Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Man taler om religiøse mennesker og om irreligiøse eller materialistiske mennesker. Hvilken forskel er der egentlig på de to mennesketyper? Kosmisk set er der ikke megen forskel, idet begge slags mennesker egentlig er "troende" i deres indstilling til livet. De tror blot ikke på den samme løsning af livets mysterium. De såkaldt religiøse tror, at livsmysteriets løsning i sin højeste instans er en almægtig Gud, der leder og styrer verdensaltet fra et eller andet opholdssted i himlen, medens det materialistisk indstillede menneske tror, at livsmysteriets løsning skal søges i et tilfældigt spil af naturkræfter, og at alle levende væseners skæbne er et resultat af denne tilfældighed. Begge parter tror altså hver især på "noget" og forsøger at indrette deres liv efter denne tro. De er underlagt det samme princip: troen, og kan – hver på deres måde – ikke lade være med at tro, d.v.s. at have deres specielle opfattelse af livet og af livsmysteriets løsning.

Når alle mennesker set i dette perspektiv egentlig er religiøse, bliver religiøsitet en væsentlig faktor i jordmenneskets mentale struktur, lige så væsentlig og naturlig som organ- og kirtelfunktioner er det i samme væsens fysiske struktur. Religiøsitet eller det levende væsens indstilling til tilværelsens mysterium er et førende princip i væsenets udvikling og skæbnedannelse. Martinus udtrykker det endda som det førende princip, idet han siger, at væsenets indstilling til livsmysteriet er absolut bestemmende for dets tilværelse og livsoplevelse.

Naturfolkene har dog ikke den opfattelse. For dem er den psykiske side af livsmysteriet eller af naturen noget meget vigtigt og væsentligt. De står ganske vist dyreriget nærmere end det civiliserede jordmenneske, men det betyder kosmisk set, at deres bevidsthed er stærkt baseret på instinkt- og automatfunktion (den degenererede kosmiske bevidsthed fra et underliggende spiralkredsløb) plus megen tyngdeenergi og en del primitiv følelse, medens en spirende intelligensenergi får dem til at opleve deres egen såvel som omgivelsernes eksistens og identitet på en ny måde, et jeg – og – det forhold, som dyrene endnu ikke er i stand til at opleve. De automatiske, instinktive bevidsthedskræfter hos naturmennesket udfolder sig sammen med de begyndende menneskelige bevidsthedsenergier som et religiøst instinkt, gennem hvilket det oplever naturens kræfter, som det er afhængig af på godt og ondt, som livsytringer og ikke som blinde og døde kræfter. Alt i naturen er – efter naturmenneskets opfattelse en udfoldelse af åndelige væseners manifestationer, af guders og dæmoners kamp, og det føler sit eget og sine stammefællers liv som et naturligt led i denne kamp. Alt er for dem livsytringer – til gavn for dem eller til skade for dem – men det er altid en vekselvirkning med noget levende. Dette, instinktivt og uden spekulationer at opfatte alt som udtryk for liv, afslører den kendsgerning, at guddomsbegrebet ikke er et resultat af spekulation, at det ikke er en menneskelig opfindelse eller et påfund, men er noget instinktmæssigt medfødt, en gåde, et mysterium, som væsenet må have en løsning på. Det er medfødt, lige som væseners fysiske organer er medfødt og først senere analyseres og erkendes. De livsytringer, som naturmennesket instinktivt oplever og fortolker på sin egen primitive måde, vil også engang blive analyseret og erkendt i hele deres kosmiske virkelighed, men inden da må det primitive menneske i en lang række inkarnationer igennem religiøse stadier, der gradvis bliver mere og mere materialistisk betonet for omsider at havne i den fuldstændig materialistiske trosform; at det er mennesket, der har skabt Gud og ikke Gud, der har skabt mennesket, og at samme menneskes bevidsthed nærmest må betragtes som et biprodukt af materien.

Efterhånden som naturmenneskers intelligens udvikles mere og mere gennem en række inkarnationer, begynder de at danne civiliserede samfund, hvilket også er ensbetydende med, at de begynder at sanse og erkende og også at anvende den materialistiske side ved tilværelsen mere og mere. De udvikles intelligensmæssigt, og samtidig kan man sige, at de derved bevidsthedsmæssigt indvikles mere og mere i materien og bliver afhængig af den, ja, så afhængig, at de næsten dyrker den som de tidligere dyrkede deres guder eller Gud. Det stadium har vi nået i vor tid.

Den materialistiske side ved verdensaltet kan kosmisk set aldrig være andet end en del af den guddom, hvori vi lever røres og er til, så selv om en meget stor del af jordmenneskeheden dyrker materien, er de alligevel på en måde gudsdyrkere, selv om de eventuelt kalder sig ateister og materialister, fordi de ikke mere kan tro på den gamle Gud i himlen. På gamle billeder ser man Gudfader siddende på sin trone, som en imponerende, majestætisk patriark, men dog en begrænset skikkelse, som må befinde sig et eller andet sted i himlen, og det er et afgudsbillede i den forstand, at det er gud i menneskets billede som en slags pave, kejser eller konge. Man var endnu ikke i stand til at dyrke Gud i ånd og sandhed, og så dyrkede man et billede af ham, som var i overensstemmelse med den gældende autoritetstro. Det er naturligvis ingen kritik af denne tro, eftersom al gudsdyrkelse er et spørgsmål om bevidsthedsudvikling. Det er stadier på livets vej inden for en udviklingsspiral, og det ville være lige så absurd at kritisere et menneske, der tror på den gamle Vorherre i skyerne, for hans tro, og at kritisere én, der blot tror på materien som det primære i verdensaltet for hans tro, som det ville være at kritisere en plante for, at den er en plante og ikke et dyr, eller et dyr for at det ikke er et menneske.

Set i den gamle religions perspektiv er den fysiske verden en jammerdal, en verden, hvor djævelen regerer, en verden man skal forsage for at opnå lønnen engang i en anden verden. Denne tro er blevet godt udnyttet af denne verdens herskere, både verdslige og gejstlige, til at holde folkemasserne i ave og true dem med helvedes pine efter døden i stedet for himmeriges salighed, hvis de ikke makkede ret. Både religiøst og verdsligt diktatur har i lange tider domineret vor verden, indtil revolutioner og oprør på mange måder fik udnytterne og de udnyttede til at skifte plads. Selv om dette skæbne-spil ikke er spillet færdigt endnu, er der dog så mange jordiske mennesker, som gennem en række inkarnationer i den grad har oplevet både hvad det vil sige at være udnytter og udnyttet, at de, selv om de ikke kan huske alt dette, længes efter at være med til at skabe et samfund, hvor der hverken findes udnyttere eller udnyttede, hverken rige eller fattige, men en menneskelig frihed og lighed i fordeling af goderne baseret på et forstående og næstekærligt broderskab.

Så længe denne religion er ensidigt materialistisk mangler den dog noget, og er derfor endnu en form for afgudsdyrkelse. Så længe politiske partier bekæmper hinanden i frihedens, lighedens og broderskabets navn, så længe nogle vil være "mere frie", "mere lige" og "større brødre" end andre, står de næsten på samme niveau som de folk, der udkæmpede blodige religionskrige mod hverandre. Er vor verden da ikke nået et skridt længere i udvikling end dengang? Jo, men der er endnu meget at lære. Hvorfor er alle jordiske mennesker brødre? Eller søskende skulle vi måske sige, for det gælder jo ikke blot mændene. Hver eneste af os er et individ, men samtidig en del af en overordnet helhed, menneskeheden, der er en væsentlig del af den kraftkilde, vi kalder jorden, der kredser som en levende organisme i solsystemet, fra hvis kraftcenter, solen, den modtager livgivende energi. Vi kan tænke os højere op i verdensaltet til mælkeveje og supergalakser; hvilken gensidig afhængighed møder vi ikke? Og hvilken kraft og energi! Det er jo ikke bare tomrum, rummet er gennemstrålet af kræfter, af stråler og bølger, en usynlig, en kosmisk virkelighed. Det er denne virkelighed og de love og principper bag den, Martinus analyserer i sin kosmologi, det universelt-organiske, som det rører sig i det levende univers, som er den levende guddom, hvis skabende kræfter gennemstrømmer alle verdener i mikro-, mellem- og makrokosmos. "Guds billede" siger Martinus, "er levende væsener inden i levende væsener, der udgør universer og materier for hverandre." Universet består således ikke blot af materieenheder, men af livsenheder eller levende væsener. Al energi og kraft udstrømmer fra levende væsener og modtages af levende væsener og er således livsytringer og udtryk for ånd og bevidsthed, og det, vi kalder døden, er en illusion. Noget meget værdifuldt ved Martinus kosmologi er, at han netop analyserer samspillet mellem makro-, mellem- og mikrokosmos, så det bliver direkte aktuelt for menneskehedens nuværende situation. Lad mig slutte med et par citater fra "Livets Bog IV. I stk. 1357 står der: "Den moderne kultur af i dag er en smeltedigel, i hvilken alle fortidige "religiøse" abstrakte foreteelser bliver udrensede for deres mere eller mindre overtroiske, fantasifulde udsmykning og derved bliver til konkrete, materielle håndgribelige realiteter, der får total videnskabelig indflydelse på det rent praktiske fysiske liv. Denne afsondring af "religiøsiteten"s konkrete fysiske værdi er den, der i dag skjuler sig under begreberne: "demokrati" og "kommunisme. "Demokrati" og "kommunisme", der igen i sin kosmiske natur er identiske, er således grundet på deres identitet med næstekærligheden, det allerhøjeste "religiøse" og "politiske" ideal, der overhovedet findes eller eksisterer. Den absolut fuldkomne "demokrat" eller "kommunist" er det samme som det færdige eller fuldkomne menneske."