Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Ifølge denne livsopfattelse er de levende væsener, såvel som alt andet eksisterende, skabt af Gud. Ansvaret for disse "skabte ting"s fuldkommenhed eller ufuldkommenhed må da udelukkende hvile på selve Guddommen. "Det skabte", og hermed "det jordiske menneske", kan derfor i henhold hertil umuligt selv være den ansvarlige for dets fremtræden som fuldkomment eller ufuldkomment. Hvis det ikke er fuldkomment, må det udelukkende være en fejl hos Guddom, der har "skabt" væsenet, og ikke en fejl hos væsenet selv. Men ikke desto mindre kræver den kirkelige kristendom, at man angrer sine "synder" og beder Guddommen om forladelse for den ufuldkommenhed, man altså absolut ikke selv kan være skyld i, da man ifølge den samme kristendom jo ikke har skabt sig selv. Man skal således i virkeligheden bede Gud om forladelse for, at man eksisterer lige så ufuldkommen, som han har skabt os. Men herved kommer det overleverede kristne verdensbillede i konflikt med højintellektualiteten eller den logik, der ellers afslører sig bag enhver form for skabelse i naturen. Hvis det jordiske menneske "synder", må det jo være selve Guddommen, der "synder", thi han har derved skabt noget, der "synder". Det kan ikke være "synderen", men den, der har skabt "synderen", der har det rette ansvar og derfor må være den strafskyldige.

At et sådant verdensbillede kun kan være livsfundament for de væsener, der endnu har evne til ukritisk eller blindt at tro på autoriteter, er en selvfølge. At samme verdensbillede bliver umuligt for den saglige, kritiske eller logiske tænker, er lige så selvfølgeligt. Og da verden med kæmpeskridt går fremad i erfaringsdannelse eller videnskab og i tilsvarende grad gør hvert enkelt menneske til selvstændig tænker, er det åbenlyst, at den kirkelige kristendoms verdens- eller livsanskuelse her skaber tvivl og vantro i stedet for tro eller tillid med hensyn til Guddommen. At den dermed i en tilsvarende grad ophører med at være moral- eller kulturfundament er absolut uundgåeligt. At menneskene derved en overgang må synke ned i materialisme og gudløshed og således til en vis grad være uden moralsk fundament, er naturligvis lige så givet. Så stærk var den i jordmenneskene voksende tendens til tilbedelse af magt og den herigennem erhvervede rigdom, det fra andre folk erobrede gods, guld og landområde, at uniformer, krigsoprustninger eller militarisme blev staternes fornemste foreteelser eller dyreste opgaver, ja, måtte gå forud for al kulturskabelse. Officerstitler blev de fornemste rangbetegnelser, hvis højeste grad blev båret af selve kongen. Kongen var altså den øverste krigsherre, den fornemste udøver af "sværdets brug". De kristne stater, hvis enkelte individer var "døbt i Faderens og sønnens og den hellige ånds navn" og derfor skulle være repræsentanter for ham, der sagde til sin discipel: Stik dit sværd i balgen! Thi alle de, som gribe til sværd, skulle omkomme ved sværd - ... dersom nogen giver dig et slag på din højre kind, så vend ham også den anden til" - ligesom han formanede Peter til at tilgive: "ikke indtil syv gange, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange" - blev de mest geniale udøvere af modsætningen til dette verdensgenløserens sindelag. Deres væremåde kom til at udgøre kontrasten til den psyke, der alene kunne frelse eller genløse verden. Ja, så altdominerende blev denne selviskhedens og hadets voksende impuls, at selve den autoriserede kristne kirkes repræsentanter også kom til at lyne og tordne med dødsbulder, band og bål, fortabelse eller evigt helvede over alle anderledes tænkende medmennesker. Måtte ikke tusinder af mennesker bestige bålet efter i torturkamre at være tvungne til at erkende sig skyldige i handlinger, de aldrig nogen sinde havde begået? - Og er det ikke den samme middelalderlige overtroens nidkærhed, der undertiden senere har bragt kirkens mænd til at forglemme verdensgenløserens påbud med hensyn til sværdets brug og tilgivelse af uret? - Ja, har man ikke netop velsignet de store mordmaskiner, krigsskibe, tanke og kanoner og opflammet sit lands soldater til at udløse lemlæstelse, død og undergang over "fjenden"? - Og har man ikke dermed saboteret den hellige bibelske inspiration til tilgivelse og næstekærlighed eller sand kristendom, der var autoriseret åndsoplysning, børnelærdom og skoleundervisning i den samme stat? - Hvordan kan en præst forrette sakramenterne eller inspirere til at tage afstand fra sværdets brug med et mordvåben under præstekjolen? - Og hvordan kan det forenes med Jesu væremåde at forbande sine korsfæstere? - Sagde han ikke: "Fader, forlad dem! Thi de vide ikke, hvad de gøre"?

Men når Jesu autoriserede stedfortrædere i dag selv er "krigere", hvilket vil sige: at de enten er "angribere" eller "forsvarere", hvordan kan de da give fred og mental hvile til nogen? - Hvordan skal en ulykkelig sabotør eller sjælelig nedbrudt frihedskæmper kunne få den for ham passende trøst og fred hos en præst, der samtidig er "hipomand"? - Og hvordan skal en ulykkelig og på sine gerninger falden terrorist, stikker eller morder finde trøst, fred og hvile i sin ulykke hos en præst, der er sabotør eller frihedskæmper eller på anden måde er hans bitreste modstander eller dødsfjende? - Er det ikke her let at se, at præsten ikke kan tilhøre noget parti. Hans mission eller gerning må være højt hævet over partiskhed. En præst, der er "angriber" eller "forsvarer", er som før nævnt "kriger" og ikke "præst". Præsternes, kirkens og gejstlighedens mission er ikke dette at være en "krigsinstitution", men en "fredsinstitution". Det kan ikke være i kontakt med verdensgenløserens sindelag, at den skal velsigne mordvåben og inspirere soldater til kamp, mord og drab. Dens sande opgave er derimod dette, evigt at være i ro, være i harmoni og fred og således være det absolut "faste punkt" i staten, som de, der er blevet ulykkelige, de, der har mistet deres mentale fundament, kan vende tilbage til og igen få mentalt fodfæste i livet.

Citat fra MELLEM TO VERDENSEPOKER, 1. og 2. kapitel. Pris kr. 12,00.