Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I stedet for at spørge: "Hvem er Gud egentlig?" er det måske bedre først at spørge: "Hvor -" og "Hvad er Gud egentlig?" Udtrykket "Hvem" er vi så vant til at begrænse til en person med et bestemt udseende, og med hensyn til "den gamle Vorherre i skyerne" har marxisterne ret, han er skabt i menneskets billede. Men hvad er da "mennesket i Guds billede?" Hvad er Gud, og hvad er mennesket? Disse to spørgsmål hænger nøje sammen, ligesom svarene på dem gør det. Mennesket véd ikke, hvad det selv er, derfor ved det heller ikke, hvad Gud er, og omvendt. Nu vil kristne mennesker måske protestere og sige: "Det er heller ikke noget, man skal vide, man skal blot tro". Men der er masser af mennesker, søgende mennesker, i dag, der gerne ville tro, men de evner det ikke. Evnen til blindt at tro er baseret på et religiøst instinkt, og er dette instinkt stærkt degenereret, som det er hos mange mennesker i vor tid, kan de ikke tro. I de troendes øjne er disse ikke-troende måske "fortabt", hvilket ikke hjælper nogen af parterne, men blot fjerner dem endnu mere fra hinanden. At "Gud er død" i mange menneskers bevidsthed, er netop på grund af det religiøse instinkts degeneration, og fordi den menneskelige intelligens og humanisme, samfølelse og medfølelse er udviklet i betydelig grad i dette århundrede. Man kan ikke forstå kirkens gud, og derfor kan man ikke tro på ham. Det kan måske synes mærkeligt at tale om humanismens udvikling i et århundrede med to verdenskrige og megen anden elendighed, men den større humane forståelse er netop en virkning deraf. Digteren Harald Bergstedt har beskrevet det i sit digt "Visdommens tilblivelse", hvoraf her blot skal citeres det sidste vers:

Mange mennesker vil opfatte Bergstedts vers som blasfemi og idioti. "Tænke sig, at tage hatten af for krigen!" Men det gør han ikke, det er for dens virkninger, erfaringerne og visdommen, han tager hatten af. Hans indstilling er det, man med et gammelt ord kalder "teodicé", dvs en positiv fortolkning af det onde. At have en sådan indstilling er ikke almindeligt i vore dage, hvor den desillusionerende videnskabelige indstilling dominerer sammen med den materialistiske livsanskuelse. Det er blevet svært at tro på en udlignende retfærdighed, og uretfærdigheden falder stærkere i øjnene i vore dage, ikke fordi den er blevet større, men fordi menneskets tænkeevne er blevet skærpet og dermed ligeledes ønsket, ja, kravet om større frihed og lighed. Det er sket i broderskabets navn, men denne sidste faktor har det altid knebet med. Alt, hvad der hedder splittelse, er tværtimod vokset siden Nietzsches dage, derfor er der også flere og flere, der ligesom han ønsker enhed og helhed, men kun oplever splittelse omkring dem og i dem selv og går i stykker på det. Vi har en fremragende fysisk videnskab, men stort set virker den desillusionerende; vi har et på mange måder stærkt fremskredent socialt og politisk liv, men det er splittet i smålige partipolitiske stridigheder; vi har en religion, der stadig kan fortælle os, at "Du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv", men den er stivnet i dogmatisk teologi, som flere og flere mennesker efterhånden ikke kan inspireres af. Findes der da ikke noget, som kan forene disse tilsyneladende uforenelige faktorer i et positivt fællesskab, ligesom en katalysator i kemien kan få uforenelige stoffer til at indgå forbindelse med hinanden? Jo, der findes en sådan "katalysator", og det er Martinus verdensbillede, som efterhånden vil kunne få en kosmisk-kemisk proces til at foregå i stadig flere og flere menneskers bevidsthed. Ikke noget, der har med suggestion eller mystiske ting at gøre, men et overblik over livslovene i et guddommeligt levende univers, hvis liv gennemtrænger os alle, hvis "tomrum" ikke er tomt, og hvis "partikler" alle er levende væsener under evig forvandling og udvikling gennem kosmiske spiralkredsløb i Guddommens bevidsthed og universelle legeme.

Ved et grundigt studium af Martinus kosmologi vil det være muligt for den studerende, hvis han eller hun prøver at forene studiet med en praktisk "kosmisk kemi", dvs et bevidst arbejde med sit sinds kræfter, at opleve verden og sig selv på en helt ny måde og finde en mening både med sit eget liv og med hele menneskehedens nuværende situation. Vedkommende vil - først logisk-teoretisk erkende - og senere virkelig opleve, at hans eller hendes Jeg er ét med universets eller guddommens Jeg og med Jeg'et i et hvilket som helst andet levende væsen i universet. Man vil ikke længere behøve at spørge: "Gud - hvem er det egentlig?", for man vil opleve Gud over alt og i alt. Man vil se meningen i det tilsyneladende meningsløse, og det "ubehagelige gode", som Martinus kalder det, i det såkaldte onde. Man vil forstå, at vi ganske vist er en slags "nøgne aber", der er begyndt at blive samfundsvæsener, men også, at dette kun er et overgangsstadium til en virkelig "kosmisk kommunisme", et rigtigt menneskerige, som vi gennem en skabende udvikling fra mineralrige, planterige og dyrerige nu er på vej imod. Hver eneste af os er på vej imod det, idet vi i kraft af vort evige Jeg, der er ét med guddommen, er den årsagsløse årsag og den ubevægede bevæger, alle kredsløbs udgangspunkt, også de kredsløbs, man kalder reinkarnation eller genfødelse og karma eller skæbnedannelse. Vore erfaringer, evner og talenter har vi med os fra liv til liv, derfor har Harald Bergstedt ret i, at hvor krigen raser, bliver fremtidens visdom til, som vil underminere krigen. Men hvor bliver Gud af i alt dette? Gud er alt dette, vi lever, røres og er til i den evige guddom. Er det da en Gud, man kan bede til? Er det en Gud, der har noget med Jesus at gøre? Ja, for Gud er det universelle væsen, som forbinder alle levende væsener med hverandre, både synlige og usynlige. Derfor er det rigtigt, hvad den ovennævnte marxistiske forfatter Gardavský skrev: "Først i denne transcendens får kærligheden mellem "jeg" og "du" sin virkelige værdi og bliver fri fra den individualistiske begrænsning". Gennem vort forhold til "Du, som er i himlen (universet som levende væsen) og til "Du, som er i hverdagen" (vor næste), der i virkeligheden er det samme forhold set i to forskellige perspektiver, bliver vort forhold til os selv fri for al såkaldt fremmedgjorthed. Ved at elske Gud og vor næste kan vi elske os selv uden egoisme og selviskhed. Derved bliver vi mennesket i Guds billede, en guddommelig kosmisk medarbejder. Det gælder ham eller hende ved samlebåndet i den støjende fabrik, det gælder kontoristen, der tæller kæmpesummer på sin regnemaskine, det gælder kloakarbejderen, læreren, eleven, det gælder soldaten, der måske i dette nu kaster en håndgranat, og ham, den rammer. Det gælder os alle. Et nyt menneskesamfund er så småt begyndt at blive til. Den sociale udvikling er en begyndelse, videnskabens fremgang er en begyndelse, den degenererende dogmereligion og de tanker, der kommer i stedet, er en begyndelse; pengenes gradvise forsvinden med afløsning af kvitteringer er en begyndelse, og meget, meget andet. Den videre fortsættelse finder sted ved den gradvise forvandling, der foregår i det enkelte menneskes bevidsthed, hvor Gud er. Engang vil denne verdens ørkner forvandles til frugtbare områder, når man finder frem til de floder og kildevæld, der rinder under dem alle. Også i jordmenneskebevidsthedens "døde ørken" er der et evigt levende kildespring. Den, der for alvor søger det, vil også finde det, vil opleve, hvad Platon udtrykte: "Gud er sandhed, og hans skygge er lys". Det er et kosmisk facit, udregningerne kan man finde hos Martinus, men gøre regnestykket til levende liv og væremåde kan man kun selv. Men bag dette "selv" er vort guddommelige Jeg, der har alle universets kræfter bag sig. Det vidste Jesus, derfor kunne han sige: "Hvad jeg gør, gør jeg ikke af mig selv, men Faderen igennem mig". Han sagde også til menneskene: "I er guder", for han vidste, at hvad han havde oplevet, skulle hvert eneste menneske også engang opleve på sin individuelle måde.