Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da Verden er fuld af Forældre og Børn, og Forholdet mellem disse to Gruppers Væsener udtrykker sig, dels som de "forlorne Forældre", og dels som de "forlorne Sønner", er det saaledes kun indenfor en Brøkdel af samtlige Væsener, at Sympatien mellem Forældre og Børn er i absolut Ligevægt, er hundrede Procent harmonisk. Denne Brøkdel af Væsener udgøres altsaa af de Forældre og Børn, der staar paa samme Udviklingstrin, hvilket igen vil sige de Forældre og Børn, hvis naturlige Anlæg dikterer dem den samme Tro og Livsopfattelse, den samme Moral og Væremaade. Her er Forholdet mellem Parterne godt, her repræsenterer Sønnekærligheden og Forældrekærligheden gensidig Inspiration, Velbehag og Glæde. Og lige akkurat det samme gør sig gældende i det kosmiske "Forældreskab", hvilket vil sige, i Forholdet mellem Jordens Mennesker og Guddommen. Her er det ogsaa kun en Brøkdel af disse samtlige Væsener, der, som vi senere skal berøre, er paa "samme Trin" som denne deres "himmelske Fader".

Som vi før har antydet, er der en Gruppe af Væsener, indenfor hvilken Børnene staar paa et lavere Udviklingstrin end deres Forældre, og hvor denne Disharmoni her skaber Adskillelse, skaber "forlorne Sønner".

Idet disse Børn saaledes staar paa et lavere Trin end Forældrene, vil de i Mentalitet rumme mere Egoisme, Hensynsløshed, Brutalitet og Uærlighed end Forældrene. Da disse Tankeklimaer er deres Udviklingstrins højeste Frugter, deres Livs normale naturlige Anlæg, kan de ikke leve i Kontakt med Forældrene, hos hvem nævnte Tankeklimaer jo er langt mindre fremtrædende, og hvis naturlige Anlæg eller højeste mentale "Frugter" derfor er af langt højere eller ædlere Tilstand. Saadanne Børn maa naturnødvendig sætte sig op imod Forældrene, hvis Opdragelse eller Kultiveringsforsøg paa dem virker som Plageri, virker som Tvang, og hvis Resultater i heldigste Tilfælde, som før nævnt, kun bliver "Dressur", bliver en ydre kunstig Repræsentation af et Udviklingstrin, de slet ikke tilhører. Denne Opsætsighed mod Forældrene udløser sig i heldigste Tilfælde i en Adskillelse mellem Parterne. Børnene vender Forældrene Ryggen, drager bort til den lavere mentale Zone, hvor de retmæssigt hører hjemme.

Denne "Bortdragning" er altsaa baseret paa en lavere Naturs Flugt fra, eller Omgaaelse af en højere. Da ingen saadanne "forlorne Sønner" er i Stand til at erkende deres underlegne, mindre udviklede eller primitive Tilstand, lever de i et indbildt Martyrium og ser kun deres mere udviklede Forældre gennem en heraf farvet Vredens og Hadets Atmosfære. Og da Hensynsløsheden og Egoismen ogsaa er bærende Faktorer i deres Bevidsthed, kender de kun til at "være sig selv nærmest". Og det er i denne illusoriske Sandhedsopfattelse, de forlader den hjemlige Arne og blindt sætter Kursen mod en Opdragelsesfaktor, der anderledes forstaar at omskabe Mentaliteter, anderledes forstaar at vende det "Onde" til det "Gode", og overfor disse Væsener, er anderledes ufejlbarlige end den faderlige og moderlige Ømhed eller de gængse autoriserede Opdragelsesmetoder. Disse Væsener vandrer saaledes bort fra den, for dem for højtliggende, faderlige og moderlige Raadgivning og Opfattelse af, hvad der er Ret og Skel, og kæmper for Frigørelse og Udløsning af deres egne medfødte og et lavere Plan tilhørende Instinkter.

Men et lavere Plans Instinkter eller Tilbøjeligheder er altid udløsende en større Brutalitet og Hensynsløshed overfor Omgivelserne end et højere Plans. Og da Brutalitet og Had absolut kun kan avle Brutalitet og Had, paa samme Maade som Byg kun kan avle Byg, og Rug kun kan avle Rug, kommer de "forlorne Sønner" saaledes uundgaaeligt til at leve paa Avlen eller Høsten af den Væremaade, de selv har saaet. Men Høsten af en brutal og pinefuld Væremaade overfor sine Omgivelser tvinger uundgaaeligt tilsidst sine Ophav i Knæ. Under Tilbagevirkningen af al den Lidelse, de selv har bibragt andre levende Væsener, faar de jo uomstødelige Beviser for deres egen Væremaades Forkrænkelighed, dens Disharmoni med Love, der skaber virkelig fuldkommen Lykke. De begynder ved Selvsyn at faa Indblik i den Væremaades større Idealisme, som de overfor deres Forældre ikke magtede at acceptere eller kunde tro var rigtig. Og med dette voksende Indblik begynder Tilbagetoget. De "forlorne Sønner" "gaar i sig selv", erkender at de "æder sammen med Svinene", hvilket vil sige, at de erkender, at deres Væremaade er mere primitiv, er mere lig Dyrenes end Forældrenes. Dette skaber igen en saadan Længsel efter Hjemmet, efter Forældrene, at blot dette, at være en af "Faderens Daglejere", er langt mere attraaværdigt, end den Væremaade, de oprindelig selv valgte sig. Og gennem denne Længsel bliver den bibelske Beretning om den "forlorne Søn"s festlige Hjemkomst og Forening med Faderen til Virkelighed.

I det kosmiske "Forældreskab" finder principmæssigt akkurat den samme Begivenhed Sted. Her er "Forældrene", som før antydet, den "himmelske Fader", og hvis synlige Repræsentation i dette Tilfælde er den gængse autoriserede religiøse Livs- og Moralopfattelse, medens de "forlorne Sønner" er de Væsener, hvis medfødte Instinkter og Tilbøjeligheder kun ved Tvang kan indordnes under den nævnte Livs- og Moralopfattelse og det herpaa baserede Lov- og Retsvæsen.

Ligesom de "forlorne Sønner" er i Disharmoni med Forældrene paa Grund af disse sidstes højere udviklede Tilstand, saaledes er Samfundets "forlorne Sønner" ogsaa i Disharmoni med Almenheden eller det Samfund, i hvilket de er født, paa Grund af dettes højere Livssyn og Moralopfattelse. Og Samfundet, der jo er disse Væseners kosmiske "Forældre", har sit store Besvær med at "opdrage" disse sine "forlorne Sønner". Men her hedder disse Væsener ikke "forlorne Sønner", men udgør derimod tilsammen en Verden indenfor det normale Samfund, vi kalder "Forbryderverdenen" eller "Underverdenen". Om virkelig "Opdragelse" af disse Væsener er der i Grunden slet ikke Tale, dertil er de altfor langt bag efter Almenheden i Udvikling. Derimod maa Samfundet beskytte sig mod disse Væsener ved en Masse Foranstaltninger, saasom: Retsvæsen, Fængsler, Straffe og Henrettelser, Tortur og Tvangsarbejde og kommer derved til at udøve - ikke Opdragelse, - men Dressur.

Ethvert Samfund har saaledes en "Underverden", og til denne hører altsaa alle de Individer, der paa Grund af primitiv Natur overtræder Samfundets Love eller de saakaldte "Forbrydere". Men til nævnte "Underverden" hører i Virkeligheden ogsaa alle de Samfundsborgere, der udelukkende kun overholder Samfundets Love paa Grund af Frygt for Fængsel, Straf og Skandale. De adskiller sig fra "Forbryderne" derved, at de har været i Stand til at indordne sig under "Dressuren", men bryder alle Vegne igennem denne, der hvor de paa Grund af juridiske Huller eller Ufuldkommenheder i det bestaaende Lovsystem kan gøre det farefrit. Her er disse Væsener ligesaa "forbryderiske" i deres Væremaade, som deres mentale Stammefrænder fra den officielle "Underverden ".

Mellem denne "Underverden" og Samfundets Politi- og Retsvæsen er der en permanent Krig. Nævnte Politi- og Retsvæsen er jo i Virkeligheden kun en velorganiseret og veludrustet staaende Krigshær, Samfundet maa opretholde til sin egen Beskyttelse mod nævnte "Underverden". Og ligesom enhver anden Krig er denne Krig ogsaa blodig, afstedkommer Mord, Drab, Tilfangetagelse, Internering og Henrettelser, Sorg og Tortur. Og det er givet, at den Slags Tilstande uundgaaeligt skaber gensidig Frygt, Had og Hævnlyst mellem Parterne, hvorved det bliver endnu mere aabenlyst, at Samfundet gennem denne sin Indvirkning paa "Underverdenen" mere bliver "Dressør" end "Opdrager", mere bliver en "Bussemand" end en "Vejleder". Og det er forstaaeligt, at "Underverdenen"s Repræsentanter ikke i Samfundet og dets Administration kan se nogen Guddommelighed, eller i særlig Grad fornemme en Guds Nærhed. Deres medfødte Natur eller primitive Instinkter opfylder dem helt med Opfattelsen "enhver er sig selv nærmest". Dette vil igen sige: hensynsløs Udnyttelse af alle Chancer til Fordel for Opretholdelsen af sin egen Eksistens, stjæle hvor stjæles kan, røve og plyndre hvor Betingelserne herfor maatte være til Stede, Udryddelse af Liv, hensynsløs Mord og Drab, hvis det letter Adgangen til Opfyldelsen af ens Begær og Ønsker. Men er det ikke lige akkurat de samme Regler, som Dyrene i Djunglen lever under, og som for dem er livsbetingende Love? - Viser dette ikke tydeligt Menneskenes dyriske Afstamning? - Er det saaledes ikke synligt her, at "Underverdenen" er Dyreriget og dets Love nogle Udviklingstrin nærmere, end det Samfund der netop med sit Politi og Retsvæsen søger at bekæmpe denne - Dyrerigets Væremaade - hos Mennesket? - Er "Underverdenen"s Væremaade ikke Praktiseringen af fortidige primitive og lavere Religioners foreskrevne højeste Moral? - Har vi ikke netop i de tidligere Afsnit af nærværende Artikel set, at denne, med Mord, Drab og Spænding opfyldte Moral og Væremaade, var det eneste "saliggørende", var Livets Løsen hos Fortidsmenneskene eller hos Nutidens Naturmennesker? - Jo, "Underverdenen"s Individer er yngre Sjæle i Udviklingen, der er inkarneret eller genfødt i det moderne Samfund, og med hvis højere Moral og Kultur, Love og Forskrifter deres, fra Fortiden medfødte primitive Instinkter og Vaner, i første Instans naturligvis maa kollidere. Denne Kollisions højeste Resultat bliver altsaa "Dressur". "Dyrene" møder her for første Gang Love og Forskrifter, som ikke er "Dyreriget"s, men derimod hører et helt andet "Rige" til, et "Rige", som endnu "ikke er af denne Verden". "Dyrene", eller disse yngre Sjæle, bliver her for første Gang stillet overfor den Kalamitet, at det, der igennem en umaadelig Række af deres tidligere Liv eller Inkarnationer, var Heltebedrift, det, der var den højeste Lovopfyldelse og derfor den højeste Gudstjeneste, det er her i deres nuværende Liv en – "Forbrydelse". De glorværdige "Helte" og største "Gudstjenere" fra Fortiden, de til "Valhal" særlig kvalificerede og berettigede Individer, Sjæle fra Nutidens Naturmennesker, befinder sig nu pludselig i den moderne Civilisations "Underverden".

Men hvor skulde disse Væsener ellers inkarnere, naar Udviklingen fører dem ud af deres egen Sfære? - I Civilisationens højeste mentale Klasse vilde de jo være endnu mere uegnede og hjemløse end i "Underverdenen".

I denne "Underverden" finder den "syndende" "Adam"s og "Eva"s første Møde med en helt ny Verdens Moral Sted. Da denne Moral jo udgør en Hundrede Procent Kontrast til "Dyreriget"s og dens Tilegnelse og Dyrkelse derved tilsidst bliver en fuldstændig Forvandling af Individet fra "Dyr" til "Menneske", er den saaledes identisk med Individets Udfrielse af "Dyreriget". Da denne Udfrielse er det samme som "Verdensgenløsning", bliver nævnte "Underverden" saaledes denne" Verdensgenløsning"s store "Forgaard". Den er en Zone, hvor Individet for første Gang begynder at skulle vænnes til at leve efter denne ny Morals første spæde Forskrifter og Idealer. At dette ikke pludselig lader sig gøre, men kræver flere Liv for sin Fuldbyrdelse, er jo saare naturligt, eftersom Individets medfødte "Dyrenatur" er en i Myriader af Liv forstenet Tilstand, der som Følge heraf kun gradvis kan lade sig opløse eller forvitre.

Denne Opløsning eller Forvitring bliver altsaa i første Instans befordret af det moderne Samfunds Lov- og Retsvæsen, som Naturmennesket ved sin Fødsel blandt Civilisationens Mennesker er blevet underkastet. De Straffe, den vanærende Position, den mentale Underklassetilstand, det her, paa Grund af dets Primitivitet, nødvendigvis maa gennemgaa, tvinger det efterhaanden til ikke at kunne være helt ligegyldig overfor nævnte Samfunds Retsvæsen og Love. Resultatet heraf bliver altsaa kun "Dressur". Men denne "Dressur" suppleret med Livets egen Tale, hvilket vil sige, de direkte kosmiske Følger af en ufuldkommen eller ufærdig Livsopfattelse og Væremaade, skaber langsom Omvendelse. Disse Følger er igen de samme som dem, vi kender som svære Sygdomme, Sorger, Ulykker, Armod, Had, Forfølgelser, ulykkeligt Ægteskab, Betleri og Hjemløshed. Disse Realiteter er alle hver især specielle Fag i Livets store Skole. Disse Fags fulde Oplevelse i Forbindelse med Samfundets "Dressur" skal nok efterhaanden gennem mange Inkarnationer faa Individerne indstillet paa andre Tanker end den "dyriske" Væremaade.

Ligesom alle andre Oplevelser giver Individet Erfaringer, saaledes giver oplevede Lidelser ogsaa Individet Erfaringer. Men medens andre Oplevelser navnlig giver Individet Intelligensudvikling, giver Lidelseserfaringerne Individet Følelsesudvikling. Efterhaanden som Individet bliver rig paa Lidelseserfaringer, vokser dets Evne til at forstaa Lidelsestilstanden hos Medvæsenerne. Og med denne Evne vokser en ny Egenskab frem i dets Mentalitet, nemlig den vi kalder "Medfølelse". Medfølelse er igen den begyndende Kærlighed. Kærlighed er saaledes i dybeste Forstand det samme som Forstaaelsen af Lidelserne og bliver derved Vejen til Gud.

"Underverdenen"s Individer, de inkarnerede "Naturmennesker" bliver altsaa herigennem modtagelige for Samfundets Religion. "Hedningerne" bliver "Kristne". Samfundets "forlorne Sønner" bliver "troende", finder atter tilbage til den "himmelske Fader".

Disse Væsener udgør nu, i det kosmiske Forældreskab, "Børn" der er paa "samme Trin" som deres "himmelske Fader". At være paa "samme Trin" som denne "Fader" vil altsaa i dette Tilfælde sige det samme som, at ens medfødte naturlige Anlæg dikterer en en Livsopfattelse, Moral og Væremaade, der er nøjagtig i Kontakt med den af de herskende gejstlige og verdslige Autoriteter og Magthavere forkyndte og ved retslige Lovparagrafer fastsatte Væremaade. Hvis ens medfødte Natur og Anlæg saaledes mentalt er paa lige Fod med Autoriteterne, da kan man jo kun være i Harmoni med den af disse bestemte Tilværelsesform. Man er da en "hæderlig" og "pligtopfyldende" Samfundsborger, man er en "rettroende" og "frelst" Sjæl, man er en "god Kristen", en "god Muhamedaner", en "god Buddhist", alt eftersom ens Samfund er henhørende under den ene eller den anden af disse autoriserede Religioner. Og da man saaledes gaar med Flokken, med Strømmen, med Flertallet, har man jo en altovervældende Medvind, og Livet bliver ogsaa i denne Instans: Inspiration, Lykke og Glæde. Man er i Kontakt med den, paa dette Trin højeste eksisterende Forstaaelse og Erkendelse af sin "himmelske Fader".

Vi kommer nu til den tredie Gruppe, den hvor Børnene er foran Forældrene i naturlige Anlæg og Intellektualitet, og hvor der derfor ogsaa her opstaar Disharmoni og Adskillelse mellem Parterne. Overført til "Forældreskabet" mellem den "himmelske Fader" og Menneskene, vil "Faderen" ogsaa her udgøre Samfundets eller Almenhedens autoriserede Tro eller dogmatiske Livsopfattelse, medens "Børnene" udgør alle de Personer i samme Samfund, hvis Anlæg eller Intellektualitet bevirker, at de hverken kan tro paa, eller erkende denne Livsopfattelse. I den moderne Civilisation finder vi disse Væsener i stor Udstrækning indenfor den akademiske Verden eller Videnskaben. Disse Væseners store Anlæg for Tilegnelse af intelligensmæssig Viden paa det rent materielt maalelige og vejelige Felt, de overordentlige Mængder af Kundskaber fra det rent praktiske Liv, de kommer i Berøring med, stemmer ikke overens med deres Børnelærdom eller den fra Fortiden overleverede dogmatisk formede Kristendom, som udgør den følelsesbetonede, men intelligensfattige Almenheds aandelige Næring og Moralbasis. Det er derfor klart og selvfølgeligt, at disse Væsener efterhaanden gaar deres egne Veje, idet de ikke kan faa deres praktisk oplevede eller rent haandgribelige Erfaringer til at passe paa den nedarvede religiøse Terminologi, der oprindelig, ligesom al anden Fortolkning her, kun er beregnet paa Følelse, men ikke paa Intelligens, og som derfor kun kan være - Symbolik eller Lignelser, - men ikke desto mindre nu i blind Iver af den samme Almenheds religiøse Autoriteter doceres eller paastaas som Bogstavelighed.

At denne Docering ikke giver Næring for Intelligensen, bliver jo netop til Kendsgerning derigennem, at den kræver blind Tro, uden at give virkelige konkrete Analyser. De nævnte intellektuelle Væsener bliver saaledes i deres daglige Liv stillet overfor en Opsummering i deres Mentalitet af praktiske Erfaringer eller uomstødelige Kendsgerninger, der giver dem absolutte haandgribelige Holdepunkter, og dernæst den nedarvede religiøse Paastands Terminologier, der kun giver dem abstrakte eller uvirkelige Holdepunkter. At disse Væsener derfor mere og mere føler sig tilskyndet til at gøre de haandgribelige praktiske Holdepunkter til deres Livsfundament i Stedet for de religiøse abstrakte og usikre, er kun logisk.

Men da de Erfaringer, de foreløbig kommer i Besiddelse af, kun repræsenterer den virkelige Verdensgaades Løsnings allerførste spæde Stadier, hvilket vil sige, rent materielt, maalelige og vejelige Felter, og disse Felter, i Henhold til "Livets Bog", kun kan udgøre et enkelt lokalt Felt i den nævnte Løsnings samlede Helhed, er disse Væsener endnu, videnskabelig set, langt fra Erkendelsen af nævnte Løsnings virkelige Facit.

At det er dette Facit, at det er Verdensgaadens Løsning, den ædle Videnskabsmand søger, og som saaledes er Maalet for hans Stræben, enten bevidst eller ubevidst, lader sig ikke bortforklare. Og nævnte Væsen bliver derfor, i kosmisk Analysering, at betragte som "religiøs". Man maa nemlig ikke glemme, at den ædle Videnskabsmands utrættelige Udforskning paa en Masse Omraader blandt andet er blevet et kolossalt Gode for Menneskeheden baade paa tekniske, medicinske, astronomiske og geografiske Omraader, ja, et Gode saa stort, at det berettiger de samme Væsener til at sidestilles med mange af Samfundets virkelige "hellige Mænd", selvom Begrebet "Gud" i Øjeblikket for dem er Naivitet og Overtro, og skønt det ikke er Skik og Brug at udtrykke dem saaledes, og de, paa Grund af indre Beskedenhed og mange ydre moderne Fordomme, sikkert heller ikke ønsker at blive erkendt saaledes.

Men een Ting kan i alt Fald ikke fratages dem, de hører uomstødeligt med til Samfundets Befriere. Og deres Livsgerning er dermed i Virkeligheden den højeste religiøse Kultus. Og de er i Kraft af deres virkelige Viden og dens ædle Udnyttelse den "hellige Aand"s begyndende Repræsentanter og Udøvere paa Jorden. Den jordiske Videnskab er jo i Henhold til "Livets Bog" "Den hellige Aand"s Begynderstadium. Og nævnte Stadiums Repræsentanter vil alle igennem deres Arbejde komme - ikke tilbage til Samfundets Dogmatik, - men frem til Livsgaadens virkelige Løsen, frem til Oplevelsen af en - ikke ved menneskelig Opfindsomhed manifesteret begrænset og stedbunden Idealgud, ikke en af menneskelige Ønsker og Begær billedlig formet Nationalgud eller digterisk opsat Heltegud, men derimod ene og alene en evig - Universalgud, en altomfattende "evig Fader", i hvem "vi leve, røres og ere", og i hvem vort daglige praktiske Liv derfor bliver en evig uafbrudt Korrespondance. -

Men der er ogsaa andre Væsener i den tredie Gruppe end de her nævnte. Af disse er der nogle, hvis religiøse Liv, efter at være vokset fra Almenhedens Gud, efter at have udlevet Dogmerne, søger Udløsning i teosofiske Studier og Sammenslutninger og har derigennem forsøgt at rejse højere religiøse, intellektuelle Synsmaader. Og meget af disse Væseners Aandsarbejde er blevet et stort Gode for mange Mennesker paa samme Stadium eller Bølgelængde. De har manifesteret et stort "Johannes Døberarbejde", hvilket vil sige, Forberedelsesarbejde for den ny Verdensgenløsning. De har i særlig Grad begyndt at henlede Almenhedens Opmærksomhed paa Individernes Reinkarnation eller Genfødsel, hvis kosmiske Analyse er en af det tyvende Aarhundredes Verdensgenløsnings Hovedfaktorer.

Dernæst har den tredie Gruppe en anden Serie af Væsener, der ogsaa intelligensmæssigt er vokset fra Dogmerne, fra Børnelærdommen, men hvis Mentalitet foreløbig endnu ikke rummer tilstrækkelig Følelsesudvikling til at vække Interesse i dem for højreligiøse Problemer, ja de kan endog i visse Tilfælde ligefrem ved Ironi, Had og Forfølgelse søge at bekæmpe disse Problemer. Deres Idealisme gaar mere i materiel politisk Retning. Og disse Væsener vil her møde de Erfaringer, der skal vise dem, at man ikke kan bygge hverken sig selv eller et Samfunds virkelige Idealisme op, saalænge man lader haant om "Aandsvidenskab" eller Analyserne af de mentale Felter ved selve Livet, igennem hvilke dets største Love afsløres. Et saadant intelligensmæssigt materielt indstillet, men paa højere Aandskundskaber blottet og hadefuldt fremtrædende Samfund, bliver uundgaaeligt udgørende et Omraade, indenfor hvilket Tortur, Terror, Mord og Drab i stor Udstrækning kan trives, ja, disse Realiteter bliver ligefrem, i Forbindelse med Enevælde, Diktatur eller Frihedsberøvelse, det samme Samfunds Opretholdelsesbasis eller Livsnerve.

Men et Samfund, en Nation eller Stat, der saaledes opretholdes udelukkende paa Diktatorærgærrighed, paa Magt og Tvang, har intet med en naturlig og fri Aandsudvikling at gøre, men kommer derimod i altfor betænkelig en Grad til at vise sig fremtrædende med akkurat den samme Justitsmetode, Straffemoral og Henrettelsestendens som den, paa hvilken enhver "Forbryderbande" uundgaaeligt maa hvile.

Men ligesom enhver "Forbryderbande" uundgaaeligt tilsidst bliver bekæmpet, maa gaa til Grunde, dens Medlemmer dødsdømt, straffet eller indespærret, saaledes vil ogsaa ethvert politisk Samfund, der er opretholdt paa den samme Basis som nævnte Bande, ogsaa urokkeligt møde sin Skæbne, dets Ophav og Magthavere komme til at "ligge, som de har redet", komme til at høste, hvad de har saaet, og gennem de heraf opstaaede Lidelser komme til at raabe efter den højeste Viden og opleve dennes Erkendelse som den eneste ufejlbarlige højeste Livsbasis, og derved finde Vejen tilbage til den "himmelske Fader". -

Men det er ikke alle Væsener af den tredie Gruppe, der er saa "heldigt" stillet, at de bevidst eller ubevidst kan camouflere eller dække deres intelligensmæssige, men følelsesprimitive Spil overfor Medvæsenerne eller Omgivelserne under Begrebet "Politik". Disse Væsener er da nødsaget til at fremtræde mere aabenlyst og bliver derfor af Samfundet lettere opfattet som "Storforbrydere", og med hvilke det ærlige Samfund stadig maa være i Krig eller Kamp. Disse Væseners religiøse Liv er, grundet paa deres stærkt udviklede Intelligens, i de fleste Tilfælde forlængst vokset over deres Børnelærdom eller Dogmerne. Og grundet paa deres Følelsesfattighed, hvilket vil sige, deres endnu meget spinkle Evne til at føle Medlidenhed, er de blevet "Forbrydere" af den Art, vi kender som "Gangsters", "Kidnappere", "Pengeafpressere" o. s. v. Men meget ofte er denne Side af deres Liv camoufleret eller skjult under en officiel Fremtræden som: Rigmænd, med flotte Palæer og Luksusvogne, som Ejere af store Forlystelsesetablissementer e. l. Og det er kun, naar de har været uheldige i deres Metier bag Kulisserne, at de bliver afslørede.

Men det er jo ikke alle, der naar saa stor en Position i Lovløshedens Regioner. Til samme Kategori hører ogsaa mange andre almindelige Forretningsfolk eller Handlende. Hvor mange tror man ikke, der her i Form af ublu Avance røver og plyndrer fra deres Medborgere, hvor de uden altfor stor Risiko kan komme af Sted dermed, eller hvor der er Huller i det juridiske Lovsystem. Og er det ikke netop derfor, der er opstaaet noget, der hedder "Sagførere", disse Specialister i Jura, man maa søge for at faa deres Assistance til Hjælp for eventuelle juridiske Spidsfindigheders Udnyttelse for et Ønskes Opfyldelse, ligegyldigt hvad enten dette nu gaar i Retning af Beskyttelse af en selv, eller i Retning af ens eget Angreb paa andre? -

Hvis Følelseslivet var vokset eller udviklet helt frem til Ærlighedsstadiet hos alle Samfundets Medlemmer, saa behøvede det juridiske Lovsystem ikke at være af en saa indviklet Karakter, at det kun kan udnyttes eller betjenes af særlige Specialister, hvis Assistance almindelige Samfundsborgere altsaa nødvendigvis maa søge, hvis de vil opnaa en nogenlunde taalelig Garanti for af samme Lovsystem, ikke at blive udnyttet, men beskyttet. -

Vi har hermed fulgt "Adam" og "Eva" gennem "Uddrivelsen af Paradisets Have" helt nede fra Djungletilstanden og frem til det tyvende Aarhundredes moderne Mennesker. Vi har faaet et lille Indblik i de vigtigste Faktorer ved denne "Uddrivelse". Vi har set, at "Keruberne" eller Fortidens religiøse Autoriteter eller Førere har tabt en stor Del af deres Magt over Menneskene og er nu saa langt bag efter den, fra "Dyreriget" eller det fortidige "Paradis", bortdragende "Adam" og "Eva", at deres Raab om "Død" og "Helvede" næsten ikke mere kan høres, og at denne "Adam" og "Eva" i Form af det nutidige moderne Menneske befinder sig i et religiøst Ingenmandsland, er i kosmisk Forstand "faderløs", hvilket vil sige "gudløs". Det er overfor sin "himmelske Fader" en "forloren Søn". Det har gjort umaadelige Fremskridt, har faaet udviklet sin Intelligens, saa den staar langt over det almindelige "Dyr"s, medens det i Følelse kun, for et Mindretals Vedkommende, kan siges at være højt hævet over "Dyret". Det store Flertal af Menneskene har endnu kun en primitiv Følelse og maa derfor i Livet selv møde en umaadelig Masse Lidelseserfaring for at kunne faa denne dets Følelse hævet op over det dyriske Stadium. I Kraft af, at disse Menneskers mentale Kombination saaledes udtrykker Intelligensoverlegenhed og Følelsesunderlegenhed, skaber de den Uligevægt i Verden, der manifesterer sig som de blodige Rædsler og Lemlæstelsesprocesser mellem Samfundene, vi kalder: Krig, Revolution, Oprør, Strejker, Boykotning o. l., hvilke Processer igen hverken kan udtrykkes som rent "dyriske" eller rent "menneskelige". Disse Bloddramaer er ikke "dyriske", dertil er de for intelligensmæssigt overlegne. Men de er heller ikke "menneskelige", dertil er de for følelsesmæssigt underlegne.

Det tyvende Aarhundredes Verdensdramaer er altsaa halvt "dyriske" og halvt "menneskelige". Men det er jo lige akkurat den Tilstand i Mentaliteten, der kan skabe "Helvede". "Helvede" er saaledes Intelligensens første Frugter. Men da Intelligens i første Instans er de "forbudte Frugter" af "Kundskabens Træ", hvis Nydelse skulde medføre "Døden", hvilket vil sige, Ødelæggelse af Legemer, da en virkelig "Død" ikke eksisterer, saa bliver de førnævnte Bloddramaer, i Forbindelse med alle de øvrige Aarhundreders Genvordigheder i Menneskehedens Historie, Opfyldelsen af den guddommelige, formanende Spaadom fra "Paradisets Have": "Men af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag, du æder af det, skal du dø Døden". -

"Helvede" udgør altsaa en Zone, hvor Individet har faaet Intelligens til, med umaadelige overlegne Midler, at udnytte til Genialitet det "dyriske" Princip "Enhver er sig selv nærmest". Men da denne Udnyttelse uvægerligt jo maa avle tilsvarende kulminerende, bloddryppende Eftervirkninger, bliver "Helvede" saaledes et Drama, der spilles udenfor det egentlige "Dyrerige" og udenfor det egentlige "Menneskerige", og hvis drastiske Virkninger for Individerne bliver den realistisk, praktiske Erfaringsoplevelse, der skaber Vækst i det primitive eller underlegne Følelsesliv. Da denne, af "Helvede" befordrede Følelsesudvikling, hæver Individet langt op over det "dyriske" Følelsesniveau, til en Tilstand hvor det ikke mere kan bruge Intelligensen i det dræbende Princips Tjeneste, men derimod kun i Kærlighedens, bliver "Helvede" jo den "Livsaande" som Gud "indblæste" den, af "Ler" "formede", "Adam" og hvorved han blev til et "Levende Menneske".

Men "Helvede" udleves ikke paa een Dag. I denne Grænsezone mellem "Dyr" og "Menneske", i dette "Ingenmandsland" maa "Adam" og "Eva" i Form af det jordiske Menneske leve i mange Inkarnationer, og udgør altsaa hver især i denne Tilstand en "forloren Søn". Og det er i "Helvede", at den "forlorne Søn" opdager, at Livet "borte fra Faderen", hvilket vil sige, Livet i "Gudløshed", Egoisme, Hensynsløshed, Magtbegær o. l., er Opfyldelsen af "dyrisk" Mentalitet, af "dyrisk" Levevis og saaledes symbolsk er det samme som at "æde sammen med Svinene", og at hans eventuelle rige Boliger, Slotte, Palæer, Festsale og Lystyachter etc. i Virkeligheden kun er forgyldte "Svinestier", Skuepladsen for alskens Vildfarelser, mental Urenhed, Hovmod og Forfængelighed, at hans Væsen helt og holdent kun udgør en i Guld, Sølv og Ædelstene, i Purpur, Hermelin og Silke maskeret aandelig Dumhed, Naivitet og Uformuenhed, saalænge et primitivt Følelsesliv og dermed en bevidst eller ubevidst Forfængelighed faar ham til at krympe sig ved at vedgaa sig sit sande Familieskab med sin "himmelske Fader", hvilket vil sige Familieskabet med sin "Næste", Familieskabet med alle andre eksisterende levende Væsener.

Men fra denne aandelige Hjemløshed, Vagabondering eller Lazarontilværelse kan "Keruberne": De forældede kirkelige Autoriteter ikke hjælpe den "forlorne Søn". Dertil er deres Magt og Tro altfor stærkt forældet. Her maa alt Haab om Hjælp fra deres Side lades ude. Og Begreberne den "fortabte Søn" og "evig Fortabelse" er derved kommen ind i Verden.

Men begge Begreberne er illusoriske. Den "himmelske Fader" slaar ikke Haanden af "Sønnen", selvom denne slaar Haanden af "Faderen". Og "Helvede" er udelukkende baseret paa at skabe, ikke alene "Sønnen"s Oplevelse at Savnet af sin "himmelske Fader" og den deraf udgaaende Længsel mod Guddommen, men ogsaa en "Opstandelse" fra "Syndefaldet"s "Dødsrige" til en helt ny "forklaret" Tilværelse: Opstandelsen fra "Dyr" til "Menneske".

 

 

Rettelse omtalt i Kosmos nr. 3, 1937 er indført i web-udgaven af denne artikel.