Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Dette er klart for alle, men folk ser desværre tit ikke årsagen til denne elendige tilstand og endnu mindre, hvorledes man skal råde bod derpå. Meget forskellige forhold antages at være årsager til denne stilling, og de forskelligste midler er blevet foreslået til at afhjælpe den. Og dog er der kun én årsag, og der findes kun ét middel. Den slette tilstand blandt de kristne nationer skyldes mangel på en almindelig højere forståelse af livet, mangel på tro og mangel på den ledetråd for ens adfærd, der har sit udspring fra troen. Midlet til at komme ud af denne ulykkelige stilling - ikke et fantastisk eller kunstigt, men det naturligste middel - består i, at den kristne verdens folk antager den højeste forståelse af livet: en livsanskuelse, der passer for den nuværende slægt, skønt den er blevet fremstillet for 1900 år siden, og deri, at man anerkender de leveprincipper, der fremgår af denne livsanskuelse, som er: den kristne lære i sin sande mening.

Ovenstående er indledningen til en afhandling af den russiske digter Leo Tolstoj, og den blev offentliggjort i 1909, året før hans død, i det engelske tidsskrift "The Fortnightly Review". Siden da har den "alles kamp mod alle", som han omtaler, givet sig udtryk bl. a. i to verdenskrige, i nye revolutioner, i undertrykkelse og kamp mod undertrykkelse, i konflikt mellem den ældre og yngre generation, racediskrimination, gangstervælde og forøget kriminalitet verden over, så man kan sige, at hans appel, som han kaldte "Magtens lov og kærlighedens lov", er lige så aktuel i dag, som i århundredets begyndelse. Men den har altså overhovedet ikke hjulpet, og så har den vel ingen værdi? Den handler om ikke-voldsprincippet, som mange, ikke mindst blandt de unge, går ind for i dag, og om at kristendom og krig ikke kan forenes, derfor kan den stadig have værdi som inspirationskilde. Tolstojs skrift har dog én væsentlig mangel (som ikke kan bebrejdes ham), den indeholder positive menneskelige "facitter", men ingen udregninger dertil. To af de bedste "facitter uden udregninger", som man altså må kalde påstande, står som motto foran afhandlingen og lyder sådan:

"Lidelsen ved et ufornuftigt levned får menneskene til at indse nødvendigheden af et fornuftigt levned." Og -

"Den hele menneskeheds og individernes lidelse er ikke forgæves, men fører menneskene, omend indirekte, til den eneste opgave, der er stillet dem: at gøre sig selv fuldkomne."

Tolstoj fik altså lov til, kort før han forlod denne verden, at opleve en visionær bekræftelse på, at den livsindstilling og den livsholdning, han selv gik så stærkt ind for: "den kristne lære i sin sande mening" eller opfyldelsen af kærlighedens lov og fjernelsen af magtens lov engang skulle blive virkelighed på jorden. Men hvordan kan den blive det? Herskesygen findes alle vegne, både blandt stormagter og småfolk, prestigehensyn og ambitioner dominerer på en masse arbejdspladser, hvor karrierejagt og kamp om position skaber en usund konkurrencestemning, og også i hjemmene er atmosfæren ofte ødelagt af en lignende stemning, hvor alle har travlt og ingen har tid til i positiv sameksistens at drøfte de problemer, som ikke kun er de unges eller kun de ældres, men fælles menneskelige problemer. Materialismen, eller som Tolstoj kalder det: kommercialismen, dominerer, dvs det system, som går ud på at fremme handelen på andre erhvervs bekostning. Man handler for profittens skyld, fortjenesten er livsmålet og dermed den magt, der ligger i penge og det, man kan få for penge. Man køber og sælger også liv, selv om slaveriet er ophævet, for man køber og sælger arbejdskraft og slås om, hvad enten man er arbejdsgiver eller arbejder, at komme til at yde så lidt som muligt og få så meget som muligt. Man slås om magten, dvs. om at komme til at herske over modstanderne gennem magtens lov; at kærligheden skulle være forbundet med lovmæssighed, den tanke ligger de fleste fjernt, men Tolstoj anede det, og han profeterede om "symbolismens lys"; hvordan kan det forenes med den sande kristendom, han så som menneskehedens mål?

Udtrykket "frelse" bruges i religionshistorien i betydningen: frigørelse fra magter, som mennesket ikke bør være bundet af, f. eks. fjender, sygdom, ulykker, død og dæmoniske magter og afguder, og en tilflugt til en anden og stærkere magt. Men man regner hovedsagelig med "magter" uden for mennesket, f. eks. "djævelen", der frister mennesket og - hvis det falder for fristelsen - får det i sin magt, og Jesus, "frelseren og forsoneren", hos hvem man kan søge tilflugt gennem sin tro på, at hans magt er større end "djævelens". Det er, som om man skal finde det "parti", der er det stærkeste og blive "medlem", så er man "frelst". Til "frelsen" hører foruden den blinde tro også en række betingelser som f. eks. deltagelse i den religiøse kult og pligt til økonomisk at støtte den og desuden opfyldelsen af disciplinære regler for, hvad man "skal" og "ikke må". For masser af mennesker har dette været en "dressur" og ikke noget, der kom inde fra, derfor "syndede" de også gang på gang, men blot de troede, var frelsen alligevel mulig, så kunne de gennem sakramenter og skrifte få syndsforladelse.

Erkendelsen har ikke sin plads i dette system, for det var menneskene ikke modne til, men det er de nu. Erkendelsen er den egentlige vej til frelse, netop i betydningen frigørelse, det er noget, der foregår i det enkelte menneskes sind.

"Salige er de, der stifter fred, thi de skal kaldes Guds børn", siger Jesus i bjergprædikenen, og var det ikke det, han selv gjorde? "Stik dit sværd i skeden, thi den der ombringer med sværd, skal selv omkomme ved sværd", sagde han til Peter, da denne discipel brugte våben i farens stund. Når Jesus stifter fred, endda en fred, der førte til hans egen korsfæstelse, i stedet for at anerkende magtens og sværdets lov, så er han ifølge sin egen udtalelse fra bjergprædikenen et af "Guds børn", altså "Guds søn", som han hævder, alle virkelige fredsstiftere er det. Han er det ved sin adfærd, gennem sin væremåde, selv om han måtte dø på korset for det. Og hans ord: "Tag dit kors og følg mig" er henvendt til os alle og er et andet udtryk for, hvad han også har sagt: "I har hørt, der er sagt "Øje for øje og tand for tand, men jeg siger eder, at I ikke skal sætte jer imod det onde". Altså: overvindelse af magten uden magt og med tab af det, som alle, der elsker magt, sætter højt: æren (tænk blot på udtrykket: "En ærefuld fred i Vietnam"). Men hvad er det da, magten skal overvindes med, når det ikke er større magt? Med kærligheden og tålmodigheden, som begge er mangelvarer blandt jordiske mennesker.

(Afsluttes i næste nummer)