Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kærlighed betragtes almindeligvis som en egenskab hos de højere udviklede væsener i dyreriget, en egenskab der befordrer væsenernes parringsdrift og sikrer artens beståen. I denne form er den nemlig til stede over alt hos de nævnte væsener som et bindeled mellem det maskuline og det feminine køn. Den ligger også til grund for forældreprincippet eller den drift i væsenerne, der befordrer deres trang til at beskytte og værne om deres afkom, indtil dette bliver modent til at kunne klare sig selv. Naturligvis er denne kærlighed imellem kønnene langt mere nuanceret hos det jordiske menneske end i det øvrige dyrerige. Jordmennesket, som er et overgangsvæsen mellem det egentlige dyrerige og et højere udviklingsplan, formår at kaste noget af glansen fra en højere verden ind i dette område af elskovs- og befrugtningsenergi. Alverdens elskovsdigte, kærlighedsromaner og forherligelse af kærligheden mellem mand og kvinde i billedkunst og musik er udtryk for en blanding af animalske og menneskelige energier. Kærlighedsdramaer både i det virkelige liv og i litteraturen viser imidlertid, at forholdet mellem kønnene i den jordiske menneskehed ikke blot resulterer i lykke og salighed, men også i jalousi, had og besiddertrang, der kan gøre livet til et helvede for menneskene.

Igennem de højest udviklede og kosmisk indviede væsener, der har levet på denne klode, har menneskeheden hørt begrebet kærlighed omtale, uden at det specielt har været kærligheden mellem mand og kvinde, det har drejet sig om. Disse vismænd og verdensgenløsere har talt om kærligheden som en kulmination af uselviskhed, en kærlighed til næsten, til alt levende, som ikke er afhængig af gengæld på samme måde som den erotiske forelskelse. Denne næstekærlighed omtales som den psykiske og moralske tilstand, ethvert væsen gennem udviklingen må tilstræbe for at blive det fuldkomne menneske, som er Guddommen lig og kan være herre over sin egen skæbne eller tilværelse. Kulminationen af næstekærlighed er en tilstand, menneskeheden udvikles frem imod, en tilstand af uselviskhed og selvopofrelse til gavn for helheden; jo højere udviklet et menneske er, desto mere giver det sig udslag i kærlighed til og sympati for næsten. Gang på gang hører man om mennesker, der har viet deres liv til en gerning, hvor det drejer sig om at hjælpe syge eller nødlidende medmennesker. En sådan gerning er af meget stor betydning for menneskehedens udvikling, især hvis den udføres uden tanke på, at de hjulpne skal gøre noget til gengæld eller skal vise taknemmelighed. Den virkelige menneskekærlighed bærer sin løn i sig selv og forlanger intet til gengæld. At den med tiden ifølge loven om årsag og virkning vil give mennesket en lysere og lykkeligere skæbne og på den måde "give igen", er noget, som den, der udfører en virkelig kærlig handling, ikke tænker på i øjeblikket. Han gør det, fordi han ikke kan lade være, det er en livsbetingelse for ham, han kan ikke nænne andet. Det robuste og primitive menneske derimod kan hade og forfølge andre mennesker uden skrupler, og det kan føle hævntørst, der først kan tilfredsstilles gennem vold og mord. Den erotiske kærlighed kan meget ofte være en væsentlig bestanddel af sådanne hævn- og morddramaer, så det er ikke den, der befordrer den menneskelige udvikling. Det er udelukkende den uselviske næstekærligheds vækst blandt menneskene, der er det sikre middel til at fjerne krigen med dens terror og massemyrderi, dens undertrykkelse og magtmisbrug.

Men de store religioner har jo prædiket kærlighed og uselviskhed gennem årtusinder, og lige meget har det hjulpet, kunne det se ud til, da verden er mere fuld af mord, terror og diktatur end nogen sinde før. Er al den snak om næstekærlighed blot sentimentalt drømmeri og ikke noget, der har med virkeligheden at gøre? Meget af det, der går under navn af næstekærlighed, kan være så ensidigt følelsesbetoner, at det kan karakteriseres som tossegodhed og sværmerisk føleri, der endda kan grænse til fanatisme. Men den virkelige kærlighed findes, og masser af mennesker længes efter den, ligesom de længes efter freden. Hvis den virkelige kærlighed ikke havde været en realitet som en universel kosmisk kraft, livets største lys- og varmekilde, ville al materiel varme og lys være dødbringende for de levende væsener, en hindring for livets oplevelse. Intet øje, intet åndedræt, intet blodomløb, altså intet fysisk liv ville have eksisteret på denne klode uden kærligheden som den livgivende kraft.

Den fysiske kønsbetonede kærlighed er også en virkning af den kosmiske eller guddommelige kærlighedskraft, en virkning som er både naturlig og guddommelig på visse stadier i udviklingen. Det er stadier, hvor væsenernes selviskhed i en periode er en nødvendig faktor i kampen for tilværelsen. Et led i denne kamp er kampen om at "eje" en mage. Ejendomsretten over et eller flere væsener af hunkøn er noget naturligt for hanvæsenet i dyreriget, og den er ført videre op i de jordmenneskelige udviklingsstadier ikke blot til østens haremer, men også her i vesten, hvor mange ægtemænd endnu tror, at de besidder en slags "ejendomsret" over den kvinde, der har giftet sig med dem. Omvendt kan også mange kvinder mene, at de "ejer" deres mænd; men livet vil efterhånden lære både mænd og kvinder, at man ikke kan eje et andet væsen. Også forældrekærligheden kan give sig udslag i, at forældrene tror, at børnene på en måde er deres ejendom, "deres eget kød og blod", som man siger, men ligesom der i ægteskaberne er så mangfoldige konflikter og vanskeligheder i vore dage, er der også så mange misforhold mellem forældre og børn, som med tiden gennem erfaringer vil blive medvirkende årsag til, at menneskene lærer den virkelige kærlighed at kende, kærligheden som ikke kræver noget for sig selv.

De store vise, der har levet her på jorden, har hver på deres måde søgt at belære menneskene om den kærlighed, der er alle loves fylde, det eneste fornødne, som Kristus kaldte den. Det er den, som holder såvel elektroner som kloder i deres baner i mikro- og makrokosmos, og det er den, som vil skabe freden på jorden, hvis menneskene vil gøre sig til ét med den. Gennem deres følelser har de kunnet fornemme noget af denne kærlighed, og de har kunnet blive grebet og føle begejstring i nogen tid. Men følelser uden en regulerende intelligens kan let bringe mennesker på vildspor. Derfor ser man også, hvordan religionerne, hvis præster taler om kærlighed, ligefrem har kunnet bruges i krigens tjeneste og ligeledes har været brugt til fanatiske forfølgelser, terror og magtmisbrug. Den virkelige kærlighed er ikke blot følelse, men intellektualiseret følelse, som ikke kan føres på vildspor af eksplosive kræfter, men tværtimod ved sin harmoniske tilstand giver mulighed for menneskets korrespondance med intuitionsenergien, verdensaltets eller Guddommens altgennemtrængende kraft, gennem hvilken enheden med "Faderen" og evigheden opleves. Det er derfor ikke så mærkeligt, at de mest udviklede mennesker udelukkende har gjort det til deres mission at fortælle menneskene om denne kærlighed, samtidig med at de har vidst, at menneskene kun ville forstå en lille smule af det, de sagde. Ikke desto mindre er den virkelige kærlighed efterhånden på mange måder trængt ind rent praktisk i menneskenes samfund, Røde Kors' virksomhed både i krig og fred, alderdomsforsorg, invaliderente og mange andre former for hjælp til trængende mennesker er en lille begyndelse til et virkeligt menneskeligt samfund. I det kommende samfund vil man nå til at fjerne årsagerne til al elendigheden i stedet for at lappe på virkningerne. Men det tager sin tid, inden menneskeheden kommer så vidt. Hvad er da årsagerne til den menneskelige elendighed, eller rettere sagt årsagen, for der er kun én: en manglende kærlighed.

At denne kærlighed ikke er en dominerende faktor i det jordmenneskelige samfund, kan ikke bebrejdes nogen. Den må vokse frem i de enkelte menneskers sind lidt efter lidt gennem de erfaringer af kontrasten til kærligheden, som menneskene oplever i så rigelig grad. Man må længes efter kærligheden, førend den vokser frem. En sådan længsel findes i millioner af menneskers sind i dag, ja, den kan ligefrem udtrykkes som en hunger efter kærlighed. Enhver naturlig hunger, som opstår i de levende væseners bevidsthed, har også en mulighed for efterhånden at møde mættelse. Men der findes jo tusinder af mennesker, som dør af sult! Det gør der - endnu - i denne verden, og det er i virkeligheden kærlighedshunger, de dør af. Alle mennesker, der døde i gaskamre og koncentrationslejre, overhovedet alle de mennesker, der blev dræbt under krigen, døde af mangel på kærlighed. "Kærlighedsnød" hærger jordmenneskenes verden. Men når der er mulighed for en mættelse af denne hunger, hvorfor sker det så ikke? Fordi det må ske gennem en gradvis udvikling, det kan ikke ske på anden måde end gennem menneskene selv. De døde er ikke døde, og de kommer igen med erfaringerne fra tidligere liv i deres underbevidsthed, og de mennesker, som viser størst trang til at hjælpe, til at skabe fred og vise næstekærlighed, er netop de mennesker, som tidligere selv har gjort store lidelseserfaringer. Hvorfor gjorde de disse erfaringer? Fordi de måtte høste, hvad de selv tidligere havde sået af ukærlighed, hævn, had, jalousi og magtbegær. Når det tilsyneladende ser værre ud i verden i dag end nogen sinde før, er det, fordi religionerne, som tidligere med deres autoritet og suggestion formåede at holde de ukærlige kræfter noget i ave, er ved at miste deres magt over menneskene. Menneskene lever ikke mere så meget på følelser, de er begyndt at tænke mere og mere, også over religionerne, som de finder ulogiske og på mange måder ikke i pagt med den kærlighed, der prædikes. Videnskaben, som er blevet vor tids autoritet, befatter sig ikke med kærlighed, selv om den på mange måder kan være udtryk for kærlighed ved den gavn, den gør. Men den bruges jo også i det modsatte princips tjeneste. Den er neutral og koncentreret på materiens bevægelser. Menneskehedens tilstand i vor tid er præget af uligevægt, af mangel på balance, fordi man ikke har noget fast holdepunkt i tilværelsen, ingen tro, intet håb og ingen kærlighed.

Men når kærlighedshungeren er så udbredt, og den manglende kærlighed viser sig at være det mest dødbringende onde i verden, hvorfor bliver der da ikke sat alt ind på at komme dette onde til livs? Man har jo dog sat vældige kræfter i gang for at bekæmpe andre onder, f.eks. ved at bygge hospitaler og sanatorier, hvor man søger at bekæmpe de værste sygdomme, der hærger menneskeheden. Men hvordan kan man råde bod på kærlighedshungeren? Er der hungersnød i et land, bliver alle kræfter sat i gang for at skaffe næringsmidler fra andre lande. Men hvilke kræfter kan sættes i gang for at bekæmpe den kærlighedssvindsot, der er menneskehedens værste sygdom, hvis dødelighedsprocent er langt større, end den er inden for, hvad vi ellers kalder sygdomme? Hvorfra kan man importere den næring, der kan afhjælpe kærlighedshungeren? Det eneste, som kan afhjælpe denne nød, er oplysning om LOVEN FOR LIVET. En sådan oplysning kan i dag gives til de mennesker, der søger den. Den bliver skabt som en "kærlighedsvidenskab", gennem hvilken mennesket kan tilegne sig en forståelse af, hvorfor forholdene i dag er, som de er her på jorden, og hvordan de gennem det enkelte menneskes indsats kan blive anderledes. Hvis et menneske opfylder de betingelser, der kræves for skabelsen af et fuldkomment liv, vil dette fuldkomne liv opstå ganske uafhængigt af alle andre væsener. I den fysiske videnskab kan man påvise, at en bestemt blanding af visse stoffer uvægerligt vil give et ganske bestemt resultat, ganske uafhængigt af om en eller flere foretager denne blanding.

For at man selv kan få et fuldkomment liv i fred og harmoni, fordres det ikke, at alverdens mennesker også skal opfylde loven for livet. Det er absolut nok, at man selv opfylder denne lov. Man kan ikke opfylde den for noget som helst andet væsen, enhver må selv foretage denne opfyldelse eller kosmisk-kemiske proces med de kemikalier, som er vedkommendes følelser og tanker. Det er sin egen hidsighed, man må begrænse, sin egen selviskhed man må lade udgå af blandingen, og sin uselviskhed man i rigeligt mål må lade indgå i den blanding af energi, hvor der både er følelse og omtanke. Man kan virkelig bandlyse al ufred fra sit eget væsen. Det er tåbeligt at tro, at alle andre også skal opfylde loven for tilværelse, for at vi selv kan blive lykkelige. Menneskene står ikke på samme udviklingstrin, og der vil endnu en tid være mennesker på jorden, der ikke forstår loven for tilværelsen, og derfor vil løbe rundt i krigens sfære og skabe deres eget "helvede".

Men der findes millioner af mennesker, som er så langt fremme i udvikling, at de kan begynde at forstå intellektualiteten bagved livet og naturen, dvs de love, af hvis overholdelse det fuldkomne liv er et resultat. Til disse mennesker lyder det i dag: "Se, lyset er i verden, du behøver kun at studere, forske og åbne dig for dette lys. Du vil se, at alt uden omkring menneskets sfære er kosmisk kærlighed. Du vil opleve, at kærligheden er universets grundtone. Du vil efterhånden erfare, at alle vegne, hvor de guddommelige love opfyldes, funkler og stråler glæden, lykken og saligheden. Du ser den i morgen- og aftenrøden, du føler den i solens varme og lys. Du ser den i sommerens blomstertæppe og i det nys udsprungne løv. Du mærker den i den svalende, duftende sommerregn og føler Guddommens nærhed i sommernattens eventyrlige spil af lys og mørke. Selv midt i vinterens mørke og kulde vil du kunne opleve den i snekrystallernes funklende spil og isblomsterne på din rude. Du vil, når de åbner dit sind, erkende den i livets fundamentale kredsløb, der er en timeliggørelse af evigheden og en eviggørelse af timeligheden. Dit sind vil blive ét med denne kærlighed, og du vil give den til andre gennem dine tanker, følelser og handlinger."

Åndsvidenskaben eller "kærlighedsvidenskaben", der giver oplysning om LOVEN FOR LIVET, vil med tiden blive en hjælp for millioner af mennesker til at lære at få herredømme over deres eget sind, så det kommer til at vibrere i kontakt med "universets grundtone" til gavn og glæde for helheden. Det vil tage sin tid, men det har stor betydning, at nogle mennesker er begyndt allerede i dag.