Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Brev fra en læser i Jylland: I lang tid har jeg tænkt på at spørge om meningen med Jesu ord på korset: "Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør." Jeg troede først, at Jesus mente, at de, der dømte og korsfæstede ham, dermed var fritaget for virkningen af deres handlinger. Men ved at forstå karmaloven og reinkarnationen forstår man jo, at hvis dét kunne lade sig gøre, ville det ikke være kærligt, for så borttog man nogle erfaringer, som var nødvendige for deres udvikling. Så faldt nogle andre ord mig ind: "Døm ikke, for at I ikke skal dømmes, thi med den dom I dømmer skal I selv dømmes", og "Dommen hører Gud til." Ord, som jeg ofte har hørt, men som jeg først nu så småt begynder at forstå. Men nu spørger jeg: 1. Hvilken funktion har evnen til at tilgive, er det kun for vores egen skyld, at vi skal lære det, eller hjælper det også dem, vi tilgiver?

Svar på 1. spørgsmål: Evnen til at tilgive har flere funktioner, eftersom enhver af os ikke blot er "os selv" men samtidig en del af en kosmisk helhed i vekselvirkning med levende væsener både i makro-, mellem- og mikrokosmos.

Rent skæbnemæssigt hjælper det væsenet selv, idet det, når det kan tilgive en negativ handling fra et medvæsen, forandrer vibrationerne i sin bevidsthed og udvikles følelsesmæssigt, hvorved det skaber større beskyttelse mod kommende karma eller skæbnebølger. (Se symbol nr. 20 "Syndernes forladelse" i "Det evige verdensbillede" II). Men virkelig at tilgive er ikke blot en passiv tilstand, selv om den ikke altid udtrykkes i ord over for den person, man tilgiver. Føler man, at vedkommende gerne vil vide, at man har tilgivet ham/ hende, er det naturligt, at man giver udtryk for det. Der kan dog være tilfælde, hvor han eller hun absolut ikke mener at have behov for tilgivelse og istedet for ville reagere ved at blive så fortørnet, at det blot ville forværre forholdet. Ingen kan imidlertid forhindre, at man tænker positivt og kærligt på den man tilgiver, og kærlige og forstående tanker, som står i forbindelse med en tilgivelse, også igennem bøn for den, man tilgiver, vil ikke kunne undgå – på længere sigt – at påvirke det menneske, man tænker på; og i mere positive stunder vil disse tanker virke som en positiv impuls i vedkommendes dagsbevidsthed. Det vil på kortere eller længere tid kunne være en stærkt medvirkende årsag til, at forholdet mellem disse to mennesker ændres fra en negativ til en positiv tilstand. Med ordene om tilgivelse udgik der fra verdensgenløseren Kristus på korset en impuls til hele den jordiske menneskehed, en impuls, som den dag i dag vibrerer i jordens åndelige sfære. Martinus skriver derom i "Påske" s. 62 " - fundamentet for hans mission i overdådig fylde udgøres alene af hans for alle tilgængelige rent fysiske væremåde, kulminerende i hans dybeste fornedrelse i den ene sætning "Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør." "Alene den store hobs tilegnelse af den rigtige forståelse af denne sætning og dens praktiske fuldbyrdelse i dan daglige væremåde er tilstrækkeligt til at frelse verden", skriver Martinus.

Foruden det mellemkosmiske perspektiv, hvor det gælder det enkelte jordmenneskes forhold til hele menneskeheden, er der også et makrokosmisk perspektiv, idet det enkelte jordmenneske kosmisk set er som en "hjernecelle" i jordklodevæsenets hjerne, og da nævnte makrovæsen ifølge Martinus analyser er ved at opleve "den store fødsel" eller oplevelsen af "kosmisk bevidsthed" i sin nuværende inkarnation i kraft af en ny verdensimpuls, bliver det jordiske menneske, der efterhånden er i stand til at tilgive, en af de celler, der er modtagelige for den nye impuls og derfor til gavn for det makrovæsens udvikling, der yder det både fysisk og åndeligt livsrum. Det er dog et stort perspektiv i forbindelse med dette: at tilgive sin næste, et perspektiv, der viser, hvor meget enhver af os betyder for helheden.

Endelig kan der nævnes et tredie perspektiv i forbindelse med vor evne til at tilgive: det mikrokosmiske. Det menneske, der tilgiver sin næste i mellemkosmos, går ikke rundt og pønser på hævn eller bærer nag eller har sure følelser og bitre tanker, tværtimod. Kan man tilgive, er man også glad ved at gøre det. Det betyder, at man ikke – som den hadefulde, irriterede, sure, bitre eller deprimerede gør det – skaber muligheder for "kortslutning" og katastrofer i sin organisme. Negative følelser og tanker, som strømmer gennem hjernen og nervesystemet opmagnetiserer nemlig blodet og går med det rundt til alle organerne med deres cellesystemer og videre ind i cellernes mikroverden osv, hvorved små dispositioner til sygdomme kan blive de svage punkter, der angribes, og en såkaldt psyko-somatisk sygdom (fysisk sygdom med psykisk årsag) sættes i gang, hvilket for mikrovæsenerne i organismen opleves som "naturkatastrofer" eller lignende destruktive voldsomme hændelser. Den tilgivendes glade, positive og konstruktive tanker og følelser skaber derimod de bedste muligheder, det bedste åndelige klima i dette menneskes organisme og dermed et velvære for mikroindividerne i organismen, hvilket naturligvis også vil opleves som et kolossalt velvære af mennesket selv.

Det kan være svært at tilgive, men tænk, hvilke store perspektiver det har. I Livets Bog I stk. 19 bruger Martinus billedet af en ballonfærd, hvor vi er bundne til de lavere og mindre udviklede former for tilværelsesplaner i kraft af tyngden i "Ikketilgivelsens sandsække". Når de slippes, vil vi mere frit og uhindret hæve os op til lysere og lykkeligere regioner og tilværelsesplaner.
 

Og brevet fortsætter: Jeg synes, det er svært at afvikle evnen til at forsvare sig og at "vende den anden kind til, når man bliver slået på den ene". Der er så mange, der siger, at folk er feje, når de ikke tager til genmæle eller forsvarer sig, at de enten er martyrer eller masochister, og det er jo ikke noget at tragte efter. Jeg kan godt se, at det er dumt at hævne sig, og det er heller ikke så svært at lade være, hvis man tænker på, at den anden part er redskab til at belære én om noget i én selv. Men ikke at ville forsvare sig og helt at tilgive den anden, selv om man ikke hævner sig, er næste lige så svært som at vende vrangen ud på sig selv.

Det er meget nemmere at sige, som min mormor sagde: "Der kommer noget til alle", altså: hverken hævne sig eller tilgive, men holde sig afventende.
 

Og så er mit 2. spørgsmål:Men kosmisk set er det vel ikke nok?

Svar på 2. spørgsmål: Din mormors udtalelse udtrykker den resignation, man ofte møder hos ældre mennesker. Dette, at finde sig i sin skæbne, en slags forsagelse, en passiv holdning udfra tanken om, at "det kan ikke nytte noget, vi kan jo ikke lave verden om". En sådan resignation behøver dog ikke at være passiv. Den kan være forbundet med kærlige tanker og med bøn, hvad den også ofte er hos ældre mennesker, og det er absolut en positiv form for aktivitet. Og din mormor havde jo ret: der kommer noget til os alle. Det kosmologien kan hjælpe os med, er at begynde at forstå, hvorfor der kommer noget til os både af det ubehagelige og det behagelige gode, og at det aldrig er de andres skyld. Forstår man virkelig det, ændres resignationen fra at være noget passivt, der kan være en højst usund tilstand, hvis vreden og bitterheden og følelsen af forurettelse i stedet for at slå ud i en form for aggression imod "modstanderen" kan slå indad i bevidstheden og blive til såkaldte neuroser, til en psykisk sygelig tilstand eller psyko-somatisk sygdom. Det kan den gøre, når man er passiv og ikke tilgiver. Den aktive resignation betyder også at finde sig i sin skæbne, men udfra forståelsen af, at man selv er den inderste årsag til den, og netop fordi man er aktiv, slår resignationen ikke indad og bliver til "følelsesknuder" af forurettelse, bitterhed og dårligt humør. Aktiviteten består i det, Martinus kalder "kosmisk kemi", dvs i at lære at blande sin bevidstheds energier, især sin følelse og sin intelligens på en positiv menneskelig måde. Det er rigtigt, at de fleste synes, man er fej, hvis man ikke forsvarer sig, og mange mener, at et modangreb er det bedste forsvar, derfor er der så megen krig i verden. Det er netop udtryk for, at man ikke ved, hvad man gør. Psykologer siger ganske vist, at det er bedre at få luft for sin vrede og aggression, end at den slår indad i sindet og bliver til sygdom. Det kan vel også være rigtigt i den forstand, at det i visse tilfælde kan være det mindste af to onder. Men det, vi kan lære af Martinus, er ikke et mindre onde, men et gode, nemlig at opløse de negative tanker og følelser gennem positiv kosmisk tænkning, der kan resultere i menneskelig, rigtig menneskelig handling. Du har ret i, at det er dumt at hævne sig, det er et skridt i den rigtige retning at erkende det. Næste skridt er at kunne tilgive udfra en kosmisk logisk tankegang, selv om det er svært. Forstår man, at lige som du og jeg i dette øjeblik ikke kan føle, tænke og handle på basis af erfaringer, vi endnu ikke har gjort, og evner, vi endnu ikke har udviklet, kan vor næste det heller ikke. Og lige som du og jeg somme tider siger eller gør noget, som vi bagefter fortryder, har vor næste det måske lige sådan i forhold til noget, han/hun har sagt om eller gjort imod en af os. Selv om vedkommende synes det er flovt at lade sig mærke med sin fortrydelse. Og vi må endda i vor kosmiske tænkning prøve at gå så langt, at vi siger til os selv: "Forsynet skulle jo bruge et redskab for at give os den undervisning, altså er det godt, at et sådant redskab var i nærheden".

Hvis det er noget behageligt, vi oplever gennem et andet menneske, er vi altid glade for vedkommende og måske endda taknemmelige mod ham eller hende. Men et sådant menneske er jo også et redskab for Guddommen, det tænker vi almindeligvis heller ikke på. Ja, det behagelige er vi næsten tilbøjelige til at tage som en selvfølge. Det behagelige er imidlertid også en form for undervisning i at blive et rigtigt menneske, til tider en undervisning i, at vi ikke kan tåle at få for meget af det, så bliver vi sløve eller krævende. Baggrunden for den kosmiske kemi er faktisk den, Martinus viser os i "Det evige verdensbillede" II, symbol nr. 21 og 22, som han kalder: "Den evige kosmiske, organiske forbindelse mellem Gud og Gudesøn I og II". Det er den baggrund, at der kosmisk set egentlig kun er to væsener i verdensaltet, Guddommen og én selv. Alle vore medvæsener i makro-, mellem- og mikrokosmos er Guddommens organer, hvorigennem samme Guddom viser os sin kærlighed, også den "camouflerede kærlighed", som vi kalder "det onde", men som Martinus kalder "det ubehagelige gode".

Guddommen kan anvende det over for os ubehagelige menneske som sit organ eller redskab, fordi vedkommendes erfaringer, evner og talenter passer til den vrede, sure, hævngerrige eller forargede energiblanding, vi selv i fortiden har sået og nu kan høste gennem ham eller hende, fordi vi trænger til at opleve virkningen af en sådan væremåde for at komme videre i vor menneskelige udvikling, og fordi han eller hun kan nænne at gøre det. Det er meget vigtigt i en sådan situation at fastholde den tanke i sin dagsbevidsthed, at det andet menneske i forhold til os er Guddommens redskab for vor egen skæbnebølge, selv om vedkommende i sin egen skæbnedannelse sår noget, det selv må høste engang i fremtiden. Kan du eller jeg i en sådan situation vende den menneskelige tilgivende side af vor bevidsthed til, dels i forståelse af, at det er vor egen skyld, at vi møder det ubehagelige, dels fordi vi også forstår, at den anden ikke kan handle, tænke og føle anderledes ud fra sin øjeblikkelige bevidsthedstilstand og erfaring (han ved ikke, hvad han gør), så har vi "betalt den regning" fra fortiden, og den kommer ikke igen. Kan vi samtidig tænke kærligt og positivt på vedkommende (den egentlige tilgivelse), vil det kunne påvirke ham/hende på længere sigt og måske endda blive en hjælpende impuls, når vedkommende skal møde virkningerne af sine negative handlinger. Vi kan altså, i forhold til som de kosmiske love er blevet eet med vor egen tankegang og handlemåde begynde at bestemme, hvilken slags redskab vi vil være for Guddommen. Vi vil blive mere uegnet til at være den, der viderebringer det ubehagelige gode (og dermed også sår det for os selv i fremtiden) og mere egnet til at bringe det behagelige gode i betydningen: næstekærlighed, forståelse, forsøg på samarbejde, hjælpsomhed, livsglæde og godt humør.

Vist er der masser af mennesker, der vil synes, at dette er en komplet idiotisk tankegang, og derfor tror, man er fej eller vil spille martyr, og kalder en for masochist. Men de har jo heller ikke den viden (og ønsker den måske heller ikke endnu) og dermed den baggrund for tænkning, som kosmologien giver: at ingen kan lide uret, og ingen kan gøre uret. Forstår man det, ved man, at ingen kan være martyr. Og man ved også, at man ikke er fej, for der skal faktisk mod til at tænke og handle anderledes end flertallet gør, baseret på gamle vaner og fordomme. Det menneske, der virkelig er fejt, tilgiver ikke. Det hævner sig heller ikke og forsvarer sig ikke, fordi det er bange. Men havde det mulighed, f.eks. for at hævne sig gennem en anden, eller får det mulighed for at hævne sig i det skjulte senere, skal det nok gøre det. Med hensyn til masochisme har det intet med tilgivelse at gøre, det er en seksuelt afsporet tilstand, kontrasten til sadisme, hvor lidelse og smerte efterhånden er det eneste, der kan udløse et væsens seksuelle tilfredsstillelse. Men eftersom dette at tilgive endnu ikke er blevet noget normalt for de jordiske mennesker, kan den, for hvem det efterhånden er naturligt at tilgive, blive udsat for, at de "normale" anser ham eller hende ikke blot for at være unormal, men endda ligefrem afsporet. De ved ikke, at tilgivelse, forståelse og næstekærlighed er den eneste vej til den verden af fred, vi alle sammen inderst inde længes efter.

(Fortsat besvarelse af brevets spørgsmål i næste nummer)