Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Dette at være sejrherre udelukkende i kraft af magt, betyder absolut ikke nogen virkelig fred for sejrherren. Det er blot en fortsat kamp. Han må stadig passe på de undertrykte, de indestængte kræfter, de levende "bomber". Og er det ikke netop på denne måde, at jordens stater af i dag oprindelig er blevet til? Stater og landegrænser er udelukkende resultater af fortidige krige og bestemt af fortidige krigeriske sejrherrer. Derfor må staterne i vor tid også holde hær og flåde og stadig forbedre deres krigs- eller mordmateriel for at forsøge at skabe sikkerhed om de engang opsatte grænser. Jordens stater er ladede med mentalt sprængstof, som jordmenneskene med teknisk raffinement i vor tid "materialiserer" til fysisk sprængstof. Derfor er det foreløbig uundgåeligt, at alt dette sprængstof af og til bryder ud i kolossale eksplosioner i form af verdenskrige. Det er uundgåeligt, så længe eksplosionerne eller krigene kun betyder forskydninger af magtcentrerne. Om det ene eller det andet folk har magten fjerner ikke eksplosions- eller krigsfaren, så længe de jordiske mennesker kun begærer og besidder magten for magtens egen og ikke for rettens skyld.

Igennem lange tider har der med visse mellemrum været inkarneret store bevidstheder på denne klode, mennesker, der med rette, som Kristus, kunne sige: "Mit rige er ikke af denne verden". Disse indviede væsener og verdensgenløsere inkarnerede i længst forsvunden tid, først som indviede konger, dommere og herskere, senere, da kongeprincippet var degenereret, som profeter og vismænd. Alle disse væsener har i udstrakt grad sat deres præg på jordmenneskehedens udvikling. Virkningen af deres inspirerende indsats blandt de i udviklingen længst fremstående folk er det, vi i dag kalder "kulturstater". I disse stater er der gennem tiderne skabt et retsvæsen, der forbyder menigmand at myrde, stjæle, bedrage eller på anden drastisk måde at genere sin Næste. Junglens magtprincip er altså her ved at blive nedbrudt. Det er naturligvis ikke sket på en gang, og de jordiske mennesker har heller ikke været lige modtagelige for denne afløsning af "den stærkeres ret" eller magt- og overlegenhedsprincippet. Man kan inddele jordmenneskene i visse grundkategorier i forhold til evnen til at efterleve den nye moral, der skal gøre dem mere menneskelige. Først og fremmest er der naturligvis de to hovedgrupper, hvoraf den ene består af dem, der kan overholde de juridiske love, og den anden af dem, der ikke kan. De sidstnævnte er dem, i hvilke de dyriske idealer endnu er så fremtrædende, at de kun kan se disse som idealer og i stor udstrækning funderer deres liv derpå. De finder det naturligt at stjæle, bedrage og i værste tilfælde at myrde, skønt de derved kommer på kant med de juridiske love. Disse uudviklede sjæle udgør kultursamfundenes "underverden", der i virkeligheden er en mellemsfære mellem naturmenneske stadiet og de fremskredne kulturmennesker. Man kan kosmisk set ikke sige, at de er forbrydere, idet de ikke betjener sig af en handlemåde, som de i forvejen ved er forbryderisk. De ved det måske teoretisk fra skoleundervisningen i den stat, de tilhører. Men det kan de kun opfatte som et forbud, og den indre sjælelige indstilling kan ikke ændres ved et forbud. Man kan ikke forbyde en løve at være en løve eller en tiger at være en tiger. Man kan ganske vist tvinge nævnte dyr til at udføre visse handlinger, der ikke er naturlige for dem, og således kan man også forsøge at tvinge den nævnte kategori af mennesker til at følge et adfærdsmønster, der for dem er uforståeligt. Men i begge tilfælde er der tale om dressur, og det kan meget let hænde, at naturen går over optugtelsen.

I udviklingen fra dyr til menneske, som det jordiske menneske befinder sig i, har retsprincippet spillet og spiller stadig en stor og væsentlig rolle. Jordmenneskene er gradvis blevet belært om, at ethvert menneske har både pligter og rettigheder. Men ét er teori, og praksis ofte noget andet. Øje for øje og tand for tand-princippet kan skabe disciplin på basis af en slags dressur, og det har også på denne måde været muligt at skabe former for lov og orden i mange stater. Men love kan fortolkes, og samvittighedsløse, men snedige lovfortolkere kan ved deres overlegenhed tiltage sig en magt, der blot adskiller sig fra junglens ved at være intellektuelt betonet. Både i forholdet mellem staterne indbyrdes og mellem borgerne i de enkelte stater har retsprincippet ofte været brugt som ren og skær camouflage for magtbegær. Tyveri, løgn og bedrag, ja, endogså mord er blevet begået i retfærdighedens navn. Det vil altså sige, at hverken religionerne eller retsvæsenet, der begge er virkninger i kulturstaterne af de indviedes og verdensgenløsernes belæring af den jordiske menneskehed, har været tilstrækkeligt til at gøre jordmenneskene mere menneskelige. Begge dele har været nødvendige led i den påvirkning, der skal forvandle de jordiske mennesker til "mennesket i Guds billede", men de er kun stadier i udviklingen. En tredie og mindst lige så vigtig faktor spiller ind i forvandlingsprocessen, og det er de jordiske menneskers individuelle skæbnedannelse baseret på universets evige love for årsag og virkning. Jeg omtalte tidligere, at der var to hovedkategorier blandt jordmenneskene, når det gjaldt forholdet til de juridiske love: de der kunne overholde lovene, og de der ikke kunne. De sidste har jeg omtalt, og de kan naturligvis inddeles i mange flere underafdelinger, end det er muligt i et foredrag. Det er dem, der fysisk og mentalt – i visse tilfælde kun mentalt – tilhører underverdenen. Men hvad er nu årsagen til, at den første kategori af jordiske mennesker har let ved at overholde lovene? Nogle så let, at der slet ikke behøvede at være nedskrevet nogle love; de KUNNE alligevel ikke overtræde dem, de kunne ikke nænne det, fordi de bærer loven i deres hjerte. Sådanne mennesker er væsener, der er så langt fremme i udvikling af den rent menneskelige opfattelsesmåde, at de har fået en interessesfære, der går i retning af det uselviske. De begynder at føle glæde ved at gøre noget, der kan komme andre væsener til gode. Medens et sådant væsen tidligere kun var optaget af at gøre ting, der udelukkende kom det selv til gode – denne handlemåde var jo i længst forsvunden tid en livsbetingelse – så er det nu ved at blive så stærkt indstillet på at leve til gavn for Næsten eller omgivelserne, at denne måde at leve på er ved at blive en livsbetingelse. Det er denne indstilling af bevidstheden, der udgør væsenets personlige retsbevidsthed, der er det samme som den begyndende evne til at føle næstekærlighed, den evne, der først og fremmest udgør det menneskelige i det jordiske menneske.

Men hvordan går det til, at væsenerne vokser i humanitet eller næstekærlighed? Hvad er fundamentet for den virkelige hensyntagen til Næsten eller omgivelserne? Det skyldes udelukkende et voksende kosmisk udsyn, en evne til at sanse Næstens skæbne, hans glæder og sorger, Dette udsyn udgør en fornemmelse, der går langt dybere eller er meget mere gennemtrængende end det fysiske syn. Det er en modtagelighed for andres vanskeligheder, lidelser og smerte, der er så stor, at væsenets medfølelse næsten er en følelse af, at vanskelighederne, sorgerne eller lidelserne ramte det selv. Denne medfølelsesevne er ikke noget et menneske får forærende, den er udviklet liv for liv i en række fysiske inkarnationer, hvor vedkommende væsen har sået smerte, sorg og lidelse i forholdet til sin Næste og derefter har høstet virkningerne deraf som egne smerter, sorger og lidelser. Det ved nu inderst inde, hvad lidelse er, og kan ikke nænne at være årsag til andres lidelse, ja, det har ikke ro, førend det kan hjælpe og trøste der, hvor det møder lidelsen på sin vej. Et sådant væsen har tilfulde nydt af frugterne af "kundskabens træ på godt og ondt" og er ved at "blive ligesom Gud" dvs blive ét med den altomfattende universelle kærlighed. Det er begyndt at få kosmisk syn.

Udfra et vanebetonet materialistisk livssyn vil man hævde, at et lille barn, der kommer til verden, ingen tanker eller forestillinger kan have i sin bevidsthed. Det skulle så i henhold til ovennævnte være ganske uimodtageligt for sanseindtryk. Livsoplevelsen skulle være umulig for sådant et lille væsen. Men ikke desto mindre ser vi, at et sådant væsen udvikler mere og mere bevidsthed og giver udtryk for tiltagende liv. Er det nyfødte barn da ikke en "første begyndelse" af liv? Kun hvis barnet var dødfødt og så alligevel var i stand til at repræsentere et tiltagende eller voksende liv, måtte vi erkende dette liv for en "første begyndelse". Men sligt er jo aldrig nogen sinde sket og sker heller ikke. Det er rigtigt, at barnet i sin spæde, nyfødte tilstand ikke kan give detaljerede udtryk for tanker eller forestillinger, således som voksne kan det, men det betyder ikke, at det er totalt blottet for tanker og forestillinger. En tanke eller forestilling er i sit princip blandt andet en åndelig reaktion på fysisk sansevirkning. At denne åndelige reaktion ikke kan være iklædt et fysisk sprog hos det nyfødte barn, der endnu ikke har lært at tale, er kun selvfølgeligt. Et voksent menneske kan heller ikke udtrykke tanker eller forestillinger i et sprog, det ikke har lært at tale. At det lille barn i sin spæde tilstand ikke åbenbarer stor tanke- eller sjælevirksomhed udadtil er blot naturligt, idet dets redskab (det fysiske legeme), hvorigennem det skal manifestere sin ånd og tanke, kun er i begyndelsen af sin skabelse. Hvordan skulle et væsen kunne manifestere hele sin bevidsthedsmæssige kapacitet, så længe det redskab eller den organisme, hvorpå manifestationen af denne kapacitet udelukkende beror, ikke er færdigbygget? Hvem kan sige, at sjælen og ånden bag skabelsen af spædbarnets voksende organisme ikke er et "voksent" væsen? Det såkaldte barnestadium er i virkeligheden noget rent "kropsligt". Det er et spørgsmål om skabelse eller opbygning af en organisme. Den evige ånd bagved organismen er et evigt "voksent" væsen, hvad enten den viser sig i den fysiske verden som et foster i moders liv, som et barn, et ungt menneske, et menneske i sin modne alder eller et gammelt menneske. Hvis ikke ånden og sjælen bag et foster var et "voksent" væsen, hvordan skulle organismen da nogen sinde blive voksen? Det er jo ikke organismen, der skaber væsenet, men væsenet, der skaber organismen. Foster- og barnestadierne såvel som alderdomsstadiet i et jordisk menneskes fysiske inkarnation er udelukkende baseret på legemets opbygnings- og nedbrydningsstadier, der igen er baseret på kredsløbsprincippets love i naturen. Den fra den modne manddomsalder afvigende mindre manifestationskapacitet, der gør sig gældende før og efter den modne alder, skyldes absolut ikke selve sjælen, men derimod organismemateriens afhængighed af kredsløbsprincippet. Dette princip betinger, at al materie konstant er på vandring i kredsløb, således at ingen som helst materiekombination eller skabelse vil kunne være bestandig, men er underkastet en evig forvandling.

Et liv fra undfangelse og fødsel til "døden" indtræder, er altså ikke, som det opfattes set i et materialistisk perspektiv, hvor materiens "slagskygger" dominerer, noget, der fra en første begyndelse iler sin totale afslutning i møde. Det er, set i et kosmisk perspektiv, hvor der ingen "slagskygger" findes, et jeg's berøring med den fysiske materie, en organismeopbygning, der igen må degenerere og gå i forfald til fordel for nye skabelsesprocesser. Men under disse reinkarnationer i materien, hvor jeg'et også oplever kredsløbsprincippet som karma eller skæbnedannelse fra inkarnation til inkarnation, finder også en forvandling sted i jeg'ets psykiske struktur. Det levende væsen gør erfaringer (disse erfaringer har igennem årmillioner ført det gennem en fysisk udvikling fra mineralrige, gennem plante- og dyrerige frem til det nuværende stadium, det er det, der er "Adams og Evas" skabelse). Det er disse erfaringer, der ligger bag de skiftende fosterstadier i moders liv, og det er dette fra tidligere inkarnationer eksisterende diskarnerede indre liv, der betinger det nyfødte barns møde med den ydre verden. Det er udelukkende dette indre liv bag sanserne, der betinger vurderingen af den reaktion, der opstår i væsenets sanser ved disses møde med den ydre verdens energier og foreteelser. Det er det samme diskarnerede liv, der betinger væsenets mentale og legemlige fremtræden i den fysiske verden. Om det skal være mineral eller plante, om det skal være dyr eller menneske afgøres udelukkende af nævnte diskarnerede del af det levende væsen. Den bestemmer race, art og karakter, moralsk højde og intellektuel kapacitet, kort sagt hele individets manifestation og evne til at opleve. Det, der lader to væsener se den samme fysiske ting på helt forskellig måde, skønt de begge har hundrede procent normale fysiske øjne, er disse væseners fra tidligere inkarnationer overleverede forskellige erfaringsdannelse og dermed forskellige indre liv. Når et i fysisk materie inkarneret væsen ser eller sanser et eller andet objekt fra den ydre verden, har det altså indstillet sit eget indre liv på nævnte sanseobjekt. Det vil sige, at to former for energikapacitet mødes, nemlig væsenets mentale energikombination eller bevidsthed og objektets energikombination. Hvis disse to kapaciteter er af samme styrke eller "bølgelængde", bliver reaktionen af deres møde en balance eller harmoni i vedkommende væsens bevidsthed. Denne harmoni fornemmes i sin mest fuldkomne form som en total "forståelse" af sanseobjektet, hvilken oplevelse igen er det samme som en total oplevelse af "sandheden" om dette objekt. Denne oplevelse af et objekts virkelige eller kosmiske analyse, der igen er det samme som analysen af dets absolutte forhold til det øvrige univers, er i realiteten blot individets indre energi, dér på det specielle område, som sanseobjektet udtrykker, bliver af samme "bølgelængde" som selve universets "bølgelængde" eller grundtone. Individet bliver altså igennem det pågældende sanseobjekt "ét med universet". Det har her opnået den fulde frigørelse af andres meninger eller påstande og har dermed i kontakten med sanseobjektet nået en absolut mental suverænitet. Den absolutte viden eller kosmiske selvoplevelse af et sanseobjekts kosmiske analyse er den allerhøjeste oplevelse af sansning, det er selve oplevelsen af Guddommen eller dette: i det pågældende felt at være "ét med Faderen".

Når et jordisk menneskes møde med et sanseobjekt resulterer i disharmoni eller manglende balance i dets bevidsthed, fordi det ikke var på "bølgelængde" med objektet, kan denne disharmoni strække sig fra stadier af mere eller mindre ligegyldighed til den største vrede og følelse af forurettelse, og da er væsenet endnu et "kosmisk lig". Den kan også resultere i en undren, et spørgsmål, og da er mennesket på vej mod "opstandelsen", da er det søgende. Hvis denne oprigtige tilstand efterhånden forbindes med en større og større kærlighed til alt levende, en ægte medfølelse og forsøg på forståelse af, hvorfor ét menneske er sådan og et andet sådan osv, vil vedkommende menneske begynde at opleve, hvorledes den snævre sansehorisont udvides. Man er ikke i stand til at hade nogen, heller ikke dem, der måske mener, at de er ens fjender. For man kender deres kosmiske analyse og ved, at de netop i øjeblikket ikke kan være anderledes, end de er, samtidig med at de i realiteten uden at vide det er med til over for en selv at udløse den skæbne, man tidligere har sået. Nu og i fremtiden er det det enkelte menneskes udvikling det gælder, dets evne til at være til gavn og glæde for andre og til at overvinde sin tilbøjelighed til at forveksle en enkelt lille bølge på livets hav med hele oceanet. For at komme til at forstå og opleve verdensaltets eller livets virkelige struktur, vil det være absolut nødvendigt, at ens indre verdens grundtone vibrerer i kontakt med universets grundtone, der er kærligheden. Det kan man, hvis man ser alt under evighedens synsvinkel.