Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Fysiske forskere har efterhånden udviklet et nøje kendskab til vor fysiske organismes kemi, f.eks. reaktionen mellem den indåndede luft og vore lunger og den deraf følgende iltning af vort blod, som er en fundamental proces for opretholdelsen af vor evne til at sanse og til at reagere overfor omgivelserne, idet hjernen uden ilttilførsel vil ophøre at fungere. Man har også nøje kendskab til den kemiske forbrænding i vort fordøjelsessystem, hvor de stoffer, vi indtager som føde, behandles af, optages og bindes i organismen, undtagen det, vi ikke kan anvende, som udstødes og forsvinder. Man ved, hvilken enorm betydning de mange forskellige organsystemers indbyrdes samarbejde i vort fysiske legeme har for hele vort velbefindende. Er der mangler og brist i denne fysisk-kemiske funktion, vil både vor evne til at opleve vore fysiske omgivelser og vor reaktionsevne blive nedsat eller gå til grunde.

At der også eksisterer en nøje forbindelse mellem de fysiske stoffers reaktion i organismen og det, Martinus kalder "de overfysiske materier", har fysiske forskere ikke beskæftiget sig så meget med, eftersom man, jo længere man trængte ind i stoffernes verden, i mikrokosmos, fik den opfattelse, at al livsudfoldelse udelukkende var et resultat af fysisk-kemiske reaktioner mellem fysiske materier, et fysisk-kemisk maskineri, som til en vis grad kunne repareres, indtil det gik helt istykker, hvilket var ensbetydende med det levende væsens død eller totale ophør med at afgive og modtage energi.

Naturligvis har man ikke kunnet undgå at erkende, at der eksisterer noget, man må kalde "psykiske kræfter", men et flertal af naturforskere har i lange tider været overbevist om, at disse kræfter blot er en virkning af kroppens fysiske kemi, og at "sjælen" dermed skulle udgøre en sekundær virkning eller være et "biprodukt" af den fysiske organismes primære fysisk-kemiske funktioner. Videnskab er dog heldigvis ikke noget statisk og uforanderligt, nye synspunkter fremkommer på basis af nye erfaringer, og med den gradvise udvikling af psykologi, psykiatri og – ikke mindst – den begyndende udvikling af den nye videnskabsgren, parapsykologi, er der blandt forskningens pionerer så småt ved at ske ændringer i opfattelsen af de fysiske og psykiske kræfters indbyrdes forhold i de levende væsener.

Når vi taler med og lytter til hinanden, tænker vi almindeligvis ikke på, at det er elektriske impulser, vi sender imod og modtager fra hinanden. Det er en psykisk vekselvirkning af tanker, følelser, minder, erfaringer og ideer, det er livsytringer, vi forsyner hinanden med. Vi oplever hinandens livskraft og livsudfoldelse til gensidig berigelse af erfaringer, hvadenten vi så i øjeblikket synes, at disse erfaringer er positive eller negative. Vi er elektriske væsener, men hvad er elektricitet? I Livets Bog VI, stk. 1998 skriver Martinus: "Elektriciteten hører med til alle de fysiske gåder, som mange materialistiske videnskabelige forskningsgrene ender i, og som de ikke kan løse, fordi løsningen slet ikke er fysisk, men derimod i allerhøjeste grad er psykisk. Alle foreteelser i verden ledes uden undtagelse af psykiske kræfter og er derfor altid uundgåeligt forbundet med disse." Og i samme bind, stk. 2301 skriver Martinus om den elektricitet, vi anvender i lamper og maskiner: "Den fysiske videnskab arbejder her med "noget levende" uden at vide, at det netop er "noget levende". Den arbejder i virkeligheden med intet mindre end Universets Livskraft uden at vide, at det netop er en makrokosmisk livskraft, den til en vis grad bringer ind under sin vilje." Og i stk. 2302: "Elektriciteten er makrokosmisk livskraft. Den udgør nøjagtig den samme kraft, der i tilpasset mellemkosmisk form fungerer som livskraft inde i os, og som igennem vore nerver ledes frem til de forskellige organer i vor organisme og bringer disse til at bevæge vore arme og ben rent bortset fra, at hele vor tanke- og sansefunktion også sker ved den elektrisk, magnetiske kraft. Og det er altså denne kraft, vi i daglig tale kalder "livskraft".

I Martinus verdensbillede er det materialistiske perspektiv og det psykiske perspektiv forenet i og udvidet med et kosmisk perspektiv. Martinus går ikke ud fra "død materie" eller fra "partikler og tomrum", dvs fra stjernetåger, hvadenten de er makro- eller mikrokosmiske. Han gør os tværtimod opmærksom på, at vor egen fysiske krop, som vi gennem vore fysiske sanser oplever som fast og tæt materie, set fra et mikrokosmisk perspektiv er et helt mælkevejssystem, en stjernetåge bestående af myriader af partikler med såkaldt tomrum imellem. Og set i makrokosmisk perspektiv er samme krop en slags atom i den stjernetåge, vi kalder vort mælkevejssystem. Kroppen er altså en illusion i den forstand, at den ikke blot er det, den ser ud til at være, den er både et univers og en partikel i verdensaltet set i mikro- og makrokosmisk perspektiv, samtidig med, at den er vor mellemkosmiske fysiske krop gennem hvis organsystemer af levende partikler vi udfolder vor livskraft og oplever naturens og andre levende væseners livsudfoldelse. "Det er ikke et dødt univers, der omslutter os som en kæmpemæssig kiste, men et levende univers", siger Martinus, "hvori vi "lever, røres og er til"." Det er et guddommeligt univers, en levende guddom, hvis skabende livskraft gennemstrømmer alle verdener i mikro-, mellem- og makrokosmos. Verdensaltet er ikke blot partikler og tomrum, men levende væsener inden i levende væsener, der udgør universer og materier for hverandre, og alle er de primært "elektriske væsener", hvilket vil sige psykiske eller stråleformige væsener, der ikke "dør" eller ophører med at afsende og modtage energi, selv om den mest fortættede materie, de i perioder arbejder med bliver til såkaldte fysiske organismer, der før eller senere atter opløses. Det er reinkarnationsprincippet eller organismefornyelsesprincippet, der her gør sig gældende. Det stråleformige væsen kan med sin livskraft manipulere med verdensaltets energier, og det kan udvikle sine evner, så det efterhånden gør det bedre og bedre. Jo bedre det levende væsen lærer at blande de overfysiske materier, dvs de psykiske eller stråleformige kræfter eller energier, som kan gennemstrømme både faste, flydende og luftformige materier, desto større harmoni og finere livsudfoldelse vil det kunne skabe i og gennem sin midlertidige fysiske krop. Men er samme levende væsen en dårlig "kosmisk kemiker" vil det tværtimod kunne skabe elektriske kortslutninger i sit nervesystem, destruktive strålekræfter, som, når de opmagnetiserer blodet og går rundt til alle organer, celler osv i kroppens mikrokosmos, kan skabe katastrofer, "orkaner", "jordskælv", "torden" og "lynnedslag", der kan være dødbringende for kroppens mikrovæsener og blive til en alvorlig sygdom for det væsen, der har ansvar for tilstanden i det univers, som dets legeme udgør. Det spiller en alt afgørende rolle, hvordan "elektrikeren" eller "den kosmiske kemiker", dvs vort "jeg" med sin skabe- og oplevelsesevne, blander sin bevidstheds elektriske eller overfysiske materier, når de som livskraft transformeres gennem vor hjerne og vort nervesystem for at belive vort legemes luftformige, flydende og faste materier, der alle består af levende mikrovæsener, som kosmisk set er lige så meget "vor næste" som de væsener, vi oplever i vor mellemkosmiske oplevelsessfære.

Det er netop det, Martinus analyser af "kosmisk kemi" handler om. Og så kan man jo spørge, om de er nødvendige, når der nu både findes et "Nyt testamente" og en ældgammel lære om "Karma Yoga"? Svaret må blive: Ja, Martinus kosmologi er den videreførelse af den menneskelige etik og morallære, som allerede i visse former har været her på jorden gennem årtusinder til gavn for de mennesker, der var modne for den hjælp til selvhjælp der dengang kunne gives. Nutidens og især fremtidens mennesker (der jo også er os), hvis intelligens og forskningsevne har gennemgået en betydelig udvikling, vil meget bedre kunne acceptere morallære og etik, når de er forbundet med det logiske overblik, der appellerer til den intellektualiserede følelse, der er baggrunden for udviklingen af al virkelig human videnskab og væremåde. Denne videnskab transformeret til væremåde vil samtidig vise sig at være bevidsthedens egen medicin.

For at skabe fred og harmoni i verden, må man først skabe den i sig selv, altså overvinde fjendtlige, inhumane tanker og følelser i sit sind. Disse energier var positive i dyreriget, de skabte den spænding i dyrets bevidsthed, som blev til en spænding i dets organisme, der gav det fornyet kraft til at kæmpe eller flygte, hvorved spændingen udløstes. De psyko-somatiske sygdomme er virkninger af en lignende spænding baseret på vore instinkter og vaner fra dyreriget. Bliver vi irriterede og aggressive sættes samme alarmberedskab i gang i vor organisme. Det er et mindre onde, at den udløses i et vredesudbrud, end det onde, at den ved ikke at udløses bliver til mavesår smerter ved hjertet eller andre psyko-somatiske sygdomme, men det er et onde, for nutidens mennesker har et forfinet nervesystem og cellevæv, som hverken tåler de voldsomme irritationsudbrud eller den spændingstilstand, vi kalder surhed, bitterhed og depression. Det giver unaturlig træthed og kan også føre til sygdomme. Hvad er da den tredie udvej, den positive udvej? Det er at skabe sådanne energikombinationer i sit sind og dermed i sine elektriske kræfter eller livskraft, der opløser vrede, aggression, bitterhed, skuffelser og depression. Det er lettere sagt end gjort, det kræver træning, som må baseres på indsigt. Men den kan man tilegne sig ved studiet af "kosmisk kemi". Har man først overvundet den største af alle illusioner, nemlig den, at andre kan være skyld i ens ubehagelige skæbne, kan man træne sig i at sende positive tanker, også til dem, der "hader og forfølger én". Derved opfylder man – inden disse tanker stråler aktivt ud mod vor næste i mellemkosmos – sin organismes "tomrum" med bevidsthedens egen medicin, og så elsker man Gud, som er bagved alt, og sin næste i mellem- og mikrokosmos og sig selv.