Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi er hermed kommen igennem den Del af "Paradishaven"s Mørkeside, der efterhaanden er blevet til det, der i det jordiske Menneskes Bevidsthed og religiøse Liv er udtrykt som "Det Onde". Som vi har set, er denne Side ved Mentaliteten i sig selv ikke noget "Ondt", men udgør naturlige Konsekvenser af en Mentalitet, hvis særlige Grundlove og Principper engang har været Hundrede Procent Livsbetingelse og derfor Hundrede Procent naturlige. Intet Under, at det jordiske Menneske i sine første primitive Tanketilstande maatte opfatte de samme Love og Principper som Religion. Og intet Under, at de samme Tendenser endnu kan spores i det moderne Menneske i en stigende Grad, alt eftersom dets Udviklingstrin befinder sig nær de fortidige Stadier. Og vi siger om et saadant Væsen, at det er "primitivt". Hvad er det moderne Samfunds "Forbrydere"? - Hvad er dets "Tyve" og "Røvere"? - Er det ikke alle Væsener, der paa en eller anden Maade i en altfor stærk Grad i Forhold til Nutidens Begreber har praktiseret Princippet "Enhver er sig selv nærmest"? - Er dets "Mordere" ikke Væsener, der om end ubevidst for dem selv, mere eller mindre vilde være "Helte" i det fortidige Religionsstadium, hvor dette at dræbe var glorværdigt, var Vejen til "Valhal", og hvortil de Myrdede jo ogsaa var sikre paa at komme? - Hvad er "Hidsighed"? - Er det ikke en i det jordiske Menneskes Mentalitet forekommende Udløsning af Resterne af det Temperament, der afstedkommer Tigerens Overfald paa sit Offer og gør den til dettes ubønhørlige Dræber? - Hvad er Misundelse, Jalousi og Intolerance? - Udtrykker saadanne Realiteter ikke Individets altfor overvægtige Forherligelse af dets egne formentlige Rettigheder, dets Viden og Opfattelser? Og bliver disse Anlæg saaledes ikke Egoismens eller Selvtilbedelsens særlige Sakramenter? - Og bliver de ikke stærkt talende Beviser for, at det dyriske Motto: "Enhver er sig selv nærmest", endnu er til Stede i det Væsen, der engang skal blive til "Guds Billede"? -

Men naar alt, hvad der saaledes kommer ind under Begrebet "Det Onde", er naturlige Konsekvenser af nogle i Individet endnu ikke udlevede naturlige Anlæg, er "Forbryderne" jo ikke "Forbrydere" i absolut Forstand, men - yngre Sjæle i Samfundet. Da de derved staar "Dyrene" nærmere, er det kun naturligt, at de i større Grad maa afsløre Menneskehedens Slægtskab med disse Væsener, end de Personer, der i Udvikling er naaet langt længere bort fra den "dyriske" Zone. Hvis ikke det netop var saaledes, vilde der jo ikke være noget, der hed Udvikling, ikke være noget, der hed Primitivitet, ikke være noget, der hed "Naturmennesker", ikke være noget, der hed Civilisation, thi alle Mennesker vilde jo staa paa det samme Trin. Og den individuelle Forskel, der da vilde være mellem de jordiske Mennesker indbyrdes, vilde ikke være større end den individuelle Forskel, man finder indenfor Dyrene. Og den har jo ikke ret stort et Raaderum, der hvor Dyrene befinder sig i deres egen frie Tilstand udenfor Menneskets Paavirkning. Synger den ene Lærke ikke ligesom den anden? - Og er den ene Maages Flugt ikke af samme Skole som den andens? -

At der kan være individuel Forskel mellem Racens Individer kan ikke nægtes, men denne er af en saa ringe Natur, at den almindeligvis kun ses af Forskeren, ikke af Almenheden. Dette er derimod ikke Tilfældet med Menneskene. Her er den individuelle mentale Forskel mellem Væsenerne en almen Kendsgerning. Her ved alle, at der er nogle, der er primitive, medens andre er højintellektuelle, her er nogle der er særlig "gode" medens andre er særlig "onde" o. s. v. Og det er jo netop Analysen af de individuelle Forskelle mellem Jordmenneskene indbyrdes, der, som vi lige har berørt, bliver det ydre urokkelige Bevis for de samme Væseners "dyriske" Herkomst, idet de nævnte Forskelle tilsammen udviser en meget haarfin, urokkelig stigende Skala i en Udvikling bort fra de "dyriske" Anlæg, de "dyriske" Livsbetingelser. Hvis Mennesket ikke var identisk med "Dyret"s fortsatte Udvikling, hvorledes kan saa saa store Dele af dets Mentalitet, for ikke at sige dets legemlige og seksuelle Fremtræden, være identiske med de "dyriske" Anlæg og Naturer? - Hvorledes kan det saa gaa til, at nogle Væsener i Mentalitet staar "Dyrene" nærmere end andre? - Og hvorledes kan den Kendsgerning, vi kalder "Udvikling" saa eksistere? - Er Udviklingen ikke netop "Guds Skabelse af Mennesket"? - Er "Dyret" ikke netop det "Ler", der er bedst egnet til denne Skabelse? - For man har vel ikke tænkt sig, at en Lerjordsblanding, som den, man anvender ved Teglværkerne til Mur- og Tagsten, til Dræn- og Kloakrør, skulde være bedre? -

Nej, kun igennem "Udviklingen" bliver Biblens Beretning om "Skabelsen af Mennesket" til urokkelig Kendsgerning. Og kun igennem den alene bliver Skabelsen til den Kærlighedsproces, der kan være en alkærlig Gud værdig. Kun igennem den alene bliver Mennesket ført opad mod hans eget Væsen, hans eget "Billede" ad saa smaa og tilpassede Trin, at det slet ikke mærker selve Væksten, slet ikke har Gene af sin Forvandling. Man har endnu aldrig set, at Udviklingen foregaar i Spring, men derimod udelukkende kun aabenbarer sig i fine umærkelige mikroskopiske Fjed, der naturligvis af og til kan være af en hurtigere eller langsommere Natur, alt eftersom det passer kærligst ind i Individets Skæbnekonstitution, Ønsker og Begær.

Det "Onde", som gør det jordiske Menneske til "Forbryder", er altsaa det samme som den Side i den jordmenneskelige Natur, hvor Gud endnu ikke er færdig med at "skabe" "Mennesket". Men naar denne Side saaledes ikke er omskabt, kan man ikke forlange, at den skal kunne virke saa herlig, saa skøn, som hvis den var omskabt. Et Billede, der ikke er færdigt, en Ting, der ikke er fuldført, kan ikke være noget fuldendt Kunstværk. En saadan Realitet maa endnu altid lade adskilligt tilbage at ønske i Kvalitet. Og at forlange at "Forbryderne" skal manifestere den samme Moral, som de Væsener der er langt forud for dem i Udvikling, og derfor staar de "dyriske" Anlæg meget fjernere, er kun Udtryk for Naivitet. Men paa den anden Side kan man jo heller ikke helt modstandsløst lade disse Barnesjæle dominere og tilintetgøre det begyndende virkelige Menneskerige. Og man har da ogsaa faktisk truffet de samme Foranstaltninger overfor disse, som dem man foretager overfor de almindelige farlige "Dyr". Hvis man omgaas Tigere, Løver eller andre farlige Dyr, har man dem gerne i Bur. Og hvis de bliver særlig livsfarlige, bliver de i Reglen dræbt. "Forbryderne" sætter man i "Bure", man kalder "Fængsler". Og er de altfor farlige, saa gaar man heller ikke af Vejen for at skille disse Væsener af med Livet.

Som man ser, gaar man frem imod "Forbryderne" nøjagtig paa samme Maade som mod Dyrene. Men mellem "Forbryderne"s farlige Natur og de vilde Dyrs er der jo heller ingen Forskel. Ja, det skulde da lige være dette, at "Forbryderne" er endnu mere raffinerede, mere kloge og snedige end Dyrene og derfor endnu mere farlige end disse. Om ovennævnte Behandling af "Forbryderne" er human eller brutal, er en Sag for sig. Den foreløbige Kendsgerning er denne, at den uundgaaeligt er den Skæbne, der bliver de "dyriske" Anlægs Ophav og Udøvere til Del. Den er uundgaaeligt de "dyriske" Tendensers Eftervirkninger og bliver derved Livets egen første drastige Undervisning eller Demonstration af Princippet: "Det et Menneske saar, skal det høste".

At Samfundets Behandling af "Forbryderne" efterhaanden i Udviklingen bliver mere og mere human, og at Dødsstraffene ligeledes efterhaanden afskaffes, viser jo kun, at de "dyriske" Anlæg tager af, baade hos de "straffende" Myndigheder og hos "Forbryderne".

Men gennem svære Straffe, gennem Fængsel og Tortur, Band og Baal har denne den "dyriske" Skæbne været det eneste, der var stærkt nok til at kunne vække det sovende "Dyr" op af sin dræbende "Slummer" eller "dyriske" Tilstand. Tror man Tigeren vilde blive spagfærdig som et Lam, ved en teoretisk Paavirkning, og tror man at Blodhundene kommer til at elske Faarene blot ved en Formaning? - Men er "Forbryderen" ikke, indenfor sit "dyriske" Omraade i Mentaliteten, identisk med Tigeren og Blodhundene? - Er der nogen Forskel paa hans "dyriske" Anlæg og paa de nævnte Dyrs? - At han ganske vist har en Side i sin Bevidsthed, hvor der begynder at spire Anlæg frem, som gaar imod de "dyriske", forandrer ikke Princippet saalænge, de førstnævnte Anlæg er den dominerende højeste toneangivende Idealisme og Manifestationsfaktor i hans Bevidsthed. Han kan ganske vist læse Politiets Forskrifter, høre Præstens Formaninger, men hvad Virkning tror man dette vilde have paa det absolut "dyriske" Sind, hvis ikke Erfaringerne: Dødsstraf, Fængsel og Tortur, var den Plov, den Harve, den Tromle, der i Forvejen havde begyndt at kultivere de i "menneskelig" Retning endnu uopdyrkede Terræner i hans Mentalitet, de i alkærlig Retning stærkt dominerende Ørkenlandskaber i hans Bevidsthed.

Ovennævnte ser maaske brutalt ud. Men skal der ikke "skarp Lud til skurvede Hoveder"? - Jo mere sovende et Væsener, desto mere skal der til for at vække det. Og man kan vel ikke paastaa, at Dyret ikke er "sovende" med Hensyn til Mentalitet, i Sammenligning med det udviklede Menneske, eller det, det engang skal blive. Og er det ikke ogsaa en Kendsgerning, at det forfinede og følsomme, højintellektuelle Menneske i Kraft af sit omfattende Erfaringsmateriale har meget lettere ved at forstaa, eller kan faa meget mere Udbytte af en teoretisk Undervisning, end det primitive Naturmenneske? - I Kraft af det stærkt begrænsede eller fattige Erfaringsmateriale, det sidstnævnte Væsen har, er det kun modtageligt for en meget primitiv og forenklet teoretisk Undervisning, og kan derfor kun hovedsageligt paavirkes ved stærke begivenhedsrige Oplevelser, saasom Mord og Drab, Tortur og Lemlæstelser. Den teoretiske Undervisning, som er af meget indgribende Betydning for den højintellektuelle, vilde altsaa være ganske virkningsløs og unyttig overfor Naturmennesket, idet det slet ikke har Evner eller Anlæg for at forstaa denne Undervisning. Derfor er der ogsaa mere med Drab og Mord, Had og Hævn i de primitive Væseners Idealer og Forskrifter, end der er i de forfinede højintellektuelle Væseners. Deres sovende Mentalitet maa vækkes med mere drastiske Midler end de, ved hvilke de højtintellektuelle Menneskers, indtil en vis Grad allerede vækkede, Mentalitet ledes og føres. En mild og kærlig Formaningstale til Dyrene vilde aldrig nogensinde gøre dem til Mennesker, idet deres Evne til at udvikle sig ved teoretisk Undervisning er overordentlig minimal og kun vilde kunne tage Form af Dressur. Først naar Livet selv har bearbejdet dem med Oplevelsen af Kulminationen af Virkningerne af deres eget Riges brutale og lemlæstende Væremaade i en tilstrækkelig Grad, kommer den Tidsperiode, da Kærligheden og Mildheden kan være en Hundrede Procents Undervisning i Livets Skole, kan være en behagelig Lysets Kontrast i den natsorte dyriske Verden.

Og saaledes opstaar igennem "Det Onde" i "Paradishaven"s Mørkeside Kulminationen af den Oplevelse, der direkte er Virkningerne af de dyriske Anlægs Blomstring, og som i Form af "Helvede" lader Dyret opleve sin egen Verdens yderste Konsekvenser, dens kulminerende Skæbne, en Aabenbaring, hvor alle Detailler er: Lemlæstelse, Dødskvaler, Sorg, Savn og Pine. Og igennem Mættelsen af dette Syn, denne Selverfaring, vaagner Dyret op til Skriget efter Kærlighed, den "forlorne Søn" til Længsel efter "Faderen", og den jordmenneskelige Mentalitet til Modtagelighed for Verdensgenløsning.

Og se, han, som hører Mikrobens mindste Suk og leder Klodernes Gang, glemmer ikke sit Skaberværk. Guddommelige Sendebud har allerede med Mellemrum ladet deres Røst høre paa store Dele af Kloden. Deres Kærlighedsatmosfære har forlængst gennemboret den dyriske Taage, ført Menneskeheden store Strækninger fremad, opad mod Forløsningens lyse Himmel. Og selv om Krigsindustrien i Dag har mere travlt end nogen Sinde, og selvom man aldrig har været i den Grad optaget af at forberede, om end ubevidst, sin egen Lemlæstelse, det kommende Ragnarok, og selvom man aldrig nogen Sinde i saa høj Grad har været besjælet af den Illusion, at Verdensfreden, Roen og Harmonien, skabes med Ødelæggelsesmidlernes larmende Kulmination, som netop nu, saa er dette dog kun Forberedelsen til Dyrerigets Endeligt i den jordmenneskelige Bevidsthedssfære. Dets sidste Krampetrækninger i nævnte Zone vil blive uhyggelige, men er ikke desto mindre Indledningen til Lysets Kroning paa Jorden. Guds Aand lyser direkte i Form af en ny Kærligshedsbølge over Jorden og fører denne ind i en ny stor moralsk Epoke, i hvis Bane "Døden" ikke kan være, ej heller "Skrig eller Pine", thi der gaar Fredens Engel uhindret hen over Verden. Og i dens Fodspor føres "Guds Rige" med ind over de jordiske Kontinenter og Have. Døden er død, og Livet lever. Glæden er til Huse i Borg og Hytte. Alt er "Guds Billede". Og dette guddommelige Skaberværk er Kærlighed.

Vi har nu i det foranstaaende set, hvorledes Dyrerigets Grundlov: "Enhver er sig selv nærmest", har gjort sig gældende helt op i det jordiske Menneskes Mentalitet, og ligefrem gjort "Det dræbende Princip" til Religion, til Gudsdyrkelse med et "Valhal" med kønslige Tilfredsstillelser i Form af "Valkyrier" til Belønning, til "Himmerige".

At benægte, at det jordiske Menneske ikke stammer fra Dyrene, ikke har udviklet sig frem af disse Væseners Levevis og Love, og at Jordmennesket ikke netop med en stor Del af sit Væsen endnu afslører disse dets yngre Stammefrænders Mentalitet, Instinkter, Vaner og Tilbøjeligheder, er jo at gaa imod Kendsgerningerne, er at gaa imod de levende Fakta, er at bedrage Verden. Og man er saaledes i dette Tilfælde Tilhænger af en Opfattelse, der absolut ingen Rod har i Virkeligheden og absolut udelukkende ene og alene kun kan være en nøgen Paastand, medens Forstaaelsen og Erkendelsen af Menneskets dyriske Afstamning hviler paa en Serie af urokkelige Kendsgerninger, der efterhaanden bliver desto større, jo mere intens og indgaaende Efterforskningen af Problemet finder Sted. En Benægtelse af Menneskets dyriske Afstamning er saaledes, og vil aldrig nogen Sinde kunde blive andet end Menneskepaafund, Fantasi, Illusion og Overtro, medens Erkendelsen af nævnte Afstamning er Videnskab, hvilket vil sige, Livets egen Tale, Livets egen Demonstration og derfor den absolut direkte "Guds Tale". Men den direkte "Guds Tale" maa vel være det mest absolut sande "Guds Ord" og derfor den eneste retmæssige og værdige Religion for et dybttænkende eller højintellektuelt Væsen.

Og det har da ogsaa vist sig, at alle fortidige Opfattelser, Trosbekendelser og Gudsdyrkelses forhold efterhaanden har maattet vige Pladsen for nye Opfattelser, Bekendelser og Forhold af samme Art, der var af mindre dræbende Natur end de forudgaaende. Og er denne Forandring af Mentalitet ikke stadigt gældende? - Er det ikke netop den, vi oplever, naar vi bliver Vidne til, at mange Mennesker ikke mere bryder sig om at gaa i Kirke, ikke mere bryder sig om dens saakaldte "Velsignelse", ikke gaar til Alters, ikke lader deres Børn døbe eller konfirmere o.s.v.

Er det ikke ogsaa den samme Degeneration eller Forvitring af de gamle Former, der gør sig gældende, naar Kirkens Mænd indbyrdes har forskellige Meninger om det, der absolut kun skulde kunne udgøre een Mening, nemlig: Sandheden. Sandheden er jo Sandheden og kan absolut ikke blive andet end Sandhed. Naar der er forskellige Meninger om den, viser det kun, at disse Meningers Ophav ikke alle er kommen til den virkelige Sandheds Erkendelse, thi hvis saa var, vilde de jo absolut kun kunne være af een og samme Mening og dermed være enige. Er det ikke den samme Uoverensstemmelse, der gør sig gældende imellem de forskellige religiøse Sekter? - Paaberaaber de sig ikke alle hver især i særlig Grad netop at sidde inde med den absolut ufejlbarlige Sandheds Erkendelse, skønt disse Erkendelser er højst forskellige og meget afvisende fra hinanden? - Skaber dette ikke Forvirring, Krig og Intolerance? -

Men naar selve Sandhedens statsmæssige Autoriteter: Præsterne, samt Medlemmerne af de religiøse Sekter eller Trosbevægelser, og alt, hvad der ellers kan komme ind under Begrebet "Keruberne", indbyrdes strides om, hvad der virkeligt er Livets Mening, ses det tydeligt, at "Adam" og "Eva", her i deres Flugt fra "Livsens Træ", i deres "Uddrivelse" af "Paradisets Have", er kommen til et Sted, en mental Zone, hvor de i den største Forvirring, ja, maaske endda i visse Tilfælde helt ubevidst, raaber det store Spørgsmaal mod "Himlen": Hvad er Sandhed? -

De befinder sig altsaa paa et Sted, hvor de gamle Traditioner, de gamle Former for Skik og Brug, den gamle Moral ikke mere er i Overensstemmelse med deres Mentalitet. Men hvad bevirker dette? - Er det ikke saaledes her, at "Syndefaldet" begynder at ses i en hel anden Belysning? - Er det ikke saaledes, at meget af det, der før blev udraabt som umoralsk, viser sig at være illusorisk. Og meget af det, der før ligefrem var udgørende moralske Forpligtelser, Paabud eller Love, nu ved sin Opfyldelse skaber utrøstelig Sjælekvide, Abnormitet og Sindssyge? -

Hvad mener man om en Moral, der udtrykker: "Enhver, der skiller sig fra sin Ægtefælle uden for Hors Sag, han bedriver Hor"? - Hvorledes passer den ind i et Ægteskab, hvor Manden er permanent beruset, tyraniserer, sulter og prygler Kone og Børn? - Gør den ikke her en frelsende Skilsmisse til "Syndefald", til en "umoralsk" Foranstaltning? - Og hvis en Mand gifter sig med en saadan fraskilt Kvinde og tager sig kærligt af hende og hendes Børn, bliver han saa ikke af samme "Moral" stemplet som "umoralsk"? - Hedder det ikke netop i denne: "Hvo der tager en Fraskilt til Ægte, han bedriver Hor"? - At der er Mennesker i Dag, der ikke her sympatiserer med Biblens Ord og ikke overholder dette i nærværende Tilfælde, afkræfter jo ikke, at en saadan Moral eksisterer eller har eksisteret, men gør derimod førnævnte Omtale af Moralbegrebernes Forvandling til Kendsgerning.

Er det ikke ligesaa med Moselovens Dødsstraffe? - (Se "Kosmos", Nr. 8, Side 115.) Er disse ikke netop forældede for Mennesker i Dag? - Eller hvad mener man om Moselovens efterfølgende Tilladelse af, og Forskrifter for, Slaveri? -

"Naar du køber en hebraisk Tjener, da skal han tjene seks Aar, og paa det syvende skal han udgaa fri for intet.

Dersom han kom enlig, da skal han udgaa enlig; dersom han var en Hustrus Mand, da skal hans Hustru udgaa med ham.

Dersom hans Herre har givet ham en Hustru, og hun har født ham Sønner eller Døtre, da skal Kvinden og hendes Børn høre hendes Herre til, og han skal selv udgaa enlig". -

Men hvis Slaven nu elsker sin Hustru og sine Børn og meget nødig vil skilles fra disse, saa ordner Moseloven det paa følgende Maade ved at udtrykke: "Da skal hans Herre føre ham frem for Dommerne og holde ham op til Døren eller Dørstolpen, og hans Herre skal gennemstinge hans Øren med en Syl; saa skal han tjene ham evindelig". -

Slaven maa altsaa betale sit Ægteskab og sin Kærlighed til sine Børn med livsvarigt Slaveri. - Tænk hvilken Fordel for Slaveejeren, i Kraft af denne Lov kan han jo saa at sige undgaa at give de fleste unge Slaver den Frihed tilbage, som Loven paabyder efter de seks Aars Fangenskab, idet han jo blot behøver at lade disse unge Mænd omgaas de unge Slavinder. Tror man saa ikke her, at Naturen vil kræve sin Ret og gøre dem forelsket og modtagelig for Ægteskab med de ufri Kvinder, hvorved Slaveejeren saa sjæleligt kan binde dem til sig og gøre dem til sin private Ejendom Resten af deres Levetid? -

Jo, det kan vist ikke nægtes, at den mest udviklede Moral i vore Dage er noget anderledes, og at vi i det fremskredne moderne Samfund har Love, der fuldstændigt er paa Tværs af disse Biblens ældgamle Forskrifter.

Det viser sig altsaa her, at selve Biblen i visse Tilfælde kan være forældet, dens Forskrifter uholdbare i daglig Praksis, forkastet som barbariske og grusomme af en, den fortidige Mentalitet, i Humanitet og Følelse, langt overlegen Erkendelsesevne. Men naar Moralen saaledes forvandler sig, og denne Forvandling netop ikke er i Dyrerigets Favør, men gaar imod de dyriske Principper og Love, sætter Væsenet mere og mere ude af Stand til at befordre "Det dræbende Princip", gør det mere humant og kærligt, bliver dette saa ikke netop ogsaa Livets egen Demonstration af Beviser for, at "Adam"s og "Eva"s Skabelse endnu foregaar, og at "Leret" eller Materialet for denne Skabelse er "Dyret"? - Har vi ikke netop her set, at hele den jordiske Menneskeheds Tilværelse, dens Religioners Forvandling, dens voksende Humanitet: Socialreformer, Hospitals- og Retsvæsen, Afskaffelse af Dødsstraf o.s.v. trods Krig og Ufred, er en Vandring bort fra de dyriske Tendensers Love og Principper, og at den samme Menneskehed i stor Udstrækning er kommen helt bort fra sit oprindelige religiøse Grundlag, er kommen ud i stor Forvirring, er blevet mentalt hjemløs, er hverken rigtigt Dyr eller rigtigt Menneske og skriger denne sin Nøgenhedstilstand imod Himlen. Og over Kontinenter og Have ruger Sfinksens Gaade. Gennem Pilatus' Mund raaber Menneskeheden til Gud: "Hvad er Sandhed"? -

Hvis "Adam" og "Eva" var Resultat af et "Mirakel" i primitiv Forstand, frembragt paa et Øjeblik af absolut "Intet", hvorfor saa ikke færdigskabt med det samme? - Hvis der virkelig eksisterede en Mulighed for, at skabe "Noget" af "Intet", saa eksisterede jo ogsaa Muligheden for "mirakuløst" at skabe "det fuldkomne Menneske i Guds Billede efter hans Lignelse" øjeblikkeligt eller paa staaende Fod ligesaa hurtigt, som Tanken overhovedet kunde fødes i Skaberens Hjerne, idet en saadan Skabelse jo absolut ikke fordrede nogen som helst forudgaaende Betingelser. – Men naar der ikke fordres forudgaaende Betingelser, hvortil saa denne lange Udviklingsproces med dens Mangfoldighed af Sorger, Lidelser og Lemlæstelser, Krige, Mord, Forfølgelser og Rædsler? - Tror man, at Gud eller Forsynet er et perverst Væsen, der morer sig med, paa "mirakuløs" Maade, i Brøkdele af Sekunder, at skabe Væsener, som han kan have at pine i Dage, Maaneder, Aar og Aartier? - Tror man, han kommer i Ekstase eller faar unaturlige Vellystfølelser ved at være Vidne til, at Tusinder af levende Væsener dør af Sult, Tusinder af Væsener bliver ædt af andre Væsener, Tusinder af Væsener bliver myrdet, dræbt eller lemlæstet af Had, Misundelse og Skinsyge, Tusinder af Væsener raadner op i levende Live i Form af Spedalskhed, Kræft eller gaar under paa Grund af andre uhyggelige Sygdomme, Tusinder af Mennesker lever i mentalt og fysisk Slaveri, lever i Overtro og Misforstaaelse, lever i Uvidenhed om selv de mest elementære Ting ved selve Livets Mening, Tusinder af Mennesker dør ved Jordskælv, Oversvømmelser, vulkanske Udbrud eller ved andre Former for Naturkatastrofer. - Hvorfor ikke afskaffe alle disse "Onder" paa samme "mirakuløse" Maade? -

Naar Forsynet kan skabe "Noget" af "Intet", kan det ogsaa gøre dette skabte "Noget" "til "Intet" igen. Men naar det ikke sker, saa maa det jo have særlig Interesse af at være Vidne til Lidelserne. Hvis den "mirakuløse" Skabeevne eksisterede hos dette Forsyn, er Lidelserne jo absolut uden Betydning for Skabelsen og maatte derved være absolut unødvendige for dennes Manifestation. Men naar Lidelserne saaledes er absolut unyttige, er unødvendige, er absolut værdiløse, og Forsynet alligevel opretholder dem, kan Aarsagen jo absolut udelukkende kun være denne, at det finder Behag i at skue disse. Hvis et Menneske har saadanne Tilbøjeligheder, at det finder Behag i Synet af Lidelser og fremkalder disse hensynsløst, hvor som helst, det kan komme afsted dermed, piner og plager Dyr og Mennesker, fordi det finder Vellyst derved, kalder vi det unaturligt, sindsygt, perverst. Men det er jo lige akkurat en saadan Tilstand Forsynet eller Guddommen netop maa være i, hvis det har "mirakuløs" Skabeevne. -

Men et saadan pervers eller unaturligt Forsyn tror jeg ikke ret mange kan føle sig tryg ved at hengive sig til i sine stille Stunder eller gaa ind i sit Lønkammer og bede til. Og ikke desto mindre er det ganske umuligt at komme udenom, at en saadan pervers Gud, et saadant unaturligt Forsyn, en saadan Lidelsens og Ødelæggelsens Dæmon vilde være de yderste Konsekvenser, være det eneste absolut og højeste Facit, som kan udredes af Erkendelsen eller Troen paa det absolute "Mirakel", hvilket her altsaa vil sige det samme som Guddommens eller Forsynets Evne til at frembringe "Noget" af "Intet".

Hvis man derfor tror paa et saadant "Mirakel", tror at Guds Skabelse bestaar i at frembringe "Noget" af "Intet", tror at "Adam" og "Eva", Dyrene, Planterne, Jorden o. s. v. er blevet til ved det absolute "Mirakel", er fremstaaet af absolut "Intet", da er det det samme som, at man hengiver sig til eller tilbeder en sindsyg eller pervers Gud. Da er den dybeste Autoritet i ens Mentalitet det samme som denne Lidelsens og Ødelæggelsens uhyrlige Dæmon, selvom man slet ikke aner det. - Og Gud ske Lov og Tak for det. Thi nævnte Dæmon er heldigvis kun de yderste Konsekvenser af en fejlagtig Forestilling om, eller Opfattelse af, den guddommelige Skabeevne. "Intet" kan nemlig ikke blive til "Noget". Og en Skabelse baseret paa Opfattelsen af, at "Noget" kan frembringes af "Intet", og den heraf følgende perverse og unaturlige Guddom kan saaledes aldrig nogen Sinde blive en Kendsgerning, men maa i al Evighed forblive den tænkte eller teoretiske Udredning af Konsekvenser, hvis Manifestation kun er mulig, hvis Verdensaltet var det modsatte af, hvad der i Dag viser sig som Virkelighed. Er det ikke netop en Kendsgerning, at alt i Tilværelsen eksisterer paa Basis af bestemte Love, er et Resultat af bestemte Betingelser. Og vilde Livet og Tilværelsen ikke udgøre det absolute Kaos, hvis ikke det netop var lovbundet. Og er det ikke netop denne Lovbundethed i Materien der læger Saaret, der gør den Syge rask? - Og er det ikke den samme Lovbundethed, der bevirker, at vi kan se, høre, føle, tale? - Er det ikke den samme lovmæssige Organisering af Materien, der gør det muligt, at vi kan elske og holde af, og igen selv blive Genstand for Kærlighed? - Kræver ikke hver eneste lille Bagatel i Livet særlige Betingelser for sin Manifestation? - Og er det ikke netop mangelfuld Evne til at efterkomme de lovmæssige Betingelser, der skaber Disharmoni, der skaber vore Lidelser eller alle Former for Kontraster til Glæde og Lykke? Hvis ikke der var Lovmæssighed i Livet, i Naturen, i Tilværelsen, var der ingen Viden, var der intet at lære. Hvad er Videnskab og Visdom? - Er de ikke udelukkende kun udgørende Lovmæssighedens absolute Analyser? - Og hvad er Livet uden disse Analyser? - Vilde det ikke være Døden? - Er Bevidstheden ikke primitiv og bevidstløs i samme Grad, som den mangler Viden? - Og udgør alle disse Ting, som er selve Virkeligheden, ikke et langt større "Mirakel"? En Skabelse, der efterlader Kærlighed, Fuldkommenhed og Harmoni, skaber Viden og dermed Bevidsthed, Liv og Tilværelse, maa da være Tilværelsens eneste absolute virkelige "Mirakel", ja, et "Mirakel", der ganske udelukker Muligheden af den perverse sindsyge eller abnorme Guddom og lader det betingelsesløse "Mirakel" komme til Syne som kun udgørende et blot og bart Fata Morgana i Uvidenhedens tomme Ørkener. Den evige Guddom er Kulminationen af Fuldkommenhed og derfor Kærlighedens Sol, ganske uafhængigt af, hvilken Overtroens eller Illusionernes farvede Glas den Gudhengivne saa end ser ham igennem.