Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg kom op på en bjergtop og satte mig på et klippefremspring, hvor der hverken var "poison oak" eller klapperslanger, og snart glemte jeg sådanne genvordigheder. Til den ene side lå rækker af bjerge bag hinanden med cedertræer, kaktus og afblomstrede tigerliljer, der stak op som ranke lys, de største op mod tre meter høje. Til den anden side skrånede terrænet ned mod kæmpebyen Los Angeles, hvorfra en summen af fjerne ubestemmelige lyde steg op. Kun en politi- eller ambulancesirene skilte sig nu og da ud fra den almindelige summen, der var så fjern, at den ikke var generende. Jeg tænkte uvilkårligt på den opgave, der lå foran mig. Det var dejligt at være alene på en bjergtop, det har jeg ikke været før i dette liv. Naturligvis er man Guddommen lige nær alle vegne, men jeg forstår godt, at man der, hvor det har været muligt, er gået op på et bjerg for at føle sig alene med Gud. Her var udsyn, her oplevede jeg stilheden og bevægelsen uden for mig og inde i mig selv. Jeg følte, jeg fik kraft og mod til at tage fat. Amerika er jo ikke blot ganstere, racehad, materialisme og teknik, det er også det land, der har fostret store politikere, der virkelig var idealister; tænkere og digtere som Emerson, Thoreau og Whitman, der var kosmisk inspireret i deres skrifter; en videnskabsmand og tekniker som Edison, der direkte gik ind for reinkarnationstanken, og mange flere kvinder og mænd, som ønskede både religiøst, politisk og socialt at skabe større enighed, åbenhed og samarbejde. At landet er nyt og ungt kan være en fordel, så er det ikke bundet af hæmmende traditioner som det gamle Europa. Martinus kosmologi skulle have mulighed for at slå rod og vokse i dette land. Men om tiden var inde dertil - og om jeg kunne gøre noget - ? Jeg havde i alt fald ikke lagt op til noget stort og sensationelt, men til en - eventuel - beskeden begyndelse, og kunne jeg få kraft og inspiration til at klare det job at så en sæd, så måtte Gud lægge sin velsignelse i det, hvis det var hans vilje, så det kunne spire og gro i den tid, der er "Guds tid".

Jeg gik ikke lutret som en anden Moses ned ad bjerget, men jeg følte mig glad, følte at jeg var kommet på bølgelængde med noget godt i atmosfæren der på stedet, jeg følte mig på en måde hjemme i alt dette fremmede.

Vi blev modtaget af dr. Judith M. Tyberg, som er leder af dette center, og hun beklagede, at den voldsomme hede og ferietidspunktet forhindrede mange i at komme, som gerne ville høre om Martinus og hans verdensbillede. Og varmen var virkelig trykkende. Men der var dog et halvt hundrede mennesker, både sorte, gule, brune og hvide, og - bogstavelig talt - jeg smed jakken, smøgede ærmerne op og tog fat. Efter en introducerende indledning om Martinus og hans værk gik jeg over til symbolerne (på en dejlig skærm, der var selvlysende, så den kunne bruges i dagslys). Jeg følte, at i denne forsamling ville det være bedst at vise, hvordan Martinus analyser fortsætter LOGISK på den anden side af den grænse, den fysiske videnskab er nået frem til. Jeg citerede Einstein fra hans bog "Perspektiver og udsyn" (Hasselbalchs fagbøger, 67) og forskellige amerikanske videnskabsmænd (fra bogen "The Evidence of God in an Expanding Universe", edited by John Clover Monsma), som hver på deres måde når frem til, at videnskabelige opdagelser er opdagelser af universelle principper, som man kan kalde guddommelige principper. Og så lod jeg Martinus symboler i deres skønhed og logik vise de guddommelige principper i universet og menneskets forhold til dem, og da jeg kom til symbolet "Syndernes forladelse" (symbol nr. 20 i Det evige Verdensbillede II), kunne jeg mærke, at jeg havde hele forsamlingen med mig og det ikke mindre, da jeg sluttede med "Bønnens mysterium". Efter foredraget besvarede jeg spørgsmål, og jeg mærkede tydeligt, hvilket stort indtryk Martinus symbolik havde gjort på forsamlingen, hvoraf flere kom for at få rede på, hvor og hvornår de kommende foredrag skulle være. Og der var god gang i salget af bøger.

Der var femten deltagere, og ledere var foruden Mrs. Stauffer og mig dr. phil. Viola Davis fra Fresno State College, en dame med både menneskekundskab og praktisk erfaring, som blev meget glad ved at lære kosmologien at kende.

Da alle var kommet, samledes vi i en kreds med en båndoptager i midten, og hver af os - lærere såvel som deltagere - sagde et par ord om dem selv, om deres eget syn på dem selv, og hvordan de havde indtryk af, at andre så på dem. Og til slut lidt om, hvorfor man var kommet. (Da "retreat'en" var ved at slutte, gjorde man noget lignende og sammenlignede de to optagelser, og det viste sig da, at der virkelig var hændt noget positivt under ugens samvær for hver eneste af os). Min opgave var foruden de udendørs foredrag om aftenen med spørgsmål og svar bagefter, hvortil der som nævnt også var deltagere, der kom specielt til foredragene, at holde en spørgetime for de "faste" gæster om formiddagen, at være til rådighed for enkeltsamtaler på visse tidspunkter og ellers være med i så meget som muligt af ugens program og være med til at give det perspektiver og relationer til kosmologien i praksis, altså til det, Martinus kalder "kosmisk kemi".

I programmet var både "psychodrama", "creative drama", terapi, "minigrupper", rytmik og meget andet, foruden at der var perioder, hvor man var delt i to grupper med hver sin leder, og jeg deltog snart i den ene, snart i den anden. Og hvad foregik der så?

Havde jeg noget at bringe High Point, og det ved enhver, der har følt inspiration gennem Martinus kosmologi, at jeg havde, så må jeg samtidig åbent indrømme, at High Point sandelig også har givet mig noget af stor værdi. Jeg oplevede en kærlig atmosfære, men samtidig, hvordan en sådan atmosfære positivt kan anvendes af dygtige ledere, så den ikke blot eksisterer som en følelse af velvære hos de tilstedeværende, men bliver ladet med skabende kræfter. Både Edith Stauffer og Viola Davis er sådanne ledere, og der er ingen suggestion eller anden psykologisk hokuspokus i deres metoder. Men de har ganske simpelt en evne til at anvende den kærlige atmosfære som en "laser-stråle" så at sige, der trænger ned i bevidsthedens dyb, hvor individets latente evner venter på at komme til udfoldelse. En dynamisk skabende energi bliver befriet, og det viser sig hos alle deltagerne, naturligvis i større eller mindre grad.

Flere af deltagerne havde alvorlige problemer i hjemmet eller på arbejdspladsen, der havde skabt spændinger i deres sind. Nogle bar på "noget fra fortiden", noget, der engang havde chokeret dem, og som de måske troede, de var kommet over, men alligevel havde det skabt en barriere i deres sind, måske en skuffelse, som hindrede dem i at udfolde sig frit i hverdagen. Vi er jo alle sammen mere eller mindre "åndelige krøblinge" med visse sider af vort sind stærkt udviklede, andre sider middelmådigt og andre igen absolut underudviklede. Vi mangler indre balance, og derfor snubler vi gang på gang, mentalt set, og har svært ved at komme på fode igen, bl. a. fordi vi ikke har nogen at tale ud med om tingene. Men det blev der ved denne "retreat", både hvor to og to talte sammen i "minigrupper", eller hvor en gruppe med leder igangsatte "creative drama", dvs. lavede en "happening", hvor en situation fra en af deltagernes fortid genskabtes efter vedkommendes beskrivelse først så "negativt", som den var hændt. Jeg fik fx. til opgave at spille en uforstående far. Bagefter spillede jeg "rollen", som jeg ville have gjort det, hvis jeg havde været faderen. Vi diskuterede derefter problemerne bag situationen, og i hele den kærlige atmosfære af fællesskab, bag hvilken individualiteten ikke ophørte at eksistere, så den implicerede virkelig sagen i et nyt lys.

Nu vil nogle måske spørge: "Jamen, er det da ikke ubehageligt sådan at blotte noget fra sin fortid for andre mennesker?" Sådan følte ingen det. Der var tale om problemer, som vi alle følte ikke var dens eller hins, men vore problemer. Vi var der for at hjælpe hinanden, og vi kunne alle både give og tage imod.

I spørgetimerne behandlede jeg temaerne fra begge grupper set ud fra de kosmiske analyser og blev samtidig derved inspireret til at belyse alt dette i forhold til symbolerne ved aftenforedragene. Det var virkelig for mig et godt grundlag for alle de foredrag, jeg senere skulle holde rundt om i Californien. Derom næste gang.

(Afsluttes i næste nummer).