Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1981/16 side 198
Tage Buch
Mindedagen for Martinus
august 1981
 
Gennem en lang årrække har Martinus fødselsdag været festligholdt ved en årlig højtidelighed i København. Denne tradition vil blive fortsat, selv om Martinus nu er gået bort. I år afholdtes højtideligheden lørdag den 15. august på Hotel Sheraton. I sammenkomsten deltog ca. 425 venner af Martinus og hans sag. Aage Hvolby indledte aftenen med at sige følgende:
"Kære venner. Ved fødselsdagsfesten for Martinus sidste år sagde han, at hans kosmiske bevidsthed kunne betegnes som en særlig afdeling af kosmisk bevidsthed, og at han havde en dermed forbunden ganske bestemt mission. Denne mission var, som vi ved, at han skulle anvende sin kosmiske bevidsthed helt og fuldt på at give den samlede menneskehed en højintellektuel fremstilling af verdensbilledet i form af symboler og skriftligt nedfældede, kosmiske analyser. For at kunne hellige sig denne opgave måtte han afstå fra at bruge sin kosmiske bevidsthed på andre områder. Det gjaldt således også hans egen person og hans egen situation. Det medførte, at han ikke på forhånd var klar over, hvornår han skulle forlade vor verden.
I foråret 1980, altså for knap halvandet år siden, følte han sin organisme så nedslidt og svækket, at han fandt det naturligt at give udtryk for, at han nok kun kom til at opleve højst én fødselsdag til. Begivenhederne siden da har vist, at hans fornemmelser på dette område kom til at stemme med realiteterne. Hans 90-årsdag blev den sidste fødselsdag, hvor vi fysisk og personligt kunne takke ham for den inspiration, han gennem sine analyser og ved sin væremåde har været for hver enkelt af os.
Vi er nu påny samlede for at højtideligholde hans fødselsdag. For første gang er han, festens midtpunkt, ikke fysisk iblandt os. Dagen er derfor på en måde mere en mindedag end en fødselsdag i sædvanlig forstand.
Hvorfor holder vi nu fødselsdag uden Martinus? – Det gør vi, fordi han ønskede, at vi skulle fortsætte med at gøre det efter hans bortgang. Det ønskede han ikke for sin egen skyld, men fordi han kunne se, at det ville være til gavn for sagen og dermed for sagens interesserede, altså os. Vi er jo ikke nogen forening. Vi er ikke medlemmer, der kan samles til foreningsprægede møder. Men vi har brug for at holde sammen, for at få information og for at blive inspirerede – i gensidig sympati og kærlighed, til glæde for vor omverden og os selv, og dermed til støtte for sagens vækst og fremtid.
Vi der har nydt det privilegium at opleve Martinus fysisk, og som har sat os for at lade hans analyser være vort moralske livsfundament, er jo på en måde hans disciple. Vi har hver for sig oplevet en større eller mindre del af sagens fosterperiode og er, som han sagde det, at betragte som de første i fremtidens kultursamfund. Vi har dermed en forpligtelse over for Forsynet til at fortælle og informere om Martinus og hans skaberværk, når der er naturlig anledning dertil. Hvem andre end vi skulle ellers gøre det?
Tidligere har det været en nem opgave, thi Forsynet har holdt sagens vækst tilbage. Men nu, hvor fosterperioden er slut, er en langt mere udadvendt epoke i sagens historie påbegyndt. Nu træder sagen offentlig frem. Det kan vi alle hjælpe med til ved at fortælle om analyserne og i høj grad ved vort eget eksempel. Og vi kan trygt regne med, at Martinus vil stå ved det løfte, han flere gange har afgivet, nemlig at være med os og sin sag efter sin bortgang.
Hvad denne mindedag på længere sigt vil udvikle sig til, må fremtiden vise. For en ordens skyld kan nævnes, at Martinus en overgang overvejede at lade sagens højtidsdag være sammenfaldende med dens egentlige fødselsdag, det vil sige den dato i marts måned, hvor han i 1921 fik sin kosmiske bevidsthed. Men da denne indvielse strakte sig over flere dage og ikke entydigt lader sig fastlægge, valgte han slutteligt at lade sagens højtidsdag være sammenfaldende med sin egen fødselsdag.
Aage oplyste derpå, at bestyrelsen lige som de tidligere arrangører af fødselsdagen havde tilladt sig at forespørge sagens trofaste venner og interesserede, om man ville støtte arbejdet økonomisk. Til den foretagne indsamling, der i Danmark havde indbragt 54.000 kroner og i Sverige 25.000 danske kroner, fremførte Aage følgende bemærkninger:
"Sagen har ikke nogen indtægter i form af medlemskontingenter, og da den endnu ikke kan hvile økonomisk i sig selv i kraft af undervisning og salg af litteratur, er det overmåde vigtigt og glædeligt, at så mange har været og fortsat er i stand til og villige til at støtte arbejdet økonomisk. På alle interesseredes vegne vil jeg gerne takke varmt og hjerteligt for disse gavebeløb. Jeg vil også gerne på alle interesseredes vegne rette en ligeledes varm og hjertelig tak til de mange, der har ydet uundværlig og frivillig assistance, det være sig ved håndværksarbejde, køkkenarbejde, rengøring, kontorarbejde, oversættelsesarbejde, redaktion, revision, undervisning, trykkeriarbejde og underholdning m.m.
Når Instituttet ikke tidligere har arrangeret fødselsdagen skyldes det, at Martinus ikke syntes, at han kunne være med til at arrangere en fest med ham selv som midtpunkt. Denne "hindring" foreligger ikke mere. Og da Instituttet på længere sigt vil have de naturligste forudsætninger for at arrangere mindedagen, har Martinus ønsket, at Instituttet fremover selv planlægger og gennemfører den. På Instituttets vegne vil jeg ved denne lejlighed rette en meget varm og hjertelig tak til den gruppe med Sam Zinglersen i spidsen, der hidtil har arrangeret fødselsdagene – til gavn og glæde for vort sammenhold og til støtte for sagens liv og vækst. Hjertelig tak."
Aage afsluttede sin indledning med følgende ord:
"Hvad angår programmet for aftenen gælder, at bestyrelsen har tilladt sig at lægge beslag på hovedparten af taletiden. Det skyldes primært, at bestyrelsen ved denne første mindedag har meget på hjerte. Den har gerne villet tilkendegive, at Martinus har draget omsorg for, at der er kraft og kontinuitet i sagen efter hans bortgang. Denne mindedag har derfor et særpræg, som disse mindedage ikke altid vil have. Fremover vil selvfølgelig også flere andre komme til orde, og mindedagene vil formentlig også gradvist få et mere internationalt præg.
Vi er glade for, at så mange har været lydhøre over for Martinus ønske om fortsat at samles på hans fødselsdag og fortsat at støtte sagen. Vi håber, at aftenen og tiden efter den vil få et forløb, så vi også genser jer ved de kommende mindedage."
Tage Buch gav derefter i form af en række lysbilleder med tilhørende kommentarer et tilbageblik over sagens historie og udvikling. Som led i denne gennemgang fik man lejlighed til at se en række billeder af Martinus på forskellige alderstrin.
Den næste taler var Ib Schleicher, hvis tale drejede sig om "Den enkelte interesseredes opgave og betydning, og Instituttets nærmeste fremtid". Talen omhandlede også de retningslinier og principper, hvorefter "sagen" skal ledes, det Martinus med eet ord kaldte "strukturen", derunder også medarbejdernes holdning til hinanden og udadtil overfor medmennesker i det hele taget. Denne struktur, som Martinus har udarbejdet gennem de senere år i nært samarbejde med Instituttets bestyrelse, er endnu ikke renskrevet og tilgængelig. Da Ib Schleichers tale vil blive bragt her i bladet ved anden lejlighed, skal vi ikke gengive dens ordlyd.
Den sidste taler var Willy Kuijper, der talte om "Verdensgenløsningen i vor tid", og herunder kom ind på Det Tredie Testamentes betydning nu og i fremtiden, og ligeledes understregede den enkeltes ansvar. I tiltro til, at også Willy Kuijpers indlæg vil resultere i en artikel i KOSMOS, undlader vi her at referere detaljer fra hans tale på mindedagen.
Mellem de enkelte foredrag spillede pianisten Gunilla Engström fra Göteborg en række kompositioner af J. S. Bach, Claude Debussy, Carl Nielsen og Béla Bartók.
Efter afslutningen af det officielle program var der som sædvanlig lejlighed til at hygge sig i hinandens selskab. Denne mulighed benyttede mange sig også ved denne lejlighed af.
tb