Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Foruden den unge sygeplejerske var der i udsendelse nr. 2 en anden "hovedperson", en gammel professor, der er kendt for sin materialistisk-ateistiske filosofi. At samme professor også er et sympatisk og følsomt menneske, vidste man måske ikke, men det fremgik af udsendelsen. Han knuste en tåre ved tanken om sin afdøde hustru, som han - ifølge sin egen filosofi - aldrig mere skal genopleve. Og der var en fredfyldt, afslappet og dog koncentreret atmosfære over billederne, hvor man så den gamle mand ligge på sin sofa med et partitur i skødet, hvori han med øjnene fulgte det nodesprog, der er et grafisk udtryk for de lydvibrationer og rytmemønstre, hans øre modtog fra pladen, han lige havde sat på grammofonen. Disse fjernsynsbilleder var i sig selv en dejlig modsigelse til hele programmet, thi de talte ikke om død, de talte om ånd. En for længst afdød komponists ånd levede i noderne og i musikken, og den nulevende gamle professor, som intenst oplevede musikken, var i en tilstand nærmest uden for tid og rum, ligesom komponisten har været, da han skabte samme musik. Den rare gamle materialistiske professor trøstede sig med "udødelig musik", her var - måske ufrivilligt - noget positivt i TV-programmet om døden?

Hvad er det, der har skabt et kunstværk, en bog eller et musikstykke? Det er en bevidsthed. Og hvad er det, der oplever disse skabte ting? Også en bevidsthed. Bag disse bevidstheder må der være en skabe- og oplevelsesevne, som kan sammenfatte sanseindtryk til tanke- og følelsesbilleder og igen omsætte dem i udtryk. Det er ejendommeligt at tænke sig, at de skabte ting eventuelt skulle besidde nogle årtusinders "udødelighed", medens den skabende ånd, der er deres ophav, skulle være pustet ud længe før ved den proces, vi kalder døden. Mennesket er i den grad blevet bundet til opfattelsen af sig selv som fysisk person, at det tror, det ikke er andet. Den allerede verdensberømte, kun 40-årige engelske psykiater Ronald D. Laing er en fin repræsentant for den ikke-materialistiske tankegang, man sporer hos mange unge forskere. "Vi er blevet narret ind i en illusion om, at vi er adskilte, hud-indkapslede ego'er, samtidig med at vi har ladet os narre og har narret os selv fra forstanden - det vil sige, bort fra vores egen personlige oplevelsesverden, bort fra den enestående betydning, som vi muligvis kan give den ydre verden", skriver han i sin interessante bog "Oplevelsens politik og paradisfuglen" (forlaget Rhodes, 1969). Og han fortsætter: "Efter at vi på én og samme tid har mistet vores "selv" og udviklet en illusion om, at vi er autonome "ego'er", forventes det af os, at vi med indre samtykke retter os efter en ydre tvang i en næsten utrolig grad". "Selv'et" i Laings opfattelse af ordet er det samme som "jeg'et og overbevidstheden" i Martinus terminologi. Og med "ego'et" mener Laing vores lille begrænsede person, der nærmest har reduceret sig selv og andre til "ting", til en slags biokemiske produkter. Men "tingen", der kalder sig selv "menneske", er alligevel bange for at skulle ophøre at eksistere, hvilket i sig selv beviser, at mennesket ikke kun er det, det har reduceret sig selv til at være.

Nogle vil finde et sådant eksperiment usmageligt og måske endda blasfemisk. Men i betragtning af, at man gør det for bedre at kunne hjælpe og være til gavn, og at de døende selv har ønsket at medvirke, hvis det kunne gavne, må man vel sige, at det er et bedre eksperiment end så mange andre, der foretages i denne eksperimenternes tidsalder. Hvad kom der så ud af eksperimentet? Og hvordan reagerede de døende patienter? Kun tre ud af tre hundrede havde nægtet at tale om deres forestående død. De øvrige havde været glade for at deltage. Først og fremmest fordi der var mennesker, der gad lytte til dem, og fordi det at tale om døden gav muligheder for helt åbent at kunne berette om, hvad de trængte til i en svær tid.

Gennemsnitsreaktionen hos patienterne har den psykiatriske læge, dr. Elisabeth Ross, sammenfattet på følgende måde: Den første reaktion er et chok og en absolut fornægtelse af at døden vil komme. "Det er ikke mig. Det kan ikke være mig". Lægerne blev klar over, det ikke nytter at søge at bryde denne reaktion. Næste reaktion er vrede over alle, som ikke skal dø. Vrede på verden og vrede på Gud. Også denne reaktion nytter det ikke at modsige, erklærede dr. Ross. Næste stadium for den døende er, at han eller hun forsøger at tinge om mere tid. Oftest med Gud. Når patienten indser, det ikke nytter, bliver han eller hun yderst deprimeret. Dr. Ross sagde om dette stadium, at hospitalernes reaktion her ofte er paradoksal. Det er normalt det tidspunkt, psykiateren kommer ind i billedet, og mange patienter er imod det. De siger - Hvad unormalt er der i, at jeg er deprimeret? Vi anser det jo for normalt, at man sørger over kære, der døde. Den døende patient er klar over, at han vil miste alle og alting, der betyder noget for ham. Så i stedet for at klappe ham på skulderen og bede ham om ikke at tage det så tungt, burde lægerne i stedet sige, at de forstår patientens sorg og så tilbyde at dele denne med ham.

Det afsluttende stadium kommer, når patienten accepterer sin død som et led i en naturlig proces. Det kan være en smuk sindsstemning, siger dr. Ross, men den kan også være rædsom, hvis familien ikke når frem til samme standpunkt samtidig. Tilhørerne ved disse eksperimenter følte alle, at følelsen af ensomhed og forladthed er det frygtelige ved døden i vor moderne tidsalder. I stedet for at være en naturlig og normal afslutning på et liv, opfattes døden ofte som noget, der sker på et mærkeligt sted, fyldt med maskiner og blandt fremmede, efter hektiske operationer, transfusioner og transplantationer. Dr. Ross sagde, at man ofte gav de døende patienter så meget sløvende medicin, at de var ude af stand til at sætte sig i forbindelse med omverdenen, og at det viste sig, at det netop var, hvad de døende trængte så meget til.

Dette er naturligvis ingen kritik, men en analyse af situationen, en situation, der ikke kan og heller ikke skal vedblive at være, som den er nu. Der skal komme en tid, hvor mennesket ikke er bange for at dø og ikke opfatter døden som en fjende, men netop som "et led i en naturlig proces", som det også er nævnt ovenfor i eksperimentet som "sidste stadium". Der bliver den døende hjulpet til dette stadium af mennesker, der prøver at forstå det. Men hvor mange gør det? Psykiateren bliver i almindelighed betragtet som en, der er til stede, fordi der er noget "unormalt", medens han eller hun jo burde betragtes som en, der naturligt var til stede lige som præsten. Ganske vist er der mange døende, der ikke ønsker en præsts tilstedeværelse, fordi de i det meste af deres liv har følt sig fremmed over for det, han repræsenterer, hvad der ikke er noget at sige til, hvis den døende gennem sit liv har overværet mange af de sædvanlige begravelsestaler.

Men psykiateren er den vordende sjælelæge og sjælesørger og dermed også den naturlige "fødselshjælper" ved den proces, vi kalder "døden". Jeg skriver "vordende", fordi jeg anser psykiatri og psykoanalyse for en videnskab i sin vorden, men samtidig også en videnskab med strålende muligheder. Allerede Platon brugte udtrykket "sjælens læge", et udtryk, der hviler på den opfattelse, at der - ligesom der er love for kroppens funktioner - også er love for sjælens eller psykens funktioner. Et menneske betragtes ikke som unormalt, når det søger en læges hjælp, fordi der er en eller anden fejl i kroppens funktioner, og en læge skal absolut helst være til stede ved en fødsel, for at den kan fungere rigtigt. Lige så naturligt vil det blive, at en læge assisterer som "fødselshjælper" ved den lige så naturlige proces, der er det modsatte af en indgang, nemlig en udgang.

Her har vi reinkarnationstanken opfattet både med humor og alvor. Hos Martinus møder vi den som et naturligt led i hele verdensudviklingen. Inden for psykiatrien og psykoanalysen er den vel endnu kun "på vej", men pionererne inden for disse videnskabsgrene begynder mere eller mindre åbenlyst at se den som en mulighed.