Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Spørgsmål: Psykologerne i dag slås med begrebet "intelligens". "Hvad er intelligens?", spørger man. "Evnen til at opnå kundskab", eller hvad? Der findes mange forskellige definitioner, men man er vel i alt fald enige om, at den er sammensat af forskellige komponenter. Intelligensprøver med individer fra forskellige miljøer og kulturer er jo misvisende, da prøverne ikke er dækkende med hensyn til de respektive individers miljø og erfaringer. Findes der forskelle i intelligens indenfor menneskeheden, eller er de forskelle, som eventuelt findes, afhængige af miljøet? Kosmologien taler om følelse og intelligens og betydningen af samvirke mellem dem. Spørgsmålet bliver således: "Hvordan skal man definere intelligens set fra et kosmologisk synspunkt?"

Svar: I sine analyser af de seks evige kosmiske grundenergier: Instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse skriver Martinus, at ingen af disse energier nogensinde udfolder sig i renkultur, altså alene, men altid i indbyrdes blandinger og forhold. Det er derfor helt naturligt set i kosmologiens perspektiv, at der er almindelig enighed om, "at intelligensen er sammensat af forskellige komponenter", som G.B. skriver i sit spørgsmål. Kosmisk set er det dog ikke intelligensen i sig selv, der er sammensat, men den samvirker altid med de andre grundenergier i forskellige blandinger og derfor med forskellige virkninger. Intelligensenergiens virkninger kan f.eks. være forårsaget af en blanding af intelligens med megen tyngdeenergi, medens de øvrige energier gør sig mindre gældende, eller det kan være en intelligensblanding, hvor primitive følelser gør sig stærkt gældende. I begge tilfælde vil intelligensudfoldelsen være meget egoistisk betonet. Er det derimod meget humane og næstekærlige følelser, der blandes med intelligensenergi, vil virkningen være af en helt anden karakter. Hvor intelligensen udfoldes som skabende virkeliggørelse af ideer, vil den være iblandet en del intuition, og hukommelsen vil altid på en eller anden måde være iblandet en intelligens manifestation, hvadenten denne måske ytrer sig som en planlægning af en intelligent og snedig hævnaktion, fordi man ikke kan og vil glemme, hvad ens "fjende" har gjort mod en; eller det modsatte, en kærlig hjælp, der udføres lige netop på den måde, som den hjælpende intelligensmæssigt kan se er den bedste i en given situation, mod et medmenneske, man af en eller anden grund ikke kan glemme. Intelligensens virkning er afhængig af, hvorledes det levende væsen, som Martinus også kalder: "den kosmiske kemiker", blander intelligensenergien med de øvrige bevidsthedsenergier.

Når instinktenergien ikke blev nævnt i de foregående eksempler på intelligensenergiblandinger, er det af den gode grund, at jo mere intelligens den kosmiske kemiker er i stand til at anvende, des mindre indflydelse vil instinktenergien have. Disse to grundenergier står i det kosmiske spiralkredsløb som kontraster til hinanden, idet instinktet ligger til grund for det ikke-jegbevidste væsens livsoplevelse, medens intelligensen er en væsentlig årsag til at væsenet lærer at kende forskel på "Jeg" og "det" og bliver bevidst i oplevelsen af "sig selv" i modsætning til "det andet" og "de andre". I den oplevelseszone i spiralen, hvor instinktenergien dominerer over de andre energier, "planteriget", er intelligensenergien latent, medens derimod instinktet er latent i det af intelligensenergien dominerede "visdomsrige", der engang i en fjern fremtid vil være en verden, som vi jordmennesker, der nu er overgangsvæsener mellem "dyreriget" og "det rigtige menneskerige", skal blive dagsbevidst hjemmehørende i.

Den af os så almindeligt beundrede intelligens er, set i det kosmiske perspektiv, en bevidsthedsenergi, som hos os endnu kun er på sit første trin i udvikling, så vi er kosmisk set meget lidt intelligente og har kun en ringe logisk sans, hvad vi naturligvis ikke kan kritiseres for, da det er et udviklingsspørgsmål. Når vi engang får kosmisk bevidsthed og dermed kommer til at høre hjemme på det næste trin i udviklingen, "det rigtige menneskerige", vil intelligensen have nået sit andet trin for opadgående og have intellektualiseret vor følelsesenergi, så visdom og kærlighed bliver et og det samme. Da er vi i vor oplevelse og væremåde blevet "et med Faderen", dvs vi er blevet organer i guddommens primære bevidsthed, guddommelige medarbejdere i alkærlighedens udfoldelse. Det levende væsens intelligens­kulmination nås som tidligere nævnt først i zonen efter "menneskeriget", i "visdomsriget", hvor intuitionen er på sit andet udviklingsstadium og hvor disse højintellektuelle væsener bliver specielle guddomsorganer for teknisk og kunstnerisk udfoldelse på så højt et plan, at jordmenneskelig teknik og kunst og vor øvrige skabende udfoldelse er som en primitiv A.B.C. i forhold dertil. "Visdomsvæsenerne" udfolder deres skabende evner suverænt til gavn for millioner af andre levende væsener og i et andet forhold til begreberne tid og rum, end vi i øjeblikket er i stand til at begribe.

Men selv om det kan være svært for os at fatte en sådan tilstand, som i spiralkredsløbet ligger lige så højt over os, som planteriget ligger under os, kan det være meget sundt at se vor så højt priste, ja, næsten tilbedte jordmenneskeintelligens i et perspektiv, der sætter den på plads og på en sådan plads, at vi kan begynde at forstå, hvorfor samme intelligensenergi på vort niveau mange gange virker mere nedbrydende og destruktiv end opbyggende og konstruktiv, fordi vi efter gammel vane baseret på talenter, vi har udviklet helt fra dyreriget, er tilbøjelige til at blande denne for os nye, intellektuelle energi med tyngde- eller eksplosionsenergi og primitive følelser med det resultat, Martinus kalder "djævlebevidsthed".
 

Jordmenneskenes videre udvikling er afhængig af et samarbejde på to fronter, en ydre og en indre front. På den ydre front er det et positivt samarbejde med vor næste, der må udvikles, til afløsning af al den konkurrence, intolerance, jalousi og prestigekamp m.m., der udgør vor "intellektuelle jungle". Dette kan kun ændres gennem samarbejdet på den indre front, dvs i det enkelte menneskes egen bevidsthed, hvor samarbejdet mellem vor humane følelse og vor spirende intelligens vil kunne beherske den eksplosive tyngdeenergi og forvandle den til en konstruktiv, skabende kraft til gavn for helheden. Vi skal skabe "et intellektualiseret himmerige" i stedet for "vor intellektualiserede jungle", der egentlig er det samme som det, man med et gammelt udtryk kalder "helvede". Det skal ikke være et "himmerige" med "palmegrene, harpeklang og salmesang", men ét med frihed, lighed og broderskab, et fredens rige, hvor der er arbejde til alle, fordi arbejde og fritid fordeles retfærdigt mellem alle; og naturlig rigdom til alle, fordi rigdommen fordeles, og ingen udnytter hinanden. Er vi nu ikke kommet lidt langt bort fra vort emne? Nej, for vi skal jo prøve at forstå, hvad intelligensen er kosmisk set, og hvilken funktion den har i den kosmiske udviklingsplan. Den er en evne ved hjælp af hvilken, man kan skabe genial krigskunst, terror, forfølgelse bedrageri og svindel og tilsyneladende kan tilintetgøre og derved opnå "sejre" over fjender og rivaler. Men den er også en evne uden hvilken skabelsen af "jordens forenede stater", en verden, hvor der hersker fred, forståelse og næstekærlighed aldrig kan blive til virkelighed på denne klode. Den er altså en meget vigtig energi for os, men den er neutral! Dens virkning er afhængig af, hvordan de kosmiske kemikere, de jordiske mennesker, blander den i deres bevidsthed med de andre grundenergier.

Men hvad er intelligensenergien i sig selv, som evigt kosmisk princip? Den er en af det levende væsens evige kraftkilder, fordi den er en af universets eller den evige guddoms evige kraftkilder. Al planmæssighed og logisk opbygning i naturen, som vi jordmennesker kan lære af, og uden hvilken der derfor ikke havde eksisteret jordmenneskelig videnskab, teknik og kunst, er virkninger af guddommens hensigtsmæssige, logiske og alkærlige skabende udfoldelse, hvori den guddommelige intelligens sammen med den guddommelige intuition og hukommelse behersker materien, fortætter og opløser den, skaber fornyelse og forvandling, ikke tilfældigt kaos, men kosmos, det ordnede, logiske og hensigtsmæssige univers. "Mennesket i Guds billede", som vi er på vej til at blive, må være et væsen, der ikke anvender sin intelligens til "krigskunst", men til "fredskunst". Det må være et væsen, hvis intelligens ikke anvendes i en kemisk industri blot for at tjene penge, med et resultat der medfører forgiftning af jord, vand og luft og levende væseners organismer; et væsen, der med sin videnskab og erkendelse omfatter andet og mere end "død materie" og tro på tilfældighed. Det må være et væsen, der formår at sætte sine utallige maskiner i gang med en energikilde, som ikke skaber forurening, og som man ikke ængstes for skal slippe op og derfor slås om; et væsen som forstår at anvende de samme maskiner, så de kan lette den fælles arbejdsbyrde og give mere fritid til alle i stedet for stress og arbejdsløshed. Det må være et væsen, der med sin tænkeevne kan tænke guddommens tanker efter og bruge dem på sin individuelle måde, et væsen, der "har ædt af frugterne på kundskabens træ på godt og ondt, ikke for at dø døden, men for at lære at kende forskel på godt og ondt og blive lige som Gud", som det hedder i den gamle terminologi. Altså et væsen, der har gjort erfaringer, også lidelseserfaringer, og har udviklet en erkendelse og skelneevne, en intelligens, der afbalanceret af samvittighedsfølelsen, medfølelsen og samfølelsen i forhold til andre levende væsener, nu ikke mere er afhængigt af et miljø og lader sig påvirke af det, men er medskaber af et nyt, et mere menneskeligt miljø.

G. B. spørger, om der findes forskelle i intelligens inden for menneskeheden uafhængigt af miljøet. Det gør der, lige som der kan være stor forskel på den følelsesmæssige og intuitive udvikling. Inden for samme miljø kan man møde både meget intelligensbetonede og meget følelsesbetonede mennesker, man kan møde nogle, der let eksploderer i vrede og hidsighed, og andre, der i stedet bliver sure og gnavne og lukker sig inde i et mentalt fængsel af skuffelse, bitterhed eller depression. Der er også nogle, der tager tingene roligt og prøver at få det bedst mulige ud af forholdene, som de er. I forskellige miljøer kan man også møde mennesker med geniale ideer, selv om de endnu er få, og blandt dem er der nogle, der blot vil udnytte ideerne til egen fordel, medens andre ser på, hvordan de kan gavne helheden. Al påvirkning, vi møder fra vore omgivelser spiller naturligvis en rolle, men forskellige mennesker kan påvirkes forskelligt og i større eller mindre grad af det samme miljø. Vi har de evner og talenter med os, som vi har udviklet i tidligere inkarnationer (hvor vi kan have levet i et helt andet miljø), og baseret på loven for tiltrækning fødes vi netop i et sådant miljø, hvor vi – på godt og ondt – kan gøre de erfaringer, der i øjeblikket er gavnlige for vor videre udvikling.

Intelligensprøver kan måske have en smule betydning set i et meget lokalt perspektiv, men stort set har de ingen betydning, da det er intelligensens forbindelse med de humane evner, der kendetegner en menneskelig udvikling. Gennem lidelseserfaringerne udvikles vor humane medmenneskelige følelse og følelsen af samhørighed med alt levende. Men vanskelighederne får også mennesket til at tænke på, hvordan de kan overvindes, viljen til logisk tænkning opstår i bevidstheden, en administrativ faktor, der søger hensigtsmæssigt at udnytte de erfaringer, der står til rådighed baseret på hukommelsens materiale. Lidt efter lidt opstår et overblik over årsags- og virknings sammenhæng i forbindelse med behagelige og ubehagelige oplevelser. I begyndelsen bruges intelligensen til at skabe det, der er godt for en selv, selv om det går ud over andre, man sår derved lidelse og må høste lidelse. Med lidelseserfaringernes udvikling forbindes intelligensen med humanitet og med ønsket om at skabe "det gode" for andre, for flere, efterhånden for helheden, som man erkender, man er en del af. Omfanget af det levende væsens erfaringsmateriale og dets herredømme over bevidsthedens energier er afgørende for kvaliteten af dets tænkning og handlemåde og dermed for dets kommende skæbne. "Mørket" bliver den nødvendige baggrund mod hvilken "lyset" skabes, ikke som sentimentalitet og tossegodhed, men som intellektualiseret følelse, erkendelse og indsigt.

Intelligensen er, som G. B. også er inde på det i sit spørgsmål, en evne til at opnå kundskab, men ikke blot inden for intellektuelle og praktisk/fysiske områder, først og fremmest til at lære at kende forskel på "godt" og "ondt", ikke blot for at have det godt, men for at gøre "det gode" til gavn for helheden, og for at lære, at "det onde" ikke er ondt, men et ubehageligt gode, som er en nødvendig kontrast til at de levende væsener kan komme til at udfolde og opleve visdommen og alkærligheden.