Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Fra en læser i Sverige har vi modtaget et spørgsmål om, hvorledes et kosmisk bevidst væsen (i brevet står "gudsforverkligat") forholder sig til vold. Hvis et sådant væsen ser forsvarsløse mennesker udsættes for grusomhed, kan det da ske, at det vil anvende vold for at hjælpe de nødstedte? Hvis dette væsen ville indtage en ligegyldig holdning, måtte det jo forme dets karma på en negativ måde.
 

Svar: Ud fra Martinus kosmologi må svaret blive, at et kosmisk bevidst væsen absolut ikke ville anvende vold i nogen som helst situation, hverken for at forsvare sig selv eller andre. Der har endnu ikke været mange væsener på jorden med kosmisk bevidsthed, men alligevel er det ikke svært at finde et eksempel derpå, idet det jo netop var Jesu opgave at vise den jordiske menneskehed et eksempel på, hvordan en virkelig gudesøn, et kosmisk bevidst væsen handler i mange forskellige situationer.

Når et væsen har oplevet "den store fødsel" og fået kosmisk bevidsthed, er denne oplevelse et resultat af, at vedkommende væsen har overvundet alle aggressive tendenser i sit sind og er i stand til at omfatte alle levende væsener med kærlighed, også dem, der anvender vold. Når den korsfæstede Jesus kunne sige: "Fader forlad dem, de ved ikke, hvad de gør," om dem, der havde dømt ham og pint og korsfæstet ham, var det udtryk for både kærlighed og forståelse. Det var kosmisk viden eller bevidsthed om, at disse hans bødler i øjeblikket ikke kunne være anderledes og handle anderledes med den erfaring de havde. Jesu udtalelse var eksemplet på den form for bevidsthed, der skal forvandle livet på jorden til et rigtigt menneskerige. Der var ingen vrede, bitterhed eller hævntanker i hans sind, det var virkeliggørelsen i den fysiske verden af en bevidsthed, der var ét med guddommens tankeverden og den guddommelige plan med jordmenneskehedens forvandling og udvikling. Samtidig var det eksemplet på den virkelige "frelse". At blive "frelst" fra "det onde" er ikke ensbetydende med at man ikke møder det i den daglige tilværelse, men et spørgsmål om at overvinde det i sin egen tankegang og reaktions- og handlemåde.

Men det er vel ikke "ondt" at forsvare sig, selv om man derved må anvende vold imod vold? Og det er vel navnlig ikke "ondt", men betragtes almindeligvis som en heltegerning at bruge vold til at forsvare andre, som er forsvarsløse, mod vold og overgreb? Hvis man ikke prøver på det i en given situation, kan man blive betragtet som fej. Hvordan reagerede Jesus i en sådan situation? Han var den, der blev angrebet, da man ville arrestere ham i Getsemane have, og han var forsvarsløs. Peter forsvarede ham, men Jesus sagde: "Stik dit sværd i skeden, for hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd." Denne kosmiske lov gælder altså også, selv om man slår ihjel for at forsvare et forsvarsløst menneske. Jesus ønskede ikke at forsvare sig eller at andre skulle forsvare ham. Betyder det da, at begrebet voldeligt forsvar må ophøre på jorden, for at "det rigtige menneskerige" kan blive en realitet? Ja, det gør det! En helt ny tankegang vil ikke alene lidt efter lidt gøre det af med vold i forbindelse med "skurkerollen" i livet, men også med den "helterolle", hvori man "frelser" andre ved at anvende vold.

Var Jesus fej, ligeglad med andre og uengageret? Det kan man vist ikke påstå. I den situation, hvor en gruppe mænd optændt af "hellig vrede" og "retfærdig harme", men uden tvivl også for at få en mulighed for at anklage ham for at gå imod loven, bringer en kvinde frem for ham i templet i den hensigt at stene hende til døde, fordi hun er grebet i hor, hjælper Jesus hende, ikke med vold men med de ord, som kan sætte tingene på plads. De indeholder både bestemthed, forståelse og humor, og de fik de selvretfærdige mænd til at kaste stenene bort og gå deres vej. Han sagde: "Den, der er ren, kan kaste den første sten." Han fik dem til at indse, at de ikke var spor bedre selv. Han forsvarede ikke kvinden, men han gav både hende og mændene, der ville stene hende, noget at tænke over. Den, der er ren, vil aldrig kunne kaste sten mod andre.

Kosmisk set kan ingen lide uret og ingen gøre uret. Hvad enhver af os kommer ud for af ubehagelige, måske endda truende situationer, kan kun vi selv være det egentlige ophav eller den inderste årsag til, også selv om vi tilsyneladende er uskyldige i den givne situation. Årsagen ligger da tilbage i fortiden, måske i tidligere liv, og skæbnen eller karmaen er ikke en straf men en undervisning. Når man så småt er begyndt at indstille sig på karma og reinkarnation, men uden endnu at forstå det dybere kosmiske perspektiv, kan man gå i den fælde, at man trækker på skuldrene af andres vanskeligheder og ulykker og siger: "Nå-ja, det er jo deres karma". En sådan "forståelse" af karma-princippet er en misforståelse. Ganske vist er det deres karma, ellers kunne de ikke komme ud for det, der sker dem; men du eller jeg, som er deres næste, er måske netop det redskab for guddommen, der kan gøre det lettere for dem at komme igennem deres karma. Derfor skal vi ikke være ligegyldige eller uengagerede, men gøre hvad vi kan for at hjælpe dem. Det har vi frihed til i forhold til vore evner. Det kosmisk bevidste væsen har evne til at se, hvor og hvordan det kan hjælpe, og også til at se, hvor det ikke må gribe ind, fordi det derved ville forhindre sin næste i at få en undervisning, som er nødvendig for vedkommende væsens videre udvikling. Man kan jo spørge: "Hvordan kan et kosmisk bevidst væsen med sin højt udviklede følsomhed og kærlighedsevne dog udholde at leve i en verden som vor, hvor der sker så forfærdelige ting og bliver begået grusomme handlinger over for tilsyneladende uskyldige mennesker? Det ville det heller ikke kunne, hvis dets kærlighedsevne kun var baseret på følelsen og dermed på overfølsomhed, men det er den ikke. Virkelig næstekærlighed og alkærlighed er baseret på en balance mellem følelse og intelligens, en balance, som gør det muligt for intuitionsenergien at fungere i dagsbevidstheden og give væsenet evne til at se Guds plan med menneskeheden og det enkelte menneske. Et sådant væsen har absolut ikke en ligegyldig holdning over for andre mennesker, selv om det ikke ville anvende vold for at hjælpe dem i en given situation, og det skaber ikke negativ karma for sig selv ved ikke at gøre det. Det er ikke tilfældigt, hvilke mennesker der er i nærheden i en situation, hvor f.eks. forsvarsløse mennesker udsættes for overfald. Er der nogen i nærheden, der springer til og hjælper, ligger det i den eller de overfaldnes skæbne at blive hjulpet, enten det så sker med vold mod vold, eller fordi voldsmanden eller -mændene bliver bange og flygter, fordi der kommer nogen. Er hjælperen et menneske, der spontant i en given situation bruger vold, er han netop det guddommelige redskab (selv om han ikke ved det) som kan bruges i den situation. Den overfaldne, voldsmanden og hjælperen har hver sin skæbne, men danner i dette tilfælde (som ikke er tilfældigt) et fælles skæbnemønster, som ligger til grund for, hvad der sker. Sætningen: "ikke en spurv falder til jorden uden vor Faders vilje" gælder ikke blot dyr, men også mennesker, og er ikke udtryk for en straffende Gud, men for Guds plan med udviklingen både af dyr og mennesker, en plan, som de levende væsener udvikler evner til selv bevidst at arbejde med på, efterhånden som de gør erfaringer gennem karmaen og overvinder de aggressive og destruktive tendenser i deres sind og udvikler skabende evner, sympati og forståelse for flere og flere levende væsener.

Der bliver, efterhånden som udviklingen skrider frem, mere og mere, et levende væsen ikke nænner at gøre, hvilket er ensbetydende med, at det ikke mere kan bruges som redskab i den afslibende del af guddommens arbejde med de andre levende væsener, det, Martinus kalder "det ubehagelige gode", og som ellers bliver kaldt "det onde". Væsenet bliver da på basis af sine naturlige evner Guds redskab (på sin specielle og individuelle måde) i opbygningens og humanitetens tjeneste. Et kosmisk bevidst væsen vil naturligt være guddommens redskab i alkærlighedens udfoldelse, men besidder ikke den aggressivitet der skal til for at udøve vold, heller ikke i forsvar. Ligger det i den overfaldnes skæbne at blive hjulpet ved forsvar, vil hjælpen komme fra et væsen, hvis begyndende humane evne endnu kan forbindes med "hellig vrede" eller "retfærdig harme". Et kosmisk bevidst væsen ville måske i en given situation, hvor det føler, at det er dets opgave at hjælpe et menneske i nød, og hvor det kan se, at det er tilladt at gribe ind, fordi det passer i den nødstedtes skæbne, anvende såkaldte overnaturlige evner for at hjælpe, dvs evner, der ligger over det almindelige jordmenneskes intellektuelle horisont, men som den kosmisk bevidste har udviklet. Så vil den nødstedte altså blive hjulpet ved et "mirakel", som intet har med aggressiv vold at gøre. Et sådant indgreb vil dog nok snarere blive gjort af diskarnerede åndelige væsener, som udfolder skytsåndsprincippet i den givne situation.

Da Jesus nu er nævnt så meget som eksempel på det kosmisk bevidste væsen, der ikke kunne tænkes at anvende vold, er der måske nogle, der som modargument ville anvende den kendte scene fra "Det ny Testamente", der kaldes uddrivelsen af templet. Her beskrives det, hvorledes Jesus gjorde en svøbe af reb og jog kræmmerne og vekselererne ud af templet, væltede deres borde og spredte deres penge. "Er der ikke skrevet, at mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene? Men I har gjort det til en røverkule," sagde han. Kan dette være en sand beskrivelse af Jesu væremåde? Martinus siger nej dertil. Han hævder, at et væsen med kosmisk bevidsthed, som har givet udtryk for, at man ikke skal sætte sig op imod det onde, at man skal elske dem, der hader og forfølger en, og at med den dom man dømmer, skal man selv dømmes, aldrig ville forfalde til "hellig vrede" eller "retfærdig harme" og blive aggressiv og anvende vold. Jesus var ikke veg eller fej, han kunne være meget bestemt i sine udtalelser, f.eks. når han kaldte farisæerne "kalkede grave". Det var ikke fordi han var vred på den enkelte farisæer (han tog da venligt mod Nikodemus), men fordi han kunne se, hvorledes smålighed, selvtilfredshed og foragt for andre, der ikke var som de selv, trivedes iblandt dem. Det var hykleriet og følelsen af at være "bedre end andre", han vendte sig imod, og ligeså mod pedantisk bogstavtro og religiøs fordømmelse af andre. Han understregede, at en sådan væremåde ikke førte til "frelse". Den hører tværtimod til det, Martinus kalder "djævlebevidsthed". Lige som Jesus med sine ord kunne være bestemt, ja, skarp imod "farisæisme" som væremåde men aldrig ville bruge vold i den sammenhæng, har han muligvis også med ord karakteriseret "kræmmerprincippet" i templet, hvor en speciel gruppe mennesker, ikke mindst præsteskabet, tjente masser af penge på de offerdyr, som de selv opdrættede, og som det "ved loven" var forordnet at alle også de fattige skulle købe og ofre, og som muligvis derefter endte på præsternes eget bord. En kosmisk bevidst kan godt udtale sig i bestemte vendinger imod en sådan udnyttelse af et tempel, der samtidig er en udbytning af det fattige folk, men han ville aldrig tage en svøbe og slå løs på nogen, som han godt vidste ikke kunne være anderledes, end de var. Hvis der overhovedet er blevet væltet borde, kan det være folkemasserne i templet, som har gjort det. Jesus ville ikke gøre noget sådant. "Det nye Testamente" er skrevet langt senere, end denne begivenhed fandt sted, mange oversættelser er foretaget, og fordrejninger har fundet sted. Desuden har det jo absolut været i den autoritære og magtglade kirkes favør, der selv hellere end gerne svang svøben over kættere og vantro, at "Guds enbårne søn" viste "hellig vrede" og "retfærdig harme". Jesus dømte eller fordømte ingen, han udtalte en bedømmelse af ting, forhold og væremåde udfra sin kosmiske bevidsthed, og det er en anden sag.

Men du og jeg, som ikke har kosmisk bevidsthed, hvad skal vi gøre? Lad og bruge den kendte vending: "Hvis din kone, dine børn, dine forældre eller andre, der står dig nær, blev overfaldet, ville du så ikke forsvare dem, selv om du måske måtte anvende vold?" Det er muligt, at aggressiviteten spontant ville bryde frem i vort sind, og vi ville gøre det. Om det så hjalp, ville være afhængig af både de andres og vor egen karma. Men det er langt mere sandsynligt ud fra de kosmiske love, at vi, hvis vi virkelig er imod at anvende vold, slet ikke ville komme ud for en sådan hændelse eller ville kunne hjælpe på en måde, der er i overensstemmelse med vor åndelige indstilling og væremåde. Det er jo ikke tilfældigt, hvis en sådan begivenhed finder sted, heller ikke om der er andre i nærheden, og i så fald heller ikke hvem, der er i stand til at hjælpe og hvordan. "Fader, hjælp mig til at ændre det i livet, som kan og bør ændres, og til at bære og komme igennem det, som ikke er til at ændre, og til at skelne det ene fra det andet." Det er en gammel bøn, og den er god at anvende.