Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Der er krige og ufred i store dele af verden, og der er strejker og konflikter på arbejdsmarkedet mellem arbejder og arbejdsgiver, selvom strejker og lockout snart er forældede "våben", og hvor strejker mest drejer sig om at holde sin plads eller rykke op i lønnings-køen. Mellem store forretningsforetagender er der hård konkurrence eller økonomisk krig, der yderligere tvinger disse til at slå sig sammen for at fortsætte den økonomiske kamp mod andre endnu større selskaber og koncerner. Krig og ufred kendetegner vor verden, og den megen tale om fred er ikke realistisk, og for de implicerede parter ofte kun et spilfægteri. Der er ikke noget virkeligt ønske om fred mellem de krigende nationer, kun ønske om fred på egne betingelser. Der er fortsat "krige og rygter om krige, men enden er ikke endda", som det udtrykkes i Mathæus kapitel 24, hvor Jesus bliver spurgt om "hans tilkommelse og verdens ende", et kapitel, der er værd at læse igen, især måske nu hvor vi og mange andre lande netop gennem TV har set og fået genopfrisket verdenskrig II og dens rædsler og dens jødeforfølgelser med filmen "Holocaust".

Spørgsmålet om krigens dybeste årsag og fredens skabelse bliver mere og mere aktuel, men diskussionen der føres om disse emner i denne tid, både offentligt i TV og aviserne og den, der føres mand og mand imellem, ligger på et meget overfladisk plan. Nogen virkelig dybde er der ikke, selvom man nok mærker et inderligt ønske hos mange om en tilbundsgående forståelse af vor konfliktfyldte tid.

Men virkelig forståelse er helt udelukket, sålænge man ikke kender og accepterer levende væseners evige eksistens og kropsudskiftningen og fornyelsen gennem reinkarnation, – eller forstår, at alle væsener står på forskellige udviklingstrin, – ejheller karmaloven eller årsags- og virkningsprincippet, det at man høster som man sår. Uden disse tre fundamentale principper vil man aldrig kunne komme til andet end nogle overfladiske betragtninger om krigens årsag og fredens oprettelse.

På vort nuværende udviklingstrin kan vi karakteriseres som udviklede pattedyr eller relativt primitive mennesker, som dels gør det "onde", dvs noget, der tilhører stadier, vi i virkeligheden har tilbagelagt eller er i færd med at forlade, og dels udfører det "gode", dvs noget, der er i kontakt med de stadier i udviklingen, som vi stiler mod. Da denne udvikling sker inden i universet, som er Guds organisme, i hvilken "vi lever, røres og er", kan vi enten være imod Guds vilje ved fortsat at være i kontakt med de tilbagelagte stadier eller vi kan være i overensstemmelse med Guds vilje ved at stile imod og være i kontakt med kommende virkelige menneskelige stadier i vor udvikling. Mange mennesker har svært ved at få fat på begrebet "Guds vilje", idet de hævder, at alt, hvad der sker i universet uvægerligt må være Guds vilje, og at man derfor ikke kan pege på noget bestemt og sige, at dette eller hint er Guds vilje, og det er også, set fra en vis synsvinkel, rigtigt. I spiralkredsløbet er det Guds vilje, at væsenerne forlader den åndelige verden og "indvikles" i materien og ligeledes, at vi, når vi har passeret de forskellige stadier i den fysiske materie, igen "udvikles" af denne for at indgå i de åndelige zoner igen, og at der altså sker et bestandigt kredsløb fra åndelig til materiel tilstand og igen til åndelige tilstande. Dette er det kosmiske syn eller tilværelsen set "fra Guds eget udsigtspunkt". Men rent "lokalt" dvs i vort nuværende udviklingsafsnit går vi fra vor dyriske tilstand mod en virkelig menneskelig tilstand, og i dette afsnit er det klart, at det må være "Guds vilje", at vi udvikler menneskelige egenskaber og tager afstand fra de dyriske. Guds hensigt eller vilje med os er derfor, som det er udtrykt i skabelsesberetningen i det gamle testamente: "Lader os gøre et menneske i Guds billede efter vor lignelse". Vi kan måske sige det sådan, at Guds vilje er udviklingens retning, – vi skal blive rigtige mennesker og ikke blot halvmennesker.

Men lige nu er vi jordiske mennesker med blandede bevidstheder. Vi har både det dyriske og det menneskelige i vor mentalitet. Vi er ufærdige mennesker og må så længe dette er tilfældet lide under de ufærdige naturer, som er i vort sind, og som automatisk reagerer, fordi de findes som talenter og virker helt uden om vort dagsbevidste område.

Vi er konfliktfyldte væsener, der dels befordrer de ydre konflikter, vi kalder krige, og dels de indre, vi kalder sygdomme, og begge dele skyldes uvidenhed om helt elementære love og principper for tilværelse, – et manglende kendskab til de tidligere nævnte tre principper eller de tankeenergier, der er til vor rådighed, og den bagved liggende åndelige og evige struktur. Det evigt eksisterende "jeg" – den kosmiske kemiker – har ved tankeblandinger i dette og tidligere liv skabt sig vaner, talenter, som er automatiske og derfor som nævnt helt ubevidste, talenter og vaner, hvis eksistens vi kun bliver opmærksomme på derigennem, at vi støder på, at vi møder modstand og kommer ind i smertelige eller lidelsesfyldte tilstande, det Martinus kalder "livets direkte tale", netop på grund af denne skjulte automatik i vor bevidsthed.

Hvis vi tager de indre konflikter først. Det kan være både fysiske og psykiske som medfører et sygeleje eller hospitalsophold. Men ofte bringer sådanne lidelser eller sygdomme slet ikke sygdommens virkelige årsag op til overfladen af bevidstheden, og patienten fortsætter efter udskrivningen helt ubevidst sine forkerte ernæringsvaner eller anden fejlagtig behandling af sin organisme. Der skal stødes på mange gange, og der skal måske flere hospitalsophold til, før det begynder at dæmre, at han eller hun selv kunne være skyld i sygdommens opståen.

Man kan til tider høre tilhængere af naturhelbredelsesformer bebrejde læger, at disse kun behandler symptomer og ikke den virkelige eller dybere årsag, og det kan måske godt i nogle tilfælde være rigtigt. Imidlertid er al sygdom i sig selv udelukkende et "symptom". Den vil altid være et resultat eller et symptom på forkerte vanemønstre, som alle – uden undtagelse – igen er et resultat af fejlagtig tænkning, en forkert tankeblanding, en forfejlet kosmisk kemi.

Selvfølgelig skal vi søge læge og prøve at få helet eller helbredt vore skavanker og få lindret det, som gør ondt, og vi skal så søge at ændre vore vaner, der hvor vi bliver opmærksomme på de ydre årsager og den slette behandling, vi giver vort oplevelses- og sanseapparat, kroppen. Men selv den bedste behandling af kroppen forhindrer ikke sygdom, men nok nogle sygdomme. Det til grund liggende for alle sygdomme er tankelivet, og det, der ligeså ligger til grund for al sundhed er tankelivet, den kosmiske kemi, der skaber harmoni både i det indre og det ydre.

Når de talenter, der styrer vort liv mere eller mindre automatisk, er "begravet" dybt i det ubevidste og kun lader sig lokalisere på grund af de vanskeligheder og smerter, de bringer os, er nøgleordene til løsning af disse "at være opmærksom". Vi skal blive bevidste i eller opmærksomme på de processer, der fører til sygdommen. Alt for ofte lader vi os nøje med den første den bedste "årsag" til vore vanskeligheder, "årsager", som nok er detaljer i forløbet af de processer, der sluttelig endte i sygdom, katastrofe eller lidelse, men som ikke er den dybeste eller oprindelige årsag. Men denne er ofte også vanskelig tilgængelig. Den samlede bevidsthedsstruktur er som et isbjerg, hvor vi kun ser eller sanser den beskedne del, der rager op, medens størstedelen ikke umiddelbart kan erkendes.

Vi søger nok sandheden, og kan også finde en sand teoretisk løsning, men når vi skal afdække årsagerne kommer vi sjældent så dybt, men standser undersøgelserne, hvis vi støder på ting, der peger på, at vi selv er den oprindelige årsag. Vi er tilbøjelige til at camouflere det for os selv, det må ganske simpelt være "de andres skyld". Vi frikender os selv, og denne frikendelse er en slags selvopholdelsesdrift. Vi vover ikke at se os selv som vi er, og dog er det det eneste, der efterhånden kan løse alle vore problemer. Vi er så fortrolige med vort eget handlingsmønster og vort tankesæt, så der er ligeså lidt overraskelse i vore daglige handlinger og vor tænkning, som der er, når vi ser os selv i spejlet. Vi kender det altsammen så godt, det er så dagligdags, at vi finder vor væremåde "naturlig" og altså "rigtig", og den eneste måde, vi derfor bliver opmærksomme på disse "naturlige" og "rigtige" tankevaners fejlagtighed, er gennem kollision eller sammenstød med den ydre fysiske materie, med andre mennesker eller med vor indre verden ved sygdom. Det er kun gennem vort samlede sanseapparat, kroppens, registrering af behag og ubehag, at vi kan lære, hvad der er ret og hvad, der er uret. Sandheden må opleves på vor egen krop.

Martinus skriver i bogen "Verdensfredens Skabelse" om lidelsens nødvendighed: "Hvorfor lever menneskene ikke efter disse leveregler (de guddommelige forskrifter i de humane religioner), men udvikler sig til i en stedse stigende grad at leve helt modsat? Bliver det ikke her en kendsgerning, at ord og tale ikke er nok til at føre menneskene ud af mørket og frem i lyset? Men når, som vi her har set som kendsgerning, ord ikke er nok, ja de har i virkeligheden så lille en virkning, at menneskene ligefrem ignorerer dem, ja, undertiden håner dem, hvordan skal menneskene da komme ud af det mørke, som de i deres uvidenhed så højt dyrker og priser eller tilbeder? Er det ikke her synligt, at der absolut ikke er anden vej end erfaringens vej til menneskets skabelse i "Guds Billede"? Menneskene her på jorden skejer altså ud på en masse livsfarlige områder, men regner ikke med, at de er livsfarlige. Og da de heller ikke tror på, hvad andre har erfaret, må de selv opleve eller erfare virkningerne af deres unaturlige levevis. Og derfor har vi blandt andet haft de to verdenskrige, og derfor har vi den såkaldte "kolde krig", der når som helst kan bryde ud i en grusom eller altødelæggende varm krig". (citat slut)

Vi er alle – hvor nødigt vi end indrømmer det – "krigsdeltagere" både på den ydre og den indre front. Vi myrder måske ikke direkte mennesker eller dyr, men vi er alligevel alle under anklage. Mange stimulerer forsvaret af nationen gennem den fællesforelskelse, der hedder nationalisme. Og hvordan kunne f.eks 30.000.000 mennesker dø af sult i 1978? Har ikke alle vi i de rige lande med vort overforbrug af madvarer og andre resourcer vor andel i de mangler mennesker i udviklingslandene sukker og stønner under? Åbner vi vore døre for flygtningene, som ikke mere tør forblive i deres eget land? Mange lande forsømte at gøre noget for jøderne før og under anden verdenskrig, og mange lande forsømmer idag at modtage flygtninge fra Vietnam og andre hærgede lande. Vi kan ikke laste nogen bestemt person, organ, institution eller stat for det, men ville vi alle gennem forhøjede skatter være med til at bidrage til at forbedre forholdene for flygtningene eller til at modtage flere flygtninge her i landet? På mange måder har vi en fælles medskyld i andres lidelser, og vil også senere blive konfronteret med lignende tilstande, så vi dermed kan lære at se tingene fra fredløse menneskers synspunkt.

Det er altså kun erfaringens vej sammen med en ny moralsk vejledning, der kan ændre menneskers holdning og levevis. Mange, som har mistet tilliden til og troen på trosreligionernes moralbud, deres forbud og forskrifter, har ikke nogen ny rettesnor idag. Men også mennesker, som faktisk har fået denne nye vejledning f.eks i kraft af Martinus kosmologi, som ikke indeholder forbud og forskrifter, men som dels indeholder en logisk beskrivelse af de love og principper, som gælder for universet og det levende væsens struktur, og som tillige indeholder en ny moral, dvs vejledning i væremåde, i hvordan man bringer sig i harmoni med sine omgivelser og sit eget univers i form af kroppen, dens organer og mikrovæsener, kan ikke klare sig med teori alene. Vi må alle gå erfaringens vej. Denne vejledning, som ikke er noget diktat eller medfører nogen tvang, stiller enhver helt frit. Man kan "æde af alle havens træer", også "kundskabens træ på godt og ondt". Vi kan tilegne os en ny teori, og vi kan afprøve den på vor egen krop og i vort eget liv. Man kan også se kosmologien som en rejsevejledning, hvor de farvelagte symboler er landkort over ukendte områder, og vi har dermed kort over vor rejserute og en beskrivelse af de bjerge og dale, ørkener og vildnis, vi må passere på ruten. Men vi er ikke i dette nye land, fordi vi har kort og rejseruten dertil. Vi må selv gå vejen, tåle strabadserne og lære af dem.

Hvor fuldkommen vor teoretiske baggrund end er, går det kun langsomt fremad. Vor moralske vækst er sendrægtig, og man kan af og til fyldes med mismod herover, skønt man rent teoretisk kan se at "alt er såre godt". Selvom vi har lyset i sigte og skønt det dages ude i horisonten, er det stadig mørketid. "Enden er ikke endda". Men vor egen krig og vor egen ufred kan vi begynde at omdanne til fred. Vor egen krig er vendt til fred den dag, vi kan gennemgå en tilsvarende lidelse som at hænge på et kors og tilgive vore bødler og være helt fri af had, hævn og bitterhed i sindet, og udelukkende ønsker at kærtegne disse, som fortsat "ikke vide hvad de gøre". Men selvom vi med os selv ved, at vi ikke er nået fuldt så langt, kan vi allerede nu med den fuldkomne teoretiske vejledning, som vi selv har været så lykkelige at få, hjælpe andre, som er i vanskeligheder. Man behøver ikke at være "fuldkommen" for at hjælpe andre. Det vil altid være sådan, at blot man er en klasse eller et trin over andre, som er i begynderklasserne, kan man lære fra sig. Vi kan ganske vist ikke fri nogen ud af deres skæbne, men vi kan vejlede og opmuntre dem, der er modtagelige herfor.

Det føles som et stort fortrin at have lært Martinus kosmiske analyser at kende, og det, vi dermed selv har modtaget, er ikke noget vi skal oplagre eller gemme bort, men noget vi kan og skal give videre til andre, hvor det kan være til lige så stor støtte og opmuntring og glæde, som det har været for os selv. Vi skal ikke missionere, men i det omfang, det er muligt, er det rigtigt at dygtiggøre sig med de kommende vanskeligheder for øje, og som de fem kloge jomfruer i lignelsen om brudejomfruerne at have "olie til lamperne" og være rede.

Den "olie", vi kan have klar, er den viden og den kærlighed, vi kan mobilisere i vor bevidsthed. Der er altid og vil altid være brug for den.