Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1979/11 side 122
Læseren spørger - Instituttet svarer, ved Mogens Møller
 
Fra Sverige har vi modtaget følgende:
Spørgsmål: Jeg tager mig den frihed at skrive et spørgsmål, som jeg ikke kommer nogen vegne med på egen hånd. Jeg har set tv-serien "Holocaust", og jeg ved, at den også har gået i Danmark. Jeg spørger nu, hvorledes det kan gå til, at et folk har pådraget sig en sådan karma, at millioner mennesker dræbes på denne forfærdelige måde? Jeg ved at et folk kan rammes af en samlet fælles karma, men hvad kan det jødiske folk som race have gjort i svundne tider for at skulle møde en sådan skæbne?
Svar: TV-serien "Holocaust", eller "Förintelsen" (tilintetgørelsen), som den blev kaldt i Sverige, har uden tvivl virket stærkt og chokerende på mange seeres følelsesliv overalt, hvor den er vist. Man må håbe, den også har sat tanker i gang, at man har lært noget ved at se den.
Nazisme, magt- eller herrefolksmentalitet, er ikke blot et tysk fænomen, men et tankeklima, som i større eller mindre grad findes overalt i den jordiske menneskehed. Begreberne "overmennesker" og "undermennesker", herre og slaver, er et urgammelt fænomen, som har domineret de jordmenneskelige samfund gennem årtusinder. Vi kan bl.a. læse meget om det i "Det gamle testamente", jødefolkets historie.
Jødefolkets historie og idealer udgør det første eller "det gamle" testamente i kristendommens hellige bog, "Bibelen". Martinus skriver i "Livets Bog" 4. bind stk. 1301: "Var vor religionsundervisning ud fra dette testamente ikke et permanent studium af krige og atter krige. Var ikke alle de store skikkelser, alle de store hovedpersoner i denne lærdom så at sige sværdets og gengældelsens lovprisere? Var de ikke netop krigsmæssige helteskikkelser? Var det ikke David, der fældede Goliath? Og var de andre jødiske konger ikke indviklede i krige? Var de ikke i meget stor udstrækning opflammet og inspireret til disse krige af deres lands førende profeter? Påbød ikke selve moseloven "Øje for øje og tand for tand"? Og var det ikke selve ypperstepræsterne, templets øverste, "det allerhelligste's eneste betrædere, der dømte Jesus af Nazareth til tortur og korsfæstelse? Og hvorfor? Var det ikke netop fordi, han forkyndte "Næstekærlighedens evangelium"?" I stk. 1302 fortsætter Martinus:" "Det gamle testamente's beretninger er et drama i menneskehedens historie, inden for hvilket krigen, magten og dødsstraffen endnu er religionens eller moralitetens fornemste dyder. Det er en beretning om et folk, der både havde flerkoneri, slaver og slavinder, et folk, der lige så godt som "hedningerne" undertrykte visse kategorier af dets egne samfundslag, lod dem leve i trældom og underkastelse, ligesom de regnede andre staters eller nationers folk for en slags laverestående væsener, man slet ikke måtte gifte sig med, og med hvilke samkvem kun tolereredes der, hvor dette udgjorde enorme udbyttegivende, forretningsmæssige forbindelser. Intet under, at "Guds udvalgte folk" efterhånden måtte bringes til at erkende deres selviske "nationalisme's" isnende kulde i "internationalismen's" verdenssamfund. Og er det ikke den samme erkendelse, der senere blev mange andre selviske nationer til del, grundet på deres antipati eller fjendtlighed mod "internationalismen"? Hvorfor blev jøderne trods tapper kamp og dygtige førende mænd, store profeter, kloge og delvis "indviede" konger, stadig spredt i landflygtidhed, mistende al selvstændighed, og deres enkelte individer så at sige stillet ansigt til ansigt med eller tvungne til at leve midt imellem andre landes, andre racers individer, sæder og skikke? Tror man ikke, det var for at knække "nationalismen's" selviske indkapsling i og drømme om en "herrefolketilværelse"? Tror man ikke, det var for at lade dem erfare, at andre nationers, andre racers individer også var menneskelige væsener, hvilket her vil sige: Væsener, der også kunne udøve mentale dyder, ja, ligefrem også var væsener, man kunne gifte sig med eller på anden måde komme til at holde af? Og tror man ikke, det netop var særligt nødvendigt for "Guds udvalgte folk"?"
I de følgende stykker af "Livets Bog's" 4. bind kommer Martinus ind på, hvordan man kosmisk set må opfatte jødefolket som "et udvalgt folk", nemlig som en "anskuelsesundervisning" for hele den øvrige verden, som et stykke "psykologi" fortalt som "verdenshistorie". I stk. 1303 skriver han: "Jøderne var som bekendt "Guds udvalgte folk", dog ikke således at forstå, at Guddommen har særlige "kæledægger" eller "favoritter" blandt nationer og enkelte individer. Overfor Guddommen er jo alle lige. Men Guddommen må vejlede, undervise, udvikle og føre de levende væsener fremad i kredsløbet, såvel opad imod lyset som nedad imod mørket. Og denne førelse kan selv en Guddom ikke foretage i kraft af – ingenting, men udelukkende kun i kraft af levende væsener. Som vi her i "Livets Bog" har set, er alle levende væsener jo Guddommens redskaber. Og det jødiske folk er kun "Guds udvalgte" på den måde, at det er blevet det folk, i hvilket "alle jordens slægter skulle velsignes". Dette vil igen sige, at det er et folk, der er foran i spiralen eller udviklingens kredsløb. Derved er det blevet et folk, hvis skæbne de efterfølgende folk kan se tilbage på. Dets skæbne er således lagt blot for hele den øvrige verden."
Martinus fortsætter lidt længere fremme: "Den øvrige verdens folk kan på dette folks skæbne se, hvorledes det går, når man i alt for høj en grad misforstår sin identitet som "Guds udvalgte folk" og tror, at denne "udvælgelse" består i, at man er kaldet til at være et "herrefolk"."
Herrefolksmentaliteten og nationalegoismen har spredt sig som dominerende tankeklima over hele jorden, jøderne er blevet fordrevet fra deres land og bosat blandt andre racer og folkeslag, hvor de både fra religiøse og fra nationalpolitiske fanatikere har mødt det tankeklima, de selv har sået, kulminerende i nazismens udryddelseslejre. Det betyder ikke, at jødernes skæbne er værre end andre folks, den er mere samlet og derved mere bemærkelsesværdig og overskuelig. Men da ingen – kosmisk set – kan lide uret og ingen gøre uret, er der heller ingen jøder, der skal gennemgå mere mørke eller lidelse end nogen andre væsener for at komme frem i udviklingen til oplevelsen af lyset og næstekærlighedsprincippet. Hvadenten det er den katolske kirke eller andre religiøse retninger, om det er zartidens russere eller andre europæere med herrefolksmentalitet, om det er såkaldte kommunister eller nazister, der har forfulgt jøderne, må disse forfølgere og bødler også opleve høsten af den sæd de har sået, det er een af årsagerne til, at vi må igennem en 3. verdenskrig.
 
Men den nye verdensimpuls er kommet til jorden, og den udfolder sine virkninger samtidig med mørkets kulmination. Blandt jøderne, som blev spredt over verden, har nye ideer og tanker også haft stor betydning. Mange jøder er begyndt at vokse fra deres strenge ortodokse religion, fra deres nationalegoisme og andre indsnævrende tankeklimaer. Martinus skriver i stk. 1304: "Forekommer der ikke i stor udstrækning eksempler på, at jøder har giftet sig med væsener, der ifølge deres egen ortodokse religion måtte opfattes som hedninger? Ser man ikke også eksempler på, at mange jøder ligefrem af hjertet eller med glæde er blevet statsborgere indenfor nationer eller stater, der ligeledes ifølge deres overleverede ortodokse religion er hedenske? Forekommer der ikke i dag et utal af eksempler på, at jøderne begår sådanne overtrædelser af deres oprindelige morallove, der tidligere betød straf eller udelukkelse af det jødiske samfund? Finder vi ikke ligeledes rundt om i de førende statssamfund uselviske jødiske genier i spidsen for mange forskellige samfundsgrene? Har det ikke vist sig, at verdensberømte specialister eller genier indenfor lægevidenskab, atomforskning, jura, statskundskab osv i en særlig stor udstrækning havde jødisk blod i årene? Er det således ikke blevet en kendsgerning, at det ikke er alle jøder, der bruger deres geni i forretningsprincippets camouflerede udplyndrings- og ågerkarlesystemer, men at disse systemer derimod idag får flere og flere ophav eller genier inden for sit felt, der tilhører helt andre racer end den jødiske. Det synes som om, at ikke-jødiske racer, som idag forfølger jøderne, med uhæmmet begærlighed har tilegnet sig den jødiske genialitet på forretningslivets område."
 
Og i stk. 1305 skriver Martinus: "Og på samme måde som jøderne må de også efterhånden komme til at gennemgå fornedrelsens eller gengældelsens ragnarok eller dommedag for derefter at blive ligeså geniale på de uselviske områder, såsom: Videnskabens eller forskningens såvel som på moralitetens eller humanitetens, som de før var geniale på det camouflerede selviske forretningssystems område. Var det forresten ikke et jødisk geni, der viste sig for verden som en Kristus? Kan man tænke sig en større kapitulation af et herrefolk? Kan man tænke sig en større spire til en nationalitetsdyrkelses undergang end denne, at der i denne dyrkelses egen kreds fødes et altomfattende geni i internationalisme?"
 
Martinus påviser, hvordan jøderne som et intelligensmæssigt højt udviklet folk har en skæbne, der i sin koncentrerede form kan være en anskuelsesundervisning for andre racer og folkeslag, når disse andre vel at mærke er modne nok, dvs har erfaringer nok til at tage ved lære. Og Martinus understreger, hvorledes jødefolket også gennem jøden Jesus fra Nazareth er blevet det folk, hvorigennem alle jordens slægter skal velsignes, idet han var en repræsentant for den tankegang og væremåde, der vil underminere al nationalegoisme og herrefolksmentalitet. At kristne mennesker senere har forfulgt jøder, viser, at de har misforstået Kristi budskab lige så meget som jøderne har misforstået deres udvælgelse. Men jøder såvel som kristne vidste ikke, hvad de gjorde, dertil kræves kosmisk viden og indsigt, og den vil jøder såvel som kristne og alle andre folkeslag og religiøse retninger efterhånden kunne tilegne sig. For efter "det første eller det gamle testamente" og "det andet eller det nye testamente" kommer "det tredie testamente eller Livets Bog", som gør mystik til videnskab og samtidig forklarer mange dunkle og uforståelige ting fra de tidligere testamenter, deriblandt jødefolkets rolle i jordmenneskehedens historie.
 
Folkeslagene såvel som de enkelte individer må stort set følge samme skæbnevej som jødefolket, men når man kan læse og forstå denne skæbne, kan man begynde at bruge denne lærdom i forbindelse med sin egen skæbnedannelse. Herrefolksmentaliteten har i større eller mindre grad sine rødder i enhver af os som en slags "individuel Herodesmentalitet". Den udfoldes nårsomhelst, vi hensyns løst vil spille rolle på andres bekostning, gennem ærgerrighed og ambitioner, hvorigennem vi kan nedvurdere, ja, måske nedværdige andre. Derved korsfæster vi den spirende "Kristusbevidsthed" både i andre og i os selv. Det er værd at tænke på, at den verdensfred, vi længes efter, ikke kan skabes på anden måde end gennem den udvikling, der finder sted i det enkelte menneskes sind, i jøde såvel som araber, i europæer og asiat, afrikaner og amerikaner osv. En jøde ved navn Albert Einstein har givet et godt eksempel på en international, næstekærlig tænkemåde med ordene: "Den varme, der strømmer mod mig fra mange mennesker, gør mig godt, for den mødes med de varme følelser, jeg nærer for menneskeheden. Det had, jeg ved, nogle mennesker nærer til mig, generer mig ikke, da det ikke finder noget had at forene sig med og bundfalde sig i i mit eget sind."
MM