Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For ethvert tænkende menneske kan det ikke være uden betydning at standse lidt op og tænke over, hvad der ligger bag begrebet skæbne. Hver eneste dag melder aviserne om ulykker eller mere eller mindre voldsomme hændelser. Snart er en flyvemaskine styrtet ned, snart er det en skibskatastrofe, en jernbane- eller fabriksulykke, man læser om. Ofte er det menneskenes egne nerver, der slår klik, så de begår mord eller selvmord. Og i vor tid er krige, revolutioner og oprør noget, man kan læse om i aviserne næsten hver dag. Et eller andet sted på jorden er der krig, hvor maskingeværer, bomber og granater udøver deres ødelæggende virkning ikke blot mod soldater, men mod civilbefolkning, mod gamle mennesker, kvinder og børn. Ethvert barn, der fødes på denne klode, fødes til et ocean af muligheder for at få sin organisme lemlæstet eller dræbt. Nogle væsener bliver allerede forfulgt i moders liv, idet fosterdrab hører med til de moderne foreteelser, der mere eller mindre lovligt udføres både af læger og ukyndige mennesker. Nogle børn fødes hos forældre, der ikke nærer megen kærlighed til deres afkom, og andre fødes hos nogle, der forkæler og forguder dem over alle grænser, hvilket på sin vis kan være lige så slemt.

Allerede i moders liv eller i barnealderen er der således mulighed for, at det jordiske menneske bliver udsat for lidelser og ulykkelige hændelser eller for noget, som, selv om det måske i øjeblikket er behageligt, kan skade det på længere sigt. Der er ikke noget at sige til, at menneskene ved ordet "skæbne" almindeligvis forstår noget mørkt og truende, medens de, når det gælder de lyse og glædelige oplevelser, ikke så meget tænker på skæbnen. Er det da livets mening, at de jordiske mennesker skal forfølges af en hård og bitter skæbne og ikke komme til at opleve den fred og glæde, de i virkeligheden længes efter? Det er det ikke. Det er meningen, at menneskene på jorden lidt efter lidt skal komme til at opleve lyse og lykkelige skæbner, for skæbnen kan absolut være noget lyst og lykkeligt. Men de må lære, hvordan det er muligt at skabe en sådan skæbne.

Skæbnen er ikke noget blindt og tilfældigt, skæbnen er lovbundet ligesom alt andet i livet og naturen, og loven for skæbnedannelse er noget af det, som for det moderne menneske er allervigtigst at lære. Mennesket ved, at der er noget, der hedder naturlove, men det er tilbøjelig til at mene, at disse naturlove er noget, der gælder i naturen og ikke i dets egen verden. Det glemmer, at det selv er en del af naturen. Det er udsat for akkurat de samme love, som mineralerne, planterne og dyrene er, men det oplever lovene på en anden måde end nævnte væsener, fordi det har en højere udviklet bevidsthed. Denne højere bevidsthed er dog endnu ikke så højt udviklet, at menneskene på alle måder indretter deres liv efter lovene. De gør det til dels, det viser hele den moderne tekniske udvikling, som er baseret på den fysiske videnskab. Denne videnskab er jo netop en undervisning i levende væseners forhold til naturlovene. Denne videnskab viser os, at overalt, hvor naturen har gennemført sit værk, ser vi kun genialitet eller toppunktet af fuldkommenhed i dens skabelsesproces. Hvert forår bringer en ny guddommelig opvisning af fuldkommen logisk skabelse. Det nye løv springer ud som led i en logisk plan, og frem af den mørke muld spirer græs og korn og et væld af farveprægtige blomster. Resultatet deraf bliver de senere frø og frugter, som både tjener til formering af planterne og til føde for dyr og mennesker. Mennesket har lært af naturen at så og høste, og det ved, at når det sår havre, kan det ikke vente at høste byg eller hvede. Men det samme jordmenneske, som har hævet sig over det egentlige dyrerige, og er ved at gøre sig jorden underdanig, ved endnu ikke, at naturlovene også hersker i dets egen indre verden, dets tankeverden, som også er en del af naturen. Også der gælder det, at man må høste, som man har sået, og selv om menneskene længes efter fred, lykke og harmoni, kan de ikke komme til at opleve det, førend de sår fred, lykke og harmoni i den verden, der omgiver dem.

Alt hvad naturen frembringer, gennemløber flere stadier, inden det når frem til den tilstand, som er fuldkommen. Der foregår en modningsproces, som tager sin tid. Sure stadier må gennemgås, inden frugterne modnes. De principper, vi har overblik over i planteriget, lige fra frøet der spirer, planten der vokser, knoppes, blomstrer og sætter frugter med nye frø eller kærner, er universelle principper, som også gælder inden for kosmiske livsbaner, som det jordiske menneske endnu ikke har overblik over. Det gælder også for dets egen livsbane, der ikke er begyndt ved undfangelsen og fødselen og ikke slutter med døden. De jordiske mennesker er frugter på "livets træ", som endnu er umodne og sure, de er endnu ikke fuldkomne mennesker, men de er på vej til at blive det. Hele udviklingen fra mineral til menneske, som er foregået over milliarder af år, er en proces, som stadig går for sig. De jordiske mennesker er frugterne af denne kolossale udviklingsproces eller skabelse, de er på vej til at skulle blive det, der symbolsk i det gamle testamentes skabelsesberetning er udtrykt som "mennesket i Guds billede". Hele den "skæbnesvangre" tilstand, jordmenneskene i øjeblikket oplever, viser, at de ikke er færdige mennesker, men endnu umodne og ufærdige.

Hvordan vil den modne mennesketilstand da blive? De jordiske mennesker har allerede begyndelsen til den i deres tanker og længsler. De taler om "én verden", om internationalisme, fred og næstekærlighed. De rummer også anlæg for en sådan livsudfoldelse i deres bevidsthed, selv om det endnu mere er som muligheder, end som noget, der realiseres. De evner og anlæg, der i særlig grad udfoldes som væremåde og dermed gøres til skæbne, er anlæg for vrede, hidsighed, bitterhed, had, egoisme og magtbegær. Disse anlæg udfoldes af nationerne såvel som af de enkelte individer. Der udfoldes både nationalegoisme og personlig egoisme. Disse evner og anlæg bliver sået som ukrudtsfrø i skæppevis, og så tror menneskene alligevel, at de kan høste fred. De irriteres over andres væremåde, de hidser sig op og kalder tilstanden "hellig vrede" og "retfærdig harme", de bliver skuffede og bitre, fordi andre mennesker ikke er sådan, som de vil have, at de skal være. De føler sig forfulgt af skæbnen, ja, føler sig ligefrem som martyrer og mener, at de har fortjent noget bedre.

Her er vi netop ved sagens kerne. Det menneskene nu i allerhøjeste grad trænger til at lære, at forstå, er, at ingen er martyr. Ingen bliver forfulgt, hadet, hånet eller på anden måde udsat for en ubehagelig eller måske ligefrem lidelsesfuld skæbne, uden at de selv er den inderste årsag til disse hændelser.

Naturens skabemetoder, der er det samme som guddommens skabemetoder, viser sig altså som en stor forvandlings- eller udviklingsproces, hvor de levende væsener langsomt glider fra en tilstand til en anden og udvikler nye evner og talenter, der både gør sig gældende i deres orgsnismedannelse, livsudfoldelse og livsoplevelse. Vi ved fra den fysiske videnskab, at pattedyrene, hvortil det jordiske menneske hører, engang i en længst forsvunden fortid har udviklet sig fra dyr, der levede i vandet. I visse fiskearters organismer udvikledes begyndelsen til et lungesystem og til lemmer, hvormed de kunne bevæge sig på landjorden. Luften blev deres livselement i stedet for vandet. På jordkloden er der således to livselementer for de levende væsener, vandet og luften. I vandet lever væsener, der ånder ved gæller, og i luften væsener, der har udviklet et lungesystem. Man kan ikke bytte de to slags væsener om og lade gællevæsenerne leve i luften og lungevæsenerne i vandet, det ville være ensbetydende med den fysiske død for dem. Men fiskene vil ganske gradvis udvikle sig til at kunne leve i luften. Det vil naturligvis tage umådelig lang tid, men det har også taget lang tid, inden de væsener, som nu er jordiske mennesker, udvikledes til pattedyr, til primitive og derefter til civiliserede jordmennesker. Når fiskene engang begynder at kunne leve i luften, er de ikke mere fisk i renkultur, de er overgangsvæsener til luft- og lungetilstanden.

Noget lignende kan man sige, at de jordiske mennesker i øjeblikket er. De lever også i to livselementer og er ved at forlade det ene til fordel for det andet. Disse to livselementer er dog ikke af fysisk, men af psykisk art. Det ene er alkærligheden, det andet er krigen eller ukærligheden. Den absolutte alkærlighed er et kosmisk luftelement, i forhold til hvilket krigen og intolerancen er som et kosmisk vandelement. De fuldkomne mennesker er det kosmiske livs lungevæsener, medens de ufuldkomne eller ufærdige mennesker er kosmiske gællevæsener, som i større eller mindre grad begynder at tilpasse sig et nyt livselement i forhold til, som de udvikler kærlighedsevnen i deres bevidsthed. Og i forhold til som de endnu sår krig, hævn, had, bitterhed og intolerance omkring sig, lever de endnu i det mentale livselement, som kan sammenlignes med havets underverden, hvor solens lys er formørket eller afblændet af vandmasserne. Alle mennesker befinder sig i dag mere eller mindre i mørket eller i lyset, i de mørke havdybder eller oppe i den rene luft og det strålende sollys, hvor man kan se ud over vandene og se Guds ånd svære over disse vande.

De jordiske mennesker er ikke mere fuldkomne, mentale mørkevæsener, men de er heller ikke fuldkomne mentale lysvæsener, de lever i en overgangstilstand fra lys til mørke. De tumler sig oftest i det mentale vandelement, i selviskhedens element, som deres vaner og tilbøjeligheder, udviklet gennem mange liv, passer til, som fiskenes gæller passer til vandet. Der er de naturligvis også omgivet af væsener, hvis bevidsthed er tilpasset til selviskhedens element. Disse væsener "sår og høster" i vekselvirkningen med hverandre, og det de sår er oftest krigen, ulykkerne, lidelsen, irritationen og alt det andet af lignende art, som kommer til at høstes som mørke skæbner. Menneskene beklager sig så tit over deres omgivelsers væremåde, men hvorfor er netop disse mere eller mindre ubehagelige mennesker deres omgivelser? Fordi disse mennesker endnu er en del af deres naturlige livselement. Hvordan befries man da fra dette element? Ved at udvikle de åndelige organer, som efterhånden vil forbinde en på en naturlig måde med det nye element, man længes efter. Det der skal udvikles er tilgivelse, forståelse og kærlighed. Man kan da ikke bebrejde en fisk, at den er en fisk og ikke en fugl eller et pattedyr. På samme måde kan man heller ikke bebrejde et jordisk menneske, der på en eller anden måde er ubehagelig mod en, at han eller hun er sådan. De kan ikke være anderledes i øjeblikket, selv om de engang skal blive det. Og ubehagelighederne, vi møder gennem disse mennesker i mørkets element, har vi selv sået i mørkets element, ellers ville vi aldrig have mødt dem.

Men hvornår standser da denne tilsyneladende uendelige kæde af selviskhedens sæd og høst? Den standser, når det levende væsen, selv om det møder en krigens eller selviskhedens sæd, det har sået i fortiden, undlader at svare igen med selviskhed og krig. Hvor kærlighedens, tolerancens og forståelsens åndelige organer udvikles hos det jordiske menneske, toner "himmeriges rige" frem som livselement, og krigens eller "helvedes" livselement degenererer. Der opstår også i menneskets aura den eneste beskyttelse mod mørket som findes, næstekærlighedens tankeklima. Det vil efterhånden også blive den faktor, som beskytter mennesker mod sygdomme, ulykker, naturkatastrofer og meget andet, som hører mørkets tankeklima til. Men hvorfor er der da så mange gode og kærlige mennesker, som i øjeblikket rammes af sygdomme, ulykker eller andre lidelser og ubehageligheder? Det spørgsmål møder man gang på gang. Fordi disse menneskers ønske om at komme til at leve i næstekærlighedens og fredens livselement er ved at gå i opfyldelse og kun kan gå helt i opfyldelse, når den sæd, de har sået i ukærlighedens livselement er høstet som de erfaringer, der danner de åndelige organer for det nye livselement. Det vil sige, når den nødvendige farefantasi, samvittighed og forståelse af og medfølelse med andre levende væsener er blevet en væsentlig basis for menneskets livsudfoldelse. Det er ligefrem en indvielse, en prøve på åndelig modenhed. Kan mennesket tage vanskelighederne og overvinde dem uden bitterhed og irritation, bliver dets bevidsthed mere og mere ét med kærlighedens tankeklima eller det livselement, Kristus kaldte "himmeriges rige".