Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Store hospitaler skyder i vejret - flere og flere mennesker bliver syge og trænger til behandling, og kapaciteten af hospitalspladser og uddannelsen af læger og plejepersonale stiger ikke i samme takt som antallet af mennesker, hvis legemer eller psyke har lidt skade. Og dette skaber i sig selv tvivl om vore dages materielle lægevidenskabs metoder og forskningsresultater. Tilsyneladende har man mere koncentreret sig om sygdomsforskningen end om sundhedsforskningen - mere om symptomfjernelsen end om den fulde helbredelse ved fjernelsen af de dybereliggende årsager. Mange er dog begyndt at blive opmærksomme herpå både i og udenfor lægekredse.

Den engelske læge dr. Edward Bach (død 1936) skriver i sin lille bog: "Helbred dig selv" (KOMO forlaget, 1970, kr. 8,50), som er et godt supplement til studiet af kosmologiens syn på sundhed og sygdom: "Sygdom vil aldrig blive kureret eller udryddet ved nuværende materialistiske metoder af den enkle grund, at sygdom i sin oprindelse ikke er materiel. Hvad vi kender som sygdom, er slutresultatet fremkaldt i legemet, slutningsproduktet af dybe og langtvirkende kræfter. Selv om den materielle behandling tilsyneladende er vellykket, er dette ikke mere end en midlertidig lettelse, med mindre den virkelige årsag er fjernet Sygdom er egentlig resultatet af konflikt mellem sjæl og sind og vil aldrig blive udryddet uden gennem åndelig og mental anstrengelse. Sådanne anstrengelser kan, når de er udført med forståelse, som vi senere skal se, kurere og hindre sygdom ved at fjerne de grundfaktorer, som er den primære årsag. Ingen bestræbelser rettet mod kroppen alene kan gøre mere end overfladisk at reparere skaden, og i dette er der ingen helbredelse, eftersom årsagen stadig er virksom og kan når som helst vise sig igen i en anden form". Dr. Edw. Bach kender og beskriver om end med anden terminologi end Martinus Jeget som del af helheden, som funke af Gud - han skelner mellem jeg og bevidsthed og vort fysiske legeme - han kender reinkarnationen og sammenligner den med en skoledag (vi er her for at lære) - han er klar over, at harmoni i personligheden befordrer lykke og sundhed, medens konflikt er grundårsagen til al sygdom og ulykke - og han er bevidst i, at kærlighed er universets grundtone, idet han siger: "Den næste betydningsfulde grundidé er forståelsen af alle tings enhed, og at alt, som er os bevidst, i alle dets utallige former, er en manifestation af denne kærlighed, det være sig planet eller småsten, stjerne eller dråbe, menneske eller livets laveste form", og han beskriver hvert enkelt individ som en del af helheden, som en enkelt stråle af "den store centrale skabende kraft". Han gentager ofte, at hvert enkelt menneske må leve i overensstemmelse med sit højeste selv og sin egen individuelle bestemmelse uafhængigt af andres meninger. Han beskriver negative tankearter som "mangler", og efter at have vist, at "sygdom i sig selv er gavnlig og har til formål at bringe personligheden tilbage til den guddommelige vilje hos sjælen", nævner han nogle af disse "mangler" og deres sygdomsfremkaldende natur, såsom: stolthed, ubarmhjertighed, had, egenkærlighed, ubeslutsomhed og begærlighed, og han er helt i overensstemmelse med Martinus, når han siger, at "dette er eksempler på virkelig sygdom, oprindelsen og grundlaget for al lidelse og kval". Disse spredte citater fra dr. Edw. Bachs bog skulle være en art anmeldelse og en anbefaling af at stifte bekendtskab med denne menneskekærlige og sandhedskærlige læges betragtninger. Han er en tilhænger af den tanke, at det er i psyken, at man skal søge grundårsagen til sygdomme, og at alle sygdomme er af psykosomatisk natur.

En anden læge, overlæge Sv. Heinild, er i en kronik inde på noget af den samme tankegang (Sygdom og moderkærlighed, Politiken 20/9-1972), hvor han under anmeldelsen af en bog kommer med nogle selvstændige betragtninger. Overlæge Sv. Heinild nævner bl.a. her, at World Medical Association har taget spørgsmålet om ændring af lægeuddannelsen op til behandling på sin 4. verdenskongres, som afholdtes her i København i slutningen af september i år, og skriver så: "Også her forsøger man at se menneskets sygelighed i et nyt perspektiv, et perspektiv, der inddrager menneskets livsbetingelser. Først vor egen tid, nærmere betegnet de sidste 30 år, har set genskabelsen af det psykosomatiske sygdomsbillede, altså det forhold, at sjælelig belastning af hvad art den nu kan være, og i vor tid er det jo ingenlunde sult og elendighed alene, der kan forårsage legemlig organisk sygdom. Udtrykket genskabelse må pointeres, for det psykosomatiske sygdomsbillede har i virkeligheden eksisteret til alle tider, men det gik under i den bakteriologiske, ernæringsmæssige, hygiejniske, vitaminrasende sejrsrus, som markerede slutningen af forrige og begyndelsen af dette århundrede, og som nu holdes ved lige, lidt krampagtigt kan det nu og da synes, af den såkaldte antibiotiske æra. Hermed er ikke sagt, at de nævnte discipliner ikke har bragt menneskeheden meget godt, ingenlunde". Og Sv. Heinild er på linje med dr. Edw. Bach, når han senere skriver: "Det er i dag vor opgave indenfor lægevidenskaben, ja, man kan ligefrem tale om en udfordring til os, at forsøge at arbejde os bagom den symptombeskrivelse og symptombehandling, som endnu stort set praktiseres inden for lægevidenskaben". Han nævner senere i kronikken en række eksempler fra sin samling af avisudklip på, at strafbare handlinger, kassemangel og besvigelser m.v. der, som følge af den konflikt disse har bragt de skyldige i, har medført sygdomme, så de pågældende ikke kunne møde i retssalen, eller at afhøringerne måtte foregå ved sygesengen, og herpå siger han: "Jeg er mig naturligvis helt bevidst, at den her givne beskrivelse af sygdom som en interaktionsproces i dag ikke kan forklare al sygdom, selv om det efterhånden er blevet min personlige opfattelse, at også menneskehedens nutidige svøber, kræftlidelser, kredsløbssygdomme og de mentale lidelser, efterhånden vil vise sig at have en indtil nu overset psykologisk baggrund. ...... Jeg kan ikke bevise de i denne kronik fremsatte påstande, men som arbejdshypotese har den her beskrevne interaktionsproces vist sig at være særdeles frugtbar." Såvidt Sv. Heinild.

Imidlertid fortsætter symptombehandlingen, og både ortodoks, materiel lægevidenskab og også megen uortodoks sygdomsbehandling behandler de ydre synlige sygdomstegn og når ikke eller sjældent ind til "ondets" virkelige rod, som er den fejlagtige, konfliktfyldte tankegang; de lidelser, der følger heraf, er dog i sig selv gavnlige, for som dr. Bach siger: "Den udpeger for os de forkerte stier, vi har valgt".

Det bevis, som Sv. Heinild ikke kan føre for al sygdoms psykosomatiske årsag, kan man finde flere steder i Martinus litteratur. De store hospitalskomplekser, hvor tusinder årligt må passere operationsbordene, vil ikke blive nedlagte og sygdommene ikke fjernet, før vi har tilegnet os den sande viden om sygdommenes dybeste årsager og har trænet os op til at leve i overensstemmelse med denne viden. Det er disharmonien med helheden, der skal afløses af den fulde harmoni med både vore indre og ydre medvæsener, med makro-, mellem- og mikrokosmos. Bedst udtrykt er det vel i denne forbindelse i Martinus analyser, LIVETS BOG VI, stk. 2026 og 2027:

"Da menneskene blandt andet er mikrovæsener i jordklodens organisme, vil deres midlertidige livsoplevelse være afhængig af den beskyttelse og de levevilkår, som jordklodejeg'et skaber i sin organisme (jordkloden) plus den beskyttelse, de igennem skabelsen af sundhed for mikrovæsenerne i deres egen organisme, skaber for dem selv. Uden at tage hensyn til skabelsen af denne sundhed for eller beskyttelse af mikrovæsenerne i deres egen organisme får de ikke ret megen glæde ved eller evne til at opleve og nyde makrovæsenets beskyttelse. Hvad kan det nytte, at et menneske lever i det herligste klima, gode naturomgivelser og leveforhold, når der i dets organisme raser en voldsom dødbringende og smertefuld sygdom? Vi er her ved de realiteter i verdensbilledet eller livsmysteriets analyser, der gør det til kendsgerning, at vi ikke blot skal elske vore medvæsener fra mellemkosmos og i det daglige liv leve i harmoni og fordragelighed med disse væsener, men vi må også, for at få det fulde normale liv, skabe beskyttelse for vore mikrovæsener. Dette vil igen sige, at vi må leve sundt. I samme grad, som vi ikke lever sundt, er vi med til at forringe eller ødelægge vore mikrovæseners liv. Vi må således, for virkeligt at kunne opleve det fuldkomne normale liv, sørge for, at de organer, igennem hvilke livet opleves, altså vore mikrovæsener, som bebor og udgør vore synsorganer, høreorganer, lugte- og smagsorganer, vor følelsesevne, vore kirtelorganer, vore åndedrætsorganer, vort hjerte og vor hjerne etc. får de for dem bedst mulige betingelser. Vi må derfor have den nødvendige søvn og hvile, vi må have den absolut sundeste mad og drikke, vi må vænne os til at undgå de dødbringende nydelsesmidler: alkohol, nikotin, morfin og alle de andre for livsorganerne absolut ødelæggende stoffer. Det samme gælder bevidsthedsernæringen, hvilket vil sige: tankearterne. Vi må undgå de for den psykiske livsoplevelsesevne dødbringende tankearter såsom vredesudbrud, hævn- eller forfølgelsestanker overfor vore medvæsener, løgnagtighed og bagtalelseslyst og andre selviske tankearter. Den absolut sunde åndelige ernæring for mennesket er alle uselviske tankearter. De er lige så fysisk og psykisk livgivende, som de selviske tankearter er fysisk og psykisk dødbringende for mennesket. De fleste indre organiske og kroniske sygdomme stammer fra fejlagtige og dermed giftige tankearter. Livet viser os her som kendsgerning, at det levende væsens livsoplevelse ikke blot er noget rent fysisk. Den er derimod intet mindre end et resultat af vort eget væsens samarbejde med et "forsyn". Er vi ikke i kontakt med dette forsyn (vort makrovæsen), bliver vor livsoplevelse i tilsvarende grad defekt. Men i kontakt med dette forsyn kan vi ikke være, hvis vor egen organisme er defekt. Vi er bestemt til at være et livgivende organ i vort makrovæsen, det kan vi ikke være, hvis vor organisme er defekt og ikke kan udfylde sit formål. Kan den ikke udfylde sit formål, bliver den en gene, bliver i vejen, bliver undertiden noget, makrovæsenet må operere væk. Og dette mikrovæsen får da en unaturlig død, hvilket vil sige, at det dør i utide. Det dør før den tid er inde, da det ellers var normalt for det at dø. Naturen omkring os er således ikke døde tilfældige kræfter for os, lige så lidt som vore indre organiske funktioner: fordøjelse, blodomløb, kirtelfunktioner og tankefunktioner etc. er tilfældige. De er levende organiske manifestationer, ved hvilke et makrovæsen er i stand til at opretholde sin livsoplevelse på samme måde, som vor organisme er et redskab, ved hvilket vi bliver i stand til at opleve livet. Vor livsoplevelse er således et meget intimt forhold til de tre uudslettelige fakta: mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos.

Vort jeg's daglige liv er vort jeg's forhold til vor organisme, der i sig selv er en verden beboet af myriader af levende væsener, hvis sundhed og velfærd vort jeg er med til at bestemme. Det kan altså betinge sundhed og velvære, lige såvel som det kan betinge sygdom og undergang for disse små væsener i deres verden. Det må altså her tage stilling til disse væsener, hvad enten det ved det eller ikke, hvad enten det vil det eller ikke vil det. Dets forhold til disse små væsener betinger altså sundheden og velværet i dets organisme eller usundheden, sygdommen og dermed organismens undergang. Hvis ikke væsenet opfylder betingelserne for skabelsen af de små væseners liv og velvære, betyder det død og undergang for dets egen organisme. At budet: "Du skal elske din næste som dig selv", er lovens fylde, finder vi således her som lysende kendsgerning. Det femte bud, "Du skal ikke dræbe", kan altså også overtrædes i vort forhold til livet i vor egen organisme.