Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den største kendsgerning for alle mennesker er den foreteelse, vi kalder "stof". At stoffet eksisterer som en realitet, der ikke kan bortforklares, ved alle, men til gengæld er det absolut ikke alle, der kender stoffets virkelige eller endelige analyse. Hvad er da stof, og hvorledes bliver det til? Stof er "bevægelse". Alt, hvad der findes, lige fra menneskets eget kød og blod til de hårdeste mineralske stoffer, er "bevægelse". Men hvordan giver denne bevægelse sig til kende? Den giver sig til kende derigennem, at der ikke findes noget som helst stof, der ikke på én eller anden måde udløser en virkning, en "reaktion". Sådanne reaktioner kender vi bedst for de stoffers vedkommende, vi har med at gøre i det daglige liv, f.eks. alle de stoffer vi indtager som føde eller ernæring. Hvis ikke disse stoffer havde en reaktionsevne, ville de være umulige som føde, idet noget, der ikke kan reagere, ville være evigt uforanderligt. Og at spise noget, der er uforanderligt, ville være ensbetydende med vor organismes undergang. Det er netop stoffets forvandling, der bevirker "fordøjelse". Hvad er da "fordøjelse"? Fordøjelse er stoffernes hensigtsmæssige forvandling til andre stoffer. Det er således hensigtsmæssigt, at de forskellige næringsstoffer, vi indtager, kan forvandles til materiale for opbyggelse og vedligeholdelse af vor organisme. Det er nødvendigt for vor beståen, at de indtagne stoffer kan forvandles og omdannes til kød og blod, til organer, knogler, sener, nerver og hjerne således, at den samlede kombination af stoffernes forvandling kan udgøre det fine instrument for vor bevidsthed, vi kalder vort legeme.

Hvad er bevidsthed? Bevidsthed er oplevelsen af stoffernes reaktion. At benægte, at der er "Noget", der oplever stoffernes reaktion, kan ikke lade sig gøre uden at benægte sin egen eksistens. Men hvad er da dette "Noget", der oplever stoffernes reaktion? Ja, stoffet selv fortæller os jo, at det ikke kan være stof, men må være noget, der er over stoffet, thi det kan ikke alene opleve stoffet, men også herske over det. Det kan forvandle stoffet fra én tilstand til en anden, det kan med andre ord byde og befale over det. Derved bekræfter det sig selv som værende "Noget, der er over stoffet". Det kan ikke være identisk med sin egen organisme, der udelukkende består af "stof", som dette "Noget" udnytter eller betjener sig af. At det netop forholder sig således, bliver også til kendsgerning derved, at det kun kan betjene sig af stoffets særlige reaktionsevner. Det må således benytte den særlige reaktionsevne, et stof har, til at forvandle den reaktionsevne, et andet stof har. Det må således altid stille mindst to stoffers reaktionsevner i forbindelse med hinanden for at kunne udløse "forvandling" af stoffet. Disse to reaktionsevner går da i den ligevægt eller balance, der betinger tilsynekomsten af "et nyt stof", hvis reaktionsevne således udgør en virkning af de to tidligere stoffers sammensmeltede reaktioner. Dette nye stof kan igen af det førnævnte "Noget" sættes i forbindelse med et eller flere fremmede stoffer, hvorved det i forbindelse med dette eller disse nye stoffer atter udgør et nyt stof og således fremdeles. Men derved har stoffets analyse inden for det felt, hvor vi er mest i forbindelse med det, nemlig igennem den stofforvandling eller "fordøjelse", der betinger vor egen oplevelse af livet, afsløret for os, at det udgør et redskab eller et materiale for et udenfor stoffet eksisterende - over stoffet hævet - "Noget".

Hvis dette "Noget" i sig selv var stof eller energi, kunne det jo direkte indvirke på andet stof eller energi. Men som vi lige har set, kan dette ikke lade sig gøre. Det må betjene sig af et stofs reaktion for at kunne forvandle et andet stofs reaktion. Al manifestation i tilværelsen vil derfor i sin kosmiske analyse kun kunne forekomme som en repræsentation af mere eller mindre kontrære stofreaktioners indvirken på hverandre i kraft af et "Noget", der ikke selv er stof eller energi. Da dette "Noget" ikke er stof eller reaktion, kan det ikke sanses eller ses. Kun stoffet eller det, der har reaktionsevne, kan direkte sanses. Derfor er vi overalt direkte kun vidne til stof og stofreaktioner i det uendelige, men det "Noget", der benytter sig af stofreaktionerne, ser vi aldrig noget til og vil aldrig nogen sinde direkte komme til at sanse. Det kan kun indirekte opleves igennem de stofreaktioner, som det benytter sig af.

Der, hvor dette "Noget" i forbindelse med sine stofreaktioner på denne måde er mest synlig, er igennem de stof- eller materiekombinationer, vi opfatter som "levende væsener". Her ses tydeligt, at organismen er en sammensætning af stoffer, der tilsammen danner et redskab for skabelse af nye stofkombinationer. Og her har vi den største oplevelse eller fornemmelse af det, der foregår ved hjælp af stofreaktionerne. Da vi selv udgør et sådant levende væsen, har vi let ved at efterprøve foranstående analyse. Og vi bliver da igennem vor egen oplevelse af livet vidne til stofreaktionernes nødvendighed. Hvad kan vi f. eks. gøre uden vor organisme? Udgør den ikke netop den kombination af stoffer, ved hjælp af hvis reaktioner vi bliver i stand til at påvirke andre stoffer? Skal vi ikke netop bruge sukker til at søde med og salt til at salte med, syre til at syrne med? Og skal vi ikke bruge vand til at slukke ild med og ild til at varme vand med? Og er det ikke ligeledes nødvendigt for os at anvende føde og klæder til at holde vor organisme sund med? Må vi ikke bruge lys, når vi ønsker at sprede mørket, og omvendt slukke lyset, når vi ønsker mørket? Må vi ikke i alle livets situationer bruge en art stofs reaktioner til enten at fremme eller bekæmpe de andre stoffers reaktioner med? Hvor er der noget som helst tilfælde, hvor livets oplevelse ikke betinges af det levende Nogets eller jegets jongleren med mindst to kontrære stofarters reaktioner? Dette tilfælde eksisterer ikke. Absolut alt, hvad der kommer inden for det levende væsens skabelse, kan kun eksistere som balancepunktet eller ligevægten mellem kontrære stoffers reaktioner, det være sig lige fra organismens fineste kirtelsekreter til det samme jegs eventuelle skabelse af de største ingeniørarbejder i verden eller fra det mindste suk i lønkammeret og frem til det for andre mest synlige udtryk for det samme jegs højeste karakter eller moral.

Der findes således intet i det levende væsens bevidsthed, hverken konkrete eller abstrakte ting, der ikke udgør reaktioner af sammenspillet mellem kontrære stoffer eller energier. At dette Noget, som vi alle i det daglige liv betegner med ordet Jeg, er til stede i vor egen materiekombination, er vor ældste, bevidste erkendelse. Det er en urokkelig kendsgerning, at der bag stofreaktionerne i det levende væsens bevidstheds- og magtområde er Noget, der ønsker og bestemmer stoffernes reaktioner. De er altså ikke tilfældige. Ethvert levende væsens dagsbevidste jongleren med de det omgivende stoffers reaktioner sker normalt efter dets eget ønske. Det ønsker at spise, det ønsker at arbejde, det ønsker at hvile, det ønsker at komme i besiddelse af det eller det, det ønsker at skabe osv, og ikke et eneste af de her berørte ønsker kan tilfredsstilles uden i kraft af, at Jeget i væsenet må stille de kontrære energier i forbindelse med hinanden, der er forudsætningen for opnåelsen af det ønskede. Et ønskes tilfredsstillelse eller opfyldelse kan umuligt eksistere uden netop at udgøre en samlet reaktion af visse kontrære stoffers eller energiers reaktioner over for hverandre. Da reaktionen af disse kontrære stoffers sammensætning bliver det levende væsens samlede reaktion over for omgivelserne, bliver det i kraft af denne sammensætning i princip en slags "stof" over for omgivelserne.

Som vi begyndte med at sige, er stof reaktioner. Men reaktioner er igen en særlig energi- eller vibrationsart. Da det levende væsens samlede fremtræden over for sine omgivelser ligeledes er en særlig energi- eller vibrationsart, bliver denne fremtræden som allerede nævnt i princippet det samme som "stof". Det er rigtigt, at vi ikke er vant til at opfatte vore medvæsener således, men det skyldes udelukkende den omstændighed, at vi har deres såvel som vor egen fremtræden på så nært hold, at de lokale detaljer overskygger helheden på samme måde, som når vi ser i et mikroskop. Hvis vi retter et mikroskop ind på en stofmasse og ser denne mange hundrede gange forstørret, ser vi ikke mere stofmassen, men derimod de enkelte, lokale detaljer i stoffet, med andre ord: stoffet er ikke længere synligt som "stof".

Alt, hvad der dækker sig under begrebet "stof", er nemlig i virkeligheden absolut kun lokalt liv, lokal energi og lokale detaljer set på så stor afstand, at disses konturer bliver borte i mængden, hvorved der tilbage kun bliver synet af denne mængde, som altså udgør helheden. Alt, hvad menneskene i dag kalder "stof", vil således udelukkende være en "masse", de har på så stor en intellektuel afstand, at de ikke kan sanse eller fatte denne masses lokale detaljer, men altså kun massen selv.

Det jordiske menneske vil derfor i sin kommende intellektuelle udvikling mere og mere blive indstillet på dette kosmiske perspektivprincip og derved komme til forståelse af, at alt stof i virkeligheden er udtryk for levende væseners reaktioner og kun kan udtrykkes som stof der, hvor helheden er så dominerende, at man ikke kan skelne de enkelte detaljer eller levende væsener. Der, hvor de enkelte detaljer derimod er så dominerende, at de overskygger helheden, ser mennesket ikke tingene som stof, men derimod som "levende væsener". Der er derved opstået den overtro, at de levende væsener er én ting, og stoffet noget ganske andet. Men dette er altså ikke tilfældet. Alt stof er levende væsener eller udgør udtryk for liv lige så vel, som at alt liv er stof. Men derved bliver alt stof det samme som livet. Tænk, hvilket panorama der pludselig her bliver synligt. Alt det, menneskene ser henover, og som for deres fysiske sanser viser sig som stof, er i virkeligheden kun en kosmisk fjernhorisont, der er så langt under deres eget kosmiske trin i universet, at de ikke kan skelne de enkelte detaljer, og derfor heller ikke kan se de myriader af levende væsener eller udtryk for levende væseners reaktioner, som denne fjernhorisont skjuler for deres bevidsthed. De ser blot helhedens konturer. Tænk hvad det betyder. I den mindste lille knap i et menneskes klædning skuer det henover utalte kloder og verdener sammensat af millioner af reaktioner fra lige så mange bag disse utalte reaktioner eksisterende levende væsener. Tænk hvilket umådeligt skue af solbyer og verdener vi skuer henover, når vi betragter en lille, funklende diamant. Men de her nævnte verdener er endnu ikke beboet af væsener med vågen dagsbevidsthed på det fysiske plan. De må endnu sende deres reaktioner fra det åndelige plan eller "salighedsriget", og vi kalder da alt sådant stof for "uorganisk".

Men giver dette ikke stof til eftertanke? Når så mange mennesker, som tilfældet er, må befinde sig i omgivelser, der ikke er særlig himmelske eller paradisiske, tror man så ikke, at det skyldes en skødesløs eller totalt manglende hensyntagen til skabelsen af normale tilstande for mikrovæsenerne i deres egne organismer? Hvordan skal mennesket selv komme til at leve under lykkelige og skønne forhold, så længe det ikke er det mindste interesseret i eller indstillet på at skabe sunde og lyse forhold for den hærskare af levende væsener, af hvilke dets eget legeme er bygget op? Og således er livet, at så længe menneskene ikke har ønsker eller begær efter både at skabe sig selv sunde og strålende legemer og sine omgivelser lyse og vidunderlige forhold, må den samlede helhedsreaktion nødvendigvis blive ødelæggende både for det selv og for dets omgivelser. Menneskene vil da blive et mere eller mindre nedbrydende, "giftigt stof" i den store organisme, vi alle befinder os i, og som vi kalder naturen, ligesom de naturligvis vil være et sundheds- og velværebefordrende "stof" i akkurat samme grad, som de udløser den modsatte reaktion. Vi kommer således her til at se, at de levende væsener i kraft af deres forskellige reaktionsevner danner lige netop det materiale, de "kemikalier" eller de "stoffer", som Guddommen skal bruge for at kunne skabe den verden, i hvilken vi oplever dagens strålende lys. Hver især udløser menneskene ved deres væremåde, den være sig intellektuel eller uintellektuel, den være sig primitiv eller kærlig, en reaktion over for medvæsenerne. Nogle danner grupper, der dyrker hadet og udgør derved en slags "stof", som Guddommen kan anvende i den nedbrydningsproces, der nødvendigvis må gå forud for skabelsen af den nye verden, der netop nu er i færd med at blive til, medens andre ved deres væremåde og indstilling danner det "stof", af hvilket denne nye verden vil komme til at bestå.