Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der er to opfattelser, der gør sig gældende med hensyn til menneskenes indstilling til den julehøjtid, vi nu snart igen skal fejre, nemlig en materialistisk og en religiøs. For det moderne, intelligensudviklede menneske har julen mistet sin inspirationsværdi. Det moderne menneske opfatter julefesten som en fest, der har overlevet sig selv, og det stræber efter at komme bort fra den. For det religiøst betonede menneske derimod er julefesten rodfæstet i en dyb tro på julens evangelium, og det glæder sig af hele sit hjerte til denne højtidsstund.

Dette forbillede udtrykker en overføring af de kosmiske principper til en form, i hvilken det almindelige menneske kan fatte dem. Efterhånden som udviklingen skrider frem, får menneskene større og større evne til selv at se det lys, som de først lærte at kende igennem symbolerne. Sådan er det også med juleevangeliet. Det var ikke blot det, at Jesus fødtes; der fødes jo tusinder og atter tusinder af børn. Når menneskene holder jul, er det for at udtrykke deres længsel efter lyset, deres tro på og deres aldrig slukte håb om en tid helt anderledes end den, vi nu oplever. I deres hjerte har menneskene for længst erkendt, at livet består i at give, ikke i at tage. Og vi ser da også, hvorledes julen er blevet en gavernes tid. Alle vegne ser vi mennesker komme ilende med pakker, de har alle en dyb trang til ved hjælp af en gave at give udtryk for det menneskelige i dem selv. Og vi ser, hvorledes skæbneloven her virker næsten omgående. Vi kan ikke modtage en gave uden at føle en dyb trang til at besvare denne med en gave fra os selv. Dette gaveprincip er i sin dybeste natur ædelt, det skal blot udvikles på alle livets øvrige felter.

Da julehøjtideligheden blev formet, blev dens hovedsymbol en stjerne. Denne stjerne udtrykker den inderste kerne i juleevangeliet. At der måske har været en særlig klar og lysende stjerne på himlen omkring den tid, Jesus blev født, er ikke udelukket, men det er ikke det væsentlige for os. Det væsentlige er, at vi i denne højtid er stillet over for et direkte udslag af menneskenes længsel efter en anden form for liv end den almindelige. Det lys, der her er tale om, er således ikke af udvendig natur, men derimod af indvendig natur. Modellen til dette lys er Jesus af Nazareth. Med hans fødsel udløste de begivenheder sig, som mere end noget andet blev den stimulerende faktor i menneskets og dermed samfundets omskabelse fra dyrisk primitivitet til den civilisation, vi i dag kender.

Gennem kredsløbet inden for det store udviklingsafsnit, jeg kalder en "spiral", kan vi følge lysets udvikling. Samtidig med dette kan vi følge et andet princip, der degenererer og forsvinder. Dette princip befinder sig i øjeblikket i sit kulminationsområde. Denne kulmination opleves som alt det, vi kender under navn af krig i alle dens forskellige afskygninger. Forholdet mellem disse to store principper, vi kender som lys og mørke, er nu af en sådan natur, at vi kan se, at dette at føre krig i virkeligheden ikke længere er i kontakt med det jordiske menneskes indre verden. Det kæmper ikke længere for kampens egen skyld. Når så mange i dag befinder sig på kamppladserne rundt omkring i verden, må man ikke tro, at det er, fordi disse mennesker begærer at være der. De er der ikke i mørkets interesse, men fordi de tror, at deres tilstedeværelse der befordrer den fred, som er julens inderste væsen.

I sin kosmiske analyse er julen inkarnationen af selve det rigtige menneskeriges tilværelsesform her på jorden, den bevidsthedsform, hvorfra det levende væsen i lyset af de kosmiske analyser ser, at alt er såre godt. Denne bevidsthedsform stiler alle henimod. Når et menneske benægter lyset i den form, som kristendommen forkynder det, er det i virkeligheden kun selve formen, det har noget imod. Havde det noget imod indholdet, ville det jo være sin egen undergang, det var tilhænger af, og denne tilstand har intet med noget normalt at gøre. Da alle normale mennesker således er indstillet på lyset, er dette i virkeligheden meget mere udbredt, end de fleste tænker sig. Alle ser hen til "julen" som et lys, der skal komme, men hver enkelt har de forestillinger om dette lys, som passer bedst ind i hans eller hendes idealer.

Hele denne atmosfære skal udvikle sig og få langt større magt, end tilfældet er nu. En stor hindring herfor er den side af det jordiske menneskes sind, som endnu er i kontakt med de principper, der hører hjemme i dyreriget. Denne hindring må fjernes, og det er denne fjernelse, vi oplever som "dommedag". Denne "dag" har altid været beskrevet som en modsætning til julen, og det ses ingen sinde tydeligere end i vor egen tid, hvor vi netop oplever kontrasterne stærkere end nogen slægt før har oplevet dem. Men jo tættere mørket bliver, desto klarere skinner lyset. I dag kan alle se, hvor skønt livet ville være, dersom menneskeheden havde haft en anden indstilling end den, der førte til krigen. Men den indstilling, menneskene havde, var, selv om de fleste måske nu ser, at den var forkert, alligevel et led i den udvikling, der skal føre dem frem til den totale oplevelse af lyset. Samfundet såvel som det enkelte menneske må jo til enhver tid handle således, som det har forstand til. Er handlemåden så forkert, udløser den den gnidning, der fører til det erfaringsmateriale, på hvilket en ny væremåde kan bygges. På denne måde skabes visdom. Visdom er lys, og lyset er julens evangelium

Henover verden går en lysimpuls større end nogen sinde før i jordens historie. Den stråler med umådelig kraft fra mælkevejens centrum. Mælkevejssystemet er en gigantisk organisme, i hvilken de enkelte solsystemer er organer, som får deres kraft og energi fra dette centrum i organismen på akkurat samme måde, som vore organer forsynes med kraft fra det centrum i vor organisme, vi kalder vort Jeg. Denne energibølge fra mælkevejens centrum indebærer al den kraft, som fører menneskene frem til oplevelsen af det rigtige menneskerige. Det er denne verdensimpuls' skyld, at der nu er krig. Når en sådan impuls træder i funktion, udløser den en enorm bevægelse. De forskellige tankearter bliver sat op mod hverandre. Sådan er det netop på jorden i dag. Vi ser en mængde tankearter, der går ud på at skabe lys, blive sat op imod en hel mængde andre tankearter, der gør fordring på det samme. Af dette følger krig, men i sin dybeste analyse er krig blot forceret udvikling med det formål at hidføre en afklaring.

Det samme oplever De, dersom De bliver hidsig eller skinsyg, der raser krigen blot inde i Dem selv. Men medens De ikke har så stor indflydelse på det, der i dag sker ude i verden, har De en meget stor indflydelse på deres daglige tænke- og handlemåde. Hvad De der oplever af skuffelse og modgang, gives Dem som træningsmateriale for Deres ånd. Uden modgang ville der ingen forædling finde sted, og dette gælder i det små som i det store. Menneskene skal nu lære at forstå, at det ikke er nok blot at tro på lyset som det rigtige. Igennem disse tunge tider vil mennesket komme til kundskab om loven for skæbne. Mennesket må lære at forstå, at det ikke er nok at tænke, man skal også kunne tænke rigtigt.

Da julen netop udtrykker et strålende åndeligt lys, vil De se, at De ikke kan interessere Dem for mit arbejde uden at være i kontakt med julens inderste væsen. Det er rigtigt, at krigen ville være en undervisning for Dem også uden mit arbejde, men da De igennem dette arbejde lærer at forstå krigens årsager og ligeledes får et meget stort indblik i det, krigen fører til, vil De, når krigstummelen stilner af, se, at meget af det, der for andre i dag er fortvivlende mørke og håbløshed, allerede er afsløret for Dem som et strålende lys. Hvor andre kun ser bevis for, at Gud ikke eksisterer, ser De i de samme ting nu beviset for hans absolutte eksistens. De har det store privilegium at leve lige midt i den nye verdensimpuls' centrum, idet denne impuls netop rammer Danmark og derfra stråler ud over den ganske verden. Denne impuls vil beskytte os. Når krigen engang er forbi, og De helt kan følge dens spor, vil De se, hvorledes Norden i forhold til verdens øvrige lande blev skånet. Det er rigtigt, at vi oplever hårde dønninger, men ingen, som vil være ærlig, kan bestride, at vi er kommet lykkeligere igennem disse tunge år end andre folkeslag. Derfor må De ikke tro, at danskerne er færdigudviklede, det er de slet ikke. Men danskerne er ikke længere et krigsfolk, og dette er i sig selv et meget stort fremskridt. Danskerne er et fredeligt folk, og i denne deres indstilling ligger en umådelig stor beskyttelse. Men på mange andre områder har også dette folk mange ting at skulle lære.

Det vældige mørke, som i dag behersker verden, har altså til mission at skabe længslen efter sin egen modsætning i det enkelte menneskes sind. For Deres vedkommende har denne længsel efter lyset i dag bevirket, at De nu befinder Dem i et studium, hvor De har adgang til at få dette lys defineret i klare tankerækker, synlige for Deres egen intelligens. De får nu lov til at opleve dette lys, ikke som orgelbrus og salmesang, men som realistiske kendsgerninger. Det er De i virkeligheden de eneste, der i dag har adgang til, men det vil De ikke blive ved med at være. Efterhånden som krigen går sin egen undergang i møde, vil disse tanker sprede sig ud over jorden, og krigen vil opleve sin egen dødskamp, ja, på en måde begå selvmord. Jo mere den bruser op, jo hårdere den raser, desto nærmere er den sin afslutning, deri består dens selvmord. De, der i dag bekæmper hinanden har i virkeligheden samme idealer bag deres kamp: alle længes de efter en verden, hvor generationer ikke skal stå i våben mod hinanden. Alle længes de efter en fred, der gælder hele verden. I lyset af denne længsel vil de finde hinanden, og når det er sket, vil julens lys komme til at stråle over den ganske klode, og en ny himmel og en ny jord vil blive født. Hvor mange år dette vil tage, står det ikke i min magt at fortælle Dem, men det bliver ikke så mange, som De frygter. Blot må De forstå, at udviklingen frem til et højere samfund kommer til at gå gradvis. Der vil endnu være mange fejltagelser, som skal rettes, men udviklingen vil gå stærkt. Der vil komme en helt anden administration af værdierne og en langt større frihed folkeslagene imellem. Den stadigt voksende tekniske udvikling vil tillade et internationalt samliv af dimensioner, De kun vanskeligt kan forestille Dem i dag.

Medens det meste af det, jeg her har fortalt Dem, angår samfundene, vil jeg til slut gerne vise Dem, at det enkelte menneske ikke er afhængig af det samlede samfunds vækst. Det ligger i det enkelte menneskes hånd at fri sig af den kamp, der raser rundt omkring det. Hvis De skaber neutralitet i Deres egen indre verden og ved hjælp af Deres vilje opøver Dem i at se tingene i et upartisk lys, vil Deres sind blive langt mere harmonisk, end det måske nu er tilfældet. Selv oplever jeg i det daglige at leve i et lys, der gør det muligt for mig at forstå alle mennesker. Og sådan som jeg har det, vil alle mennesker efterhånden få det. Denne tilstand, hvor bevidstheden er indstillet på at være i kontakt med tilværelseslovene, kaldes kosmisk bevidsthed, og den vil de alle opnå. Da den er så stærkt begæret, findes der mennesker, som søger at nå den ad kunstig vej, igennem forskellige øvelser osv., men det kan føre til frygtelige tilstande, så det kan jeg ikke tilråde Dem. Derimod findes der en vej til kosmisk bevidsthed, som De bør følge. Den går igennem en naturlig tilegnelse af den viden, på hvilken denne bevidsthedstilstand beror. Det er sandt, at disse analyser kan være svære og vanskelige at tilegne sig, men igennem denne indirekte oplevelse af de åndelige tilstande modnes De gradvis til den direkte oplevelse. Modtager man disse energier direkte, uden at have organer, der er udviklet dertil, kan man nemt komme ud for sindssygens frygtlige kvaler, så voldsomme er disse kræfter. Men indstiller man sig på at erhverve sig evne til at tilgive, til aldrig at blive fornærmet og hidsig, så begynder man at få noget af den kraft, der skal til, for at man kan tåle indstrømningen af disse høje energier i sin hjerne. Men jo flere af disse energier der strømmer ind i Deres bevidsthed, desto farligere for Dem vil det være at blive hidsig. Mange mennesker er blevet sindssyge ved at komme i berøring med disse energier på et for tidligt stadium. Andre er blevet fanatikere med voldsom vilje til selvhævdelse og rasende intolerance mod andre. Atter andre er kommet ind i tilstande, hvor de åndelige energier helt har taget herredømmet på bekostning af de materielle, og de lever i indbildte tilstande, der gør dem ganske uskikkede til livet her. Netop fordi der findes så farlige faldgruber i forholdet til disse høje energier, er det, at jeg har gjort det til et princip kun at undervise i den eneste naturlige vej til den høje bevidsthed, den, at træne sig selv i den næstekærlighed, der er det rigtige menneskeriges grundvold.

De kan træne Dem op i at få den virkelige jul i Deres indre blandt andet derved, at De holder Deres tanker bundne i de rigtige retninger. I begyndelsen kan De ikke undgå at opleve irritationstilstande, men disse må blot ikke få et synligt udtryk over for andre. Bliver De irriteret, da skriv de tanker, som da behersker Dem, ned på et stykke papir og vent så med at læse det, til De atter er i rolig tilstand. Det samme gælder, når De skal skrive breve. Intet menneske burde sende et brev af sted, som er skrevet i en ophidset tilstand. Lad et sådant brev hvile – det er altid sundt bagefter at se, hvor abnorm man er, når man er hidsig. Hidsighed og uligevægt er kun naturlig der, hvor rovdyret står over for sit bytte; hos mennesket er det en abnorm tilstand. Eksplosion er kun berettiget, hvor det er en livsbetingelse, og det er det i rovdyrets verden.

Nogle mennesker har det således, at dersom de ikke får gåsesteg juleaften, så er julen helt ødelagt for dem. Dette er et udtryk for den gamle julestemning, som man hurtigst muligt må se at komme bort fra. At gøre sin lykketilstand afhængig af så primitive fysiske ting, er kun udtryk for et uudviklet sindelag. Ingen kan slå min julestemning i stykker, den er permanent. Der er ingen forskel på min stemning i julen og på de andre årstider. Når man har kosmisk bevidsthed, er man i en tilstand, hvor ens glæde er usårbar. Den rigtige julestemning er en tilstand, i hvilken man er højt hævet over de materielle foreteelser. Det der gør det jordiske menneskes liv så svært er, at det i alt for høj grad knytter sin bevidsthed til rent materielle ting eller befinder sig i et ægteskab, hvor det ligeledes er alt for voldsomt bundet af forestillingen om ejendomsretten. Lykken må ikke være afhængig af troen på, at man ejer det menneske, man har knyttet sig til, tværtimod, det gælder her mere end noget andet sted, at lykken kun kan vokse i frihed.

Dersom menneskene ville prøve på alvorligt at tænke igennem, hvor meget af det de gør, der er betinget af hensynet til dem selv, ville de fleste blive forfærdet. For langt den største part af menneskene er næstekærligheden endnu kun noget, de længes efter at opleve, men som de ikke selv har mod til at praktisere. Det er denne tilstand, man må se at komme bort fra. Det er umuligt at nå frem til en højere verden uden om uselviskheden. Man må øve sig i at være åben over for sine omgivelser, og man må lære at forstå, at ingen kan være anderledes, end de er i øjeblikket. Verden er til enhver tid absolut fuldkommen i forholdet til den menneskehed, der lever i den. Men den bliver anderledes i fremtiden på samme måde, som vi selv bliver anderledes. Og her er det, at mennesket med en dybere forståelse af livet har en stor mission. Det udviklede menneske er jo julens sendebud til menneskene. I samme grad som De begynder at forstå den strålende logik, hvormed livet er indrettet, vil Deres væsen begynde at blive udtryk for det lys, som julehøjtiden forkynder.