne ødelæggende Enheder, maa jo tilsidst blive lemlæstet, undermineret, sygt og lidende, blive fuld af Ufred, Disharmoni, Katastrofer og Rædsler. Og er det ikke netop dette, vi ser er Tilfældet med den jordiske Menneskehed? -

Jo, "Adam"s og "Eva"s Passage gennem den jordmenneskelige Tilstand er en Dødningedans gennem et mentalt Kæmpeoceans yderste Brænding. "Dyreriget"s forstærkede Traditioner, de store Valpladser, Revolutioner og Borgerkrige, Forretningsverdenens camouflerede Røveri, Plyndring og Vareaager, og Krigsoprustningernes Forarmning af Landene og den heraf følgende Nedbrydning af Nerver, Sundhed og Velvære, er de fraadende Bølger i hvilke "Flygtningene" fra "Dyreriget" skal opleve et sidste Billede af denne deres fortidige "Paradishave"s yderste Konsekvenser, skal indprentes et sidste uforglemmeligt forstærket Indtryk af Kulminationen af en Væremaades Disharmoni med Livets urokkelige Love. Og det er i disse overvældende mentale Naturkræfter, at det moderne Menneske i Form af Karikaturerne: "Trolde" og "Djævle" holdes Stangen. Det er i disse bloddryppende, fraadende Traditioners svære Dønninger, det kastes hid og did, raaber og skriger sine gudløse Ideer ud og opdager enhver Væremaades Tilintetgørelse, der ikke hviler paa Kendskabet til Skaberens evige Bestemmelse. Det er her, den "forlorne Søn" opdager sig selv, opdager sin egen indbildte "store Viden"s Lidenhed, dens Kollision med Livets evige Planmæssighed. Det er her, at Opdagelsen af en Guddoms Uundværlighed bliver levende, bliver logisk, bliver Videnskab og dermed aabenbaret som det eneste absolut "Faste Punkt" i al Tilværelse.

Og gennem "Keruberne"s, gennem de gejstlige Autoriteters, gennem de gængse religiøse Sekters Fordømmelse til, og Forjættelse om, "evig Fortabelse", gennem Kammeraternes, Vennernes Ironi, Haan og Spot, gennem Larmen af fraadende mentale Styrtsøer af enhver Art, svæver den druknendes lønlige "S. O. S." ud i det ukendte Rum. Og se, bag enhver Brænding er der en Kyst. Og bag den uhyre mentale Brænding skimtes umaadelige sollyse Strande. Et Rige som "ikke er af denne Verden" opfatter Signalet. Og den druknende Menneskehed træder ind i en ny Fase. Her begynder dens første Møde med en Verdensgenløsning.

"Dyret" er, ved sin Omskabelse til "Menneske", altsaa her endnu kun naaet til et Stadium, hvor det, i Form af det jordiske Menneske, er blevet i Stand til at overtræde det femte Bud; hvilken Overtrædelse jo ikke eksisterer hos "Dyrene". Det almengældende hos disse Væsener er jo dette, at disse kun dræber af Livsbetingelse. Hvis Tigeren ikke dræbte, maatte den jo dø af Sult. Men saaledes at bevirke sin egen Død, er jo ogsaa Mord. Og for Væsener af denne Art kan det femte Bud derved kun være en Anvisning paa Selvmord og er saaledes her absolut ude af Stand til at udgøre nogen som helst logisk Forskrift. Det femte Bud er altsaa opsat som Forskrift for Væsener, der myrder og dræber uden at dette er en livsbetingende Nødvendighed. Det er en første manende Røst fra Verdensgenløsningens yderste Forpost. Det er en ny Verdens blændende Straaleglories begyndende Indtrængen i "Helvede". "Du skal ikke ihjelslaa" er det guddommelige Trylleord, der omskaber "Djævle" til "Guder". - Og det jordiske Menneske finder gennem dette den aabne Vej til "Himlen". -

Den "flygtende" "Adam" og "Eva" møder altsaa her i Form af det femte Bud en helt ny Fanfare, der lyder gennem Verden. "Du skal ikke ihjelslaa" er et nyt Paabud, der er en Hundrede Procents Modsætning til, hvad "Flygtningerne" ellers tidligere har været vante til. I de "uddrevne" Væseners mange Stadier som primitive, som "Naturmennesker", er dette at dræbe endnu en moralsk Foreteelse, er endnu Vejen til Helteglorien, er endnu den højeste religiøse Udløsning. Man er endnu her saa nær "Dyreriget", at dets Love og vanemæssige Traditioner, hvilket vil sige, den stærkeres Ret, er et forstenet bærende Livsinstinkt, uden hvis Opløsning "Dyret"s Videreførelse i Udvikling eller Omskabelse til "Menneske" vil være en Umulighed. Dette tusindaarige, ja, millionaarige forstenede Instinkts Opløsning danner hele Grundlaget for Skabelsen af al "menneskelig" Mentalitet, danner Basis for al Tilegnelse af "Intelligens" og "Følelse". Ved at gøre det dræbende Princip til Livsbetingelse og dermed Individets Dygtighed til Befordring af samme Princips Manifestation til Idealisme, Moral og Ret, blev den unaturlige Død i Virkeligheden en allestedsnærværende farlig Faktor, som tvang Individet til alle Vegne at være paa Post, tvang det til at anspænde sine Sanser til det yderste, tvang det til at blive denne farlige Faktor overlegen.

Da Faren lurede overalt, saavel i Skovens Tykning som paa den aabne Mark, saavel i Dalens Skygge som paa Bakkedragets Top, saavel ved den larmende Brænding som ved den stille Bæk, saavel i Individets egen Hytte som i Fjendens Lejr, kort sagt overalt, hvor en jordmenneskelig Fod kunde komme frem og en jordmenneskelig Haand føre et Mordvaaben, blev Individet uimodstaaeligt tvunget til Træning i en permanent Aarvaagenhed, tvunget til en uafbrudt Anspændelse til det yderste i Modforholdsregler: Snarraadighed, Listighed, Behændighed, blev pacet op til at udfolde et mere og mere kunstfærdigt Selvforsvar. Den eneste Basis for Lykke var Overvindelse, var Tilegnelse af Sejr, Sejr og atter Sejr over alle andre Medvæsener. Kun ved at kunne holde disse i Skak kunde Lykken forblive uforstyrret. Og det bedste, simpleste og mest primitive Middel i denne Albuen sig frem imod Lykken, og som derfor ikke behøvede særligt indviklede, intelligensmæssige Funktioner, blev naturligvis slet og ret dette, saavidt muligt, at udrydde de konkurrerende Medvæsener, Medbejlerne til Lykken og Overlegenheden. Kun den, der kunde udrydde, baste eller binde sine Medvæsener, kunde blive Lykkens Pamfilius, kun han var i Virkeligheden en fysisk fri Mand, som alle de undertvungne maatte være Slaver eller Trælle for.

Da den eneste Vej bort fra Trældom, bort fra Slaveri og Undertrykkelse, bort fra Forfølgelse, Nedværdigelse og Død saaledes udelukkende var Tilegnelse af Magtoverlegenhed, var det ikke saa mærkeligt, at denne blev den altovervejende Idealisme, blev Gudsdyrkelse, blev Religion, blev "Keruberne"s højeste Lovbud og Anvisning paa Vejen til "Himlen", til "Valhal". Og det er givet, at en saadan Religiøsitet umuligt kunde undgaa at give Udslag i Ofring af nogle af de undertrykte, Slaverne eller Trællene. Man maatte give "Guddommen" noget af det erobrede Bytte. Hvordan skulde man ellers udtrykke sin Erkendtlighed? - Og Datidens sande højeste religiøse Kultus blev en blodig Festrus i Mord, Drab og Martring af de undertvungne til Ære for en Guddom, der naturligvis udelukkende kun kunde tænkes at have Sympati for de sejrende Triumfatorer, og al mulig Foragt, Antipati og Blodtørst overfor de undertvungne eller underlegne, "Svæklingene" i fysisk Magtudfoldelse og Kamppræstation. Man var jo dog nødt til, tankemæssigt, at gøre Guddommen kulminerende i de Idealer og moralske Opfattelser, man selv var besjælet af og kun var i Stand til at opfatte som de højeste. Hvorledes skulde man ellers opfatte ham? - At tænke sig ham anderledes vilde jo være at stille ham analogt med de undertrykte Slaver og Trælle, med "Svæklingene" eller de mindre kampdygtige, og hvorved man uundgaaeligt maatte komme til at gøre sig selv til Skamme, blive ribbet for sin straalende "Helteglorie", miste al Anerkendelse og Beundring af sin egen store Kampoverlegenhed, Mord- og Drabsdygtighed.

Men en Menneskehed, der endnu ikke kender til virkelig Retfærdighed, endnu ikke kender til Respekt for Medvæsenernes virkelige Ret til Livet, og hvis højeste Beundring eller Anerkendelse absolut kun accepterer Magt som det eneste afgørende i ethvert Tvivlsspørgsmaal, tvinger jo hvert enkelt af sine Individer til ikke at koncentrere sig om Ærlighed, Medlidenhed, Forstaaelse eller Tilgivelse, Selvopofring eller Uegennytte, thi disse Egenskaber kan altsaa kun udtrykke "Svaghed", kan kun opfattes som "Nederlag", "Tilbagetog" eller "fejg Underkastelse" eller "given op" overfor Fjenden, i en Atmosfære eller Zone, hvor den totale Utilgivelighed, Undertrykkelse eller Død over Modstanderen er den formentlige højeste Vej til Guddommens yndest. Og det er givet, at i en saadan Atmosfære er man ganske blottet for kosmisk Viden. Her har Retfærdighed, Uegennytte og Kærlighed absolut ingen Interesse. Her er det altoverskyggende Problem: Dygtiggørelse i det dræbende Princips Udfoldelse. Her er vi i "Syndefaldet"s, "Døden"s og "Mørket"s Rige. Og det er en Selvfølge, at et saadant Rige, i hvilket man endnu ikke kender til Retfærdighed, Opofrelse og Kærlighed som retmæssige Livsfaktorer, men derimod med den altoverskyggende Styrke- og Mordidealisme ligefrem søger at udrydde eller bekæmpe disse, maatte blive identisk med "Helvede".

Men Livet, Verdensaltet er baseret paa evige, urokkelige Love, der er kulminerende Kærlighed. Og de levende Væsener kan i Kraft heraf ikke forblive i "Helvede", kan ikke blive ved med at være "Trolde" og "Djævle", kan ikke blive ved med at være Karikaturer paa selve Livets Mening. Det guddommelige Ord: "Der blive Lys" runger stadigt gennem Sfærerne. Og "Guds Aand svæver" stadigt "over Vandene". Og se, igennem "Helvede"s Mudderpøle og Rædselskabinetter aabenbares Kærlighedens straalende Magt, og den altbeherskende Fader hæver sin evige Søn op til sit eget Væsen paa Livets umaadeligt lysende Tinder.