Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1971/22 side 268
 
Den sjette sans - E. S. P. (= extra sensory perception) dækker ifølge parapsykologien for det første over begreber som forudanelse, telepati og clairvoyance; for det andet over psykokinese, dvs. de åndelige kræfters indflydelse eller beherskelse af materien.
Disse fænomener behandles i dag af den parapsykologiske videnskab, og det er bemærkelsesværdigt, at dette fakultet tiltrækker flere og flere videnskabsmænd til seriøse studier. I Sovjetunionen, i USA, i Tyskland, Frankrig, England, Brasilien og andre steder er der i dag efter de nyeste oplysninger over 1000 forskere, og parapsykologisk litteratur udkommer hele tiden fra store, anerkendte bogforlag.
Den parapsykiske videnskab er en forgrening af det psykologiske studium og betragter sig selv som værende dettes avantgarde.
Man kender et utal af psykologiske manifestationer og forsøger på videnskabelig basis at fremkalde dem ved hjælp af hypnose, yoga eller ved kemiske midler. Man ved også, at en voldsom sindstilstand, f.eks. ved fare, i kriser eller ved choktilstand, kan udløse dem. Det er også en kendt sag, at ESP tanke kommunikation - telepati - finder stærkest sted mellem mennesker, der er stærkest forbundet i kærlighed eller på "bølgelængde" med hinanden.
Imidlertid erkender man blankt, at man ikke kender manifestationernes årsag eller oprindelse, og kan derfor heller ikke forklare dem. Da den etablerede videnskab kræver, at fænomenerne skal kunne reproduceres, er det også grunden til, at parapsykologien har meget store vanskeligheder med at blive en anerkendt videnskab på lige fod med andre.
En kendt tysk parapsykolog, Hans Bender fra Freiburg universitet, udtalte for nylig, at det synes som om, at jo mere man søgte at fremkalde frivilligt, parapsykologiske manifestationer, des mindre var chancerne for, at de ville vise sig, hvilket er én af grundene til, at det eksperimentelle studium er så vanskeligt.
Den samme siger også - måske til lægfolks forbavselse - at vi alle har disse evner mere eller mindre latent i os, og et rundspørge sidste år viste, at 52% af de udspurgte (i Tyskland) troede på parapsykologiske fænomener, medens én ud af fem mente selv at have haft personlige oplevelser i den retning.
Igennem historien ser man, hvor ofte parapsykiske ting har vist sig eller har været anvendt lige fra de mest primitive samfunds ritualer, spåmænd og spåkvinder, medicinmænd, over oraklerne i det antikke Grækenland og videre til vore gamle folkeviser og folkeeventyr med deres trolde, nisser og alfer til i dag med tidens store interesse for hash- og LSD-oplevelser, astrologi osv.
Hele dette kompleks er beskrevet igennem Martinus diagram nr. 33: De dyriske og menneskelige tankeklimaer, hvor der gives en fuldstændig redegørelse for alle disse fænomeners oprindelse, deres mission, deres placering i udviklingen, deres højdepunkt og lavpunkt, samt hvor de ligger latent. Denne analyse, som alle de øvrige af Martinus, er allerede i dag en uvurderlig hjælp for os gennem det visionære, men klare, logiske overblik, de giver.
Man beskæftiger sig ikke alene med menneskelige fænomener indenfor parapsykologien. For nylig blev der gjort nogle forsøg, der kun kort skal gengives her, fordi de i princippet leder frem til konklusioner, der angiver, hvor denne videnskab befinder sig i dag og viser os, hvor Martinus analysers logik fører endnu videre, ja til problemernes yderste konsekvens.
Ovennævnte Hans Bender forklarer, at man efter nylige og ikke helt afsluttede studier, hvor man indsamlede og undersøgte over 800 parapsykologiske tilfælde i dyreverdenen, igen har fået bekræftet, at dyr i lighed med mennesker har denne evne. Noget nyt for ham var det derimod, at denne evne forsvinder i takt med, at dyret domesticeres. En hund, f. eks, der oplæres i den ene eller den anden færdighed, vil efterhånden miste sine ESP-evner.
Et andet forsøg viser, at en kanin-moders hjerneceller reagerer på en elektroencefalograf, når dens unger, fjernet over 1000 km fra den, én efter én pirredes voldsomt psykisk. (Dette forsøg omtales ikke her, fordi dyreforsøg accepteres. Tværtimod skal det understreges, hvor forkasteligt det er at fremkalde lidelser hos dyrene selv for at fremme et videnskabeligt formål; dette forsøg bør derfor også stå som et bevis på, hvor sensitive også dyr er overfor deres omgivelser!).
Lignende forsøg er gjort med planter andre steder i verden, af de Wal i England og Goos i Fredensborg, og de illustrerer allesammen de kræfter, der ligger bag tankens anvendelse, enten som positivt opbyggelige eller som negativt nedbrydende.
Endelig bør nævnes et tredie forsøg, der vækker til eftertanke i samme retning: Dersom en hunds herre bliver angrebet, og der er lang vej imellem dem, måske hundreder af kilometer, så er det registreret, at hunden alligevel reagerer aggressivt!
Disse forsøg burde have en epokegørende virkning, især måske for det videnskabeligt indstillede menneske, der ikke i så høj grad har sine følelser til at vejlede sig.
Hvad sker der så ikke med os, når vi bliver vrede, ophidses, føler sorg, ærgrelse eller glæde? Hvad så med vore nærmeste - de eller det, med hvilke og hvilket vi er eller ønsker at være på bølgelængde med?
Der er meget store perspektiver i disse små forsøg, og øjensynlig er dette ét af de steder, hvor den etablerede videnskab er ved at nå frem til et sted, hvorfra åndsvidenskaben fortsætter, og altså vil kunne hjælpe den videre frem.
Den udviklingsfase, vi er midt i - en gammel kulturs undergang, visende svage tegn til fremkomsten af en ny - tager Hans Bender også del i, idet han mener, at medens det nu kun er et ti-år siden, vi gik ind i rum-alderen, så ser det for ham ud, som om vi nu går ind i en parapsykisk æra. I øjeblikket er det sådan i Tyskland, og måske også andre steder, at medens psykologien, som jo er en ret ny videnskab, er splittet i forskellige skoler, der står mistroiske overfor parapsykologien, så er fysikerne meget åbne, idet de mener, at nogle af de naturlove, de arbejder ud fra, og som synes så faste og ubevægelige, måske en dag vil bryde sammen før de nye er blevet afdækkede helt.
Om denne professor kan stå som eksponent for sine egne kan ikke vides, men han arbejder ud fra ideen: På den ene side skal offentligheden ikke blot informeres, men også advares imod alle de misvisende eller forkerte forklaringer, som de para-normale fænomener omgives af. Vi ved, siger han, at de eksisterer, men også, at de kan være farlige. Således er mange clairvoyante personer ikke i stand til at skelne mellem forudanelse og telepati, og derfor kan det let ske, at de tror at forudsige noget, medens de i virkeligheden fanger "patientens" egne drømme, ønsker eller vilje. Den blinde overtro rummer også en anden fare: Den tillader en blomstring af sekter, kvaksalvere og falske profeter. Det er sikkert, siger han, at profetiens og helbredelsens gaver eksisterer, men det er vigtigt for alle, at vi først lader "miraklerne" passere igennem fornuftens sigte.
Hvad enten vi taler om disse fænomeners oprindelse og manifestation hos dyr såvel som hos mennesker, om tankens magt over materien og dens gennemtrængning af alt uden hensyn til materielle grænser, om definitionen og udviklingen af instinkt, følelse og intuition osv, så står Martinus analyser til vor rådighed som en samlende og altomfattende rettesnor og ledetråd som studiemateriale til de store livsprincipper.
Naturvidenskaben, der arbejder med "detaljer", kan ikke komme videre uden åndsvidenskaben, og menneskene skal gennem det praktiske arbejde i materien, med videnskaben, erhverve sig ny viden og mest af alt opøve en logisk tankegang gennem en åben, kærlig stillingtagen til problemerne, hvorved vi efterhånden og naturligt vil forstå analysernes logik og modtage inspiration gennem dem for at komme videre.
Men det udløsende i dette vekselvirkende arbejde, for at det kan blive frugtbargjort, er kærlighedsevnen, eller sagt på en anden måde, evnen til at åbne sig for problemerne, at lære at indstille sig på samme "bølgelængde" som livets evige principper og love.
JM.