Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi har nu 1971, hvilket ikke betyder, at jorden eller menneskeheden kun er ca. 2000 år gamle, men at en håndværkersøn, Jesus fra Nazareth, blev født for omtrent så lang tid siden; han levede i ca. 30 år og blev henrettet af romerne på jødernes foranledning, dømt til at lide døden på korset som en oprører og lovovertræder. Jesus startede en jødisk "modstandsbevægelse", ikke mod besættelsesmagten: romerne, men mod gammel, stivnet tradition, mod forældede fordomme og et livsmønster, der var præget af småligt pedanteri og en nationalegoistisk tankegang.

Der er vel ingen person i verdenshistorien, der har været så omstridt som Jesus af Nazareth, så omstridt, at man endda har betvivlet, om han overhovedet har levet, og selv om de fleste forskere (både inden- og udenfor kirken) i dag er enige om, at der har været "en historisk Jesus", er man højst uenige om, hvilken rolle han bør tildeles, og hvad der er hans væsentligste betydning for den menneskelige udvikling. Hovedgrupperne blandt disse stridende parter er naturligvis en kirkelig og en ikke-kirkelig gruppe. Men også inden for hver af disse er der vidt forskellige opfattelser, og det er ikke så lidt, Jesusskikkelsen gennem tiderne er blevet brugt til og taget til indtægt for. Man har startet krige i hans navn, torteret og brændt mennesker, der ikke havde den samme tro på ham, som man selv havde. Man har brugt hans navn som en mærkeseddel, der kunne klistres på vidt forskellige modebevægelser, både politiske og religiøse. Man har sagt, han var den første socialist, og selv inden for nazismen kunne man ikke undvære ham og påstod, at Jesus var arier. Virkningen af hans liv og væremåde har bredt sig som ringe i vandet, de har bredt sig både gennem tid og rum. Jesusskikkelsen har været af fundamental betydning for livsanskuelsesdebatten i vesterlandet. I orienten, hvor han selv hørte hjemme, har hans budskab derimod ikke rigtigt slået rod, dog erkendte en personlighed som Gandhi åbent sin åndelige gæld til Det nye Testamente, specielt bjærgprædikenen. Selv om man har været og stadig er uenige i opfattelsen af Jesus og i fortolkningen af hans personlighed og dens betydning, så er alle, der ikke er sunket ned i materialismens åndelige sløvhed, enige om, at ligegyldig det var og er han i alt fald ikke.

Nogle vil måske have den opfattelse, at Jesu betydning formindskes samtidig med, at kirkens betydning efterhånden bliver mindre, men det er ikke tilfældet. Man er lige ved at kunne sige: tværtimod. Kirken har altid villet have eneret på Jesus, selv om det aldrig helt er lykkedes for den at gennemføre et sådan monopol, og i de sidste to århundreder og ganske særlig i vor tid har nye strømninger uden for kirken været interesseret i hans lære og virke. Men det er hverken den lidende frelser og forsoner, offerlammet, der skal formilde den gamle vrede Jehova, eller Vor Herre Jesus Krist siddende på en trone ved Gud Faders højre hånd, der i dag virker inspirerende, det er derimod oprøreren Jesus.

Den kristendom, der startede som en åndelig jødisk modstandsbevægelse, forvandledes efterhånden til en vesterlandsk religion, og dens fundament blev Barrabas-princippet: vold, og ikke Jesus-princippet: ikke-vold. Man kan bruge det billede, at kristendommens kerne blev omgivet af en hård skal, og som et sådant frø blev den sået i vesterlandet, hvor det ikke varede længe, før det var statsmagt, pengemagt, politik og våbenmagt, der overtog ledelsen af kristendommen. Vel havde den i begyndelsen, også i Europa, været en åndelig modstandsbevægelse, selv om den ikke mere var specielt jødisk, og den var begyndt at brede sig så stærkt i det romerske rige, at magthaverne følte sig truet af disse oprørere uden våben. Man korsfæstede dem og kastede dem for løverne, men senere fandt man det allerbedste middel mod denne jødiske rabbis lære: man gjorde den til statsreligion. Så kom skallen uden om kernen, og det blev en hård skal! Men paradoksalt nok ville kristendommen aldrig være blevet udbredt til store dele af verden, hvis ikke den hårde skal havde været der. Her i norden, f. eks. havde de barske og ret grove og primitive mennesker overhovedet ikke fattet en lære, der havde ikkevold og næstekærlighed som grundprincip. Men "de fik bank til de bedred dem, de måtte tage kristendommen", som der står i Snorres norske kongesagaer.

"Hvorfor ikke give kristendommen en chance?" skriver Bernard Shaw i forordet til sit skuespil "Androkles og løven", og senere i samme forord står der: "Jeg er ikke mere kristen end Pilatus var, eller end De er, kære læser; og dog, ligesom Pilatus foretrækker jeg absolut Jesus fremfor Annas og Kaiphas; og jeg må indrømme, at efter at have tænkt over verden og den menneskelige natur i næsten 60 år, ser jeg ingen anden vej ud af verdens elendighed end den, som ville være blevet skabt af Kristus, hvis han havde påtaget sig en moderne praktisk statsmands arbejde". I slutningen af forordet skriver Shaw: "- hvis Jesus kunne have arbejdet sig frem til at klare en kommunistisk forfatnings praktiske problemer, til at behandle forbrydelse uden hævn eller straf og få menneskene til at påtage sig deres guddommelige ansvar, ville han have ydet en uforlignelig velgerning for menneskeheden, eftersom disse regler for væremåde, som han selv så afgjort efterlevede, nu er ved at blive sund fornuft og god økonomi".

Bernhard Shaw har ret i, at Kristus-bevidsthed skal skabe det ideelle og humane menneskelige samfund, og mange er sikkert enige med ham i, at det snart var på tide, at det skete. Men ligesom Judas var utålmodig og derved fremskyndede det handlingsforløb, der førte til, at Jesus blev henrettet på korset, vil for stor utålmodighed fra menneskenes side i dag blot føre til en ny korsfæstelse af Jesus-princippet og til Barrabas-princippets frie udfoldelse; vold, drab og lemlæstelse. Hvad skal vi da gøre? Hvad kan det enkelte menneske i "velfærdssamfundet" gøre? Det kan underkaste sig samfundets og systemets krav og nyde dets goder samt betale, hvad det koster af nervepres, stress og overanstrengelse at være med i kapløbet for at producere mere og mere og forbruge mere og mere, men det kan også gøre oprør. Det sidste kan det gøre på to måder: efter Barrabas-princippet og efter Jesus-princippet. De spirende kræfter fra kristendommens kerne presser på, så den halvrådne skal slår revner, men den sidder der endnu, og den er sej, så det tager sin tid, før den forsvinder. Frøet har dog slået rod, og det spirende liv er på bristepunktet, selv om det kun fornemmes og man endnu blot ser skallen. Blandt ungdommen har mange genopdaget Jesus, ikke ham de hørte om i skolen og måske ved konfirmationsforberedelse, han er aldrig blevet levende for dem, men den Jesus, der startede en modstandsbevægelse mod stivnet tradition, forældede fordomme, magtudøvelse og hykleri, den Jesus, der vandrede rundt med sin "storfamilie" af mandlige og kvindelige disciple og netop understregede, at "de er min broder og søster og moder". De lagde hvad de ejede i den fælles kasse, som Judas stod for, og "den, der har to kjortler bør give den ene til den, der ingen har", det var sand kommunisme eller fællesskab. Men blev det mon gjort, for at menneskene i dag bogstaveligt skal gøre lige sådan? Jeg tror det ikke, selv om man i princippet bør følge i Nazaræerens fodspor, også i dag. Men hvordan er det muligt? Er det muligt at underminere det materialistisk-egoistiske og militaristiske samfund indefra ved en åndelig modstandsbevægelse? Det er det, og det er kristendommens fortsættelse, der blev bebudet af Jesus som Talsmanden den hellige ånd", der skal blive virksom i hvert eneste menneskes sind lidt efter lidt. Inspirationen til denne, først individuelle og senere kollektive, virksomhed kommer fra kristendommens "tredie testamente", det skal jeg skrive om i en kommende artikel: "Kristendom, kosmologi og livsfornyelse".