Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Spørgsmål:

Hvad forstår man ifølge Martinus med udtrykket "kollektiv karma", og hvordan virker den?

Svar:

Ved ordet "kollektiv" som tillægsord forstås noget "samlende, sammenfattende, fælles."

I Hinduismen findes sanskrit-ordet "karma", som egentlig betyder "virksomhed" eller den aktive, dynamiske vekselvirkning i universet mellem alt levende og den universelle lov for denne virksomhed.

Ifølge den indiske vismand Radakrishnan var det Buddha, som i særlig grad gav det gamle sanskrit-ord mening i forhold til menneskenes liv, skæbne og indbyrdes forhold som en kæde af årsag og virkning, der fortsætter gennem inkarnationerne, indtil menneskene når "oplysningens tilstand."

Martinus har fundet det naturligt i sin kosmologi også at anvende udtrykket "karma", som så mange kender, og som er udtryk for en kosmisk eller universel lov. Martinus udtrykker det på den måde, at al energi, som udgår fra et levende væsen, også vender tilbage til samme væsen, og han viser det grafisk i sit symbol "Det levende væsens evighedslegeme". Udtrykket "det levende væsen" dækker i Martinus verdensbillede ikke blot over mennesker, dyr og planter, altså levende væsener i vor udviklingsspiral, men også over kloder, solsystemer, mælkeveje o.s.v., d.v.s. levende væsener i spiralkredsløb, der ligger over vor spiral; og det dækker over væsener i mikrokosmos, f.eks. de organer, celler, molekyler, atomer o.s.v., der befinder sig i vor egen organisme, altså underliggende spiralkredsløb. Alle disse væsener, der udgør universer og stoffer for hverandre, er underkastet loven for årsag og virkning eller karmaloven. Derved bliver "karma" i sig selv noget fælles for alle levende væsener som en dynamisk kraft, der virker både som "makro- mellem- og mikrokosmisk" karma.

Udtrykket "kollektiv karma" betyder dog ikke blot, at det er noget, som er fælles for alle levende væsener i universet, men det kan forstås som en kontrast til begrebet "individuel karma". Ved karma forstås det enkelte levende væsens skæbnedannelse både på såkaldt godt og ondt, som det selv har sat i gang eller "sået" i tidligere inkarnationer eller i fortiden i denne inkarnation. Som et menneske sår, skal det også høste.

Den ubehagelige individuelle karma kan opleves som en sygdom, hvor det er noget i vor organismes mikrounivers, der er galt, den kan opleves som et eller andet ubehageligt forhold til vore medvæsener i vort daglige miljø, i begge tilfælde føles det som noget isoleret for den enkelte, hans eller hendes større eller mindre personlige ulykke. Men sygdommen kan jo også være en epidemi, det man i gamle dage kaldte en "farsot", som rammer masser af mennesker på en gang. Forholdet til medvæsenerne kan være en krig eller revolution eller lignende, som udløser en masse voldsomme begivenheder mellem mennesker og medfører død og lemlæstelse for tusinder af mennesker inden for en kort periode. Der kan også komme en naturkatastrofe, jordskælv, vulkanudbrud, orkan eller oversvømmelse, som på få minutter ødelægger en by eller en egn med mennesker, dyr og planter, og i disse tilfælde kan vi tale om "kollektiv karma". Og hermed kommer jeg til næste spørgsmål, som er en mere varieret udgave af det foregående:
 

Spørgsmål:

Hvorfor forekommer der naturkatastrofer og epidemier, som man synes rammer mange uskyldige? Nu for nylig jordrystelserne i Italien og for ikke så længe siden i Guatemala, hvor titusinde døde. Går man langt tilbage i tiden har vi Lemurien, Mu og Atlantis, som gik under, Vesuvs udbrud som ødelagde Pompeji. Af mange forskellige epidemier har vi "den sorte død" i middelalderen og årene 1918-19 en influenzaepidemi (den spanske syge), som ifølge en statistik medførte 20 millioner menneskers død.

Svar:

Ordet "epidemi" er græsk og betyder "hen over folket", og det gælder jo ikke blot epidemier men også naturkatastrofer, at de går hen over folket og medfører død og ødelæggelse, hvor de bryder frem. Det er en fælles lidelsesoplevelse, ligesom krig og revolution, det er fælles eller kollektiv karma. Krig og oprør sætter menneskene selv i gang, og selv om mange tilsyneladende uskyldige kan rammes af disse ulykker, er man trods alt mere tilbøjelig til at se krig som noget "fælles menneskeligt", der kan ramme os alle. Men naturkatastrofer og epidemier føles næsten endnu mere meningsløst. Man er i ukendte kræfters vold og kan hverken flygte eller beskytte sig. Man er afhængig af naturens luner og prisgivet dens kræfter, som synes at være tilfældige. Her hjælper hverken civilisation eller kultur, det moderne menneske er i forhold til naturkræfternes destruktive side næsten lige så hjælpeløst som naturmennesket var det. Men hvad er naturkatastrofer set i kosmisk perspektiv?

Det er "makrokosmisk karma", d.v.s. karma for jordklodevæsenet, i hvis organisme vi befinder os som mikrovæsener. Visse af de katastrofer fra fortiden, hvor verdensdele er gået under og dermed hele kulturer og folk, noget vi kun har sagnagtige beretninger om, kan være forårsaget af jordens forhold til et andet himmellegeme, der jo også er et levende væsen. Martinus skriver i sit foredrag "Livets aksehældning" (Kosmos nr. 13 1972): "Hvad er kosmisk set årsagen til jordens aksehældning, og hvilken betydning har denne tilstand haft i jordklodens og menneskehedens udvikling? Lad os prøve at se på, hvad der kan drages frem fra beretninger om jorden og dens menneskeheds fortid, om ændringer i de daværende naturforhold, om naturkatastrofer og lignende. Det er f.eks. påvist, at der engang har været helt andre natur- og klimaforhold på Grønland, end der er nu; der har også engang været store isbræer, hvor Danmarks frodige marker nu giver landmanden en rig høst; og meget andet vil kunne påvises, der kan vise åndsforskeren, at store klimaforskydninger har fundet sted i jordens fortid. Man må i denne forbindelse heller ikke glemme den rige sagnskat, som videnskabsmænd har samlet fra alle jordens folkeslag, hvori der findes en mængde beretninger fra vidt forskellige dele af kloden om voldsomme naturkatastrofer, om syndfloden, om Atlantis undergang, om solen og månen der stod stille, om en lang nat på den ene side af kloden og tilsvarende lang dag på den anden; om et fremmed himmellegemes nærhed og meget mere. Naturligvis vil mange mennesker sige, at det jo blot er sagn og eventyr, men beretninger fra en længst forsvunden fortid vil altid i nogen grad have eventyrets atmosfære om sig. Bag dem ligger dog realiteter, og fremtidens forskere, som vil være mindre "farisæisk" og dogmatisk indstillet, end flertallet er idag, vil opdage og klarlægge mange ting, som vil bekræfte, at jordkloden engang i fortiden er kommet for nær til en anden klode, og at det har bevirket den aksehældning, som kosmisk set er en invaliditet i dens fysiske organisme."

Så kan man naturligvis spørge: "Er det jorden som levende væsen, der er skyld i klimaændringer og naturkatastrofer? Og svaret må blive: "Ja". Men så kan man stille et modspørgsmål, som Martinus gør i nævnte artikel: "Hvorfor lever menneskene netop på jordkloden og ikke på en anden klode i universet, hvor forholdene ikke er vanskeliggjort af en aksehældning?" Det spørgsmål besvarer han med at sige, at når de jordiske mennesker specielt tiltrækkes af og inkarnerer i jordklodevæsenets fysiske organisme, er det, fordi hele deres fysiske og psykiske struktur passer naturligt ind i jordklodens tilstand, og fordi de har mulighed for at udvikles i kampen mod naturkræfterne. Vi har faktisk en fælles skæbne med jorden, som er vort makrovæsen, lige som naturligvis de millioner af levende væsener, der som mikroindivider "lever, røres og er" i vor organisme, har et skæbnefællesskab med os. Her kan vi så erindre os det gamle bibelord om, at vore hovedhår er talte, og udvide det med at også atomerne i hvert eneste hår er talte, hvilket kosmisk set betyder, at alle tilsyneladende tilfældige partikler i universet (hvor vi mennesker jo er småpartikler i mælkevejen) ikke er hverken tilfældige eller blot partikler, men levende væsener, der hver og en har sin personlige skæbne og udvikling, som finder sted i samklang med millioner af andre væseners skæbne og udvikling, så hårfint, at intet er prisgivet tilfældigheder; men loven for tiltrækning bevirker, at visse former for skæbneudløsning, især den hårde skæbne, kan udløses for mange væsener på en gang, det er kollektiv karma. Martinus udtrykte engang, at hvis et støvfnug kunne lægge sig tilfældigt, ville hele verdensaltet være af lave. Så fint virker de kosmiske kræfter, og det gør de, fordi Guddommen har sin plan med alting og sine organer og redskaber i makro-, mellem- og mikrokosmos, hvorigennem planen udføres, d.v.s. væsener, som har oplevet kosmisk bevidsthed, enheden med Gud, og derfor tilsammen udgør, hvad Martinus kalder "Guddommens primære bevidsthed".

Så kan man spørge: "Vil sådanne kæmpekatastrofer som verdensdeles undergang stadig finde sted på jordkloden med visse mellemrum?" Dertil svarer Martinus, at nu er jorden ved at være færdig med sin fysiske udvikling, hvilket vil sige, at verdensomvæltende katastrofer ikke mere vil finde sted, selv om mindre katastrofer endnu en tid kan forekomme. Det, der endnu ikke er færdigt på jorden, er den jordiske menneskehed, hvis "mentale aksehældning" skaber et skævt forhold til universets åndelige livskilde eller faste punkt, selve Guddommen, på samme måde som klodens fysiske aksehældning er et skævt forhold til solsystemets fysiske livskilde, solen. Og ligesom Jordens fysiske aksehældning bevirker, at der er områder, hvor klimaet udfolder sig som dræbende kulde eller dræbende varme, er jordmenneskenes mentale aksehældning årsag til åndelige klimaer af en lignende karakter. Foragt for andre, hån og spot er dødbringende mental kulde; had, hidsighed og vrede er en fortærende ild, der kan virke lige så dødbringende og kvælende for alt liv. Fanatisme, intolerance, skinsyge, magtbegær, uærlighed, dømmesyge og alt det, vi kalder "det onde" er tankeklimaer i jordmenneskenes mentalitet, som bevirker manglende beskyttelse mod tilbagevendende karma. Men så må alt dette altså også eksistere i jordklodens mentalitet?

Det gør det, det er jo netop en fælles bølgelængde, der bevirker, at vi er "på jorden". I jordmenneskenes tankesfære findes dog også mentale områder, hvorfra der udstråler humanitet og næstekærlighed, det er dette mentale område, Kristus omtalte med ordene: "Himmeriges rige er inden i eder".

Det betyder, at der er ved at ske en forvandling med jorden og menneskene, faktisk en forceret udvikling i forhold til, som det tidligere har været. Martinus forklarer, at denne udvikling er ensbetydende med, at jordklodevæsenet i sin nuværende inkarnation vil opleve "den store fødsel" eller "kosmisk bevidsthed", og det har naturligvis i høj grad med menneskenes karma at gøre, både den individuelle og den kollektive.

Jordklodevæsenet befinder sig i den mentale krise eller spændingstilstand, siger Martinus, som går forud for oplevelsen af kosmisk bevidsthed. Denne mentale spændingstilstand hos makrovæsenet udløser også spænding i dette væsens højest udviklede fysiske mikrovæsener, der faktisk udgør dens hjerne, og det er menneskene. Jordens vilje og længsel er indstillet på fred og harmoni og dens bevidsthed på bøn til Guddommen, men den har jo – lige som vi jordmennesker – gamle tankevaner, som vi kan kalde "tærskelens vogtere", som må overvindes, inden den nye bevidsthedstilstand kan opnås. I forhold til som vi baserer vort liv på ønsket om magt, på intolerance, had, vrede, irritation, intriger, sladder, løgn, fanatisme, på kamp og strid, er vi fysiske talentkerner i jordens organisme for disse tankeklimaer. I de jordmenneskers bevidsthed, hvor sådanne tankeklimaer er dominerende, er der endnu, hvad Martinus kalder "hård karma" tilbage, ikke som straf, men som hændelser, der virker udviklende på deres menneskelige følelse og forstand, deres humane evne. Disse mennesker har ikke beskyttende energier i deres aura i forhold til visse skæbnebølger, der rammer jorden, og da det ikke er tilfældigt – ikke alene at de befinder sig på denne klode – men hvor på kloden, de befinder sig, er det netop disse mennesker, der rammes mere eller mindre af kollektive skæbnebølger i form af naturkatastrofer, epidemier og krige.

Da jorden stort set er færdig, hvilket vil sige, at dens fysiske organisme ikke skal gennemgå store forandringer, bortset fra dens hjerneceller, jordmenneskene, for at den kan opleve "den store fødsel", betyder det altså, at der ikke mere kommer sådanne katastrofer, hvor verdensdele forsvinder, men endnu en tid mindre katastrofer af mere lokal karakter. Også disse vil dog ophøre. Verdenskrigene er endnu ikke slut, men også de – og stormagterne – vil forsvinde.

Så er der den katastrofe, menneskene påfører jorden i form af forurening af naturen i flere variationer, og som kan sammenlignes med en slags betændelse i jordorganismen. Også det er noget midlertidigt, som vi i samarbejde med jordens egen vilje vil overvinde. Og selv om vi måske "får lov til" at kaste endnu en atombombe eller to, er det heller ikke ensbetydende med jordens og menneskehedens undergang. Martinus understreger, at de åndelige kræfter, der som Guddommens organer og redskaber står bag verdensgenløsningen, jordens og menneskenes udvikling, stadig arbejder og også i givet fald ville kunne sætte en stopper for, at vi går for vidt med de destruktive kræfter. Det er ikke menneskene, der bestemmer, selv om det kan se sådan ud, og jordens vilje er indstillet på Guddommens vilje, hvilket betyder, at både jordens og menneskenes "mentale aksehældning" vil ophæves. Det vil også betyde en ophævelse med tiden af jordens fysiske aksehældning eller "invaliditet", men uden katastrofer og kolossale omvæltninger.

Til slut: Hvordan kan en karmabølge dog ramme så præcist? Som en lun jyde engang spurgte: "Kan man ikke springe til side, når den kommer?" Svaret er: "Man kan ikke springe til side for sig selv, og en karmabølge, hvadenten den er kollektiv eller mere individuel, er altid en del af en selv, af ens eget evighedslegeme. Et gammelt indisk ordsprog udtrykker det således: "Som blandt 1000 køer en kalv finder sin moder, således finder karma sin ophavsmand".

Ved at overvinde gamle negative vaner, neutraliserer vi derimod karmaen og skaber beskyttelse imod den. Det fortæller Martinus i sin analyse af "syndernes forladelse", og derved kan vi helt forvandle vor skæbnedannelse, og ved næstekærlighed og fornuft kan vi begynde at skabe os en helt ny fremtid, hvorved vi efterhånden bliver en fysisk talentkerne i jordens organisme for skabelsen af "Det rigtige menneskerige", og sådanne talentkerner er beskyttet mod negativ kollektiv karma. Der findes naturligvis også en positiv kollektiv karma. Den vil vi især komme til at opleve, når vi har skabt større broderskabsfølelse og praktisk samarbejde på jorden, begyndelsen til jordens forenede stater.