Kosmos 1980/13 side 175
Martinus skrev.....
Om KUNST i bogen "juleevangeliet"
– uddrag af kap. 21, 22 samt 25.
Verdens største kunstværker er ikke blevet til ved hankøns- eller hunkøns-mentalitet eller ved selvopholdelsesdrift, men ved kristusmentalitet.
Hvad er det da, der bevirker, at jordmennesket er noget mere end et pattedyr? – Det er alle de manifestationsarter, der ikke er nødvendige for eller har noget at gøre med opretholdelsen af ægteskabet, forplantningen eller parringsakten. Det er så at sige alle de manifestationer, et menneske af hjertet har lyst til at udføre, ikke fordi de er en betingelse i selvopholdelsesdriften eller i kampen om det daglige brød, og ikke fordi de eventuelt giver mange penge, men udelukkende fordi det er en guddommelig nydelse at beskæftige sig med disse særlige manifestationer for disses egen skyld. At udføre en særlig bestemt manifestationsart eller et særligt stykke arbejde, blot fordi der ligger en glæde og inspiration i at udføre selve arbejdet, er en helt ny mentalitet. Det er tilstedeværelsen af denne mentale tilstand, der udgør de begyndende symptomer på, at væsenet er et "Kristusbarn". Det er nemlig de begyndende talenter for manifestation af "himmeriges rige". Det er begyndelsen til den verden, i hvilken der ikke skal være "gråd og tænders gnidsel". Det er det begyndende fundament for den "fred" og "velbehagelighed" for jordmennesket, juleevangeliet forjætter. Det er nemlig produkterne af denne store glæde og inspiration, der blandt andet fylder alverdens museer eller offentlige kunstsamlinger med de såkaldte ubetalelige "kunstskatte". Rummer disse store for almenheden tilgængelige kunstsamlinger ikke geniale manifestationer, ja, indtil overjordisk skønne produkter af verdens største genier, frigivet til skue, glæde og inspiration for offentligheden eller alle samfundets enkelte individer? – Er der ikke forskel på et sådant museum og et forretningsmæssigt stormagasin? – I museet ser vi et stort gennemprøvet og censureret område af det ypperste, jordmennesket har kunnet frembringe, ganske uden hensyn til økonomisk vinding, ære eller berømmelse. Ja, har historien ikke netop eksempler på, hvorledes enkelte kunstnere eller genier ligefrem har sultet, lidt nød og savn på alle det daglige livs områder og givet afkald på højt betalt lønarbejde, været til latter, hån og spot, kritik og forfølgelse, endog fra familie og nærmeste venner, blot for at efterkomme deres genis stærkeste krav, begær eller drift og derved fuldført deres geniale mesterværker uden nogen som helst materiel vinding. Tænk, hvis disse store kunstens eller skabeevnens repræsentanter hellere havde valgt et arbejde, der kunne have givet dem store økonomiske indtægter i stedet for deres kunst, hvor fattig ville verden så ikke i dag have været på virkelig store geniale mesterværker. ... ...
Hvor helt anderledes er det ikke med hensyn til produkterne i et stormagasin eller handelshus? – Her forevises også mange vidunderlige, ja endog geniale ting. Men disse er endnu ikke frigivet til offentlig eje eller udstillet for blot at være til gratis beskuelse for almenheden. De er endnu bastet og bundet eller monopoliserede som midler, ved hvilke smarte forretningsmatadorer og aktionærer dagligt kan forøge deres formue uden selv at udføre noget nævneværdigt arbejde og således i høj grad leve på frembringernes eller skabernes bekostning. Hvad med alle de øvrige produkter i et sådant stormagasin, tjener de ikke det samme formål? – Og hvem er de, der fremstiller alle disse produkter? – Er det væsener, der laver dem udelukkende kun i glæden over netop at lave disse uden hensyn til økonomi eller vinding? – Nej, dette vil i al fald kun høre til undtagelserne. Det almengældende er derimod, at de er lavede af betalte arbejdere, der tvungne af omstændighederne ved deres ubemidlede tilstand fra fødslen af var prædestinerede til at sælge deres arbejdskraft så og så mange timer daglig af deres liv for at bjærge lige akkurat de timer af det samme liv, de nødvendigvis skal bruge til at sove i og til at besørge artens beståen eller deres erotiske krav. At det af disse væsener manifesterede arbejde ikke er udført på grundlag af glæden over netop at udføre det for arbejdets egen skyld, ligegyldigt hvad det så end måtte koste, ligegyldigt om man fik betaling derfor eller ikke, er en selvfølge. Det almengældende er jo det, at det udelukkende er udført som betalt arbejde. Men betalt arbejde er jo det samme som betalt liv, og betalt liv er igen det samme som slaveri. ... ...
Stormagasinet er altså blomsten på den verden eller mentale sfære, i hvilken man "hellere tager end giver" og derved hæmmer sin fulde totale åndsfrihed. Jordmennesket er blevet en mental slave, en pengenes fange, hvad enten det er som lazaron eller krøsus. Der er ingen af disse to former for fremtræden, der opfylder betingelserne for verdensfreden. Og denne vil da også være umulig, så længe disse to manifestationsformer er almengældende. "Himmeriges rige" eller den virkelige verdensfred er ikke en verden af hverken legale eller illegale slaver eller slaveejere. Det er ikke en verden af individer med herrefolktendenser. Det er ikke et rige eller en sfære baseret på kapløbet om røveri af medvæsenernes livstimer. Det kan udelukkende kun være en verden, hvor alle elsker alle, eller hvert individ elsker sin næste som sig selv. Juleevangeliet er således ikke et skønt postulat, men er derimod jordmenneskehedens kommende allerhøjeste videnskab. Og det er denne videnskab, der stråler ud fra alt, hvad der åbenbarer sig som virkelig genial kunst og skaber atmosfære i de store kunstmuseers mægtige haller, sender sin verdenforskønnende atmosfære ud fra disses vægge, reoler og montrer. Her er det også omdannede livstimer, vi ser, men de er ikke mere betalingsmidler i det mentale og legemlige slaveris økonomi. Nu er de nået frem til at blive det, de – bevidst eller ubevidst af deres ophav – oprindelig er bestemt til, nemlig, at kærtegne enhver beskuer og kaste et himmelsk eller overjordisk inspirerende lys dybt ned i hans sjæl og dermed give ham fornemmelsen af en højere verdens eksistens end den på køb og salg af livstimer baserede slave- og herrefolketilværelse, vi hidtil har opfattet som kultur og civilisation. Staternes store kunstmuseer er således det begyndende resultat af det "rigtige menneskerige"s indtog i den jordiske sfære. Alt, hvad der udgør virkelig genial kunst kan udelukkende være en kulmination af videnskab, ligesom virkelig videnskab i sig selv kun kan manifesteres som genial kunst. Disse to faktorer danner således tilsammen en enhed, der udelukkende kun kan eksistere som et virkeligt kærtegn, hvilket vil sige, at samme enhed udelukkende er til glæde og velsignelse for beskueren. En kunst, der i sin struktur ikke repræsenterer den højeste videnskab på sit felt, er ikke kunst, ligesom en videnskab, der ikke er kunst ikke er nogen virkelig videnskab.
Tilbage til artikelregister
Forrige