Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da et sådant naturmenneskes religiøse instinkt jo endnu er så stærkt, at det kun kan opfatte al den bevægelse eller udløsning af kraft, som det ikke direkte kan se det fysiske ophav eller den fysiske årsag til, som absolut "overnaturlig", som noget kun guder eller ånder kan være ophav til, kan en analyse af de nævnte kulturforeteelser umuligt fænge i et sådant væsens hjerne uden igennem en symbolik, der kan henvise til disse "overnaturlige" ophav og den af disse udløste "magi" eller "trolddom". Det var jo i henhold hertil, at sådanne naturmennesker i de første flyvemaskiner, de blev vidne til, så noget overnaturligt og opfattede disse maskiners førere som "overjordiske væsener", som guder. Men alt eftersom naturmennesket bliver mere og mere indlevet i kulturmenneskenes begavelse og teknik, forsvinder mystikken om disse væsener i dets opfattelse til fordel for en mere nøgtern og konkret erkendelse, der til sidst bliver en virkelig korrekt videnskabelig analyse af de faktiske forhold. Og således går det med enhver ting. Den begynder først som mystik. Man danner sig forestillinger om tingen, søger at sammenligne den med ting, man i forvejen kender, for ud fra dette kendskab at danne sig et fast mentalt holdepunkt over for tingen. Efterhånden, som man så kommer i nærmere realistisk berøring med denne, kan man danne sig en mere og mere korrekt forestilling om den, indtil samme forestilling til sidst udgør en virkelig konkret eller videnskabelig analyse. Den sandhed, som tingen udgør, er dermed totalt blottet. Og væsenets forestilling om tingen kan da ikke mere forandres. Væsenets oplevelse af tingen er dermed på sit højeste eller er inde i sin kulmination. Og med denne form for oplevelse af sandheden i tingen er enhver form for mystik ved tingen hævet.

Med hensyn til sandheden, hvilket vil sige: selve livets princip, findes der jo kun en. Dette princip er det samme, hvad enten det forekommer i et dyr eller menneske, i røveren eller verdensgenløseren, i "djævle" eller "guddomme", i mikrokosmos eller i makrokosmos. Livets sandhed er nemlig ikke den, at livet er "ondt", eller det er "godt", langt eller kort, stort eller småt, begrænset eller ubegrænset, timeligt eller evigt, thi en hvilken som helst af disse eller lignende foreteelser kan jo hver for sig kun udgøre lokale detaljer i selve livets eller den absolutte sandheds manifestation. Det er denne manifestation eller tilkendegivelse, der direkte kommer i berøring med væsenernes sansebegavelse. Og alt eftersom denne sansebegavelse endnu er uudviklet eller ufærdig, vil sandhedens detaljer eller udtryk virke mere eller mindre som mystik, som noget uforståeligt (herfra udtrykket "Herrens veje er uransagelige"). Men da væsenerne ikke desto mindre stadig er og må være i berøring med livets detaljer eller kendetegn, hvilket vil sige: det daglige liv, er der i væsenerne nedlagt en evig trang til at komme i kontakt med tingene eller detaljerne i det daglige liv, altså en trang til at kunne forstå disse. Men da væsenerne på de uintellektuelle trin ikke har intelligens eller intuition nok til at kunne gøre sig sandheden bag tingene begribelig ad denne vej, har de kun det religiøse instinkt (evnen til at tro) at lade sig lede af. Dette instinkt eller denne evne til at tro er igen den sidste degenererende rest af den kosmiske bevidsthed, som væsenerne besad i deres forudgående kosmiske spiralkredsløb. At nævnte instinkt netop er en sådan fortidig kosmisk bevidstheds sidste stadium for nedadgående tilstand bliver synligt derved, at alle væsener, der beherskes af dette instinkt, absolut betragter det som en selvfølge, at der er et forsyn, et levende, styrende væsen eller væsener, ånder eller guder bag alle former for bevægelse, såvel bag naturens kræfter som bag menneskenes og dyrenes manifestationer. Det er således ganske ufatteligt for primitive naturmennesker, at dette ikke skulle være tilfældet. Det er ikke så mærkeligt, at et sådant væsen i virkeligheden er "himmeriges rige" nærmere end den moderne, materialistiske videnskabsmand, der tror på døde kræfter eller ligefrem opfatter det som totalt umuligt, at der skulle være liv bag uorganiske eller mineralske stoffer og kræfter. For ham er livet kun identisk med animalske og i nogen grad vegetabilske livsformer, medens hele det øvrige univers med dets sole og mælkeveje er "døde" og livløse foreteelser.

Naturmennesket og det religiøst troende kulturmenneske udgør altså væsener, i hvem den kosmiske bevidsthed fra en tidligere spiral endnu gør sig gældende, selv om den naturligvis i indeværende spiral ikke er i stand til at give de samme væsener en ren, vågen, dagsbevidst detaljering af dette forsyn eller dette liv bag stofferne eller bevægelserne. Nævnte rest af den fortidige kosmiske bevidsthed forekommer altså i væsenerne som en urokkelig anelse om, at der er liv bag enhver form for bevægelse. Det er denne kosmiske anelse, der udløser den urokkelige trosevne, som kendetegner de pågældende væsener. Disse troende væsener er altså i stand til at fornemme, at der er liv bag enhver form for bevægelse, og at bevægelse således absolut umuligt kan eksistere uden at udrinde fra en eller anden form for liv, selv om dette ikke er synligt. Der hvor dette ikke netop er direkte synligt, er det, at der udløser sig mystik. Mystikken kan ikke hæves, før der er skabt en eller anden tankemæssig bro imellem individets religiøse anelse om liv bag bevægelsen og selve bevægelsen. Væsenet aner, at der er liv bag bevægelsen, men det kan ikke se, hvordan dette liv har forbindelse med bevægelsen eller kan være ophav til bevægelsen. Det vil derfor føle trang til at opleve en forståelig forklaring på problemet. Da det ikke har den højintellektuelle evne, uden hvilken en ren, hjernemæssig eller intelligensmæssig forklaring umuligt kan forstås, kan der kun bygges bro mellem et sådant væsens anelse om livet og dets forståelse af det samme liv med symboler eller lignelser. Disse sidste udgør igen det samme som sandhedens ukendte detaljer iklædt kendte detaljers form og skikkelse. Og det er på skabelsen af denne symboliserings- eller sammenligningsteknik, at Bibelen såvel som alle religiøse hellige skrifter og beretninger er baseret. Vi ser i de fortidige religioner mange forskellige gudebilleder. Disse gudebilleder er i virkeligheden kun symbolske udtryk for virkelige detaljer i selve den evige, absolutte sandheds analyse. Disse er på denne måde blevet lettere forståelige for den uintellektuelle masses opfattelsesevne. Med disse gudebilleder har der kunnet dannes bro mellem nævnte masses opfattelsesevne og det virkelige liv. At disse symbolers ophav eller de såkaldte indviede væsener kendte den virkelige, absolutte sandhed bag symbolerne, billedsproget eller gudebillederne er naturligvis en selvfølge. Ligesom disse fortidige gudebilleder dannede bro mellem det virkelige liv og væsenernes på tro eller anelse baserede opfattelsesevne, således danner Bibelen også bro mellem væsenernes religiøse anelse og deres materielle oplevelse af livet. Den har, som tidligere nævnt, således ikke til opgave at udgøre en bevisførelse for skeptikere. Den udgør blot en samling mentale billeder eller lignelser, ved hvilke individerne kan bringe deres endnu bevarede religiøse kosmiske anelse i kontakt med de materielle fysiske oplevelser.

Hvis vi f.eks. ser på Bibelens beretning om skabelsen, ser vi her et overdådigt billedsprog. Når der står, at skabelsen varede syv dage, så er dette selvfølgelig ikke berettet for videnskabeligt eller rent bogstaveligt at udtrykke, at skabelsen netop varede syv dage eller så og så mange timer, minutter eller sekunder. Det er ikke skabt som materiale for den forskende geolog eller astronom. Det er ikke et afgørende tidsafsnit, udmålt med stopur. Det er ikke et virkeligt klokkeslet eller tidsrum, der her er udmålt eller præciseret som et konkret facit for videnskabsmanden. Det, der derimod her udtrykkes, er et facit, der kan være - ikke et bevis for en skeptiker eller for et væsen, der ønsker at vide, hvor mange dage, timer eller minutter skabelsen varede - men derimod en lignelse eller et udtryk, der kan være en bro mellem det uintellektuelle væsens foreløbige opfattelse af forsynets skabeevne og den måde, på hvilken nævnte skabeevne i virkeligheden arbejdede. I det uintellektuelle, religiøse væsens opfattelse fremtræder Guds skabeevne nemlig som en evne til at frembringe mirakler, hvilket igen vil sige: en øjeblikkelig skabelse af - "intet". Det er også derfor, at samme skabelsesberetning i virkeligheden udtrykker, at "Gud talede, og så skete det, han bød, så stod det der".

Bibelen er således beregnet på at kunne opfattes bogstaveligt af de uintellektuelle troende væsener og symbolsk af de højintellektuelle. De mennesker, der hverken er troende eller højintellektuelle, altså de rent materialistiske, gudsfornægtende væsener, har ingen brug for Bibelen i denne deres midlertidige mentale tilstand i spiralkredsløbet. At de troende væsener opfatter Bibelens bogstavform totalt bogstaveligt er vi jo godt kendt med. Vi bliver i den daglige tilværelse vidne til, at de opfatter nævnte bogstavform så bogstaveligt, at det bliver vanskeligere og vanskeligere for dem at få proselytter. Folkekirken og de øvrige religiøse samfund viser årligt et stort frafald, ligesom der bliver flere og flere tomme kirkestole under deres gudstjenester. Dette frafald skyldes i overvejende grad netop den store tvungne skolegang og gennemgribende undervisning, der er gældende i kulturlandene. Den videnskabelige indsigt i selve naturens love og bærende foreteelser, som kulturmennesket lige fra barn af bliver indpodet eller oplært i, gør det mere og mere umuligt for et sådant væsen i religionstimen at skulle acceptere f.eks. opfattelsen af, at jordens skabelse kun var en proces, der varede syv dage, og at det kun er ca. seks tusinde år siden, denne skabelse fandt sted, når det samtidig i geologitimen skal acceptere den videnskabelige opfattelse, at jordens skabelse er forløbet gradvis gennem umådelige tidsrum, og at jordens alder således umuligt kan udtrykkes ved et mindre tidsrum end millioner af år. Er det ikke det samme, der gør sig gældende, når man i religionstimen opfordres til at tro på, at Gud formede Adam af ler og dannede Eva af Adams ribben, for så i zoologitimen at blive præsenteret for en lang række billeder af skeletter, der f.eks. viser en hests udvikling fra at være en lille sumpræv med tæer til det nuværende galopperende flotte hovdyr, eller viser fuglenes udvikling lige fra krybdyr til de nuværende fjerprydede væsener? - Og er det ikke sådan med alle de andre arter og racer af jordens levende væsener? - Er mennesket en undtagelse? - Bliver man ikke ligeledes i den samme skole ved hjælp af billeder af skeletfund undervist i, hvorledes det nuværende menneske stammer fra den eller den art af fortidsmennesker? - Og peger disse skeletfund ikke i retning af abevæsener? - Er det ikke således, at fortidsmennesket har større lighed med abevæsener end det nuværende intellektuelle kulturmenneske? - Hvor finder man Adam og Eva i dette billedgalleri af skeletfund eller mærkepæle i udviklingen?

Hvis Guddommens skeletmetode i bogstavelig forstand er denne at udforme væsenet af ler for derefter at indblæse det liv eller gøre det levende, hvortil så denne udvikling fra primitive og ufuldkomne former til højere og skønnere fremtoninger? - Og hvis Adam og Eva i sin første oprindelse har været skønne og fuldkomne og levet i en paradisisk have, altså i en høj intellektuel og fuldkommen kultur, men ved syndefald er blevet dømt til at ile mod en lavere og mere primitiv form for tilværelse, hvordan går det da til, at deres kroppe, således som skeletfundene udviser, efterhånden gennem tiderne er blevet fuldkomnere og smukkere? - Neanderthal- og cro-magnonmennesket kan da umuligt måle sig med det moderne menneske hverken i kropslig fuldkommenhed og finhed eller i intellektuel eller hjernemæssig henseende. Hvis Bibelens beretnings bogstavform i bogstavelig forstand er sandhed, hvorfor viser udviklingsskalaen så ikke i samme retning? - Hvis Gud skabte Adam og Eva af ler i bogstavelig forstand og således gav dem den højeste fuldkommenhed i starten, en fuldkommenhed de kunne miste ved at "synde", ja, så måtte skeletfundene have gjort dette til kendsgerning. Vi ville således i dag have været vidne til, at fortidsmennesket måtte have været fuldkomnere end nutidsmennesket, have det fuldkomneste skelet, den største hjernekasse, medens alle dets efterkommere så gradvis ville have udvist en aftagen i fuldkommenhed både kropsligt og mentalt. Alle jordmenneskene af i dag måtte således være gorilla- og orang-utanstadiet nærmere end fortidsmennesket. Og hvis vi endnu havde så megen tænkeevne eller forstand, at vi kunne forstå vor situation: den totale "død" eller udslettelse, "straffen for vore synder", måtte vi jo være så modløse, håbløse og selvopgivende i al vor fremtræden, at livet i dag måtte være totalt initialivløst. Men det er jo lige akkurat det modsatte af, hvad der er en kendsgerning. Det er rigtigt, at menneskene i dag udløser en rasende ødelæggelseskampagne, myrder, lemlæster og ødelægger, men det modbeviser ikke skeletfundenes tale eller arternes udviklingshistorie, ligesom nævnte blodige drama heller ikke kan være et resultat af håbløshed eller selvopgivelse. Tværtimod, tror man ikke, den rasende standhaftighed, hvormed de kæmpende parter søger hinandens kapitulation, netop er kulminationen, håb og forventninger? - Hvis dette ikke netop var tilfældet, hvordan skulle man da være blevet i stand til at iværksætte den umådelige og hidtil største produktionsevne i verden, som nu befordrer skabelsen af krigsmateriellet? Og er det ikke således, at ting, man tidligere måtte bruge år om at fremstille, nu fremstilles på måneder eller uger? - Dette tyder ikke på evnedegeneration eller initiativløshed. Og hvad mener man om nutidsmenneskets beherskelse af elementerne? - Har det ikke underlagt sig luften, ilden og vandet? - Er det ikke nået frem til ved enorme kraftmaskiner at kunne binde elementerne, så de blot ved lette tryk på kontakter eller knapper kan lade disse udføre tusinder og atter tusinder af hestekræfters virksomhed for sig? - Den moderne Adam trykker på en knap, og hans stue ligger badet i lys. Han trykker på en knap, og den samme stue gennemstrømmes af tropisk varme. Han trykker på en knap, og hans fødevarer holdes isafkølede og friske. Han trykker på en knap, og koldt eller varmt, krystalklart, filtreret vand strømmer ud i hans drikkeglas eller badekar alt efter hans ønskers bud. På samme måde ved tryk på knapper kan han ligeledes ved sit ønskes bud fare op i stratosfæren eller hen over skyerne, hen over kontinenter og have, byer og skove, søer og floder, bjerge og dale såvel som hen ad autostradaer med hundreder af kilometers fart i timen. Han trykker på knapper, og store skibe befordrer tusinder af tons materialer, varer og levnedsmidler tusinder af kilometer frem og tilbage over havene. Han taler ind i en mikrofon, og hele verden kan ligeledes ved tryk på knapper høre ham. Hans røst runger ud over polernes tilfrosne have og larmer hen igennem ækvators jungler og palmeskove samtidigt med, at den vibrerer hen over Sydamerikas pampas, sitrer igennem Ruslands og Sibiriens umådelige vidder. Hans stemmes klang giver ekko mellem Ægyptens pyramider og fortaber sig i bølgeskvulpet mellem Amazonflodens siv, samtidigt med at den buldrer i Vestens koncertsale og lyder i den ensomme hytte på Himalajas bjergskråninger. Han taler, og en hel verden, alle folkeslag, alle racer kan i samme øjeblik høre hans røst. Og denne røst kan undertiden hensætte en hel klode i åndeløs spænding og betagethed.