Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Der har indenfor den seneste tid været rørt ved ideen om lige-løn for alle både i dansk TV og i dagspressen. At en så revolutionerende tanke kommer offentligt frem er vel fordi, der er ved at være grobund for den, om end jordbunden endnu er meget sandet og stenet. Tanker er som frø. De skal sås, og deres udviklingsmuligheder vil vise sig igennem deres iboende dynamik og omgivelsernes behandling af dem.

Spørgsmålet er altså: kan aflønning, som den i dag sker på basis af studietid, anciennitet, arv, forbindelser, intelligens, osv. fortsætte på samme måde som nu; er det retfærdigt? Eller vil vi, om ikke af andre årsager, så af ren og skær nødvendighed, efterhånden blive tvunget ind på princippet: lige-løn for alle uanset de ovennævnte faktorer?

Er det i længden holdbart, at lønninger kan variere flere tusinde procent, hvilket er ret almindeligt selv i vore "retfærdige" samfund? Som sagt synes der nu at være en tendens til at kalde noget sådant: et misforhold, og det glædelige forekommer at være, at denne tendens ikke udelukkende synes at være dirigeret af synspunkter, der er baseret på mistillid, misundelse eller klassehad, men båret af en mere human - menneskekærlig - indstilling, dvs. af et ønske om at leve i en mere ideel og afbalanceret verden.

Så sent som for få dage siden sagde en bekendt, en akademiker af den højere lønklasse, at han syntes, at hans løn var "forrykt høj", og at han gerne ville gå med til, at den blev sat ned, selvfølgelig som et led i en generel lønnedsættelse.

I øjeblikket synes vi her i den vestlige verden at have opnået en levestandard, som man gennem mange år har stræbt efter, og man skulle derfor tro, at der også var basis for et højt tilfredshedsniveau. Men hvordan er det med tilfredsheden? Dette er en anden side af sagen, som, hvor nøje den end er forbundet med den, ikke skal kommenteres mere her.

Et af de nyeste universitetsstudier er økologien, læren om naturens husholdning. Den fortæller os om naturens kredsløb, og at enhver del af naturen er et nødvendigt led for opretholdelsen af en naturlig balance i hele kredsløbet. Det er væsentligt at lægge mærke til, at også mennesket betragtes som en integreret enhed i denne husholdning, og at dets handlinger indenfor dette kredsløb har en afgørende betydning for balancen i systemet, fordi det med sin bevidsthed påvirker det og ofte ud fra andre bevæggrunde end dem, der leder den "ubevidste" materie, der instinktivt handler ifølge naturlovene. Det er dette modsætningsforhold, der kaldes "forurening".

Dette er faktisk på vej til at sige, at jordkloden er et levende væsen, og bør behandles som et sådant. Herved er vi kommet ind på åndsvidenskaben, der i logisk udformning påviser livslovene, som mennesket efterhånden vil erfare sig frem til og efterleve, fuldt bevidst og i fuld forståelse af dets opgaver og mission som et kommende fuldt bevidst væsen og deltager i Guddommens skaberværk, ikke, som nu, ofte et væsen, der plejer sine egne særinteresser og derfor ude af balance med sine omgivelser.

Men det eksisterende aflønningsprincip, hvordan stemmer det overens med det universelle synspunkt?

Det er åbenbart for enhver studerende af Martinus analyser, at hvad disse åbenbarer er netop udtryk for universelle synspunkter, der derfor omhandler alle aspekter indenfor området liv, og derfor også aspektet: økonomi og penge. Det kunne måske undre en og anden med perifert kendskab til Martinus værker, at også et spørgsmål som lønninger er behandlet, men hvis det, som det hævdes, er et universelt verdensbillede, så må alt jo med.

Ud fra et sådant universelt synspunkt siger Martinus meget kontant, at: Menneskehedens økonomiske verden er en røveri- og hælerforretning, set fra de allerhøjeste morallove. Tydeligere kan det vil ikke siges!

4. kapitel i LIVETS BOG I - der også findes som et særtryk - hedder: Et internationalt verdensrige under skabelse, eller: Menneskehedens sociale fremtidsskæbne. Heri påviser Martinus de skævheder, der ligger i vor tids aflønningssystem. Han går ud fra den absolutte sandhed, at: Det kun er selve den evne, ved hvilken en nyttegenstand er skabt, der har reel værdi, eftersom materien er gratis. (Thi hvem har ret til at tiltvinge sig ejendomsretten over råstofferne, som de jo ikke selv har skabt!). Martinus siger, ligeledes samme sted, at: Det ikke er klodens råstoffer og materialekombinationer, der i sig selv har nogen pengeværdi, men kun menneskets evne til at anvende og omforme dem. - Ethvert menneske, der fødes, er en arving til den materie, der kræves for at dets liv kan opretholdes.

På denne baggrund virker det åbenbart uretfærdigt om et menneske bliver aflønnet med f.eks. tusinde procent mere end et andet, måske fordi det som sit udgangspunkt for sin indtjeningsevne har andre menneskers arbejdsevne, råstoffer osv.

Det er altid vanskeligt at bedømme den tid, man selv lever i, men med analyserne foran os, og ligeledes de kendsgerninger, som verden omkring os tvinger os til at se, har man en mulighed for at sætte sin egen forestillings- og kombinationsevne i sving. Fra et rent instinktmæssigt forhold til lønningskomplekset, det egoistiske - selvopholdelsesdriften - synes vi i øjeblikket at bevæge os på et stadium af teoretiske overvejelser med en begyndende tendens til at indøve disse teorier i kraft af vor personlige udvikling og derigennem vor bearbejdning af kendskabet til virkelig humane - og universelle - principper.

Det næste stadium, der endnu ligger meget langt fremme i tiden, er det, hvor indøvning og indleven har foregået så længe, at den humane indstilling i denne retning er blevet til en automatfunktion.

Lige-løn for alle, i den betydning dette emne er behandlet her, vil betyde en fuldstændig omlægning og ændring af det etablerede økonomiske grundsyn. Frøene til en sådan ændring er allerede lagt. Kristendommen lagde det etiske grundlag for vor civilisation. Det materialistisk-marxistiske system har forsøgt at fremtvinge en mere retfærdig fordeling af de fælles goder. Denne sidste "religion" har humane visioner om at tjene menneskeheden, men dens udelukkende materialistiske udgangspunkt har med tiden og med al tydelighed vist dens uhyre mangler og manglende evner til at danne ideelle humane samfund, som det var dens agt. For at opnå visse mål anvendtes - og anvender - man midler, der absolut ikke kan indgå i opbygningen af virkelig humane samfund, selv om de ofte er den eneste mulige vej videre frem til et virkeligt humant samfund.

En anden ting, der kunne vise, at en udvikling henimod et lige-løns princip for alle er undervejs, er den tekniske udvikling og især den hurtige udvikling af elektron-regnemaskine industrien. Dette vil i alle fald fremme et større internationalt samkvem og dermed efterhånden en mere ligelig fordeling af goderne og råstofferne og en lettere administration af udbetalingerne af et livsnødvendigt og hensigtsmæssigt eksistensgrundlag.

At et sådant lige-løns princip vil komme til at blive centralt administreret kunne vor tids skattebyrder tyde på. Fornylig lød en avis-overskrift: De nye skatter bærer nu præg af konfiskation. Vore fællesskatter ligger i øjeblikket på over 50 procent, og der er ingen tvivl om, at de "offentlige" udgifter - hvilket i virkeligheden vil sige: - vore fællesudgifter - vil stige mere endnu, og dermed skatterne. Et mere og mere humant samfund kræver flere og flere fælles anstrengelser til fordel for næsten, og spørgsmålet er så: hvornår vil det blive lettere og mere rimeligt, at samfundet foretog alle udbetalinger i form af lønninger efter et ensartet grundlag imod at det modtog alle indkomster?

Et økonomisk system, som vi i dag har det, forekommer allerede nu mange mennesker at være havnet i en "blindgyde", og meget kunne tyde på, at de omtalte offentlige udtalelser om "lige-løn" for alle er et forsøg på at bevæge sig ud af denne "blindgyde".

Måske vil der ske det samme som med forureningen. Forureningsproblemerne har grebet menneskeheden. Pludselig en dag fandt vi os faktisk lige på randen til at drukne - i løn/skat problemer. Skyndsomt må vi erkende, at "løn" og "skat" også er indbefattet i ordet økologi. Vi kommer ikke bort fra, at alt hænger sammen og kræver derfor en universel idé og "løsning".