Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Landegrænser, toldgrænser, grænser skabt af racefordomme og klassefordomme, politiske grænser, religiøse grænser, meningsbåse og afgrænsede forestillinger, grænser og skel er der overalt i vor såkaldte demokratiske verden. Vi lever for lukkede døre. Men hvad er årsagen til al denne lukken sig inde bag sine meningers "jerntæpper"? Det er den angst og mistro, som udspringer af menneskets mangel på kendskab til sig selv og de andre. Man tror at sikre sig bag alle disse lukkede, ja, låsede døre. Det kommer alt sammen af, at vi har lukket vort sinds porte i. Vi har som strudsen stukket hovedet i sandet, vi vil ikke se, vi tør ikke se. Vi tør ikke tænke og undskylde os med, at vi "har desværre ikke tid".

"Sidste nyt fra krigen i Østen", "Står vi overfor en ny verdenskrig?", "Priserne stiger, og forsyningerne trues", "Nyt frygteligt kvælerdrama", "Selvmordsprocenten stiger i uhyggelig grad", "Jagten på sædelighedsforbryderen", "Beruset bilist påkører to små børn" ...

Det er en lille smule af det, den trætte avislæser ser, når han lader øjnene fare hen over de fede overskrifter. Lukker han op for radioavisen, hører han omtrent det samme med tilføjelsen: "Sidst i udsendelsen har vi en efterlysning fra.. --- vedkommende frygtes at flakke om i nedtrykt sindstilstand."

Den trætte griber et billedmagasin, han vil ud af denne deprimerende atmosfære, han vil fordrive tiden. Det første han ser, er et fotografi af en vognladning koreanske snigskytter, der er taget til fange og nu transporteres bort til "nakkeskydning". Dernæst kinesere, der skræller barken af træerne som deres sidste næringsmiddel, så kan de bagefter lægge sig til at dø, hvis intet andet viser sig. Han blader skyndsomst videre og kommer snart til sider, hvor hans øjne bedre kan falde til ro. Her ser han i farvestrålende gengivelser de mest luksuøse "dollargrin" med "skræddersyede" helte ved rattet eller stående nonchalant med det ene ben på trinbrættet, medens de trækker handsker på, som om det var den vigtigste begivenhed i verden. På næste side reklamerer en lækker anretning for en konservesfabriks sidste frembringelser på det kulinariske område, og længere henne er det andre lækre anretninger bestående af feminin velskabthed. Læseren skulle jo helst få appetitten igen! Til sidst finder han en novelle med lidt spænding, lidt romantik og happy end og drømmer sig selv i heltens sted for brat at vågne op igen til den nøgterne virkelighed i den begrænsede hverdag - for lukkede døre.

Man kan ikke sige, at der er meget åndelig næring i sådanne blade, men de er et godt eksempel på tidsånden i det 20. århundrede, eller måske snarere den mangel på ånd, som vort århundrede lider under. Man kan kalde vor tid atomalderen, men også aspirinalderen, det rasende tempos tid og det åndelig dødvandes. Ved at se tidens skærende kontraster kan man få en sugende angstfyldt fornemmelse i mellemgulvet, søsygekvaler, fordi den skude, vi sejler på, synes at være uden styrmand og ror. Krig, massehenrettelser, sult, sygdom og ubeskrivelig elendighed og samtidig en raffineret luksus og nydelsestrang, der kun kan få sin udløsning i stærk erotisk pirring og svælgen i kulinariske raffinementer, berusende drikke og narkotiske midler.

Det er en kontrasternes verden, og det er kontraster, der betinger hinandens eksistens. Man flyver fra den triste hverdag ind i nydelsernes tidsfordriv, som før eller senere bliver årsag til ny elendighed. Nerverne pirres, så de kræver stadig stærkere krydderier på tilværelsen, der i sine former for underholdning og nydelse mere og mere udelukker den skabende tanke fra sit domæne.

Det er almindeligt at anklage enkelte stater eller samfundslag eller enkelte personer som eneste skyldige i tidens ulykker. Det er så nemt, men det er ingen løsning. Vi er alle skyldige. At verden er, som den er, må blive den samlede menneskeheds skyld, og dermed også vor. At VI oplever verden på en måde, som skaber angst og bitterhed i vort sind, er kun vor egen skyld, og det er ingen undskyldning for at optræde på en måde, som måske skaber angst og bitterhed i andres sind. Det sker alt sammen på grund af vore egne "lukkede døre", fordi vi ikke ser alt det, der ligger bag ved de ydre begivenheder, ikke fatter den verden, som ligger uden for vort snævre synsfelt. Det er fordi, vi lukker os inde i en vanesløv forestillingsverden og tror, at alt blot er, som det ud fra vore fysiske sanser ser ud til at være.

Vi synes tiden er forfærdelig enten ved sin voldsomhed eller sin ensformighed og søger at flygte fra den ind i tidsfordrivets snørklede labyrint. Men tiden lader sig ikke sådan fordrive, den opsøger os med sine krav, hver gang vi er flygtet i angst eller af kedsomhed. Tiden er vor karma, vore egne tanker, følelser og handlinger, der opsøger os. Det er os selv, vi søger at undfly. Tiden som vi oplever den, er en afbildning af vor egen indre verden, et spejl, der rækkes os, noget, vi ikke kan flygte fra, selv om vi nok så meget vil døve vore sanser med tidsfordriv. Tiden er noget i os selv, vi skal overvinde for at finde frem til noget meget større, der også er i os selv: evigheden.

(Afsluttes i næste nummer)