Kosmos 1983/2 side 33
Sv. Å. Rossen
Martinus om reinkarnation
Emnet reinkarnation er behandlet forskellige steder og ud fra forskellige synsvinkler i Livets Bog I-VII. I denne artikel bringes en synopsis af de afsnit, hvor Martinus har behandlet dette emne i større sammenhæng.
I de følgende afsnit skal vi i resumarisk form se nærmere på, under hvilke synsvinkler Martinus behandler emnet reinkarnation. Vi skal se, hvorledes reinkarnation fremtræder som et logisk led i en større helhed, der omfatter det levende væsens evige liv og dets nuværende udvikling på denne klode. Hvorledes reinkarnationsprincippet bedre end arvelighedsteorien kan forklare menneskers forskelligheder med hensyn til evner og human sans. At reinkarnationsprincippet er i god overensstemmelse med Kristi udtalelser. At reinkarnation kan opfylde de mest fuldkomne menneskelige retfærdighedsidealer og endelig, at reinkarnation er den eneste tilfredsstillende begrundelse for, at de levende væsener i naturen fremtræder på en udviklingsstige fra de mest primitive til overordentlig udviklede og fuldkomne former.
Organismen og det levende væsens JEG
Hvad er en organisme? Ja, hvis den er sund og rask, må man indrømme, at den er et vidunderligt redskab til at skabe og opleve med. I kraft af sine lemmer og muskler besidder den en fantastisk bevægelighed, der hos artister og akrobater viser sig at kunne opøves til næsten ubegrænsede præstationer. Den er udstyret med sanser som f. eks. syn, hørelse og følesans, som sætter den i stand til at registrere de fineste nuancer i farver og lyde, føle varme og kulde samt en lang række stoflige kvaliteter hos ting i omgivelserne. For at alt dette skal kunne fungere ved vi, at der kræves et samarbejde mellem snesevis af organer inden i organismen. Lungerne skal permanent trække frisk luft af hensyn til iltforsyningen i organismens indre. Hjertet pumper utrætteligt blodstrømrnen rundt i legemet (7000 l i døgnet!), og blodet transporterer ilt fra lungerne, næring fra tarmene og affaldsstoffer tilbage til lunger og nyrer. Dette samarbejde mellem organismens organer, som enhver kender til, i hvert fald i disse grove træk, gør sig også gældende inden for de enkelte organer og i cellernes indre, hvad man kan læse om i bindstærke lægevidenskabelige værker. Konklusionen på denne viden er derfor den helt indiskutable kendsgerning, at organismen er en organiseret frembringelse, og at navnet organisme derfor også er særdeles betegnende for denne kendsgerning. Da denne organisering har som resultat, at de levende væsener kan opleve livet og er handledygtige inden for vide rammer, er det rimeligt at acceptere, at det netop er disse muligheder, som er formålet med organismernes skabelse. Alle vil formodentlig indrømme; at livets oplevelse er den største værdi, vi ejer, i hvert fald viser kampen for tilværelsen, at de levende skabninger vil gøre den yderste indsats for at bevare denne værdi. Men hvem har så haft dette formål? Martinus svar på dette spørgsmål er vel overraskende, indtil man har læst hans analyser til ende. Det har nemlig individets eget JEG. Selvom ordet JEG formodentlig er det hyppigst brugte ord i sproget, står det uklart for de fleste, hvad det egentlig dækker. Men hvad det end er, fornemmer de fleste mennesker, at det er en slags centrum i deres væsen, som er udgangspunktet for deres ønsker og handlinger. Der er naturligvis et spring herfra og til at mene, at JEG'et også er selve årsagen til organismens skabelse. Men begrundelsen herfor er, at menneskets nuværende jegfornemmelse kun er en vag og uklar erkendelse af JEG'ets virkelige ophøjede identitet. Det forstår man, når Martinus beskriver JEG'et som værende et i forhold til tid og rum selvstændigt evigheds-element, ja intet mindre end et "guddommeligt noget", der i sig selv er ubevægeligt, er tilværelsens absolutte faste punkt, og som kan igangsætte bevægelser i tid og rum. JEG'et er således alle bevægelsers absolutte herre. Organismens eksistenstid er set fra denne synsvinkel kun et "sekund" i evigheden. Medens organismen går under og afløses af mange andre organismer er JEG'et en permanent eksisterende realitet, som overlever dem alle og desuden den inderste årsag til deres udvikling. Martinus:
"Idet vi er kommet så langt, at vi nu har set vort eget jeg som det dybeste ophav eller evige årsag til vor eksistens eller fremtræden, bliver det derigennem til kendsgerning, at dette jeg altid må være forud for en hvilken som helst af dets skabelser og oplevelser. Det kan ikke være disse, der er forud for jeg'et. Thi hvis jeg'et ikke eksisterer forud for sine oplevelser, var der jo ikke noget til at opleve og frembringe. Men når det således bliver en kendsgerning, at jeg'et er forud for sine oplevelser og manifestationer, bliver det derigennem også en kendsgerning, at det netop må have været forud for sin nuværende organisme og fysiske tilværelse. Til denne eksisterer jeg'et altså som den "årsagsløse årsag"..." (Livets Bog III, stk. 705).
Når selv de største videnskabelige kapaciteter ikke kan skabe én eneste levende celle, er det naturligvis ikke så nemt at forstå, at JEG'et skulle have skabt sin egen organisme. Det kræver derfor også en nærmere forklaring. Desuden bør det tilføjes, at Guddommens skabeevne også er en væsentlig bidragende faktor ved tilblivelsen af de levende væseners organismer, ja der er faktisk tale om et samarbejde mellem på den ene side JEG'ets egne længsler, ideer og praksis, og på den anden side Guddommens højintellektuelle skabekraft. Da betydningen af Guds skabekraft er fremhævet i alle religioner, er denne tanke ikke ny, og vi skal derfor nøjes med at nævne den i denne forbindelse og iøvrigt henvise til Martinus litteratur, f.eks. Det evige Verdensbillede I, s. 72. At mennesket selv er en ligeså væsentlig årsag til sin fysiske, organiske fremtræden er derimod en tanke, som vil være ny for de allerfleste, og den skal vi derfor knytte nogle bemærkninger til.
For at forstå, hvordan menneskets inderste af tid og rum uafhængige JEG kan være årsag til den fysiske organisme, må man prøve at tænke i de enorme tidsperspektiver, som videnskaben iden for de sidste hundrede år har lært os. Den har vist os, at der er tale om en millionårig udviklingsproces alene på denne jord. Alligevel skal vi længere tilbage i tiden til en førjordisk tilværelse i et tidligere spiralkredsløbs åndelige hukommelseszone for at finde det tidspunkt, hvor nutidsmennesket oplevede en brændende længsel efter at få en fysisk organisme og havde intellektuel kapacitet til med Martinus ord at skabe "ideer, forbilleder eller retningslinier for alle nyskabelser i det tilstundende nye spiralkredsløbs ydre tilblivelse eller manifestation." (L.B. IV, stk. 1589). Disse ideer eller åndelige "billedformer" (Det evige Verdensbillede I, s. 76) kunne individet på daværende tidspunkt ikke direkte overføre til fysisk skabelse, eftersom det som hukommelsesvæsen var isoleret fra omverdenen og helt overladt til sin indre åndelige erindringsverden. Det måtte ske på en anden måde, nemlig som en automatisk, instinktiv udviklingsproces af den art, som har fundet sted på jorden gennem mineralske-, plante- og dyrestadier frem til menneskets nuværende stadium. Da individets JEG er evigt og udødeligt, er det stadig det samme på nuværende tidspunkt som for disse mange millioner år siden. Og ligesom det dengang på det åndelige plan i stråleformig materie frembragte de første ideer og billedformer for en kommende fysisk tilværelse, således er det stadig aktivt medvirkende under hele udviklingsprocessen som et centrum for viljeslivet, der bestemmer enhver handling, hvad enten det er som plante, dyr eller menneske. Det skal vi se nærmere på i det næste afsnit.
Det fysiske legeme som vanefunktion
Udtrykket "vanefunktion" er taget fra vores daglige tilværelse, hvor det er en kendsgerning, at vi ofte gentager nogle handlinger i et bestemt mønster til de bliver automatiserede og "går på rygmarven", som man siger. Sådanne vanefunktioner er meget nyttige, fordi de aflaster den bevidste tænkning. Man kan således tænke på andre og mere interessante ting, medens de rutinemæssige handlinger styres af automatfunktionen. Det er den samme proces, som er baggrund for enhver dygtiggørelse, og som er markeret i ordsproget "øvelse gør mester". Kosmisk set er der ingen væsener, der får færdigheder, evner eller begavelse foræret. Det ville også være en skrigende uretfærdighed, hvis nogen fik ganske gratis, hvad andre måt- måtte slide sig til. Enhver evne må udvikles gennem øvelse. Spædbarnet, der skal lære at gå eller tale, skolebarnet, der skal lære at læse, skrive og regne og lærlingen, der skal lære et fag, – alle må de lære de pågældende funktioner og gøre de erfaringer, der gør dem i stand til at udskille de uhensigtsmæssige bevægelser og handlinger og udelukkende udføre de til formålet mest nyttige bevægelser. Det er loven for evne- eller talentskabelse. Den har ifølge Martinus tre stadier: A-viden, som er almindelig viden om et færdighedsområde og ønsket om at kunne mestre det. B-viden, som er et bevidst øvelsesstadium, og C-viden, som er det perfekte færdighedsstadium, hvor færdigheden er blevet en automatiseret vanefunktion, der ikke kræver bevidst tænkning. (L.B. III, stk. 737). Denne lov for evne- eller talentskabelse gælder også organismen. Martinus:
"Det levende væsens organisme repræsenterer altså et helt ocean af former for "C-viden", der hver for sig har haft et foregående stadium som "B-viden" og "A-viden" og afslører derved yderligere organismens indehavers mentalitet som en foreteelse, der er af langt ældre dato end den rent ydre fysiske organisme. Da samme organismes indre funktioner hovedsagelig er automatfunktioner, såsom: blodomløb, fordøjelse, kirtelfunktioner, vævsfunktioner etc. og dermed er "C-viden", hvilket altså vil sige: viljefunktioner, der er blevet til rutine i et sådant omfang, at de er blevet til selvstændige automatfunktioner, og da disse viljefunktioner kun kan have begyndt som bevidst viden eller erfaring, åbner der sig herigennem væsenets nuværende organisme et evighedspanorama af rang.... Ja, i vor egen organismes automatfunktioner ligger således åbenbaret for os, hvad vi har erfaret, tænkt og villet tilbage i en uoverskuelig fortid, samt at vor normale organisme i dag hviler på kulminationen af de bevidste erfaringer og oplevelser, vi fandt værdige og bedst egnede i vor eksistens favør og derfor bevidst eller viljemæssigt genoplevede dem atter og atter, indtil de blev til automatfunktioner, der i dag udgør de bærende selvstændige organfunktioner i vor organisme.
En mere realistisk dokumentation af, at vort jeg har haft en uoverskuelig tilværelse eller mental funktion forud for dets nuværende, og at dets nuværende fysiske livs eksistens ville have været en umulighed uden denne, eksisterer ikke." (L.B. III, stk. 738).
Denne argumentation for reinkarnation kommer Martinus også ind på i L.B, III, stk. 709 og L.B. II, stk. 320. I det sidstnævnte stykke bruger Martinus endog det udtryk, at organismens automatfunktioner er "et uomstødeligt bevis" for reinkarnation. Martinus:
"Da en funktion kun kan blive til vane ved gentagelser, og vanen er det samme som automatfunktion, og jeg'ets skabelse af dets fysiske legeme viser sig at være en automatfunktion, vil denne funktion således i sig selv være et uomstødeligt bevis for, – ikke alene, at jeg'et som "levende væsen" har eksisteret forud for sit nuværende fysiske legemes tilblivelse, men også at dette legemes skabelse kun er en ren og skær gentagelsesproces. Dette vil altså sige, at jeg'ets skabelse af sit nuværende fysiske legeme kun udgør et enkelt led i en lang række skabelser af samme art.... Men når evnen til at skabe nye fysiske legemer ligefrem er så dominerende, at den påviselig eksisterer som rutine-, vane- eller automatfunktion hos ethvert levende væsen, hvorfor skulle et sådan væsen så ikke igen skabe sig et nyt fysisk legeme eller redskab, når det gamle er udslidt eller på anden måde i sin nuværende tilstand kommer ud for en ødelæggende katastrofe og bliver ubrugbart? –" (L.B. II, stk. 320).
Den materialistiske arvelighedsteori
Den gængse videnskabelige forklaring på, at mennesker har forskellige medfødte evner og anlæg har fundet udtryk i den materialistiske arvelighedsteori. I følge denne er individets evner et produkt af forældrenes genetiske anlæg. Årsagen til en høj eller lav begavelse, positive eller negative karakteregenskaber, medfødte sygdomme osv ligger i følge denne tankegang uden for individet selv. Mennesket er her prisgivet sin tilfældige herkomst. Det er en teori, som må støde enhver moden retfærdighedsfølelse.
En væsentlig del af grundlaget for arvelighedsteorien er, at krydsningsforsøg med planter og dyr har vist en tydelig arvegang fra forældre- til afkomsgenerationen. Denne lighed kan imidlertid lige så vel forklares ved reinkarnationslæren, fordi denne i følge Martinus følger "loven for tiltrækning og frastødning", der igen giver sig udslag i, at "lige tiltrækker lige". Afkom inkarnerer derfor som hovedprincip hos forældre, som de har størst mulig lighed med. Og dette lighedsprincip gør sig netop mest tydeligt gældende i plante- og dyreriget, hvor væsenernes individualitet er mest uudviklet, og instinktive lovmæssigheder derfor er dominerende. Men selv på disse stadier er der undtagelser, og der optræder pludselige spring i arveanlæggene, såkaldte mutationer, som ikke kan forklares genetisk. I reinkarnationslæren derimod kan disse arvespring forklares ved, at der er tale om væsener, som med deres egne anlæg, udviklet gennem erfaringer under andre forhold i tidligere inkarnationer, inkarnerer gennem en forældregeneration, som ikke har disse anlæg, således at den biologiske udvikling kan fortsætte på et højere trin. I modsat fald ville udviklingen aldrig have hævet sig over f.eks. det encellede stadium, og dyr som fisk eller pattedyr ville aldrig have set dagens lys.
Som vi skal se i følgende citat accepterer Martinus en vis grad af fysisk arv fra forældrene, der dog som nævnt har sit grundlag i et sammenfaldende udviklingsstandpunkt mellem forældre og afkom. Men samtidig fremhæver han den personlige arv fra egne tidligere liv og pointerer, at det er disse selvskabte anlæg, der "er afgørende for normaliteten i individets nuværende fysiske fremtræden". For menneskets nuværende fysiske fremtræden gør der sig derfor tre sæt arvelighed gældende. Martinus:
"nemlig – dets egne anlæg fra en tidligere tilværelse – og dets nuværende faders og moders anlæg, som jo til en vis grad er til stede i dets fysiske legeme. Medens faderens og moderens anlæg eller tendenser i en vis udstrækning dominerer dette i barnealderen, for derefter at tage af henimod trediveårsalderen, så dominerer individets egen arvelighed eller medfødte tendenser fra en tidligere tilværelse dets legeme fra nævnte alder og videre frem til og gennem døden. Og det er denne arvelighed fra en tidligere tilværelse, der er afgørende for normaliteten i individets nuværende fysiske inkarnation." (Den ideelle føde, kap. 2,).
Da mennesker i modsætning til planter og dyr har påbegyndt en individuel åndelig udvikling, som liv for liv kan medføre mere og mere specialiserede evner, hvis vedkommende fortsætter i samme interessebane, vil der hos mennesker i højere grad end hos de lavere livsformer forekomme "arvemæssige uregelmæssigheder" i form af forskelle mellem forældres og deres børns evner. For adskillige specialbegavelsers eller geniers vedkommende er det karakteristisk, at deres forældre kun havde jævne eller slet ingen evner på det pågældende område. Her kunne man nævne Georg Friedrich Händel, som selv var et musikalsk geni, medens hans forældre var aldeles umusikalske. Den individualiserede udvikling rummer imidlertid også stor risiko for afsporinger og ødelæggelse af sundheden, hvilket ligeledes kommer til syne i "arvemæssige uregelmæssigheder" men med modsat fortegn. Man ser således undertiden, at sunde og velbegavede forældre får børn med medfødte handicaps som åndssvaghed, epilepsi, spasticitet etc. Martinus:
"Når individer fødes som åndssvage, sindssyge, vanføre eller med stor sygelighed i deres fysiske legemer, vil alle disse realiteter, for det kosmiske syn, vise sig at være udslag af en i en tidligere tilværelse af de på gældende væsener ført højst uheldig levevis". (L.B. I, stk. 283).
Som det ses af disse analyser, er den egentlige årsag til individets nuværende legemlige og åndelige udrustning ikke anlæg, som er arvet fra forældrene, men dets eget samlede erfaringsmateriale fra dette og tidligere liv. I de fleste tilfælde er der overvejende lighed mellem forældres og børns udviklingsstandpunkt som følge af loven for tiltrækning og frastødning, der medfører, at lige tiltrækker lige. Når der finder undtagelser sted fra dette princip, skyldes det, at der i visse tilfælde må tages andre hensyn. Med hensyn til inkarnation af genier er det klart, at det ofte vil være umuligt at finde et jævnbyrdigt forældrepar, medens det på den anden side er vigtigt for kulturudviklingen, at de er i stand til at inkarnere. De vil derfor inkarnere under forhold, som på den anden måde vil vise sig at være nyttige for deres evners udfoldelse eller under forhold, som skæbnemæssigt har betydning for deres personlige, menneskelige udvikling. – I tilfælde af handicappede børns inkarnering hos normale forældre er det skæbneloven, som er udslaggivende. At få et handicappet barn vil for de fleste virke chokerende og rystende, det vil give mange bekymringer og en stærkt forøget arbejdsbyrde. Det handicappede barn får derved en tydelig skæbnemæssig betydning for dets forældre, hvilket man må forestille sig har sin årsag i, at disse i et tidligere liv har været i samme sundhedsmæssigt afsporede situation og tilsvarende har været en ekstraordinær byrde for deres forældre. I de fleste tilfælde ser man, at det gamle skæbneregnskab udlignes på den bedste måde, idet forældrene med stor opofrelse støtter og hjælper deres handicappede barn livet igennem, hvilket har betydning for, at det i en kommende inkarnation påny kan blive psykisk og fysisk normalt.
Men som nævnt er fysisk og psykisk lighed mellem forældre og børn det generelle princip for reinkarnation, hvilket også har fundet udtryk i ordsproget "æblet falder sjældent langt fra stammen". Dette forhold er også mest hensigtsmæssig, fordi forældrene derved bliver naturlige forbilleder for deres børn og således ved deres eget væsen kan stimulere de karaktertræk, som skal præge børnene på deres nuværende udviklingstrin. Også når der er tale om specialbegavelser, som er udviklet gennem tidligere inkarnationer, er det en stor hjælp at blive født i et hjem, hvor forældrene også har den pågældende interesse og derfor kan stimulere disse særlige evner hos deres børn fra starten i livet. Her kunne man f.eks. nævne Bertel Thorvaldsen, vor berømte billedhugger, hvis far var billedskærer og derfor kunne støtte sønnens medfødte evner på dette område, eller Mozart (som modstykke til Händel), hvis far var komponist og derfor tidligt kunne få vækket og fremmet sin musikalske begavelse.
Når lige tiltrækker lige ved reinkarnation vil negative eller ufuldkomne karaktertræk ligeså vel som positive egenskaber gøre sig gældende. Egenskaber hos forældrene som f.eks. forfængelighed, selvhævdelse, materialisme, stædighed, hårdhed i sindet etc. tiltrækker også børn med de samme egenskaber. Derved opstår der uundgåeligt konflikter i opdragelsen, når de samme ufuldkomne egenskaber hos forældre og børn konfronteres med hinanden. Det er ubehageligt, men alligevel også nyttigt, fordi det er en af vejene til voksende selverkendelse.
Som konklusion på dette afsnit om den materialistiske arvelighedsteori må det konstateres, at den ikke som reinkarnationsprincippet kan give en retfærdig og rimelig forklaring på hverken lighederne eller forskellene mellem to generationer. Med hensyn til forskellene (genier og handicappede) kan den kun henvise til tilfældigheder og med hensyn til lighederne kan den ganske vist henvise til en ensartet arvemasse, men da den kun opererer med forestillingen om ét liv, må den medgive, at de evner og anlæg et menneske er i besiddelse af afhænger af, hvilke forældre det tilfældigvis har fået. Både med hensyn til arvemæssige forskelle og ligheder må arvelighedslæren således til syvende og sidst henvise til tilfældigheder og er derved i strid med det humanistiske ideal om lige muligheder til alle. Martinus:
"Hvis de levende væsener var "skabte" foreteelser, og deres talenter, begavelse og fremtræden var et produkt af "arvelighed", hvor er så retfærdigheden, og dermed kærligheden, i verden henne? – Hvor kan det være retfærdigt, at et væsen har medfødt et svageligt helbred, en primitiv begavelse, må gå rundt som "lazaron" eller "tigger", når der er andre væsener, der fødes med strålende sundhed, arver overdådige økonomiske forhold, lever højt på strå, bliver æret og anset? – Hvorfor fødes nogle væsener som pygmæer, buskmænd og andre væsener som tilhørende høje kultursamfund? – " (L.B. II, stk. 570).
Overbevidstheden og skæbneelementet
Hvordan bærer individet sig da ad med at overføre sine erfaringer og virkningerne af sin levevis fra det ene fysiske liv til det næste? Dette spørgsmål gør det nødvendigt med en kort beskrivelse af det levende væsens kosmiske struktur. Denne består af tre uadskillelige principper: "JEG'et", JEG'ets "skabeevne" og JEG'ets "skabte fremtræden eller manifestationer". Det er allerede nævnt, at JEG'et er et udødeligt element og som sådan ikke er tids- eller rumdimensionelt. Det er også nævnt, at ethvert ønske eller skabende impuls har sin første oprindelse i JEG'et. Virkningerne af disse impulser manifesteres i den tids- og rumdimensionelle verden, hvor de fremtræder som skabte ting med form, farve og andre kvaliteter, der kan danne kontraster og dermed opleves. Menneskets organisme med dens lemmer, sanseorganer og de indre organer er det mest fremtrædende eksempel på det tredie princip, "det skabte", på menneskets nuværende udviklingstrin. Det har dog også usynlige, stråleformige legemer (de åndelige legemer), som vi ikke skal komme nærmere ind på her, men som hører til den skabte fremtræden. Der er imidlertid en vigtig faktor mellem JEG'et og dets skabte fremtræden, nemlig dets "skabeevne", og det er her, vi skal finde årsagen til de levende væseners forskelligheder, om de fremtræder som dyr eller mennesker, om de er begavede eller ubegavede, om de er selviske eller uselviske, om de er sunde eller syge osv. Skabeevnen er et stråleformigt legeme, som har overordnede funktioner både i forhold til det fysiske legeme og i forhold til de nævnte åndelige legemer, og som ikke ligesom disse er underkastet kredsløb, der medfører, at de periodisk degenererer til et latent stadium (eller midlertidigt dør, som det er tilfældet med det fysiske legeme). Tværtimod er dette legeme permanent funktionsdygtigt og har i sig kimen til individets øvrige legemer, mens disse er latente. Dette overordnede legeme repræsenterer en evig og uforgængelig del af det levende væsens natur og har derfor af Martinus fået betegnelsen "evighedslegemet". Dette legeme er som nævnt identisk med det levende væsens andet princip, skabeevnen.
De egenskaber, som et menneske gennem A-, B- og C-viden opelsker igennem sit liv, sætter sig ikke blot spor i den fysiske organisme, men bliver tillige til et automatisk energistyringscenter i evighedslegemet, som Martinus benævner "en talentkerne". Da evighedslegemet efter den fysiske organismes død både har kimen i sig til et nyt fysisk legeme og rummer de talentkerner, som vedkommende har udviklet i sine tidligere liv, kan individet på den måde overføre sine egne evner og anlæg, sin begavelse og sundhedstilstand osv til nye fysiske liv. Da disse talentkerner således i høj grad er bestemmende for individets kommende liv eller "skæbne", benævner Martinus det organ i evighedslegemet, som rummer samtlige dets talentkerner "skæbneelementet". Martinus:
"I dette legeme har det levende væsen i frøtilstand (talentkernerne) nedgemt konsekvenserne af forudgående liv, hvilket vil sige det samme som sædkornene til dets fremtidige talentmæssige muligheder. Det er således det samme som dets virkelige "skæbnelegeme" ". (L.B. II, stk. 328).
Det er ikke muligt for almindelige mennesker at huske tidligere fysiske tilværelser. Det skyldes bl.a., at individet mellem to fysiske liv lever mange år i rent åndelige verdener på basis af sine åndelige legemer. Hvordan disse oplevelser hinsides "døden" former sig, skal vi ikke komme ind på i denne artikel, men blot fremhæve, at det er en meget stor lysoplevelse for alle mennesker. Oplevelserne her er indgående beskrevet i den lille bog "Vejen til paradis". Men det skal dog nævnes, at Martinus i Livets Bog I, stk. 210 gør opmærksom på, at mennesket i den periode mellem to fysiske liv, hvor det passerer hukommelseszonen, kan huske oplevelserne fra 2 eller 3 forudgående liv, og det vil overført til fysisk tid sige oplevelser indtil nogle få århundreder tilbage i tiden. Det er det eneste sted i Martinus litteratur, hvor man får et indtryk af det tidsmæssige omfang af menneskets reinkarnationer.
Grunden til at mennesket reinkarnerer, at kun den fysiske verden og de ufærdige væsener, som befolker den, kan give mennesket de erfaringer, der er nødvendige for dets udvikling. Mennesket er nødt til at opleve virkningerne af sine primitive, selviske handlinger for at modnes intelligens- og følelsesmæssigt gennem de lidelser, der følger med. Den omstændighed, at man ikke kan huske sine tidligere liv, hænger netop sammen hermed. Det er nemlig en umådelig fordel, fordi man da også bliver fri for at leve med ulykkelige og knugende erindringer om sygdomme, ulykker, krigsbegivenheder eller andre lidelser, som de fleste mennesker har gennemlevet i tidligere liv. Ud fra denne synsvinkel må glemsel med hensyn til oplevelser i tidligere liv betragtes som en guddommelig velsignelse, – specielt på vort nuværende primitive udviklingstrin.
Alligevel er det aldeles nødvendigt for individets udvikling, at virkningerne af dets lidelseserfaringer følger med over i dets kommende liv, så de kan forædle individets intellektualitet og moral. Da denne overførelse ikke kan finde sted bevidst, bliver der i stedet tale om "ubevidste erindringer", der viser sig som en forstærket evne til at forestille sig andre menneskers problemer eller lidelser. Martinus bruger bl.a. udtrykket "fantasibilleder" og skriver, at de ubevidste erindringer om egne lidelser i tidligere inkarnationer sætter individet i stand til i sin bevidsthed at skabe "fantasibilleder" af, hvordan andre mennesker i lignende situationer oplever deres ulykkelige tilstand (L.B. II, stk. 455). Og da denne indlevelsesevne naturligt vækker medlidenhedsfølelse og trang til at hjælpe, har vi her som kosmisk analyse den dybeste forklaring på, hvordan næstekærlighed opstår. Som konsekvens af denne analyse er det klart, at næstekærlighed til syvende og sidst ikke er et viljesspørgsmål eller noget, der kan frembringes ved teoretisk undervisning, men at den udelukkende er et erfaringsbetinget udviklingsprodukt, dvs en virkning af en psykisk eller åndelig modning på grundlag af individets egne, omend i vidt omfang ubevidste livserfaringer. Menneskets grad af human sans eller næstekærlighedsevne er således også rodfæstet i talentkerner i evighedslegemet og følger individet fra liv til liv med henblik på fortsat udvikling.
Sv. Å. R.
fortsættes
Tilbage til artikelregister
Forrige