Ældre Kosmos og Kontaktbreve

De væsener, for hvem den åndelige verden og paradisoplevelsen er særlig aktuel, er dem, der efterhånden har fået udviklet en begyndende betydningsfuld fysisk bevidsthed. Disse væsener har en af denne deres fysiske udvikling affødt tilsvarende åndelig bevidsthed. Vi skal her blot give en lille skitse af disse væseners paradis. Disse væsener er de ufærdige mennesker, til hvilke jordens mennesker mere eller mindre hører. Når et væsen dør og kommer ind på det åndelige plan, hvad kommer det så til at opleve? - Det kommer til at opleve et paradis, der udgør den højeste glæde eller lykketilstand, som dets udviklingstrin sætter det i stand til at kunne opfatte. På de primitive menneskestadier er væsenerne jo krigere og kender ikke særlig til humanisme eller næstekærlighed. I krigsmentaliteten er sejrherrerne jo helte, Her gælder det om at være den stærkeste. Og denne heltedyrkelse er jo også disse væseners begyndende religion. Deres guder kan kun opfattes som vældige altoverlegne og magtfyldte drabs- eller krigshelte. Og dette kan kun være idealet for disse væsener, og det må derfor være deres ønske, rigtigt at kunne opleve sig selv som sådanne vældige altovervindende krigere. Sådanne ønsker kan de ikke altid få opfyldt på det fysiske plan. Og navnlig ikke dem, der er undertrykket af andre og endnu mere begavede krigshelte. Men på det åndelige plan kan det opleve at få sådanne drømme opfyldt og i sine bedste drømmes ideal opleve sig selv som vældig kriger eller sejrherre over andre mennesker. Hvis det er jægermentaliteten, der er dets fysiske livs højeste ideal, kan det også her opleve sig selv som en vældig jæger eller en jagtmarkernes behersker, selv om det på det fysiske plan endnu kun er en meget middelmådig jæger. Paradiset er en livstilstand, i hvilken væsenerne får lov til at opleve opfyldelsen af deres skønneste ønskedrømme, så længe de befinder sig under udvikling og i ufærdig tilstand. Disse åndelige oplevelser er naturligvis begrænset til, hvad væsenet har udviklet sig til at kunne fatte og forstå, og hvad det i sin fantasi kan forestille sig.

De ufærdige mennesker står på mange forskellige udviklingstrin. De har derfor endnu ikke den samme opfattelse af livet og tilværelsen. De lever i meget forskellige fysiske liv. Og da væsenernes åndelige begavelse og liv udvikler sig af disse væsenernes fysiske liv og begavelse, religiøse forestillinger, overtro og videnskab, humanitet og kærlighed med mere, vil deres paradisopfattelse naturligvis være formet efter de erfaringer, den viden og humanitet eller kærlighed, de er nået frem til at praktisere i deres fysiske tilværelse. Da væsenets ønskedrømme former dets paradis på det åndelige plan, vil væsenernes paradisoplevelse blive opfyldelsen af hvert væsens individuelle ønsketilværelse, uafhængig af væsenets eventuelle mørke skæbne på det fysiske plan. For et væsen i en ulykkelig fysisk tilstand kommer den såkaldte død som en midlertidig frigørelse fra dette mørke, dette onde, ja i visse tilfælde en total afslutning på dette særlige onde. Det vil da senere i bedste tilfælde fødes i et nyt og sundt fysisk legeme og være totalt befriet for sygdommen eller nævnte onde. Så lysende er den guddommelige skabelsesakt, at væsenerne midt i den mørke og lidelsesfulde skabelsesakt gennem reinkarnationen får en meget behagelig, lysende og livsfornyende hvilepause i deres forvandling fra dyr til menneske.

Da det ufærdige menneske i realiteten er et dyr, der mere eller mindre har fået udviklet en vis grad af menneskebevidsthed, bliver dets indgang til paradiset efter døden noget anderledes end det virkelige dyrs, der endnu er et dyr i renkultur. Mennesket har altså to former for bevidsthed. Det har en vis grad af dyrisk natur, som det endnu ikke har udviklet sig fra, og en vis grad af menneskelig bevidsthed, som det efterhånden har fået udviklet sig frem til. Der vil derfor være mennesker, i hvem deres hobby eller ønskedrømme er af dyrisk natur. Disse egoistisk betonede væseners paradis må naturligvis høre under dyrerigets paradis. Men der er andre mennesker, hvis ønskedrømme er af menneskelig natur, der er uselviske, humane og kærlige. Disse væsener begynder i en tilsvarende grad at opleve menneskelige paradis. De dyriske paradis er dem, vi allerede har nævnt, at primitive, krigeriske og dræbende væsener oplever, fordi de kun kan opleve ønskedrømme indenfor dette bevidsthedsfelt i udviklingen.

Men nu det moderne, religiøse menneske, hvad oplever det, når det dør? - Hvis det lever i harmoni med sine medmennesker og dyrker sin religiøse opfattelse eller tro og dør i tillid til sin religions opfattelse, går det let ind til det paradis, som var dets ønskedrøm eller ideal på det fysiske plan, og oplever her en livsoplevelse af så høj en lys- eller lykkeoplevelse, som det er i stand til at fatte i kraft af det udviklingstrin, det har nået. Det fødes så senere atter på det fysiske plan, når tiden derfor er inde, og fortsætter sit fysiske liv i en ny organisme, så længe den er brugbar. Herefter går det atter over i den åndelige verden og herfra tilbage til den fysiske verden og således fortsættende.

Men hvis det samme væsen endnu ikke havde overvundet intolerance eller bitterhed på mennesker, der ikke havde samme opfattelse som det selv, så kunne det ikke så let komme ind i paradiset. Det måtte da her i den åndelige verdens første sfære blive opholdt og her opdage, at man ikke kan komme ind i det kristne, humane, kærlighedens paradis med intolerance, bitterhed eller vrede. Kunne menneskene komme til at udfolde deres dyriske og inhumane natur i paradiset, blev paradiset jo en krigsskueplads ligesom den jordiske fysiske verden. Det er denne første sfære, vi udtrykker som "skærsilden". Alle de mennesker, som har det virkelige guddommelige alkærlige paradis til ideal eller ønskedrømme til fundamentet for deres religiøse opfattelse, kan absolut ikke tage deres dyriske vaner eller tilbøjeligheder med ind i paradiset. De kan med disse kun komme ind i den første sfære eller skærsilden.

Her i skærsilden forekommer de omstændigheder, der bevirker, at skytsenglene kan frigøre disse væsener fra de dyriske tendenser således, at de herefter kun kan manifestere menneskelige manifestationer, hvilket vil sige kærlige tanker. De er da udrensede og kan uhindret gå ind i paradiset eller lyset, og her kommer det til at beskæftige sig med sin tros højeste idealer. Men hvis det samme menneske har andre menneskelige idealer, f. eks. videnskab, og hvis denne er så stærk en hobby eller ønskedrøm, at den er stærkere end væsenets religiøse tro eller idealer, og det således har større lyst til at beskæftige sig med videnskaben end med troen, da vil det i tilsvarende grad indgå til et andet åndeligt paradis efter at være renset i skærsilden. Dette paradis er en sfære i visdomsriget, hvor det kommer til at opleve sine ønskedrømmes største idealer som den højeste lykke, selv om det ganske vist her også beskæftiger sig med sin eventuelle religiøse tro. Men dets virkelige paradis er altså dets forskning og videnskab. Men det kan jo også være, at denne videnskabsmand hverken tror på Gud eller den åndelige verden, men alligevel er human og kærlig, da vil han stadig opleve sit paradis i visdommens verden.

På lignende måde er det med kunstnerne på alle de forskellige områder både i musik, billedkunst og andre former for virkelig kunst. Alt eftersom kunsten er disse væseners største hobby, bliver deres paradis efter døden og skærsilden et stort, åndeligt, guddommeligt område, vi kender som "den guddommelige verden". Her vil kunstnerne få lejlighed til at se alle de tænkelige ideer, de måtte fremkomme med, som realiteter i stof og materie. Her er det intuitionsområderne i sansningen, der er herskende. Denne zone er kunstens og videnskabens ideers hjemsted. Hvis kunstneren også er religiøs, vil han også her opleve sine religiøse idealer i det højeste lys. Efter deres oplevelser i disse højeste verdener mættes de og indgår i salighedsriget. Her oplever de alle deres erindringer om deres tidligere liv i guldkopier eller i en forherliget, velbehagelig og glædesbefordrende fremtræden, som inspirerer væsenets livslyst og længsel efter det fysiske plan, hvor det så fødes, når betingelserne herfor opstår.

Når væsenet efterhånden har udviklet sig helt fri af den dyriske natur og helt igennem er blevet menneske, og kun kan tænke i alkærlighedens baner og således er en strålende velsignelse for sine omgivelser, ophører det med at inkarnere i fysisk materie. Det bliver da hjemmehørende i den åndelige verden, hvor det nu har bevidsthed til at kunne leve her i det højeste lys i millioner af år. Her lever det altså i en verden, hvor det ikke skal æde sit brød i sit ansigts sved, men i en verden, hvor der hverken er skrig eller pine, i en verden, hvor mord og drab, krig, sorg og lidelse umuligt kan eksistere. Og her er væsenerne altså i rent bogstavelig forstand ét med Gud, et med alkærligheden, et med visdommen. Væsenerne lever her på livets tinder og udstråler Guds ånd, kærlighed og visdom ned over de levende væsener, der er under omskabelse til mennesket i Guds billede efter hans lignelse nede i den fysiske verden, tidens og rummets materielle verdener.