Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I november forrige år modtog jeg et meget venligt brev fra præsidenten for Norsk Forening for psykisk Studium og Information (også kaldet PSI) med indbydelse til at holde et foredrag om Martinus og hans verdensbillede i Oslo en gang i april dette år. Præsidenten, hr. Hans Løken skrev, at man gerne ville imødekomme flere medlemmers ønske om at få noget at vide om Martinus, hvis navn efterhånden også er ved at blive kendt i Norge. Man ville dække mine udgifter til rejse, ophold og honorar og gøre mit ophold i Oslo så behageligt som muligt. Gennem en korrespondance mellem hr. Løken og mig i løbet af de følgende måneder blev det bestemt, at jeg skulle holde et foredrag om Martinus og hans verdensbillede tirsdag d. 27. april kl. 19.30 i universitetets gamle festsal i Oslo.

Der er nogle få og små studiegrupper i Norge, som arbejder med Martinus kosmologi. De er sat i gang af nordmænd, der har været i Danmark eller via Sverige, hvor interessen for Martinus og hans arbejde nu er så stor, og åbenheden og tolerancen så udviklet, at en redegørelse for Martinus kosmologi kommer med i en ny skolebog, der udkommer i slutningen af 1976, hvori der objektivt redegøres for forskellige religioner og åndelige bevægelser i vor tid til hjælp for religionslærerne og eleverne. Så langt er man altså kommet i vort ene nordiske naboland (betydeligt længere end i Danmark), men hos vort andet nordiske broderfolk har interessen for Martinus verdensbillede hidtil ikke været særlig stor. Jeg ved, at Gerner Larsson holdt et foredrag i Oslo for mange år siden, men jeg kan også huske, hvordan han, da han kom hjem, gav udtryk for, at han ikke følte, at der på det tidspunkt var videre grobund for Martinus kosmologi i Norge.

Det var derfor med nogen spænding, at jeg d. 26. april kl. 17 steg ombord på oslobåden, hvormed jeg om morgenen d. 27. skulle ankomme til Oslo. Når Gerner med sin fremragende evne til at få kontakt med mennesker og med et sådant genialt materiale som Martinus verdensbillede ikke havde fundet jordbund for det, han kom for at så, hvordan skulle det så gå med mit forsøg? Nå, der var det håb, at tiden nu var mere moden, og det var jo nordmændene selv, der på en meget venlig måde havde sendt bud efter mig. Jeg var tidlig oppe og nød den pragtfulde indsejling gennem Oslofjorden. Solen skinnede, og selv om det var koldt, kunne man føle forår i luften. Den hårde stejle klippekyst var kun sparsomt bevokset, men snart frembød der sig et malerisk skue af små hytter og huse i den klare morgensol. Indsejlingen til selve Oslo var en skøn oplevelse. Op ad skråningerne mod Holmenkollen lå hus ved hus som en farverig mosaik med store og små felter. De store felter var højhusene, men dem er der ikke så mange af i Oslo som i Stockholm og København, til gengæld var de ved at bygge en stor olieboringsplatform i havnen. Som alle hovedstæder er Oslo en blanding af gammelt og nyt, og den har – som også Stockholm og København har det hver på sin måde – sin særlige charme. Oslo's charme er bl.a., at den ikke er alt for moderne, den har en intimitet, synes jeg, som gør, at man hurtigt føler sig hjemme der.

Men det var de to mennesker, som mødte mig ved landgangen, nu også en væsentlig årsag til. Jeg vidste, jeg ville blive modtaget, men ikke hvem, der ville modtage mig, vi kendte ikke hinanden, havde aldrig set hinanden før. Pludselig stod en høj mand foran mig og spurgte med et smil: "Er det ikke hr. Mogens Møller"? Og bag ham dukkede en nydelig mørk dame frem. Det var som om de slet ikke ventede på mit svar, men var sikre på, at de havde truffet den rette, tog min kuffert og viste mig ud til bilen. Det var ingeniør Hans Løken, PSI's præsident og vicepræsident fru Berit Falck Christensen. Den venlighed, imødekommenhed og hjælpsomhed, jeg straks mødte hos disse to repræsentanter for de nordmænd, der havde ønsket at høre om Martinus og hans arbejde, varslede godt om dette besøg, og jeg må sige, at man virkelig gjorde alt for at gøre mit ophold i Oslo så behageligt som muligt. Vi kørte til hotellet, hvor Hans Løken og jeg spiste frokost sammen og fik drøftet praktiske ting om aftenens foredrag. Senere gik jeg en tur i byen, som aprilsvejret nu havde forandret. Solen var borte, der kom snart regn, snart sne, snart hagl, og en bidende kold vind kunne næsten få en til at tro, at man havde glemt at tage overfrakke på. Men snart stod jeg inden for Nasjonalgalleriets beskyttende mure, hvor norske billedkunstnere, gamle og nyere, gav mig et levende og lovende indtryk af det land og det folk, jeg nu besøgte for første gang, og som jeg med tiden håber at lære nærmere at kende, ligesom jeg på en dejlig måde har gjort det med vore svenske naboer.

Jeg blev hentet i god tid inden foredraget, så jeg kunne gøre mig fortrolig med salen, højtaleranlægget og projektoren, for naturligvis skulle jeg vise lysbilleder, både nogle der viste Martinus selv i forskellige livsaldre, et af Instituttet og nogle enkelte fra Kosmos Ferieby, men først og fremmest nogle af Martinus symboler. Det var en smuk gammel sal, hvor tilhørerbænkene var ordnet amfiteatralsk i en halvmåneform foran talerstolen og med ornamenter og dekorationer, hvis stil tydede på, at den var bygget omkring århundredskiftet, akustikken var god, og det tekniske apparatur virkede som det skulle. Da klokken var 19.30 var der kommet en del tilhørere, og da det akademiske kvarter var gået, var de 2/3 af tilhørerbænkene, hvorfra man kunne se lysbilledlærredet, næsten fulde. Berit Falck Christensen, som sad ved kassen, sagde dagen efter, at der havde været mellem 100 og 150 mennesker.

Hans Løken bød velkommen og gav udtryk for, at man var meget spændt på at høre om denne mærkelige mand fra Danmark og hans verdensbillede, og jeg blev modtaget med klapsalver. Først fortalte jeg om Martinus, dels ud fra hvad han selv har fortalt om sit liv ved forskellige lejligheder, dels fra hvad han skriver i "Omkring min missions fødsel". Jeg understregede, at han ikke havde anden uddannelse end den, man kunne få i en dansk landsbyskole omkring århundredskiftet og senere for at blive mejerist rundt om i Danmark og kontorist på et stort andelsmejeri i København, hvor han var ansat, da han som 30årig i 1921 havde den oplevelse, der fuldstændigt forandrede hans liv. Jeg følte, det var vigtigt at understrege, hvad jeg også senere fik bekræftet, at dette højintellektuelle verdensbillede er skabt af et menneske, der ikke har studeret, men gennem de åndelige oplevelser er nået frem til en viden, som han har tilegnet sig engang i fortiden, og som er helt i overensstemmelse med den etik, den kærlighed til Gud og næsten, som Kristus har udtrykt i sit budskab til menneskeheden. Jeg fremdrog også Martinus absolutte ønske om, at der aldrig omkring hans verdensbillede og kosmiske analyser må skabes nogen sekt eller forening eller andet, der kan lukke mennesker i bås eller stille dem i modsætning til nogen "udenfor". Da jeg viste det billede, som er taget af en af vore venner i Sverige under et af Martinus sidste besøg der, et portræt, der virker smittende ved den livsglæde, den naturlighed og det gode humør, der stråler ud fra det, kunne jeg med bevisførelse tale om, at han ikke er en alvorlig, højtidelig og ærefrygtindgydende person, men et menneske, man kommer til at holde mere og mere af, jo mere man lærer ham at kende, fordi han selv efterlever det kærlighedsbudskab, der er grundpillen i hans verdensbillede.

Efter indledningen om Martinus og hans arbejdes udvikling gennem årene gik jeg så over til foredraget om hans verdensbillede. Det er svært at tale for en for samling, man ikke kender spor til, men i kraft af, at det var en forening for psykisk forskning, der stod som indbydere, selv om der var kommet mange ikkemedlemmer via en annonce, følte jeg, at det var vigtigt at vise, at Martinus giver os et overblik, der føjer en masse fysiske og psykiske fænomener sammen til et verdensbillede, en levende universelt organisk sammenhæng, der er lig med Gud. Jeg gennemgik analysen af det treenige princip og kunne mærke, hvilket stærkt indtryk hovedsymbolet gjorde på mange tilhørere. Jeg viste "Livsenhedsprinciptet", levende væsener inden i levende væsener. Reinkarnations- og karmaprincipperne måtte også understreges gennem symboler, og jeg sluttede med symbolet over "syndernes forladelse" set i kosmisk perspektiv og det symbol over bønnen, Martinus kalder "Den evige kosmiske organiske forbindelse mellem Gud og gudesøn II". Der var en god atmosfære i salen, og jeg følte, at der var kontakt med tilhørerne, selv om der kan have været enkelte, for hvem det måske var svært at følge med. At det i alt fald havde sat en masse tanker i gang, blev jeg snart klar over. Hans Løken takkede for foredraget, som han syntes lå på et højt plan. Han havde været glad ved den forbindelse, der hele tiden føltes til kristendommen, og ved at meget gammelt, uklart og dogmatisk her blev afklaret på en ny og mere forståelig måde. Han bad mig bringe en hjertelig hilsen til Martinus og takke ham for det arbejde, han gør for menneskeheden. Derefter blev to eksemplarer af Martinus lille bog "Omkring min missions fødsel" bortloddet blandt tilhørerne, og efter en kort pause besvarede jeg spørgsmål, hvad der for mig var den mest spændende del af aftenen. Næsten alle tilhørerne var blevet for at være med til spørgsmål og svar, hvilket viste at interessen var vakt, eller at man ville opponere. Det sidste var der nu ikke noget af, tværtimod, jeg kunne mærke stor sympati og glæde over, hvad Martinus bringer os. Allerede under pausen kom adskillige og gav udtryk for det. Spørgsmålene viste også, at foredraget havde sat tanker i gang på en meget positiv måde. Alt, hvad jeg havde med af brochurer og boglister forsvandt, og så må vi håbe, at de må virke på længere sigt. Flere kom i alt fald og sagde, at de håbede, at jeg, når jeg kom igen, ville holde et foredrag om Martinus analyser af den såkaldte død, livet efter døden og reinkarnationen, og kan det engang arrangeres, så det passer ind i min rejseplan i Sverige, vil jeg glæde mig til et nyt besøg i Oslo.

Onsdag d. 28. kl. 17 gik båden igen mod København, og den dag var i Oslo lige så forårsagtig som de bedste dage i påsken herhjemme. At man ville gøre mit Osloophold så behageligt som muligt for mig viste sig også at gælde denne dag, Berit Falck Christensen havde taget fri og kørte mig op til Holmenkollen, og fra forskellige punkter havde vi den skønneste udsigt over Oslo og fjorden med sine skær og øer. Vi gik i Wiegelandparken med de mange skulpturer af den store norske kunstner, og der kunne vi på en bænk i solskinnet tale om gårdsdagens foredrag, som hun havde været meget glad for, og hun havde masser af spørgsmål, så timerne fløj af sted. Jeg fik hilst på hendes mand og børn, hun har fem børn selv og to i pleje, så hun har nok at se til. Det er også et eksempel på, hvad jeg kunne fornemme stærkt under aftenens spørgsmål, at mange åndeligt interesserede mennesker i Norge, er praktiske realister, der ønsker at se livet i hverdagen i et større og dybere åndeligt perspektiv, og det er sådanne mennesker, der er brug for i åndeligt arbejde i dag.