Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved det faste punkt og bevægelsen forstås kosmisk set noget mere end det, vi i daglig tale forstår ved disse to begreber. Ved bevægelse forstås her ikke blot en genstands eller et legemes bevægelse i rummet med større eller mindre hastighed. Genstande og legemer, som set med vore fysiske øjne står stille, er kosmisk set også udtryk for bevægelse. Vi "ser" jo også det, der "står stille", og alt, hvad der er tilgængeligt for sansning, er - set i det kosmiske perspektiv - bevægelse. Sansning kan nemlig slet ikke finde sted uden at være en reaktion mellem i det mindste to former for bevægelse. Disse reaktioner er det, vi kalder livets oplevelse. Når vi siger, at noget er varmt, eller at noget er koldt, vil denne varme og denne kulde i sig selv blot udgøre reaktioner mellem forskellige former for bevægelse eller energiudløsning. Hvis vi bader i vand, hvis temperatur ligger under vor huds temperatur, vil vi føle dette koldt, medens vi vil føle det varmt, hvis temperaturen ligger over vor huds varmegrad. Denne fornemmelse af kulde og varme er reaktioner mellem vor huds temperatur og vandets temperatur, eller mellem to former for bevægelse. Hvis man dypper sin hånd i vand på 20 grader umiddelbart efter, at man har haft den i vand, der måler 30 grader, er det indlysende, at man føler de 20 grader som kulde, medens man derimod ville føle de 20 grader som varme, hvis man forinden havde haft hånden i vand, der målte 10 grader. I dette tilfælde forstår vi, at vor fornemmelse er relativ. Men det gælder ikke blot i dette og lignende tilfælde, vor fornemmelse af vore omgivelser i det hele taget og vor opfattelse af andre levende væsener er baseret på et relativitetsforhold, nemlig forholdet mellem omgivelsernes energiudfoldelse og den energikombination, der i øjeblikket er i vor egen bevidsthed og organisme.

Vor opfattelse af vor næste vil altså være afhængig af, hvordan vi i forvejen er indstillet. Denne forudindstilling kan være sympatisk, men den kan også være sådan, at man føler sig meget frastødt af vedkommende. Det er det "termoneter", med hvilket vi måler vore medmenneskers "temperatur" eller åndelige tilstand. Når to menneskers opfattelse af et tredie menneske er vidt forskellig, er det fordi, de hver for sig oplever ham eller hende gennem deres egen kombination af bevidsthedsenergi, og begge vil de mene, at deres opfattelse af vedkommende er den rigtige. Vi kan anvende ovennævnte eksempel med vandets varmegrader som symbol: Hvis to mennesker begge holder en hånd i vand, der måler 20 grader, og den ene af dem forinden har haft hånden i vand, der er 10 grader, den anden i vand på 30 grader, vil den ene naturligvis synes, at vandet er varmt, den anden vil synes, at det er koldt. Har de temperament til det, vil de muligvis give sig til at skændes og kalde hinanden for løgnere, for de har begge to erfaret, at vandet er henholdsvis varmt eller koldt. De tænker ikke på, at deres erfaring var baseret på deres specielle "temperatur" inden erfaringen. Relativt set har de begge ret ud fra deres individuelle forudsætninger, men kosmisk set har ingen af dem ret. Sandheden kan kun findes ud fra det overblik, der kender begge personers "temperatur" i forhold til den fælles oplevelse.

De jordiske menneskers daglige tilværelse er næsten udelukkende baseret på illusoriske bedømmelser. Hvis ikke den var det, ville der ikke opstå alle de konflikter, som livet på jorden bærer præg af. Alle ville være enige, og skabelsen af de forenede nationer og en verdensøvrighed ville derfor gå umådelig let - rent bortset fra, at den egentlig slet ikke behøvedes. Thi når alle mennesker havde mulighed for at få den samme analyse af det samme væsen og ikke fik hver sin individuelle analyse og opfattelse, ville der slet ikke være noget at blive uenige om. Men findes der da en virkelig objektiv, en universel sandhed? Det gør der, og den kan opleves gennem det kosmiske klarsyn.

Det relative synspunkt er udelukkende en reaktion mellem et individs midlertidige mentale indstilling eller kosmiske uvidenhed og omgivelsernes energiudfoldelse, hvortil også hører næstens væremåde, over for nævnte individ. Men det kosmiske klarsyn adskiller sig fra det relative synspunkt derved, at det ikke er baseret på personlig sympati eller antipati eller næstens væremåde over for individet selv, men derimod på et overblik over denne næstes plads i Kosmos og dermed over dette væsens mission inden for den universelle helhed. Da væsenet, der besidder det kosmiske klarsyn, ser, at denne næstes plads i tilværelsen inden for den guddommelige verdensplan er 100 procent nyttig og et uundværligt led i Guddommens omskabelse af jordmenneskene fra dyr til menneske, kan han ikke andet end ud fra dette kosmisks syn sige: "Ske ikke min, men din vilje". Og det er naturligt for ham at gøre det, selv om næstens opfattelse af ham og optræden over for ham måske er højst ubehagelig. Han tilgiver sin næste, for han ved, at på det udviklingstrin, hvor denne befinder sig, "ved han ikke, hvad han gør". Men den kosmisk bevidste ved også, at de uvidende væsener gennem deres erfaringsdannelse er på vej mod et udviklingstrin, hvor også de vil føle sig "ét med Faderen" og derigennem med alle de levende væsener, som "lever, røres og er til" i Faderens organisme eller det levende univers. De vil engang, som han nu forstår det, forstå, hvorfor "de andre" er, som de er, og de vil elske deres næste som dem selv og derigennem også elske Gud, som ved denne næste befordrer væsenernes omskabelse fra dyr til "menneske i Guds billede".

Men hvordan kan man nu vide, at denne bedømmelse ikke er falsk, og at der i det hele taget er en Gud til? Mange vil mene, at når verden er, som den er i øjeblikket, er det netop bevis på, at der ingen Gud findes, og at alt er tilfældighed. Men det menneske, der giver udtryk for et sådant livssyn, tænker ikke over, at det slet ikke lever i overensstemmelse med sine udtalelser. Tværtimod, det gør alt for at anvende de erfaringer, det har gjort, og tænke logisk for at få dét ud af tingene og begivenhederne, som det selv synes er det bedst mulige. At det ikke altid lykkes, er en anden sag, men det prøver på det, og dette at forsøge at få "hånd i hanke med tingene", som man siger, er bevis på, at ikke alt er tilfældige bevægelser, men derimod bevægelser, der kombineres hensigtsmæssigt ud fra et større eller mindre overblik over tingene. Jo flere erfaringer væsenet har, desto større overblik har det over sammenhæng mellem årsag og virkning; men hvad er dét, der har overblik og samler erfaringerne? Hvad er dét, der oplever visse bevægelsers forhold til andre bevægelser og sætter nye bevægelser i gang? Er det noget, der også i sig selv er bevægelse?

Hvert menneske føler dette faste punkt som en centrumsfornemmelse. Det føler, at det er hele verdens centrum. Vi udtrykker fornemmelsen af dette faste punkt med ordet "jeg". Kun jeg'et i det levende væsen kan opleve bevægelse. Men hvordan bliver bevægelser til? Nogle bevægelser, ved vi, skabes af de levende væsener eller jeg'erne, som udgør vore omgivelser. Det er en vigtig del af vor livsoplevelse at opleve det, andre mennesker siger og gør, og som vi kan være mere eller mindre tilfredse med. Vi selv skaber også noget, som er til større eller mindre glæde for vore omgivelser. En stor del af de bevægelser, vi oplever, er altså skabelse eller manifestation i større eller mindre grad baseret på logisk tænkning og humanitet fra levende væseners jeg'er. Men der er jo også bevægelser, vi ikke kender noget ophav til. Alle energiudløsningerne i naturen lige fra kredsløbene i universet eller de makrokosmiske bevægelser og til bevægelserne i stoffet eller materien, dvs. i cellernes, atomernes og elektronernes verdener, stoffet eller materien, dvs. i cellernes, atomernes og elektronernes verdener, de mikorkosmiske bevægelser, er de tilfældigheder? Eller er der også bag dem et "fast punkt", en "skaber" eller et "jeg"? Ser vi ikke, at der bag alle naturens bevægelser eller manifestationer, fra de største til de mindste, vi kan opfatte, er logik? Hvorfra har mennesket lært at tænke logisk, eller i alt fald så småt begyndt derpå? Naturen er menneskenes store læremester. Ved lidt efter lidt at lære naturens love at kende, er mennesket selv blevet i stand til at forsøge at gå i gang med logisk skabelse. Men når vi véd, at der bag alt det, mennesker skaber, er et ophav, et tænkende "noget", der selv er hævet over bevægelserne og kan sætte bevægelser i gang og opleve bevægelser, og da bevægelser således ikke kan blive til af sig selv, må der også bag al den logiske energiudfoldelse, der finder sted i naturen eller verdensaltet, være et "fast punkt", et "jeg" eller en "skaber", hvis skabeevne ligger langt over menneskejeg'ets skabeevne eller de rent jordmenneskelige manifestationer.

Jeg'et bag naturen, hvilket vil sige Guddommens jeg, og jeg'et i os må således være de absolut faste punkter i tilværelsen. Og da jeg'et ikke er bevægelse, er det ikke, som al bevægelse, underkastet begreberne begyndelse og afslutning. Det kan kun være evigt, ja, det er selve evigheden. Derfor kan man tale om "den evige Fader" og den "evige gudesøn", og sådanne evige gudesønner er alle levende væsener. Deres "begyndelser" og "afslutninger" inden for den del af dem selv, der tilhører bevægelsernes og kredsløbenes verden, altså deres organismer, er noget, deres evige jeg med sin evige skabeevne har manifesteret. Det er bevægelser, jeg'et har sat i gang, og hvorigennem det oplever livet. Jeg'et skaber psykiske legemer og i perioder også fysiske legemer. Selv om en fysisk organisme, der blot er en speciel kombination af energi eller bevægelse, "dør", oplever jeget stadig livet, blot ikke gennem den fysiske krop, og det har evne til efter nogen tids forløb atter at skabe en ny fysisk organisme og igennem den fortsætte med at opleve sin skæbne, eller dette, at det må høste, som det har sået. Gennem disse skæbneerfaringer forandres væsenets livsindstilling og væremåde, hvilket er ensbetydende med, at det begynder at arbejde med energikombinationerne eller bevægelserne i sin bevidsthed på en ny og stadig mere human og logisk måde, hvilket vil sige en mere guddommelig måde. Væsenet kommer da på bølgelængde med Guddommens egen logik og skabelse til gavn for helheden, det føler sig ét med Faderen og bliver bevidst i sin egen identitet som en evig gudesøn. Det oplever livet gennem sit kosmiske klarsyn og kan derfor hverken blive vred, bitter, skuffet eller deprimeret, heller ikke i forhold til "onde" mennesker. Gennem sit klarsyn ser dette væsen, at når en person er "ond", er det blot udtryk for et midlertidigt stadium. Kosmisk set er det et timeligt og dermed illusorisk facit. Det "onde" væsens jeg er evigt, derfor kan dét, at væsenet er "ondt" i dette øjeblik, ikke være udtømmende, thi man må også have alle de facitter med, der udtrykker væsenets fremtræden i kommende øjeblikke. Da samme væsen er nødsaget til at blive lige så godt, som det har været ondt, bliver analysen ikke dette, at det er godt eller ondt, men at det er et guddommeligt væsen, som er hævet over alle tilstande. Der, hvor uvidenheden ophører, ophører også det såkaldte onde at eksistere, og derfor må mennesket tilegne sig viden om livets evige love. I den tilstand, hvori de jordiske mennesker nu befinder sig, er "livets mening" den, at man skal søge at skabe fred og glæde for sine omgivelser og kontakt med "den evige Fader" i sit eget indre, da har man fundet "et fast punkt" i tilværelsen.