Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus kosmiske analyser er skrevet ud fra et sådant standpunkt, de giver et overblik over livets love og principper, ikke blot set i forhold til den fysiske verden og stofenheder i mikro- og makrokosmos, men først og fremmest i forhold til psykiske og åndelige love og livsenheder, hvilket er det samme som levende væsener, både i mikro- og makrokosmos - og i mellemkosmos. Sidstnævnte udtryk har Martinus skabt for at understrege, at de samme love gør sig gældende overalt i det levende univers, som er Gud, hvori myriader af levende væsener lever, røres og er til og danner universer og materier for hverandre. Mellemkosmos er den verden, vi oplever med vore sanser, og hvor vi erkender, at planter, dyr og andre mennesker er levende ligesom vi selv. Vi erkender også, at en vis lovmæssighed eksisterer bag livsoplevelsen på det fysiske plan, og vi må indrømme, at uden makrokosmos eller stjerneverdenerne og uden mikrokosmos eller stoffernes verden kunne vi ikke eksistere, men disse kan heller ikke eksistere uden os. Det hele er samarbejdende enheder, og det er ikke blot stof-, men livsenheder, og det, vi ikke kan læse om livet i den del af "livets egen bog", som er mellemkosmos, det kan vi læse i mikro- eller makrokosmos, der også fortæller noget om os selv. Mellemkosmos er vort oplevelsesplan eller vor oplevelsessfære, men samtidig udgør vi en del af et mikrokosmos i forhold til de levende væsener, vi kalder kloder, solsystemer og mælkeveje, og vi er et makrokosmos eller et univers i forhold til de livsenheder eller levende væsener, der lever som organer, celler osv i vor egen organisme. Vor livsfornyelse består i, at vi på alle tre planer: makro-, mellem- og mikrokosmisk plan lærer begrebet positivt samarbejde at kende, hvilket er ensbetydende med at lære at elske Gud over alle ting og vor næste som os selv, kristendommens budskab set i et nyt og større perspektiv.

Samtidig med at individualitet og forsøg på selvstændig tænkning er udviklet mere og mere blandt de jordiske mennesker, er det også blevet mere og mere tydeligt, at gensidig forståelse og samarbejde er absolut nødvendige faktorer, hvis vi skal undgå, at individuelle selvhævdende kræfter virker hensynsløst destruerende på omgivelserne, som i misforstået selvforsvar svarer igen med samme mønt, så gensidigheden bliver gensidig ødelæggelse. Aldrig nogen sinde tidligere i menneskehedens historie har forsøg på selvstændig tænkning og gensidig destruktion udfoldet sig mere end i det 20. århundrede efter Kristus. Det får mange til at mene, at kristendommen ingen betydning har haft, og at den er et gammelt fallitbo, hvis kreditorer, de tidligere troende, der nu er begyndt at tvivle, må gå andre steder hen for at finde værdier og livsressourcer. Men kristendommen har haft stor betydning for hele den vesterlandske kultur, hvis udvikling var utænkelig uden den. At det så har været "Barrabasmentaliteten", der har domineret på så mange måder og gør det endnu, er "voksværk" under opvæksten. Men hvor er kristendommen i dag? Dér hvor Jesus sagde, at himmeriget var "inden i eder"! Den er overalt, hvor broderskab, humanitet, næstekærlighed og ikke-volds-mentalitet stråler ud fra menneskers sind i tanker, følelser og handlinger, hvad enten disse mennesker så kaldes eller kalder sig kristne eller ej. Den er i visse former for demokratisk politik og social forsorg, i arbejdet for frihed, lighed og broderskab, i Røde Kors og andre former for internationalt hjælpearbejde, i alt humanitært videnskabeligt arbejde, i bestræbelserne på at udvide undervisning til at omfatte så mange mennesker som muligt, i arbejdet for international forståelse og overvindelse af al race- og kønsdiskrimination og - hvor mærkeligt det kan lyde i nogle menneskers øren - i forsøg på overvindelse af religiøse, sekteriske og andre følelsesbetonede skranker mellem mennesker. De politiske skranker i dag er i virkeligheden også sekteriske fanatikeres værk, selv om deres religion hedder materialisme og ateisme. Det er den rådnende men endnu seje "skal", der sidder om kristendommens kerne. I realiteten er det inden i hvert menneske, at skallen og kernen findes, og det er gennem hvert enkelt menneskes sindelagsændring, at det samfund vil opstå, som Bernard Shaw mente, at kun kristendommens virkeliggørelse kunne medføre. Men hvordan? Svaret på dette spørgsmål ligger i ordene af Jesus: "Vil nogen komme efter mig, må han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Thi den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv for min skyld, skal bjerge det." Det betyder ikke, at vi skal blive martyrer for en tro på Jesus som frelser og forsoner, at miste sit liv for hans skyld vil sige, at overvinde sin gamle aggressive vanetænkning baseret på voldsprincippet, selv om det måske kun er åndelig vold, og prøve at leve op til hans væremåde, hvilket bl. a. vil sige: at tilgive, tilgive og atter tilgive, ikke blot de 490 gange, som er de halvfjerdsindstyve gange syv gange, Jesus talte om, men altid. Dette er, hvad hans talsymbolik udtrykker; og da han hang på korset med nagler gennem hænder og fødder, var det ikke vredens eller bitterhedens ord, der kom fra hans læber, men tilgivelsens: "Fader, forlad dem, de ved ikke, hvad de gør". Det er hverken offerlammet eller den voldelige oprører, der siger sådan, det er verdensgenløseren, hvis mission det var at vise, at det er muligt for et rigtigt menneske, selv i en sådan situation ikke blot at tilgive, men også at vide hvorfor.

Jøderne kaldte deres hellige bøger for "Talsmænd", så det var ikke en person, Jesus talte om, men en bog, som indeholder hellig viden (hel viden), der er det samme som kosmisk bevidsthed, viden om det evige liv og de livslove, som bringer livsfornyelse og udvikling til alle levende væsener. I de sidste år har Martinus ikke lagt skjul på, at hans værk og symboler er denne fortsættelse af kristendommen, som Jesus forkyndte, og stadig med Jesus som forbilledet på, hvad det vil sige at være menneske. Nu og i kommende århundreder vil flere og flere mennesker være modne til at forstå den vejledning, Jesus kunne vidne om med sin væremåde, men ikke forklare uvidende mennesker. I sine kosmiske analyser af skæbnedannelse og reinkarnation, om hvordan man sår og høster ikke blot fra dag til dag, men fra liv til liv og gør det både i makro-, mellem- og mikrokosmisk perspektiv, gør Martinus Jesu ord om, at "hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd" tilgængelige for intellektet og den udviklede følelse, og sværdet er ikke blot udtryk for våben, men for hver negativ tanke, hvert sårende ord, for sladder, intriger og bagtalelse, såvel som for vold i alle afskygninger, lige fra fysisk tvang og listig suggererende overtalelse til sygelig depression, der lægger tryk på omgivelserne og visse former for omsorg, der i virkeligheden dækker over herskesyge og ønske om at brillere. Med sine symboler" Gennem indvielsens mørke", "Syndernes forladelse" og " Det færdige menneske i Guds billede" (Det evige Verdensbillede II, symbol nr. 19, 20 og 23) og den dertil hørende kosmiske forklaring har Martinus givet en "udregning" til de facitter, Jesus i forvejen har givet. Forståelsen af reinkarnation og karma må og vil komme til at stå som noget fundamentalt og naturligt i kristendommen, hvad enten kirken vil acceptere det eller ej. At "fødes igen af vand og ånd", som Jesus sagde til Nicodemus, er ikke en dåbsceremoni, men udtryk for selve det universelle kredsløbsprincip, som i den skabende udvikling har ført os fra mineralrige gennem plante- og dyrerige frem til den "Sphinxtilstand", halvt dyr og halvt menneske, vi nu repræsenterer. Nu er vi ved at blive befriet for de fra dyreriget nedarvede anlæg, der iblandet menneskelig intellektualitet er blevet djævlementalitet, men hvordan bliver vi befriet? Ved i nu'et at blive konfronteret med vor egen fortid som skæbne, dels som mikrokosmisk skæbnedannelse: sygdom, dels som mellemkosmisk skæbnedannelse: andre væseners væremåde overfor os, og dels som makrokosmisk skæbne: vort forhold til naturen og dens kræfter. I det materialistiske, egoistiske og militaristiske samfund af i dag er der masser af mennesker, der i deres sind rummer kræfter, der hverken er materialistiske, egoistiske eller militaristisk magtbetonede. Det er ikke disse mennesker, der gør voldeligt oprør mod det bestående; de, der gør dét, har tværtimod meget af det bestående i sig og vil ikke være i stand til andet end at vende op og ned på samfundet, hvilket nok er en forandring, men ikke i sig selv en udvikling, selv om det på langt sigt er et led i forvandlingen fra dyr til menneske gennem de erfaringer, det giver. Udviklingens resultat af erfaringerne kommer indefra i de menneskers sind, som begynder at interessere sig mere for livet end for materien, mere for andres ve og vel end for deres eget og som hellere selv vil lide end være årsag til andres lidelse. For sådanne mennesker vil kosmologien naturligt blive et "Tredie Testamente", der gennem det overblik, den giver dem over livets love og betydningen af bøn til den evige Guddom, yder dem en hjælp til selvhjælp og til at hjælpe andre. Det er vejen til at blive "mennesket i Guds billede", og denne individuelle udvikling vil lidt efter lidt føre til et virkelig guddommeligt-menneskeligt samarbejde. Da vil Shaws drøm om kristendommen som statsmandskunst efterhånden gå i opfyldelse, og man vil skabe den verden af frihed og lighed, som er baseret på det virkelige broderskab: kontakten med den evige Fader, hvis skabende kræfter man vil åbne sig for og blive guddommelige medarbejdere.