Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus har ofte omtalt, at vi lever i en verden, hvor en gammel kultur har sin dødskamp, og en ny er ved at fødes. Vi oplever således på een gang både "dødskrampe" og "fødselsveer", og set i det perspektiv er det ikke så mærkeligt, at verden vånder sig i smerte og befinder sig i en spændingstilstand, hvor aggression, neuroser, angst og forsøg på flugt fra de herskende forhold er dominerende. At vi lever midt imellem en gammel verdens død og en ny verdens fødsel, er ikke blot en ydre begivenhed, det er lige så meget i de enkelte jordmenneskers bevidsthed, denne proces foregår. Det sker i dig og i mig og alle andre jordiske mennesker som et led i hele jordens organiske forvandling og udvikling. Den gamle verdens intolerante magtmentalitet har i større eller mindre grad sine rødder i enhver af os, mere måske end vi selv vil erkende med vor fysiske dagsbevidsthed. Men samtidig er det også os, der bærer spiren i os til en ny verdenskultur, og det kunne det være aktuelt at tænke lidt over nu i juletiden.

Martinus viser, hvorledes fremstillingen af en begivenhed i Israel for ca. 2000 år siden samtidig er et billede af en almengældende begivenhed. "Jesu skæbne, således som den former sig i evangeliet", skriver han, "er alle menneskers skæbne." Hændelserne omkring Jesusbarnets fødsel og første spæde tilstand symboliserer udviklingen fra dyr til rigtigt menneske. "Stalden", hvori fødselen foregår, og "krybben", hvori det spæde barn bliver lagt, er udtryk for dyreriget og for den jordmenneskelige, animalske organisme. Dyreriget er det eneste "sted", dvs det eneste af en kosmisk udviklingsspirals seks riger eller planer, hvor Kristusbevidstheden eller den kosmiske bevidsthed kan fødes, derfor var stalden ledig, men alle andre herberg optaget. Og i en ganske vist højere udviklet animalsk organisme, men dog en pattedyrorganisme, må det jordiske menneske inkarnere, indtil det engang i fremtiden er blevet et både psykisk og fysisk færdigudviklet Kristusvæsen, et dobbeltpolet væsen, der her på jorden kan både skabe og opløse en rigtig menneskelig organisme ved materialisation og dematerialisation af kombinerede højere fysiske og sjælelige materier. Da vil det være "opstandelsen", der bliver virkelighed for os, eller den fuldstændig dagsbevidste beherskelse af principperne "fødsel" og "død" som organismefornyelse; det hører en fjernere fremtid til, men er noget, vi alle skal nå. Lad os koncentrere os om det, juleevangeliet fortæller om vor tilværelse nu og i den nærmere fremtid.

Julevangeliet er et drama, hvori der også er en rolle som "den onde fyrste", der stræber Kristusbarnet efter livet. Efterstræberen, forfølgeren og morderen er magtmennesket kong Herodes. Da de vise mænd, som havde set i stjernerne, at en virkelig konge, en, der var indviet i de kosmiske love, skulle fødes i Israel, ville de opsøge ham og give ham gaver og kom på deres rejse til Jerusalem, hvor de spurgte kong Herodes (som de mente måtte vide besked om en jødisk kongesøn): "Hvor er denne jødernes konge, som nu er født?" Herodes blev forfærdet og tænkte straks på rivalisering og magtkamp. Han frygtede alle tænkelige rivaler til magten. Hurtigt sammenkaldte han de skriftkloge og fik at vide, at der efter gamle profetier skulle fødes en konge i Bethlehem i Judæa, og han sendte vismændene derhen, idet han hemmeligt bad dem komme tilbage og meddele ham, hvor de havde fundet den nyfødte konge, så han også kunne tage af sted og tilbede ham. Efter at have fundet Jesusbarnet og bragt det deres gaver, blev de vise mænd advaret i en drøm mod at vende tilbage til Herodes, som blev rasende over, at hans plan om at myrde barnet dermed var ødelagt. Og så oplever vi i dette drama det desperate magtmenneskes fuldstændig vanvittige reaktion: Han fatter en ny plan og lader alle drengebørn i Bethlehem og omegn på to år og derunder dræbe i håb om dermed at få ram på Kristusbarnet, hvad han dog ikke fik, da Josef – også på grund af en advarende drøm – og med den mulighed de rige gaver fra de hellige tre konger eller vismænd gav, var flygtet til Ægypten med barnet og dets mor, "til et land eller en zone, skriver Martinus, hvortil mørkefyrstens magt aldrig nogen sinde kan nå."

Når juleevangeliet også er en beretning om det enkelte nulevende menneske, må "Herodes" jo også spille en rolle i vort liv, og det gør han. Lige som vi taler om "Kristusbevidsthed", kan vi også tale om "Herodesbevidsthed" eller "Herodesmentalitet" både i verden omkring os og i vor egen bevidsthed. I dette århundrede har "Herodesmentaliteten" haft stor udfoldelse på vor klode. Martinus skriver i "Juleevangeliet": "Er "Kristusbarnet" i form af det jordiske menneske ikke i nøjagtig den samme situation, kosmisk set?" "Står det ikke også overfor en "Herodes", der i en blodtørstig og morderisk angst og skinsyge ønsker at udrydde "Kristusbarnet", hvilket her vil sige "Kristusmentaliteten" i dets bevidsthed?" "Er denne "Herodes" ikke en magtfaktor, der søger at holde det jordiske menneske slavelænket til tilbedelsen af de dyriske traditioner, uvidenhedens og hadets mangfoldighed af dræbende detaljer?" "Hvad er det store verdensdrama, der lige er gået hen over verden?" (Bogen udkom efter 2. verdenskrig) "Er det ikke myrderierne af børnene fra Bethlehem omplantet til det tyvende århundredes jordmennesker?" "Er ikke ophavene til den rå magts diktatur af i dag, hvad enten den forekommer som "kapital-diktatur" eller som et lige så gudløst "politisk diktatur", "Kristusmentalitetens" forfølger eller "Herodes" i det jordiske menneske på samme måde, som den jødiske Herodes var forfølgeren af Kristusmentaliteten eller "kongeværdigheden" i Jesusbarnets mentalitet i Bethlehem?" "Har ikke millioner af mennesker måttet vandre i koncentrationslejre, der var udstyret med dødbringende perverse eller sadistiske torturforanstaltninger, gaskamre og ligbrændingsovne?" – "Men hvorfor?" "Var det ikke fordi, de tilhørte racer, med hvem man var konkurrerende om det økonomiske og materielle verdensherredømme?" "Altså rivaler i begæret efter besiddelsen af den enevældige magt over den samlede jordmenneskehed." Det var forhold fra tiden under 2. verdenskrig, Martinus her har skildret. Fra trediverne og fyrrerne i vort århundrede. Nu skriver vi snart 1978, og selv om der altså igen er gået en 30-40 årig periode af det tyvende århundrede, hvor vi i nogle dele af verden ganske vist har haft en relativ velstand og materielt meget bedre forhold, er der meget, der tyder på, at det er ved at ændres. Og hvad "Herodesmentaliteten" angår, har den bestemt ikke udspillet sin rolle på jorden endnu, tværtimod, den breder sig og blusser op. Den er udtryk for den gamle verdenskultur, hvis "dødskamp" blev omtalt i begyndelsen af denne artikel, og den har som nævnt sine rødder i større eller mindre grad i os alle. Vi oplever, hvorledes vold, terror, magtkamp og alle mulige former for rivalisering og konkurrence efterhånden er kommet ind i fuldkommen perverse og afsporede tilstande, samtidig med at penge, ejendomsbegær, misundelse og skinsyge dominerer i masser af menneskers sind. Den materialistiske verdens– og livsanskuelses mangel på viden om og forståelse for, at det er åndelige kræfter, der styrer verden, og ikke tilfældige kemiske processer, fører til den rene meningsløshed og mangel på holdepunkt i tilværelsen. Vist har marxisme, socialisme og kommunisme i nogen grad været positive faktorer i udviklingen, men de har også deres negative sider, og når det drejer sig om den videre udvikling må disse politisk-materialistiske "religioner" opgive deres materialistiske dogmer. Socialister, marxister, kommunister og demokrater bekæmper hinanden, foruden at de bekæmper de højreorienterede, og fanatikere i de forskellige lejre viger ikke tilbage for at understrege, at volden og revolutionen er det middel, hvorigennem vi skal nå frem til "frihed, lighed og broderskab". Så længe disse fanatiske "frihedskæmpere" tror, de kan opnå en bedre verden gennem vold og terror, repræsenterer de i virkeligheden en form for de kræfter, de tror, de bekæmper: diktaturet eller "Herodesmentaliteten", hvor der hverken er frihed, lighed eller broderskab. Hvadenten man er yderliggående "højre-" eller "venstredrejede", der vil lave verden om med vold, tilhører man det samme åndelige klima: "Herodesmentaliteten".

Er det kun i magtmennesker, terrorister og voldsmænd, "Herodesmentaliteten" har sine rødder? Nej, som nævnt først i artiklen har den mere eller mindre sine rødder i os alle. Alle former for misundelse, skinsyge og rivaliserende konkurrence har deres rod i "Herodestankeklimaet", mange former for mindreværdskomplekser, martyriumsfornemmelser og selvmedlidenhed har det også. Det er destruktive kræfter, og ødelægger de ikke noget for andre, så er de i alt fald højst ødelæggende for de mennesker selv, der huser sådanne tanker og følelser. Spændingen mellem "Kristusmentaliteten" og "Herodesmentaliteten", mellem "den nye verden" og "den gamle", går igennem hvert eneste jordmenneskes bevidsthed, vi er på een gang medlemmer både af "den gamle" og "den nye" verden. Når vi fejrer julen, fejrer vi "den nye verdens fødsel", hvis budskab er: "Fred på jorden og blandt mennesker et velbehag". Men hvem kan skabe det velbehag blandt mennesker? Det kan andre mennesker; vi må skabe det for hinanden. Det er det, alle julegaver er symbol på. Hvem gav de første julegaver? Det gjorde de hellige tre konger eller vismænd til Jesusbarnet, og i den symbolske betydning af Juleevangeliet gav verdensgenløserne dem til os igennem mange liv som de humane religioner. Nu må vi give gaven videre ved at gøre humaniteten og næstekærligheden til væremåde i vor daglige tilværelse, så spiller det ingen rolle, om man har tilhørt den ene eller den anden religion, da bliver det "een hjord og en hyrde", menneskeheden og guddommen. Det tager sin tid, men det tager også sin tid for os selv at få de rødder i vor bevidsthed fjernet, som "Herodesmentaliteten" endnu har dér. Med kendskabet til Martinus verdensbillede har vi fået en julegave mere: muligheden for at forstå, at det er vor egen "Herodesmentalitet", der er den inderste årsag til en hvilken som helst form af samme slags mentalitet, vi måtte møde fra andre, og hvor vi kan møde den uden had, bitterhed og fjendskab, overvinder vi den. Og vor spirende Kristusbevidsthed? Det er lige som for stort et ord at bruge om noget i én selv, men den er der jo, selv om den er spæd. Og Martinus fortæller os, at en skare åndelige væsener, eet med Guddommens primære bevidsthed, står bag jordens og menneskehedens udvikling. Vi skal gennem en mørk periode, men lyset skal overvinde mørket, ikke ved kamp, hævn, list eller propaganda, men gennem visdom og næstekærlighed, tålmodighed og samarbejde. Julens lys er i din og min og andre menneskers bevidsthed, engang skal vi lade det skinne hele året.