Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Naar Seksualisme og Kærlighed saaledes er den samme Ting, hvor kan det saa være, at man i den daglige Tilværelse slet ikke opfatter det saaledes. Det er fordi, det jordiske Menneske lever i en Zone, hvor det fundamentalt er udelukket fra at opleve, at hele Verdensaltets Vibration og Bevægelse, al Skabelse, al Tilværelse, al Sansning, al Oplevelse af Liv er "saare godt". At alt er saare godt, er det Facit, al Forskning tilsidst urokkeligt fører til. Men naar alt er saare godt, er det jo det samme som, at al Oplevelse er Kærlighed. Kærlighed er igen i sin højeste Fremtræden det samme som Kulminationen af Begæret efter uselvisk at være til Behag for alle andre Væsener. Begær er det samme som Tiltrækning. Kærlighed bliver derved synlig som Kulminationen af sit Ophavs sande Tiltrækning imod og harmonisk tilpasset Berøring med alle øvrige levende Væsener i Tilværelsen. Denne Tiltrækning og harmonisk tilpasset Berøring skaber igen Tankeklimaet: "Den hellige Aand", som netop udgør Fornemmelsen af Opfyldelsen af ovennævnte Begær, Fornemmelsen af at være "Eet" med alle andre levende Væsener, Fornemmelsen af at være "Eet med Faderen".

At føle sig "Eet" med alle levende Væsener er det samme som at føle deres Lidelser, deres Glæder, deres Sorger og Bekymringer som Lokaliteter i ens egen Mentalitet. Disse Væsener er blevet noget af ens eget Legeme, er blevet noget af en selv. Deres Ve og Vel har samme Interesse for en selv som ens eget Ve og Vel.

Men naar ens "Næste" saaledes er blevet noget af en selv, er det jo ganske naturligt at elske denne "Næste", som man elsker sig selv. Men for at denne "Næste" kan blive noget af en selv, maa denne kobles til ens egen Mentalitet paa samme Maade, som en Jernbanevogn kobles til en Togstamme for at være eet med denne. Ligesom denne Tilkobling kun kan finde Sted paa Basis af et Bindeled, saaledes kan Individernes Tilkobling til hverandre indbyrdes ogsaa kun ske paa Basis af et Bindeled. Dette Bindeled er netop et urokkeligt Begær efter at være eet med andre Væsener, hvilket igen vil sige en urokkelig Længsel efter uselvisk at knuge, omfavne, kærtegne og skabe Behagsfornemmelser for andre levende Væsener i Tilværelsen. Dette Begær og dets Opfyldelse er altsaa den virkelige Kærlighed eller Alkærligheden. Denne udgør Bindeleddet mellem alle levende Væsener i Tilværelsen. Og dens Fornemmelse i Form af Tanke er "Den hellige Aand". Nævnte Aand udgør altsaa det Bindeled, der knytter Individet fast til alle øvrige Væsener og Ting i Tilværelsen og hvorved det bliver "Eet med Faderen".

Men den Zone, i hvilken den ægteskabelige Kærlighed behersker Livet, er ikke Alkærlighedens Kulminationszone, men dens Fosterzone. Men i en Zone, hvor Alkærligheden endnu kun eksisterer i Fostertilstand, kan man ikke vente sig megen Mildhed, Humanitet og Kærtegn. Her kan derimod de modsatte Tendenser: Brutalitet og Selviskhed florere. Og denne Zone bliver da ogsaa Hjemstedet for "Det dræbende Princip".

Det eneste, der her repræsenterer Alkærligheden, er Mage- eller Ægteskabsprincippet. Og kun indenfor dette kan man komme til at opleve noget i Retning af en svag Afglans af det stærke Bindeled, der forener de højere Verdeners Individer i kulminerende Saglighed.

Den i Roman- og Digterværker saa højt lovpriste jordiske Lykke, som bestaar i to gensidigt forelskede Væseners Førelse til Brudesengen og deres Oplevelse af at føle sig "Eet" med hinanden, er saaledes kun et Slags Maaneskin i Forhold til den sande Lykke. Den er kun Sollysets Dæmring, der forjætter Dagens Komme. Det jordiske Menneske befinder sig endnu kun i Livets første Morgengry.

Den Zone, i hvilken det ægteskabelige Princip behersker Livet eller Tilværelsen, udgør som før nævnt "Det dræbende Prinsom "Dyreriget". I Henhold til "Livets Bog" udgør det jordiske Menneske, paa Udviklingsstigen, den sidste Art af Væsener indenfor nævnte Rige og er derfor som "Dyr" betragtet det mest degenererede. Dette vil igen sige" at dets harmoniske Tilpasningsevne til Dyrerigets Love i en Masse Felter er meget svækket.

Hvad er da Dyrerigets Love? - Vi har lige berørt, at Dyreriget var Alkærlighedens "Fosterzone", hvilket vil sige Begynderzone. Denne Zone kan derfor kun være Udtryk for et Stadium i Alkærlighedens Udvikling, et Stadium, hvor den endnu kun kan give sig Udslag i Begær efter at elske - ikke alle Væsener, - men allerhøjest kun eet Væsen omtrent som sig selv, altsaa det samme som den tidligere omtalte "Forelskelse".

Da "Forelskelse" fordrer Gensidighed, vil dette altsaa sige, at Alkærligheden paa dette Stadium endnu ikke er blevet til Kærlighed, men fremtræder derimod kun som "Egoisme". Den er endnu saa spæd i sin Kraft, at den kun kan komme til Aktivitet der, hvor dens Lys rammer blanke "spejlreflekterende Punkter", der kan kaste dens Lys tilbage til dets Udspring eller Ophav. Den Vekselvirkning, der her opstaar, er det samme som det, vi kalder "Et lykkeligt Ægteskab". Dens Flamme eller Lys er endnu saa sparsomt, at der kun ved Opsummering af dette tilbagekastede Lys kan opstaa effektiv Varme, den Varme, der lige akkurat kan befordre et Ægteskab.

Saadanne "spejlreflekterende Punkter" er det samme som Væsener af modsat Køn. Desto mere Væsenerne er fjernede fra dette Køn, desto mindre Refleks og derfor tilsvarende mindre Lys, mindre Varme. Ja, der kan endog herske ligefrem Kulde mellem Væsener af samme Køn. Og da Dyrerigets Væsener netop fremtræder i to store Grupper: specielle Hankønsvæsener og specielle Hunkønsvæsener, bliver der saaledes to store Omraader eller Felter indenfor Dyrerigets Mentalitet, hvor Alkærlighedens Lys ikke kan komme til Aktivitet, nemlig indenfor Omraadet af de to forskellige Gruppers eget Køn. Væsener af samme Køn kan ikke elske hinanden. De er af Naturen kun udstyret med sympatiske Anlæg for det modsatte Køn. Alkærlighed i virkelig bogstavelig Forstand vil i det nævnte store, specielt i Han- og Hunkøn inddelte Omraade, kun kunne opfattes som unaturlig, som abnorm, som Perversitet. Nævnte Omraade har sine egne Grundlove, der indenfor det jordiske Menneske, der endnu enten maa være et Han- eller Hunkønsvæsen og derfor tilhører Dyreriget, har faaet Ordform, er blevet til "Moral", har faaet Navnet "Det sjette Bud".

Denne Morals Forskrifter kommer til Syne gennem følgende Generaludtryk: "Du skal ikke bedrive Hor", - "Derfor skal en Mand forlade Fader og Moder og holde sig til sin Hustru", - "Og en Mand, som bedriver Hor med en Mands Hustru, den, som bedriver Hor med sin Næstes Hustru, Horkarlen og Horkonen skal visselig dødes", - "Og en Mand, som ligger hos sin Faders Hustru, han har blottet sin Faders Blusel; de skulle begge visselig dødes", - "Og ligger en Mand hos en Mandsperson, som man ligger hos en Kvinde, da have de begge gjort en Vederstyggelighed; de skulle visselig dødes", - "Og tager en Mand en Kvinde og hendes Moder, det er en Skændsel; de skulle brænde ham med Ild, ja dem begge", - "Og ligger en Mand hos en Hustru, som er svag og blotter hendes Blusel, blotter hendes Kilde, og hun blotter sit Blods Kilde, da skulle de begge udryddes af sit Folk." -

Men hvordan stemmer en saadan Moral overens med dette: "Du skal elske din Næste som dig selv", - "Du skal ikke ihjælslaa", - "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre", - "Dømmer ikke, thi med hvad Dom, I dømme, skal eder igen tilmaales"? - Er det ikke en hel anden Form for Moral? - Og hedder det ikke netop videre i denne sidste Form for Moral, at "Den, der er ren, han kaste den første Sten"? -

"Hvem er "ren"? - Er den "Rene" ikke identisk med en Person, der opfylder samme Morals Kærlighedslov, den Lov, der i dette, "Du skal elske din Gud over alle Ting og din Næste som dig selv", bliver "al Lovens Fylde" - ogsaa dette "ikke at dømme"? -

Den "Rene" er altsaa en Person, der paa Grund af sin Alkærlighed ikke kan dømme. Men hvordan kan han saa "kaste den første Sten"? - Og hvorledes kan ovennævnte Dødsdomme saa eksekveres? - Ja, samme Moral besvarer selv Spørgsmaalet gennem sin fundamentale Sætning: "Hævner eder ikke selv I elskelige; jeg vil betale, siger den Herre Zebaoth". -

Naar den "Rene" skal kaste den første Sten, vil det altsaa sige, at Verdensgenløseren med nævnte Paabud ophævede en tusindaarig Tradition, ophævede en gammeldags eller forældet Moral, splintrede et frygteligt, martrende og dødbringende Dogme og gav Verden en Moral, der var baseret paa langt større Indsigt i de faktiske Forhold, var en Videnskab, der var hundrede Procent i Kontakt med de evige Love, den evige Natur.

Det er saaledes gennem ovennævnte blevet aabenlyst, at Biblen gennem sine Forskrifter udtrykker to helt diametralt modsatte Former for Moral. Heraf forsvarer og beskytter den førstnævnte Ægteskabet med Dødsstraf, medens den sidstnævnte opløser det og dets Dødsdomme med Alkærligheden ved at docere: "Vend den højre Kind til, naar nogen slaar dig paa den venstre", - "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre", - "Ingen har større Kærlighed end den, der sætter sit Liv til for at redde sin Næste", - "Du skal elske din Næste som dig selv". -

Der fordres ikke, at denne "Næste" skal være ens Ægtefælle. Der fordres ikke, at samme Næste skal være et Væsen af modsat Køn. -

Men at elske Væsener, der ikke er ens Ægtefælle, ligesaa højt, som man elsker sig selv, er jo efter den gamle Moral det samme som at "bedrive Hor". At en "Mand" elsker en anden Mand, at en "Kvinde" elsker en anden Kvinde ligesaa højt som sig selv, er efter samme Moral en "Vederstyggelighed". Og alle Tilfældene betragtes i Følge samme Moral hver især som en Overtrædelse af Ægteskabsloven eller det sjette Bud af saadanne Dimensioner, at den hjemler til intet mindre end Dødstraf. Det, der fører til Himlen, til Lykken i den ny Moral, det fører til Døden i den gamle. Det, der er Idealet i den første, er en Dødssynd i den sidste.

Men hvorledes kan det gaa til, at "Biblen" saaledes modsiger sig selv, ja tilsyneladende ligefrem afkræfter sig selv ved at udtrykke to diametralt modsatte Idealer som Livsbetingelse for Menneskene? -

Ja, der er maaske endog dem, der mener, at dens Indhold er det pure Opspind, Udtryk for Fantasi, Naivitet og Uvirkelighed. Men ingen Opfattelse kan være mere forkert end denne. Biblen rummer i sig Sætninger, der er Verdens største Analyser, Udtryk for den højeste Viden eller Videnskab, og har derved hidtil været Verdens største moralske Værk. Men dens Manifestation er blevet til under lange Tidsperioder og skyldes dens mange under de forskellige Perioder henhørende Ophavs større eller mindre Indsigt i selve Naturens eller Livets Mysterium. Og at forstaa den rigtigt, er ingen givet, før de er naaet saa langt frem i Udvikling, at de ved Selvsyn har faaet et saa overlegent Indblik i samme Mysterium, at de selv kan korrigere dens Facitter ved Hjælp af Livet eller Naturen selv. Vi vil derfor vende tilbage til Naturen og her lade Livet selv vise os, at "Guds Ord" er Sandhed og derfor som urokkelige, matematiske Realiteter evigt vil bestaa, selvom Himmel og Jord engang forgaar.

Da sandt Ægteskab kun kan eksistere som identisk med Fornemmelsen af at "være Eet med et Væsen af modsat Køn", og denne Fornemmelses Tilstedeværelse er uafhængig af Vielsesattest, kan to Væsener udmærket være Ægtefæller, selvom de ikke har nævnte Attest, ligesom to Væsener, der netop har denne Attest, men ikke "føler sig Eet med hinanden", i Virkeligheden "lever paa polsk", hvilket vil sige, at de faktisk slet ikke er gifte. Og hvor mange saadanne "polske" Ægteskaber florerer ikke netop i Dag beskyttet under Myndighedernes og Kirkens Velsignelse? - Er det ikke i Tusindvis? -

Et virkeligt Ægteskab kan ikke bestemmes af et Papir. Et Ægteskab, der udelukkende er baseret paa en Vielsesattest, er kun et Skinægteskab, er et Bedrageri overfor Samfundet, ja, endogsaa overfor de Børn, der fødes i det, det er en Overtrædelse af det sjette Bud. Det er i Virkeligheden at "bedrive Hor".

Men naar denne Form for Umoral er gaaet over til at eksistere med Myndighedernes og Kirkens Velsignelse, skyldes det for en stor Del de samme Autoriteters mangelfulde Kendskab til det levende Livs nuværende dybeste mentale Tilstand, som de er sat til at beskytte og vejlede. Nævnte Autoriteter kender intet til det samme Livs nuværende absolutte Analyse, dets Bestemmelse i Verdensplanen og denne Bestemmelses nuværende Symptomer eller Synlighed. Deres Myndighed er baseret paa en Forskrift, en Recept paa en Moral, der har Rod eller Fodfæste paa et helt andet Sted i selve Livet og Udviklingen, end det, det jordiske Menneske i Dag i Følge sin Udvikling nødvendigvis maa repræsentere. Der opstaar derved en Kollision mellem samme Moral og det fremskredent udviklede Menneskes virkelige Natur, idet samme Morals Overholdelse nødvendigvis bliver en Hæmning for den med den fremskredne Udvikling følgende Væsensnatur. Og det gør absolut ikke Sagen bedre, at de nævnte Autoriteter endnu ikke har magtet at føre Verdens økonomiske Administration ind i Kontakt med Livets Love, hvorfor ethvert Væsens Nyden godt af Jordens samlede Økonomi eller Velstand i stor Udstrækning stadigt maa være et Spørgsmaal om Styrke, Intelligens, Hensynsløshed, Brutalitet og øvrige Anlæg for maskeret Røveri, Plyndring og Bedrageri. Med andre Ord, saalænge Menneskene endnu indtil en vis Grad deler Verdensgoderne imellem sig paa samme Maade som Dyrene, saaledes at de svage og syge gaar til Grunde i Armod og Sult, fordi de stærke, snedige og hensynsløse har tilegnet sig det hele (se forøvrigt "Livets Bog"s fjerde Kapitel), da fører dette Onde ogsaa Ufuldkommenheder paa alle andre Felter med sig. Og Ægteskabet kan som Følge heraf heller ikke undgaa at være Spørgsmaal om Økonomi.

Men i Zoner, hvor to Væseners Fornemmelse af at være "Eet med hinanden" skal være et Spørgsmaal om Økonomi, hvilket vil sige et Spørgsmaal om Stand, Penge, Anseelse, Levevej, Skik og Brug, vil denne guddommelige Fornemmelse ikke mere komme til sin fulde Ret, men i en altovervældende Udstrækning udløse sig i de førnævnte Skinægteskaber eller Kulminationen af Overtrædelsen af det sjette Bud. Og dette "at bedrive Hor", hvilket altsaa i dette Tilfælde vil sige at være knyttet til en Ægtefælle, ikke ved ægteskabelig Kærlighed, men blot ved en Vielsesattest, dette at have Børn i et saadant Ægteskab, vil blive ved med at være beskyttet under en illusorisk Moral eller Tro, blive ved med at have de verdslige og kirkelige Myndigheders Bevaagenhed.

Men en illusorisk Opfattelse, Moral eller Tro kan ikke i Længden holde Stand overfor Naturen. Det sande og virkelige vil altid sejre tilsidst. Og saaledes ogsaa med de i Mennesket boende naturlige Drifter, medens de unaturlige selvfølgelig maa gaa til Grunde, ganske uafhængigt af hvormeget de saa end i Dag maatte opfattes som moralske, retmæssige eller hellige.

Og er det ikke netop derfor, vi i Dag over hele Verden bliver Vidne til, at den gængse eller gamle moralske Opfattelse mindre og mindre bliver overholdt. Skilsmisser, Utroskab i Ægteskaber og Børn udenfor Ægteskabet, kort sagt, alt, hvad der almindeligvis opfattes som "Overtrædelse" af det sjette Bud, florerer. Og Verden er, set fra den gamle Morals Standpunkt, ligefrem Kulminationen af et nyt "Sodoma" og "Gomorra", hvor alt gaar til Grunde i "Synd", "Usædelighed" og "Perversitet". -

Men er Verden virkelig saa slem? - Er det i Grunden ikke Menneskenes egen Tro paa den gamle Opfattelse eller Moral, deres Naivitet og Uvidenhed overfor Verdensplanen, der gør Livet saa pessimistisk. Fra Guds eget Synspunkt, hvilket vil sige Naturen, ser det jo ikke nær saa slemt ud. Her ses "Alt at være saare godt". Og desuden er det kun indenfor den jordiske Ægteskabszone, at ovennævnte eksisterer. Men da det jordiske Ægteskab, som vi i det følgende skal se, langsomt er ved at gaa til Grunde, hvilket vil sige det samme som, at det jordiske Menneske er ved at vokse ud af denne Zone, er det ikke saa sært, at Livet i samme Zone ser mærkeligt ud for den Uindviede. Noget, der er i Forfald eller degenererer, kan aldrig fremtræde som Kulminationen af Skønhed.

Et Ægteskab beror altsaa ikke paa en Vielsesattest, men paa et Væsens "Følen sig Eet" med et andet Væsen. Der vil derfor i Verden være mange Væsener, der er "gifte", men har ingen Vielsesattest, og mange, der har Vielsesattest, men ikke er "gifte". For Dyrenes Vedkommende kan denne "Følen sig Eet" med et andet Væsen kun komme i Stand gennem Naturens egen Inddeling af Væsenerne i de to Køn: Hankøn og Hunkøn.

Ved disse to Køns Seksualorganers særlige Betydning og gensidig Afhængighed i Udløsning opstaar ved deres Samarbejde Kulminationen af nævnte guddommelige Følelse. Dyrets Mentalitet skabes udelukkende ved denne dets Organismes særlige Seksualbygning. Gennem hele dets Legeme sitrer en Kraft, der udløser sig i dets Mentalitet som et uimodstaaeligt Begær efter at opleve og nyde denne "Følen sig Eet" med et andet Væsen. Men da denne Følelse kun kan skabes eller udløses gennem et Kontaktskab mellem dets egne Seksualorganer og Seksualorganerne fra et Væsen af modsat Køn, maa dette nødvendigvis afføde Begæret efter at eje et saadant Væsen. Hele Individets Mentalitet formes af dette Begær. Samme Begærs Tilfredsstillelse er en Livsbetingelse. Uden denne Tilfredsstillelse er Livet ikke meget værd, og Individet føler sig næsten som et overflødigt Væsen.

Desuden er det levende Liv i Organismerne af en saadan Beskaffenhed, at det forplanter sig videre ved dette Kontaktskab mellem Seksualorganerne, saaledes at nye Organismer kan opstaa, hvorved det bliver muligt for de evige "Jeg'er" bag Organismerne stadigt at finde nye Legemer for deres Inkarnation.

Dyrerigets samlede Organismer er kun udgørende et fremskredent "Plantelegeme". Det skal have Sol, Varme og Fugtighed. I dette "Plantelegeme" er hver enkel Organisme udgørende et nyt Skud. Og igennem Seksualvirksomheden skabes altsaa Muligheden for disse nye Skuds Opstaaen og dermed det nævnte "Plantelegeme"s stadige Vedligeholdelse. Vi er altsaa alle Skud paa det samme Træ, har den samme Stamtavle. Vi er alle i Familie, er kosmiske Søskende. Jeg nævner det blot her, fordi Erkendelsen af dette Broderskab, som vi senere skal komme tilbage til, er en stor væsentlig Faktor i Retfærdiggørelsen af Kærlighedens Natur og for Opnaaelsen af at "føle sig Eet med Faderen".

Men denne sidstnævnte Følelse eller mentale Tilstand er det dyriske Væsen ganske afskaaret fra at kunne opleve, idet dets Mentalitet, som vi allered har nævnt, kun er skabt til at kunne "føle sig Eet" med et Væsen af modsat Køn. Dette Væsen af modsat Køn bliver derfor foreløbig dets højeste Livsmoment. Dette er Genstanden for dets Tilbedelse og Dyrkelse. Det er dets sande Religion og Gudsdyrkelse. At eje dette Væsen er dets højeste Oplevelse af Salighed. Og der, hvor denne Salighed gensidigt er til Stede, der eksisterer det fuldkomne Ægteskab. Der kulminerer Overholdelsen af det sjette Bud. Der er ingen, der "bedriver Hor". Der "forlader en Mand Fader og Moder og holder sig til sin Hustru". Der ser en Ægtefælle ikke "paa nogen anden Kvinde for at begære hende", og kommer derved ikke til at "bedrive Hor med hende i sit Hjærte", - Her finder ingen Fosterfordrivelser Sted. Her opfyldes det guddommelige Bud: "Vorder frugtbare og mangfoldige". Her er der ingen, der "bedriver Hor" ved at "tage en Fraskilt til Ægte". - Her ligger en Mand ikke ved en "Mandsperson, som man ligger hos en Kvinde". - Kort sagt, alt, hvad der i Biblen er paabudt vedrørende Ægteskab, opfyldes her som en Selvfølgelighed, fordi Væsenerne i Følge deres Organismers Bygning og hele mentale Tilstand udgør den største Aabenbaring af kulminerende "Hankøns"- og "Hunkøns"væsener, og saaledes er skabt til absolut slet ikke at kunne gøre noget som helst andet, end netop at opfylde Ægteskabsloven.

Men en Zone, i hvilken Væsenernes hele Natur, baade fysisk og mentalt, kun kan udløse sig i Overholdelsen af det sjette Bud, er jo det fuldkomne Ægteskabs Zone. Det er "Paradisets Have". Her bor "Adam" og "Eva". Dette for disse to Væsener hver Dag at eje hinanden, er Guds Tilstedeværelse i Haven.

Men hvor er denne "Have", og hvad er det for Væsener i denne, der saaledes kulminerer i specielle Hankøns- og Hunkønsmanifestationer? - De jordiske Mennesker kan det ikke være, for disse er, som vi alt har berørt, meget langt fra at være Eksperter i en Hundrede Procents Overholdelse af det sjette Bud. Det er kun i meget ringe Udstrækning, at disse overholder nævnte Bud, og der, hvor de endelig overholder det, sker det ikke engang helt paa Grundlag af medfødte naturlige Anlæg, men paa Basis af en stor mental Mur, som ikke alle har lige let ved at bryde igennem, og derfor mere eller mindre ufrivillig maa holde sig indenfor Omraadet for Ægteskabslovens Overholdelse, som nævnte Mur netop omkranser.

Materialet, hvoraf denne Mur er opbygget, er - Religionerne, det gængse Lov- og Retsvæsen, Skik og Brug. Og dens Navn er - "Moral". Hvis ikke denne Mur var, hvorledes tror man saa, det vilde se ud med Overholdelsen af det sjette Bud? - Vilde "Sodoma" og "Gomorra" ikke være en endnu langt mere udbredt Kendsgerning, end Tilfældet er? -

Men hvad nu med "Dyrene", de lever i deres frie Naturtilstand? De har ingen Religion, de har ingen Lov- og Retsvæsen, tænker ikke paa noget, der hedder Skik og Brug, og kan saaledes ikke bygge sig nogen Mur til at bevare og beskytte deres Ægteskab. -

Nej, det kan de ikke. Men det behøves heller ikke. De bærer Ægteskabsloven i deres Hjærte. Det almengældende er, at Ægteskabsloven udgør et altbeherskende naturligt Anlæg hos disse Væsener. Den er det herskende i deres Instinkter, i deres sande Væsen. Den er deres Livsbetingelse. I deres Bevidsthed er der ikke noget som helst andet Tankeklima end det ægteskabs- eller befrugtningsbefordrende. Deres højeste Oplevelse af Livet er Ægteskab under en eller anden Form. De er ikke formælet ved Hjælp af Præster eller Øvrighed. De har ingen Vielsesattest. Og dog opløses deres Ægteskab kun af Døden. Dets Stabilitet er udelukkende baseret paa en Hundrede Procents Gensidighed hos Ægtefællerne og ikke paa nogen som helst Øvrighedsforanstaltninger.

Men i Henhold hertil bliver et Samfund af saadanne Væsener jo synligt som det kulminerende fuldkomne Ægteskabs Zone, som den sande "Paradisets Have". – "Dyrene" er den virkelige "Adam" og "Eva".

Men der er noget, der hedder "Syndefaldet" og "Uddrivelsen af Paradiset". Der var altsaa noget, der bevirkede, at "Adam" og "Eva" ikke kunde blive ved med at være i denne "Paradisets Have". Da nævnte Have var Kulminationszonen for "Ægteskab", vil den ligesaa godt være at udtrykke som "Ægteskabets Have". Det højeste Lys, den største Salighedsfornemmelse i denne var et Hankøns- og et Hunkønsvæsens Fornemmelse af gensidigt at eje hinanden og denne Fornemmelses Kulmination i en stadig Gentagelse af de samme to Væseners Oplevelse af at "føle sig Eet med hinanden". Det var denne Haves højeste Manifestation af Gud. Det var den "Røst, der lød gennem Haven". Det var i Oplevelsen af den, at de endnu aldrig havde smagt paa "Kundskabens Træ paa Godt og Ondt".

Men Guds Aabenbarelse af sin egen ophøjede Natur for de levende Væsener er ikke stillestaaende. De samme Væsener kan ikke blive ved med kun at se en enkel særlig Manifestationsside af hans Væsen. Og "Adam" og "Eva" kunde ikke i al Evighed blive ved med at nøjes med kun at opleve ham i Form af en livsvarig Ejendomsret over et Væsen af modsat Køn. De kunde ikke blive ved at undgaa at "spise af Kundskabens Træ".

At "spise af Kundskabens Træ" vil her i dette Tilfælde sige det samme som at faa Tanker eller Interesse for Ting, der ikke er befordrende for "Paradishaven"s eller Ægteskabszonens Bestaaen. Men at faa Interesse for Manifestation af Ting, som ikke er befordrende for Ægteskabet, kan jo kun blive af generende Art for dets Bestaaen, i Særdeleshed da denne Bestaaens Fuldkommenhed udelukkende er baseret paa Hundrede Procent af Individets Livsinteresse, hvilket vil sige hele dets samlede Livsenergi.

Og da Ægteskabet jo var Zonens højeste Salighedsfornemmelse, dens højeste Livsbetingelse, vil nævnte Interesse for andre Ting, for Havens Beboere, være det samme som at underminere sin egen Livslykke. Men at underminere sin egen Livslykke kan man ikke gøre ret længe uden at opdage dens Aftagen. Man gør bitre Erfaringer, faar Lidelser og Smærter. Men da dette igen giver Kundskab eller Visdom, bliver den "forbudte Frugt" Vejen til Kendskabet til "Godt" og "Ondt". Dette er igen det samme som Kendskabet til den guddommelige Verdensplan. "Kundskabens Træ" udgør altsaa den guddommelige Verdensplan. Men Oplevelsen af denne Plan er jo det samme som "Den hellige Aand". Denne Aand var altsaa den "forbudte Frugt" i "Edens Have". At nyde denne "Frugt" er altsaa ensbetydende med "Uddrivelsen af Paradisets Have". - Hvor "den hellige Aand"s Zone tager til, maa Ægteskabszonen tage af. Desto mere man begærer og nyder ovennævnte "Frugt", desto mere uegnet er man til at opfylde de Betingelser, der kræves for at være i "Paradisets Have".

Men Nydelsen af denne "Frugt" gav jo Kendskab til "Godt" og "Ondt". Og de første nye Kundskaber, Overtrædelsen saaledes medførte, var Erkendelsen af at være "nøgen". "Adam" og "Eva" opdagede efter "Syndefaldet", at de var nøgne", hvilket igen vil sige, at de mentalt begyndte at fryse. Den "forbudte" Vej begyndte at skabe sine Virkninger. Den gjorte Overtrædelse begyndte at udvide "Skæbnen". Denne Udvidelse blev til det "Onde", blev til "Kulde" hos Medvæsenerne. Mod denne Udvidelse af Skæbne, mod denne "Kulde" blev "Varmen" fra deres vante Livslykke for lille. Den kunde ikke beskytte dem, og de dækkede sig med "Figenblade". En ny Tilværelse havde dermed taget sin Begyndelse. "Adam" og "Eva" var paa Vej ud af "Edens Have", bort fra Lykken og Sorgløsheden, bort fra Lyset eller "Livets Træ". De gled ind i Mørket, ind i Smærternes og Lidelsernes Zone, hvor Jorden er "forbandet", hvor Kvinden "føder sine Børn med Smærte", hvor Manden skal "æde sit Brød i sit Ansigts Sved" og "med Kummer æde af Jorden (Kundskabens Træ) alle sit Livs Dage". -

Og paa denne Vandring finder vi mange, mange Tusinder af Aar senere atter "Adam" og "Eva", stadig paa Vandring ud af "Edens Have", ud af Ægteskabets Zone, stadig "spisende af Kundskabens Træ".

Den megen Nydelse af "Kundskabens Træ" har givet dem stort Kendskab til det "Onde". De er blevet Eksperter i at aabenbare Mørket. "Kajnsmærket" er over dem alle. De er rene Genier i at tyranisere, martre og pine hverandre. Og det er paa dette, deres Vivisektionsgeni, at "Helvede" er baseret. Jorden er blevet til Skuepladsen for "Helvede". Og "Adam" og Eva" eller dette "Helvede"s Beboere er i Dag at genkende som - den jordiske Menneskehed. Den jordiske Mand og Kvinde er altsaa "Flygtninge fra Paradiset", der i Øjeblikket passerer Livets mørkeste Zone.

Men disse "Flygtninge" er "Leret", der i Kraft af deres megen "Nydelse af Kundskabens Træ", "indblæses Livsens Aande", "Adam" og Eva" er det vordende virkelige Menneske, der er under Skabelse i "Guds Billede efter hans Lignelse". - Deres stadige "Nydelse af Kundskabens Træ", deres permanente Overtrædelse af dette "Paradiset"s Love, udelukker dem fra at kunne føres tilbage til dette. Men i "Faderens Hus er der mange Boliger". Og det vordende Menneske iler mod en ny Væsenstilstand, en ny skøn Zones Lys i det fjerne. Et nyt og forherliget Paradis venter den forlorne Søn. - Guds Kærligheds Straaleglans er virksom, selv i Livets dybeste Mørke.

Det jordiske Menneske er saaledes en "Flygtning fra Paradisets Have". Da denne "Have" er Ægteskabets Kulminationszone, vil det sige, at samme Væsen, hvor mærkeligt det end kan lyde for mange Mennesker, er en Flygtning fra det hundrede Procents fuldkomne Ægteskab, fra den hundrede Procents fuldkomne Forelskelsesevne, fra det hundrede Procents fuldkomne dyriske Parrings- eller Mageprincip. Men denne Flugt udgør ikke en Vandring i Mile eller fysiske Afstande, men er en Forvandling af Mentalitet. Denne Forvandling udgør altsaa "Dyrets" Omskabelse til "Menneske", "Paradisets Have" er Dyreriget". Dette Riges Grundlov er det sjette Bud. Den højeste Livslykke her er baseret paa Parring eller Ægteskab. Guds højeste Tilsynekomst i samme Rige er et Han- og Hunkønsvæsens "Følen sig Eet med hinanden". Andre Former for Livslykke er her "Nydelsen af Kundskabens Træ". De er "den forbudte Frugt". "Havens" Lovovertrædere eller "Adam" og "Eva" er altsaa det jordiske Menneske.

Ved sin megen "Nydelse af Kundskabens Træ" har dette Væsen faaet en hel Del Kendskab til "Godt" og "Ondt". Det kommer derved til at afvige fra "Havens" retmæssige eller "lovlydige" Beboere, hvilket vil sige, de Væsener, vi ellers plejer at udtrykke som "Dyr". Disse har nemlig intet Kendskab til "Godt" og "Ondt". De lever Ægteskabets Love fuldt ud, hver Art paa sin specielle Maade, og kan endnu ikke "synde" mod dets Forskrifter, idet disse Forskrifters Overholdelse er deres største Behagsfornemmelse eller Livslykke.

Det jordiske Menneske er derimod den ældste Beboer af Dyreriget og har derved gennem sin Reinkarnation oplevet samme Livslykke gennem saa umaadelige Tidsrum og saa utallige Gange, at dens livgivende Kraft er degenererende, er i Aftagende. I Følge den guddommelige Verdensplan vil nemlig enhver Nydelse blive til Lidelse ved overdreven Oplevelse. Et Menneske, som t. Eks. bliver dømt til aldrig at maatte spise andet end sin Livret og derved skulde have den serveret baade Morgen, Middag og Aften og paa alle øvrige Tider af Døgnet, naar det følte Trang til at spise, vilde tilsidst ikke kunne undgaa at komme til at føle Kvalme eller Lede ved nævnte Ret, vilde raabe og skrige efter anden Føde. Det samme gør sig gældende i alle Ting. Overdreven Gentagelse gør Tingene uinteressant. En Vittighed skal helst ikke siges altfor mange Gange til de samme Tilhørere. Det er dette Princip i Verdensplanen, der befordrer Udviklingen, der animerer til at skabe Nyt, der bevirker Opfindelser og Forbedringer.

Naar Beboerne i "Paradisets Have" har oplevet dens Tilværelse og nydt dens ordinære eller lovmæssige "Frugter" i tilstrækkelig lang Tid, bliver denne Form for Oplevelse og Tilværelse mere og mere uinteressant, ja til Lidelse, og Længslen efter en Kontrast bliver levende. "Forandring fryder". Men denne Fryd kan man jo kun opnaa ved at beskæftige sig med det "forbudte" Omraade, ved at nyde de "Frugter", der uvægerligt vil føre til "Uddrivelse af Haven", til Omformningen af ens hele Væsensnatur.

Det jordiske Menneske udgør altsaa en saadan ældgammel Beboer af "Paradisets Have", en Beboer, der har svælget i eller nydt saa meget af dens ordinære "Frugter", har nydt dens Form for Livslykke i saa fulde Drag, at den nu i stor Udstrækning ikke mere har dets Interesse, ikke mere er en saa omfattende Lykke, at den kan udfylde hele Bevidstheden, hele dets Mentalitet. En uovervindelig Længsel og Trang til Nydelse af Ting udenfor de ægteskabelige er født i dets Indre, ja er blevet en Livsbetingelse for det. Det maa saaledes hver Dag nyde "de forbudte Frugter", men det maa ogsaa hver Dag føle, at det er "nøgen". Det maa hver Dag føle "Kulden" fra en Mængde Medvæsener. Det maa stadigt dække sig med "Figenblade". -

Hvad betyder dette, at "dække sig med Figenblade"? - Ja, det betyder naturligvis ikke dette, at gaa med Klæder, i almindelig Forstand. Ligeledes betød det for "Adam" og "Eva" selvfølgelig heller ikke, at de skammede sig over deres blotte Legemers Natur, Udseende eller Seksualorganer, dertil var de endnu altfor nær den guddommelige Straaleglorie. Det var først paa et langt senere Tidspunkt, at "Figenbladet" naaede frem til ogsaa at dække disse nævnte Ting.

"Figenbladet" udtrykker saaledes ikke her en Beklædningsgenstand, men udgør derimod det symbolske Udtryk for den første Modstand imod Virkningerne af "Adams" og "Evas" Overtrædelse af Ægteskabets eller "Paradisets" Love.

I en Zone, hvor al Lykkefølelse var afhængig af disse Loves Overholdelse, kunde en Overtrædelse naturligvis ikke finde Sted, uden at denne Lykke kom til at ryste i sine Grundvolde. Denne Rysten maatte vække Forfærdelse eller Rædsel, idet den affødte et Svælg mellem dem og "Havens" lovlydige Beboere. De var begyndt at blive Fremmede iblandt deres egne. De var begyndt at blive hjemløse i den Zone, der trods alt var deres Hjemstavn, og hvor de havde oplevet saa mange lykkelige Timer sammen med Gud i Form af Fornemmelsen at at være "Eet med hinanden". Det var denne Lykke, der var begyndt at briste, i Særdeleshed da de "forbudte Frugter", som de havde nydt i Stedet, endnu ikke var "modne" og derfor var "bitre", var "sure" og tildels uspiselige. De følte, de dreves mod en ukendt Verden. Det eneste, de vidste om den, var, at den var - Døden. Budet, de havde overtraadt og stadig overtraadte, var i al Korthed blevet forkyndt "Adam" saaledes:

"Du maa frit æde af alle Træer i Haven, men af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag, du æder af det, skal du dø Døden". -

Ja i Sandhed, "Adam" og "Eva" gaar imod Døden, men de ved ikke, at hen over deres egen Grav skal de engang vandre som helt nye forherligede Væsener. De ved ikke, at "Døden" er "Dyrets" Undergang i deres egen Mentalitet, og at de over denne "Død" selv skal opstaa, og i Guds egen Straaleglorie: Alkærligheden, fortsætte Livet som hans udtrykte Billede: Det fuldkomne Menneske. -

"Døden" er derfor det Spøgelse, der vender sig imod de paradisiske Flygtninge, vækker deres Rædsel, hvor de saa end staar og gaar, hvor de saa end vender sig hen. Der findes intet tilbage, og der findes intet udenom. "Adam" og "Eva" kæmper stadig en fortvivlet Kamp med denne "Død". "Figenbladet" er blevet større. Det vokser og vokser og er i Dag blevet til - Millionhære og Krigsflaader, bevæbnede med de mest raffinerede Massemordmaskiner, Bombeflyvemaskiner, Tanks, Torpedoer, Dum-Dum-Kugler, Giftgas etc. etc. "Døden" gør sin store Høst. "Adam" og "Eva" gaar til Grunde. "Dyret" begaar Selvmord i den jordmenneskelige Mentalitet. Men hen over Valpladsernes mørke Øde ser jeg "Adam" og "Eva" genopstaa og i Form af "Det fuldkomne Menneske" forvandle Egoismens sorte Grave til en ny skøn Verden, til en ny skøn Himmel, i hvilken Alkærlighed og dermed Retfærdighed bor. -