Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1978/15 side 170
Mogens Møller
Bevidsthedens egen medicin
Fysisk og kosmisk kemi
Man vil måske undre sig over denne artikels overskrift, eftersom begreberne "bevidsthed" og "medicin" ikke almindeligvis føjes sammen. Medicin plejer at være et stof, eller en speciel kemisk blanding af stoffer, som i flydende tilstand eller i tablet- eller pulverform indtages i den fysiske organisme for at påvirke dens kemiske reaktionsevne, hvori et eller andet misforhold gør sig gældende, enten som et ildebefindende eller som en sygdom. Set i kosmisk perspektiv er kemi dog andet og mere end det, der kommer ind under de fysiske stoffers eller materiers reaktion. Martinus indleder andet bind af "Livets Bog", afsnittet "kosmisk kemi", således: "Ligesom alle materielle stoffer hver især er udtryk for en vibrationstilstand eller energiart, overfor hvilken andre stoffer i større eller mindre grad reagerer, således kan også alle overfysiske materier hver især udtrykkes at være stoffer eller energiarter, overfor hvilke andre overfysiske stoffer mere eller mindre reagerer. Ligesom læren om de fysiske stoffers reaktion er blevet kaldt "kemi", således vil vi i "Livets Bog" kalde læren eller min beretning om de overfysiske stoffers reaktion for "kosmisk kemi"."
Fysiske forskere har efterhånden udviklet et nøje kendskab til vor fysiske organismes kemi, f.eks. reaktionen mellem den indåndede luft og vore lunger og den deraf følgende iltning af vort blod, som er en fundamental proces for opretholdelsen af vor evne til at sanse og til at reagere overfor omgivelserne, idet hjernen uden ilttilførsel vil ophøre at fungere. Man har også nøje kendskab til den kemiske forbrænding i vort fordøjelsessystem, hvor de stoffer, vi indtager som føde, behandles af, optages og bindes i organismen, undtagen det, vi ikke kan anvende, som udstødes og forsvinder. Man ved, hvilken enorm betydning de mange forskellige organsystemers indbyrdes samarbejde i vort fysiske legeme har for hele vort velbefindende. Er der mangler og brist i denne fysisk-kemiske funktion, vil både vor evne til at opleve vore fysiske omgivelser og vor reaktionsevne blive nedsat eller gå til grunde.
At der også eksisterer en nøje forbindelse mellem de fysiske stoffers reaktion i organismen og det, Martinus kalder "de overfysiske materier", har fysiske forskere ikke beskæftiget sig så meget med, eftersom man, jo længere man trængte ind i stoffernes verden, i mikrokosmos, fik den opfattelse, at al livsudfoldelse udelukkende var et resultat af fysisk-kemiske reaktioner mellem fysiske materier, et fysisk-kemisk maskineri, som til en vis grad kunne repareres, indtil det gik helt istykker, hvilket var ensbetydende med det levende væsens død eller totale ophør med at afgive og modtage energi.
Naturligvis har man ikke kunnet undgå at erkende, at der eksisterer noget, man må kalde "psykiske kræfter", men et flertal af naturforskere har i lange tider været overbevist om, at disse kræfter blot er en virkning af kroppens fysiske kemi, og at "sjælen" dermed skulle udgøre en sekundær virkning eller være et "biprodukt" af den fysiske organismes primære fysisk-kemiske funktioner. Videnskab er dog heldigvis ikke noget statisk og uforanderligt, nye synspunkter fremkommer på basis af nye erfaringer, og med den gradvise udvikling af psykologi, psykiatri og – ikke mindst – den begyndende udvikling af den nye videnskabsgren, parapsykologi, er der blandt forskningens pionerer så småt ved at ske ændringer i opfattelsen af de fysiske og psykiske kræfters indbyrdes forhold i de levende væsener.
Psyko-somatiske sygdomme
En meget vigtig opdagelse indenfor lægevidenskaben er erkendelsen af de såkaldte psyko-somatiske sygdomme. Betegnelsen kommer af en forbindelse mellem de græske ord "psyke"-sjæl og "soma"-legeme og er udtryk for sygdomme i legemet, som man er klar over har en psykisk eller sjælelig årsag. Her er altså tale om sygdomme, hvor psykiske kræfter eller energier anses for at være primære årsager til sekundære kropslige virkninger, eller, for at anvende Martinus terminologi: overfysiske materiers kosmisk-kemiske indvirkning på fysiske materiers kemi. Selv om læger i almindelighed ikke vil anerkende det psykiske eller sjælelige som noget overfysisk, er der alligevel en større tendens end tidligere til at betragte en patient ikke blot som en mere eller mindre syg organisme, man skal kurere på med kirurgisk indgreb eller med medicin, men også som en levende helhed, et væsen, der med sine særlige følelser, tanker, minder, sorger og glæder repræsenterer en individuel psykisk tilstand med en speciel social og psykologisk baggrund. Alt sammen noget, der ikke kan studeres i mikroskop eller ved at analysere fysisk materie. Her er det "livsytringsforskning", man må anvende, og til den slags forskning er det ikke tilstrækkeligt med fysisk-kemiske formler, hér må anvendes både et psykisk og et fysisk perspektiv. Denne erkendelse er et videnskabeligt fremskridt. Det er et fremskridt når en læge ikke blot skriver en recept og anvisning på en diæt til en patient med dårlig mave, måske begyndende mavesår, men også er interesseret i gennem samtale at danne sig et billede af hele det syge menneske og ikke blot det syge organ. F.eks. kan en læge i samtalens løb blive klar over, at patienten har mange bekymringer, ja, måske ligefrem er meget deprimeret og trænger til psykisk hjælp i lige så høj grad som til fysisk hjælp, og at virkningen i form af en fysisk sygdom i maven kun kan overvindes fuldstændig, ved at den psykiske årsag, depressionen, overvindes. Under samtale med en anden patient, der har klaget over voldsom hjertebanken og smerter ved hjertet, og som er bange for, at han lider af en alvorlig hjertesygdom eller hjertefejl, lykkes det måske lægen at få patienten til at fortælle, at han har vanskeligheder på sin arbejdsplads, hvor han synes, han bliver uretfærdigt behandlet, en behandling, som sætter ham i en konstant aggressionstilstand, en spændingstilstand, der ikke får udløsning af angst for, at han skal miste sit arbejde. Lægen konstaterer, at der faktisk ikke er noget i vejen med patientens hjerte, men at det er selve den psykiske spænding, der skaber en fysisk spændingstilstand i organismen, som, når den ikke udløses, påvirker hjertet. Også i et sådant tilfælde skal der mere til end hjertemedicin for at overvinde sygdommen. Patientens psykiske spænding, der er årsag til den fysiske sygdom, må overvindes, hvis han skal blive helt rask, og det vil i mange tilfælde også være muligt, men det kan blive en besværlig proces både for lægen og for patienten. Der er mange andre former for psyko-somatiske sygdomme, men selv om det er forbundet med vanskeligheder at overvinde dem, har man til gengæld mulighed for ikke blot at "lappe" på noget, men at fjerne sygdommens årsag.
Elektricitet og livskraft
Det er et fremskridt, omend kun et lille fremskridt i en udvikling på længere sigt, at man har udvidet den materialistiske livsanskuelse med et psykisk perspektiv og er blevet klar over, at ligesom det fysiske legemes tilstand kan indvirke på vor psyke, kan den sjælelige tilstand også i høj grad indvirke på vort fysiske velbefindende, både i positiv og negativ retning. Det er noget, vi alle har erfaring for og oplever jævnligt, både med fysisk årsag og psykisk virkning, og omvendt. Har man f.eks. smerter et eller andet sted i organismen, er både ens oplevelsesevne og reaktionsevne overfor omgivelserne nedsat, måske næsten ude af funktion, alt er koncentreret om smerten og om at blive den kvit. Storm Petersen giver udtryk for sådan en situation med få ord i en dialog: "Hvad mener du om verdenssituationen?" Svar: "Ingenting, jeg har fået noget i øjet." Omvendt kan en særlig psykisk tilstand: at man synes, noget er morsomt, virke på vor fysik ved at få den muskel, vi kalder "mellemgulvet" til at bevæge sig i en række hurtige sammentrækninger, som igen bliver årsag til de luftudstødninger og lydvibrationer, vi kalder latter. Og den psykiske tilstand, vi kender som "sorg", kan blive årsag til de luft- og lydkombinationer, vi kalder hulken og gråd, samtidig med, at der rinder saltholdigt vand ud af øjnene. Der er også en meget nær forbindelse mellem vore tanker, følelser, minder, ideer og erfaringer, altså vort sjæleliv eller psyke, og vor tale, der kropsligt set starter som elektriske impulser i hjernen og gennem nervesystemet sætter en række funktioner igang i strubehoved, tunge, kæbe-, læbe- og åndedrætsmuskulatur for at blive til lydvibrationer i rummet. Den modsatte proces finder sted hos en tilhører, der er fortrolig med de lydkombinationer, vi kalder "vort sprog", idet lydvibrationerne via vedkommendes ydre og indre øre og nervesystem forplanter sig som elektriske impulser i hjernen. Forskerne erklærer da også, at mennesket er et "elektrisk væsen", og det er et langt større skridt bort fra ensidig fysisk naturvidenskab mod åndelig videnskab, end de endnu er klar over, eftersom de egentlig ikke ved, hvad elektricitet er.
Når vi taler med og lytter til hinanden, tænker vi almindeligvis ikke på, at det er elektriske impulser, vi sender imod og modtager fra hinanden. Det er en psykisk vekselvirkning af tanker, følelser, minder, erfaringer og ideer, det er livsytringer, vi forsyner hinanden med. Vi oplever hinandens livskraft og livsudfoldelse til gensidig berigelse af erfaringer, hvadenten vi så i øjeblikket synes, at disse erfaringer er positive eller negative. Vi er elektriske væsener, men hvad er elektricitet? I Livets Bog VI, stk. 1998 skriver Martinus: "Elektriciteten hører med til alle de fysiske gåder, som mange materialistiske videnskabelige forskningsgrene ender i, og som de ikke kan løse, fordi løsningen slet ikke er fysisk, men derimod i allerhøjeste grad er psykisk. Alle foreteelser i verden ledes uden undtagelse af psykiske kræfter og er derfor altid uundgåeligt forbundet med disse." Og i samme bind, stk. 2301 skriver Martinus om den elektricitet, vi anvender i lamper og maskiner: "Den fysiske videnskab arbejder her med "noget levende" uden at vide, at det netop er "noget levende". Den arbejder i virkeligheden med intet mindre end Universets Livskraft uden at vide, at det netop er en makrokosmisk livskraft, den til en vis grad bringer ind under sin vilje." Og i stk. 2302: "Elektriciteten er makrokosmisk livskraft. Den udgør nøjagtig den samme kraft, der i tilpasset mellemkosmisk form fungerer som livskraft inde i os, og som igennem vore nerver ledes frem til de forskellige organer i vor organisme og bringer disse til at bevæge vore arme og ben rent bortset fra, at hele vor tanke- og sansefunktion også sker ved den elektrisk, magnetiske kraft. Og det er altså denne kraft, vi i daglig tale kalder "livskraft".
Levende væsener i et levende verdensalt
Det materialistiske perspektiv, naturvidenskaben arbejder med, er foreløbig udvidet med et psykisk perspektiv, som en del af samme videnskabs repræsentanter nærmest opfatter som en underafdeling af det materialistiske, selv om nogle pionerer, og blandt dem nogle af vore største atomforskere og astronomer er begyndt at ane, at universet mere fungerer som en "tankevirksomhed" end som en maskine. Man er nået frem til stjernetåger både i makro- og mikrokosmos, hvilket i betænkelig grad minder om mystikernes gamle karakteristik af materien: "Majas slør". Hvad er der "bag sløret"? Og hvad får alle materiers "slør" til at bevæge sig?
I Martinus verdensbillede er det materialistiske perspektiv og det psykiske perspektiv forenet i og udvidet med et kosmisk perspektiv. Martinus går ikke ud fra "død materie" eller fra "partikler og tomrum", dvs fra stjernetåger, hvadenten de er makro- eller mikrokosmiske. Han gør os tværtimod opmærksom på, at vor egen fysiske krop, som vi gennem vore fysiske sanser oplever som fast og tæt materie, set fra et mikrokosmisk perspektiv er et helt mælkevejssystem, en stjernetåge bestående af myriader af partikler med såkaldt tomrum imellem. Og set i makrokosmisk perspektiv er samme krop en slags atom i den stjernetåge, vi kalder vort mælkevejssystem. Kroppen er altså en illusion i den forstand, at den ikke blot er det, den ser ud til at være, den er både et univers og en partikel i verdensaltet set i mikro- og makrokosmisk perspektiv, samtidig med, at den er vor mellemkosmiske fysiske krop gennem hvis organsystemer af levende partikler vi udfolder vor livskraft og oplever naturens og andre levende væseners livsudfoldelse. "Det er ikke et dødt univers, der omslutter os som en kæmpemæssig kiste, men et levende univers", siger Martinus, "hvori vi "lever, røres og er til"." Det er et guddommeligt univers, en levende guddom, hvis skabende livskraft gennemstrømmer alle verdener i mikro-, mellem- og makrokosmos. Verdensaltet er ikke blot partikler og tomrum, men levende væsener inden i levende væsener, der udgør universer og materier for hverandre, og alle er de primært "elektriske væsener", hvilket vil sige psykiske eller stråleformige væsener, der ikke "dør" eller ophører med at afsende og modtage energi, selv om den mest fortættede materie, de i perioder arbejder med bliver til såkaldte fysiske organismer, der før eller senere atter opløses. Det er reinkarnationsprincippet eller organismefornyelsesprincippet, der her gør sig gældende. Det stråleformige væsen kan med sin livskraft manipulere med verdensaltets energier, og det kan udvikle sine evner, så det efterhånden gør det bedre og bedre. Jo bedre det levende væsen lærer at blande de overfysiske materier, dvs de psykiske eller stråleformige kræfter eller energier, som kan gennemstrømme både faste, flydende og luftformige materier, desto større harmoni og finere livsudfoldelse vil det kunne skabe i og gennem sin midlertidige fysiske krop. Men er samme levende væsen en dårlig "kosmisk kemiker" vil det tværtimod kunne skabe elektriske kortslutninger i sit nervesystem, destruktive strålekræfter, som, når de opmagnetiserer blodet og går rundt til alle organer, celler osv i kroppens mikrokosmos, kan skabe katastrofer, "orkaner", "jordskælv", "torden" og "lynnedslag", der kan være dødbringende for kroppens mikrovæsener og blive til en alvorlig sygdom for det væsen, der har ansvar for tilstanden i det univers, som dets legeme udgør. Det spiller en alt afgørende rolle, hvordan "elektrikeren" eller "den kosmiske kemiker", dvs vort "jeg" med sin skabe- og oplevelsesevne, blander sin bevidstheds elektriske eller overfysiske materier, når de som livskraft transformeres gennem vor hjerne og vort nervesystem for at belive vort legemes luftformige, flydende og faste materier, der alle består af levende mikrovæsener, som kosmisk set er lige så meget "vor næste" som de væsener, vi oplever i vor mellemkosmiske oplevelsessfære.
Livsanalysens betydning i praksis
Da Martinus kosmologi rummer så enormt store perspektiver i sin forklaring af "Det evige verdensbillede", analyser af kosmiske spiralkredsløbs indbyrdes forhold og af det levende væsens højeste analyse og dermed af uendeligheds- og evighedsperspektiver, kan der være studerende, der får den opfattelse, at det hele bliver alt for svimlende stort, så stort, at man mister kontakten med vor aktuelle jordmenneskelige situation her og nu. De synes, at de savner en anvisning på en metode eller træning, hvorigennem de kan opnå den kosmiske bevidsthed, der er hele den jordiske menneskeheds foreløbige mål. En sådan opfattelse kan være meget naturlig, når man på een gang konfronteres med en kosmisk videnskab, der ikke blot er skabt til oplysning og hjælp for nogle af nutidens mennesker, men er det grundlag, på hvilket hele fremtidens videnskab kommer til at hvile, fundamentet for forskningens videre udvikling, samtidig med, at det er det livssyn, gennem hvilket religionerne engang kan forenes. Vi er jo ret utålmodige væsener, og har vi" fået et nyt mål, vil vi også gerne gøre noget for at nå det, men helst lidt hurtigt, (og måske også gerne lidt hurtigere end andre.) Men sker der det, at de kosmiske analyser virkelig fanger ens opmærksomhed og man forstår deres enorme betydning som hjælp til selvhjælp i en kaotisk og forvirret verden, opdager man, at de i allerhøjeste grad indeholder en anvisning og metode, en oplysning om den træning, der engang vil have kosmisk bevidsthed som resultat. Metoden er ikke ny, den er faktisk meget gammel eller snarere hævet over begrebet tid. Den indeholdes f.eks. i "De ti bud", i Jesu bjergprædiken og hans geniale lignelser, og inden for den orientalske visdom kaldes den "karma-yoga". Yoga betyder egentlig "åg", hvilket i gamle dage var det redskab, hvormed man på en velafbalanceret måde bar sin byrde over skuldrene. Det er et redskab, der kan sammenlignes med korsets tværbjælke, der bæres af den lodrette bjælke. Når mennesket bærer sin byrde, er det selv den lodrette bjælke, der må have den indre balance for at styre og bære sin byrde i den fysiske materies verden. Minder det ikke om Martinus analyse af "Korsets tegn"? (Se 30. kapitel i Martinus bog "Bisættelse") Og om Jesu ord: "Tag dit kors og følg mig."? "Yoga" vil sige at afbalancere sin bevidstheds kræfter med universets kræfter (Gud). "Karma" betyder "virksomhed, baseret på loven om sæd og høst eller årsag og virkning". Altså må "Karma Yoga" være evnen til med overblik over årsags- og virkningsloven både i dens fysiske og åndelige perspektiv på bølgelængde med de guddommelige skaberkræfter, der findes overalt, at transformere disse kræfter om til livskraft i sin bevidsthed og sin fysiske organisme og stråle dem ud som psykisk og fysisk aktivitet mod vore omgivelser i den fysiske verden.
Det er netop det, Martinus analyser af "kosmisk kemi" handler om. Og så kan man jo spørge, om de er nødvendige, når der nu både findes et "Nyt testamente" og en ældgammel lære om "Karma Yoga"? Svaret må blive: Ja, Martinus kosmologi er den videreførelse af den menneskelige etik og morallære, som allerede i visse former har været her på jorden gennem årtusinder til gavn for de mennesker, der var modne for den hjælp til selvhjælp der dengang kunne gives. Nutidens og især fremtidens mennesker (der jo også er os), hvis intelligens og forskningsevne har gennemgået en betydelig udvikling, vil meget bedre kunne acceptere morallære og etik, når de er forbundet med det logiske overblik, der appellerer til den intellektualiserede følelse, der er baggrunden for udviklingen af al virkelig human videnskab og væremåde. Denne videnskab transformeret til væremåde vil samtidig vise sig at være bevidsthedens egen medicin.
Den indre og den ydre harmoni
"Du skal elske Gud over alle ting og din næste som dig selv", det, har vi lært, er "al lovens fylde". Men hvem og hvad er Gud? Hvem er min næste? Og hvilken betydning har jeg selv i dette uendelige univers? Flere og flere mennesker nu og i fremtiden vil have behov for at forstå disse begreber på en måde, der hverken er i uoverensstemmelse med den almene religiøse følelse, som alle, selv såkaldte ateister, rummer i dybet af deres sind, eller med de videnskabelige grundregler, der er væsentlige for naturforskningens udvikling. I Martinus verdensbillede finder man en sådan forklaring af begreberne "Gud, vor næste og os selv" og af vejen til disse tre evige livsfaktorers indbyrdes harmoni. Det er udregningerne til de store facitter, verdensgenløserne har givet os, og det er samtidig den logiske baggrund for skabelsen af "Det rigtige menneskerige" på jorden, den fredens verden, vi længes efter, og som kun kan skabes gennem den fred, der skabes i det enkelte menneskes bevidsthed som en sjælelig og kropslig harmoni. Så meget betyder det enkelte jordmenneske, og ikke een af os betyder mere end nogen anden.
For at skabe fred og harmoni i verden, må man først skabe den i sig selv, altså overvinde fjendtlige, inhumane tanker og følelser i sit sind. Disse energier var positive i dyreriget, de skabte den spænding i dyrets bevidsthed, som blev til en spænding i dets organisme, der gav det fornyet kraft til at kæmpe eller flygte, hvorved spændingen udløstes. De psyko-somatiske sygdomme er virkninger af en lignende spænding baseret på vore instinkter og vaner fra dyreriget. Bliver vi irriterede og aggressive sættes samme alarmberedskab i gang i vor organisme. Det er et mindre onde, at den udløses i et vredesudbrud, end det onde, at den ved ikke at udløses bliver til mavesår smerter ved hjertet eller andre psyko-somatiske sygdomme, men det er et onde, for nutidens mennesker har et forfinet nervesystem og cellevæv, som hverken tåler de voldsomme irritationsudbrud eller den spændingstilstand, vi kalder surhed, bitterhed og depression. Det giver unaturlig træthed og kan også føre til sygdomme. Hvad er da den tredie udvej, den positive udvej? Det er at skabe sådanne energikombinationer i sit sind og dermed i sine elektriske kræfter eller livskraft, der opløser vrede, aggression, bitterhed, skuffelser og depression. Det er lettere sagt end gjort, det kræver træning, som må baseres på indsigt. Men den kan man tilegne sig ved studiet af "kosmisk kemi". Har man først overvundet den største af alle illusioner, nemlig den, at andre kan være skyld i ens ubehagelige skæbne, kan man træne sig i at sende positive tanker, også til dem, der "hader og forfølger én". Derved opfylder man – inden disse tanker stråler aktivt ud mod vor næste i mellemkosmos – sin organismes "tomrum" med bevidsthedens egen medicin, og så elsker man Gud, som er bagved alt, og sin næste i mellem- og mikrokosmos og sig selv.
MM