Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"I begyndelsen" er et udtryk, vi ofte bruger, da alt, hvad vi oplever har en begyndelse. Men sætter vi os for virkelig at udforske begrebet begyndelse, opdager vi altid noget, der viser sig at være en dybere årsag til det, vi kaldte "begyndelse". Denne årsag viser sig heller ikke at være en "urbegyndelse", længere tilbage i fortiden findes en endnu dybere årsag, som er et led i en tilsyneladende uendelig årsags- og virkningskæde, der fortoner sig perspektivisk ind i fortidens mørke. Vi aner, at en lignende kæde vil tone frem på den anden side nu'et i det, der endnu ikke er blevet virkelighed for os, det, vi kalder fremtiden. Vi siger, at vi går fremtiden i møde, eller at den "kommer", medens fortiden "går". Nogle af os går fremtiden i møde med håb og forventning, andre – og i øjeblikket måske de fleste – med bange anelser og angst for virkningen af de årsager, de ser rundt om i verden i form af oprustning, krigsophidselse, terror og skarpe ideologiske modsætninger. Mange af disse ideologier har verdensfreden på deres program, man taler om "kampen for freden", men kan kamp i betydningen krig eller revolution og voldeligt oprør nogensinde blive årsag til fred? Rent fysisk er det en naturlov, som ikke er svær at fatte, at man høster hvede og ikke havre, når man har sået hvedekorn. Men at denne lov om sæd og høst også gælder på det mentale område, at man må så fred for at høste dens virkninger, tager det længere tid for den jordiske menneskehed at begribe. Dog bliver større og større dele af menneskeheden efterhånden så mætte af krig, vold og fysisk og mentalt slagsmål, fordi de i rigt mål har oplevet virkningerne deraf, at de længes efter at skabe de årsager, hvis virkning fører til mere og mere fredelige tilstande på jorden. Men hvem skal begynde – og hvordan? Vi har jo altid så travlt med "de andre", og vi synes næsten altid, det var dem, der begyndte på ufreden, så må de også gøre noget for freden! Selv om vi kan være tilbøjelige til selvhævdelse på andres bekostning og til at overvurdere os selv på mange måder, er der alligevel mange ting, vi mener "de andre" skal gøre. En af de største værdier, Martinus giver os i sit verdensbillede, er et nyt syn på forholdet mellem os selv og de andre, en forståelse af, at verdensfreden må begynde i det enkelte menneskes tankeverden, følelsesliv og handlemåde over for de andre.

Der spørges altid i krigstilfælde: "Hvem begyndte krigen?" Og der gives altid svar, som kun er udtryk for lokale begyndelser i lighed med Fritz Jürgensens berømte tegning af to små slagsbrødre, hvoraf den mest aggressive svarer den voksne, der har skilt dem: "Ja, først slo' jeg først – men så slo' han først!

"Hvorfor sloges de? Deres lille krig har sikkert en længere historie, og det har al krig. Når det drejer sig om at finde "krigens begyndelse", gælder det samme perspektiv som i al anden "begyndelse", vi kommer længere og længere tilbage i menneskehedens historie. Tidsrummet fra vort århundrede med alle dets tekniske vidundere, som i høj grad er taget i krigens tjeneste og tilbage gennem århundrederne over Renaissance og Middelalder til "begyndelsen af vor tidsregning" ved verdensgenløseren Jesus af Nazareths fødsel er umådelig lang tid, synes vi, når vi i vor tanke søger tilbage. Det er heller ikke få krige, der er udkæmpet i det tidsrum. Krige i Kristi navn med korsets tegn på skjolde og faner for at nedkæmpe hedningerne. Krige i hans navn, der sagde: "Stik dit sværd i skeden, thi alle de, der tager sværd, skal omkomme ved sværd", og: "Elsk jeres fjender, velsign dem, der forbander jer, gør dem godt, der hader jer, og bed for dem, der krænker og forfølger jer." Og ikke blot krige mod hedninger, men masser af krige, hvor såkaldte kristne kæmpede mod andre såkaldte kristne, fordi begge parter ville lære hinanden "den rigtige måde at være kristne på", når modstanderen var overvundet. Der er slået mange mennesker ihjel eller pint til døde eller lemlæstet i Kristi navn i de ca 2000 år, der er gået siden Kristi fødsel. Men det er jo ikke krigens begyndelse. Symboliserer man tiden med en brønd, som digtere og filosoffer ofte har gjort, er vi kun kommet et lille bitte stykke ned i "tidens brønd" gennem disse to årtusinder. Forsøger vi at dykke længere ned, kommer vi til romervældets erobringskrige, de græske krige, perserkrige, Assyriens og Babylons på krigsmagt baserede kæmperiger, det jødiske "herrefolk"s krigshistorie, som vi kan læse om i "Det gamle testamente", Ægypternes krigsmagt osv. Dyb er "tidens brønd", krig kæder sig til krig, uret og hævn hænger sammen, nationer er bukket under i kampen, men den stolte sejrherre er selv bukket under for andre sejrherrer. Magtens kraftcenter har flyttet sig gennem tiderne, men hele tiden har den været baseret på den stærkestes ret, retten til at underkue de svagere. Det er krigens skæbnemønster, som vi kan følge tilbage i fortidens dunkelhed, fra vor tids verdenskrige, til nationale krige, religionskrige, borgerkrige, stammekrige, familiekrige og til naturmenneskenes kamp for retten til jagtterritorium, den samme kamp, som dyrene fører. Menneskehedens historie er en krigerisk historie! Men er det en menneskeheds historie? Her får vi også fra Martinus verdensbillede et nyt perspektiv. Set i dette perspektiv eksisterer der endnu ikke nogen menneskehed på denne klode, men derimod det forlængede dyrerige, eller som Martinus kalder os: "Den jordiske menneskehed, sårede flygtninge mellem to riger, overgangsvæsener i udviklingen fra dyreriget til "et rigtigt menneskerige", altså en vordende menneskehed.

Men hvad vil det egentlig sige at være et menneske? Naturforskerne kalder os (og sig selv): "Homo Sapiens", der betyder "det vidende –" eller måske "det videnskabelige menneske". Vi ved jo også en hel del om mælkeveje og atomer og dermed om partikler og tomrum i verdensaltet, men derved bliver vi selv reduceret til en slags tilfældige atomer i mælkevejen, og set i det perspektiv er vi et resultat af naturens luner, et dyr, der har fået den mærkelige tilbøjelighed, at det vil forstå sammenhænge mellem årsag og virkning i en tilsyneladende meningsløs og kaotisk tilværelse. Videnskaben har betydet mere for krigsindustrien end for udviklingen af fred og forståelse i verden, ja, den har haft så enorme fremskridt, at man skulle tro, det er en universel rumkrig, man forbereder, og ikke en krig mellem jordiske stater. Selv om naturvidenskab og teknik har betydet fremskridt for jordmenneskene på mange måder, har de dog hovedsagelig gjort os til "teknisk bevidste rovdyr", der har intellektualiseret jungleprincippet og er blevet så farlige, at vore tekniske færdigheder truer jordens og dermed vor egen eksistens med undergang. Det kan ikke være det, der er "det menneskelige": en truet tilværelse uden fast holdepunkt, en tilstand, mange kalder "ad helvede til", selv om de ikke tror på helvede. Det ensidigt "videnskabelige menneske" er ikke tilstrækkeligt. Kan kirken da sige os, hvad det vil sige at være et menneske? I kirkens betydning vil det sige at være et troende kristent menneske. Og det vil sige medlem af menigheden, der samles i kirken, som symboliserer "den frelsende Kristus", for at dyrke Gud og bede om frelse gennem Kristus, der døde på korset "for vore synders skyld". "Guds enbårne søn", den uskyldige, blev som et offer korsfæstet for at frelse os fra død og tilintetgørelse, så vi kan stige op af graven "på den yderste dag" og se alle "synderne" gå mod "fortabelsen", medens vi og de andre "frelste" skal glædes i himmerige. Hvad skal vi glædes over? Over at VI blev frelst og ikke de andre? Vil vi ikke savne og sørge over, at den eller de, som vi holdt af, og som absolut havde mindst lige så mange gode sider, som vi selv, ikke kunne komme med, fordi de ikke kunne tro blindt på forsoningslære og blodoffer og nåde og frelse, og hvad det hedder alt sammen. Er sådan en indstilling menneskelig, hvor man tror på og frygter en almægtig, alvidende og hævnende Gud, der tilintetgør sine egne skabninger, hvis de ikke kan tro på dogmer? Den gud er jo ikke bedre end diktatorer og blodtørstige tyranner, så hvis det at være menneske skal have noget med menneskekærlighed at gøre og med tålmodighed, kan det ikke forenes med gammel kirkelig dogmatik.

Begreberne "frihed, lighed og broderskab", som alle tre har med noget rent menneskeligt og med fred at gøre, kan ses både i religiøst, i politisk og i videnskabeligt perspektiv, men hvorfor ikke samle disse tre perspektiver i eet større perspektiv, det kosmiske, så bliver der ingen ensidigt religiøst betonet, eller ensidigt materialistisk, politisk eller naturvidenskabeligt betonet intolerance. Det kosmiske perspektiv, Martinus viser dem, der føler sig på bølgelængde med hans verdensbillede, har både et religiøst, et verdenspolitisk og et videnskabeligt aspekt, og det lukker ikke nogen ind i nogen bås, noget specielt tilhørsforhold eller medlemsskab, men viser os det universelt-organiske forhold: at vi alle, hver og én, er livsenheder, dvs evige levende væsener, som lever, røres og er til i et evigt levende verdensalt, en allestedsnærværende, evig, alvis, alkærlig og almægtig guddom. Gennem et kosmisk spiralkredsløb, bestående af mange mindre kredsløb, bl.a. det, man kalder "reinkarnation", oplever vi en skabende udvikling, hvor vi så småt er ved at blive medskabere. I sin vekselvirkning med os, gør guddommen os til mennesker "i sit billede efter sin lignelse", og ikke et eneste væsen er "fortabt", alle er på vej mod samme mål.

"Det er her og nu det foregår," siger realisterne, og det er så sandt, som det er sagt. Det var det også igår og i forgårs og ifjor og for to år siden, og det vil det antagelig være imorgen og i overmorgen osv. Men hvornår begyndte det at være "her og nu"? Da vi blev lagt ved vor mors bryst og begyndte at tage for os af retterne? Nej, der er en kæde af årsager og virkninger tilbage i fortiden som vi selv har skabt for at vi overhovedet kunne blive født i dette liv. Men hvornår begyndte det hele, der må da have været en begyndelse, der må have været en "tidernes morgen"?

Vi kan se, hvad klokken er, altså opleve sekund-, minut- og timevisernes indbyrdes bevægelser eller kredsløb i forhold til den faste skive med dens centrum, hvorfra viserne udgår, og dens punkter eller tal i periferien, vi kan trække vort ur op, og vi kan så meget andet både med hensyn til at opleve og skabe bevægelser. Hvorfor? Martinus fortæller os, at det er fordi vi selv er hævet over bevægelsen. Ikke vor krop, heller ikke vor bevidsthed, det er bevægelser, der er sat i gang lige som uret, det er noget skabt, bevægelser eller kredsløb i tid, rum og materie. Men det "noget, som er" bag bevægelserne, er jeg'et, stilheden, det evige nu. Martinus skriver derom i Livets Bog III stk. 785: "Der er altså "noget", der ikke alene oplever, men også afstedkommer "bevægelse", idet det viser sig at være bevægelsen overlegen. Det "oplever" og "skaber" bevægelsen. Det er bevægelsens absolutte herre. Men for at være dette, må det i sin egen natur være absolut fri af "bevægelsen" og må således være absolut stilhed."